31 juli 2014

Smukt..

Knuden er væk. Hvor den sad, er der nu en langt mere behagelig perlemorsknap, gavmildt doneret fra min mors store udvalg.


Nu må varmen gerne vende tilbage. Jeg er klar.

30 juli 2014

En sommerkjole

- har jeg længe savnet.

Og endelig fandt jeg en, der lige passede til mig. Et Fund! Den ser ikke spændende ud på en bøjle, men er yndig på.

Jeg skyndte mig at korte et par cm af stropperne, og den var perfekt til de mange meget varme dage.

Men i løbet af dem indså jeg, at det er meget godt jeg ikke lever i datidens Japan, for jeg kan ikke vænne mig til en knude på ryggen der forstyrrer mig i at hvile ryggen mod noget.

Så den næste tilpasning af kjolen bliver at fjerne bindebåndene på ryggen.

Det simpleste vil være at sy de to ender sammen. Men så aner jeg ikke hvor sømrummet skal ende så det bliver pænt.

Altså må de to bindebånd kortes af og sluttes pænt af enkeltvis, og derefter samles.

Men, hvordan hæfter jeg dem så sammen; med en firkantet stikning rundt i kanten? med dekorative korssting? med knapper eller hægter?

Og hvor lange skal de være; så de lige når hinanden? så de når forbi hvor stropperne går op? eller et sted derimellem?




Det skal helst både besluttes og sys med det samme. For, det er ikke til at vide hvor længe det fine sommervejr varer. Og jeg er blevet træt af at holde kjolen sammen med knappenåle.

28 juli 2014

Spændt forventning

Det at gå til skriftlige eksaminer var altid for mig en underlig smertefri måde at få sin fremtid afgjort på. Man ser ikke resultatet med det samme, men ved bagefter at alt er gjort, og kan så bare vente på udfaldet.

I dag har jeg det lidt på samme måde. Jeg skal skrive under på købsaftalen. At skrive mit navn, er en lille og ubetydelig handling, der får store konsekvenser i fremtiden. Konsekvenser, som jeg forventer er positive, og som jeg må vente lang tid på at opleve.

28 juni 2014

Jeg har budt på et hus!

Det er pænt, stort og velholdt med en nem have. Det fylder meget i mine tanker, hvoraf rigtig mange nu starter; 'Når vi bor i det nye hus...'



Ind til videre er det bedste, at de har bedt om flere dage til at overveje om de skal takke ja eller nej.
Det må betyde, at der er en chance for at kunne købe det, for det jeg er villig til at betale.

18 juni 2014

Det hjalp ikke

- at Christunte krydsede fingre


Præsten ringede til mig og fortalte at han var ked af, at de havde valgt en anden. Der havde nemlig været en ansøger der var udannet i både børn og musik. Og, selv om jeg har en lang uddannelse har jeg ikke papirer på noget i den stil.

Så trods en velskrevet ansøgning får jeg ikke lov at underholde områdets små med babysalmesang, ikke før hun måske får brug for en afløser, eller opdager en anden og mere attraktiv stilling. Der findes jo bestemt dem der er større. Jeg bilder mig ind, at chancen for at een veluddannet bliver i mange år ikke er stor. Der kunne jo være nogle supplerende dagpenge der slipper op..?

17 juni 2014

Rockerborg

I weekenden var udlejeren og en mængde andre folk i gang her, for at forbedre og pynte på omgivelserne.

Det blev lagt de fliser jeg har savnet, lagt trædesten, sået græs der hvor orkanen Bodil tog et haveskur, og fjernet det spinkle og stemningsfulde hegn der indrammede terrassen, og sat et mere solidt og højere palisadeværk op på den side af terrassen der vender mod udsigt og omverden.



Jeg har jeg det som om jeg nu er flyttet i en rockerborg.



Så, jeg undersøger muligheder for selv at eje et hus. - Jeg burde nok sende udlejeren en venlig tanke. For at hegnet blev ændret var vist det der skulle til, for at for at vække drømmen om noget andet - og meget bedre.

15 juni 2014

En mulighed

Den enes død er den andens brød. - Eller når een får et bedre tilbud, kan en anden få lov.

Jeg håber jeg kunne være den 'anden'. I hvert fald har jeg sendt en ansøgning til præsten, om at få lov at stå for babysalmesangen her i området.
Det er ikke brødet det kommer an på, stillingen er så lille, at det ikke får nogen særlig betydning. Så det er lysten der driver værket, og den er der. Jeg har hørt, at der er andre ansøgere, men også at han var glad for at jeg søgte..


Det er spændende at vente på resultatet.

05 juni 2014

Dæmpet fuglesang

Det forlyder at det var en trist dag, da der blev sat lejere ud oppe på loftet.



