28 februar 2013

Flere planer

Et tilbud på en organzadug der havde overlevet fra nytår fristede over evne