Jeg ved selvfølgelig ikke om det reelt var lejere, eller om der var tale om en ulovlig bosættelse.
Hvis de har fået en passende opsigelse, må fristen have været alt for kort, de har ikke forstået den, eller været helt ligeglade, for i 6 ud af 10 lejemål var børnene alene hjemme da man kom for at sætte dem ud der ikke var flyttet og rive lejlighederne ned.



Og hvad stiller man mon op med en hel børnehave af fremmed herkomst..?

31 maj 2014

At afskaffe den dårlig samvittighed

Det er utroligt hvad en dårlig samvittighed kan udrette. Den burde jo få til næsten øjeblikkeligt at rette problemet. Men, oftere holder den een effektivt fast i det der giver den dårlige samvittighed.

Jeg har haft dårlig samvittighed over ikke at strikke.

Jeg havde fundet garn og var i gang med erstatningen for Yngstes asymmetriske bluse. Men, da hun i januar meddelte at hun hellere ville have at forstykkerne ikke blev krydset, gik jeg i stå. Det virkede for svært at beslutte hvor lange de så skulle være.



Til sidst gad jeg ikke have den dårlige samvittighed og fortalte mig selv, at det er helt i orden ikke at strikke.

Så skete der endelig noget (måske også fordi Yngstes fødselsdag nærmede sig). Den sidste dag hvor hun ikke var hjemme kom trøjen frem. Og, midt nat var den både strikket og færdigmonteret.



Jeg lod der være så lange sideslidser, at forstykkerne stadig kan sys fast i den anden side - hvis nu..



Garnet blev ikke strammet godt nok, da jeg lukkede af til halsen - så halsen trækkes alt for bred. - Det ville jeg godt rette på. Men hvordan gør jeg det, uden en stor operation?

Og så kan der ikke afses mere tid til at lege mors fotomodel.

11 april 2014

Ugidelighed og manglende energi

- har vist præget det tidlige forår.

Den manglende energi har jeg længe forsøgt at indrette mig efter. Og efter at min stilling som kirkesanger sidste sommer blev opgraderet til et flexjob, lykkes det rigtig godt. Men ugidelighed - det gider jeg ikke.

For et stykke tid siden sagde Yngste: 'Mor, du prutter altså hele tiden!' Det var jo rigtigt - egentlig gik jeg også og bøvsede.

Altså måtte jeg have gjort noget ved luften i maven. Jeg fandt Charlottes anbefaling af Boldocynara, der virker ved at støtte fordøjelsen.

Efter de først dråber oplever jeg en markant og uventet ændring: Min rastløse søgen efter et eller andet til at stille lækkersulten med, blev erstattet af en fantastisk ro. Der kom varme i mine ellers altid kolde fødder (kunne også skyldes foråret). Jeg har fået pyntet til påske, klaret den bunke småreparationer der havde samlet sig, og syet nye karklude af udtjente håndklæder.

Engang forstillede jeg mig, at hvis fordøjelsen var dårlig, kunne man slippe afsted med at spise for meget, fordi den ikke kunne nå at bruge maden til noget inden den var kommet igennem kroppen.

Istedet lader det til, at kroppen bliver stresset hvis fordøjelsen ikke virker. Og langvarig stress kan resultere i at man giver op, og ikke orker mere. Men, når fordøjelsen virker bliver man mæt, glad og får energi.

10 april 2014

Vejen til nyt betræk

Først stak katten af. Sikkert på grund af den 'mjave-træning' der skulle forhindre dørkarme og vinduesrammer i at blive flænset i stykker, i håbet om at de vil åbne sig. Det er lettere at overhøre en kat der flænser huset udefra, end når han forsøger at få opmærksomhed herinde på samme måde.

Den skulle jo nok vende tilbage, længe inden Yngste var tilbage efter ugen hos far.

Men dagene begyndte at gå uden at den viste sig.

Efter tanker om hvordan den sørgelige nyhed ville blive taget, begyndte jeg at se alle fordelene; ingen kattemad, intet pasningbehov, ingen kattebakke, ingen loppebekæmpelse og ingen ødelagte møbler.

I de næste dage blev kattebakken fjernet, madskålene pakket sammen, og spisestuestolenes sæder endelig afleveret til ombetrækning. (Det har været tiltrængt siden jeg fik dem.)



Tre gamle stole, jeg købte som studerende, fik lov at gæsteoptræde om spisebordet.


Men, så stod han udenfor terrassedøren igen og mjavede lydeligt - helt uden at kradse for at komme ind. Så kattemaden blev fundet frem. Han går lidt søgende rundt hvor kattebakken stod før, men får så vist en åben dør ud.

Stolene er også fine nu, selv om farven er sart. Den mørke variant af stoffet ville have været mere praktisk og faktisk også flottere, men nu ved jeg hvor jeg kan få det ordnet - næste gang. Der bliver helt sikkert en næste gang.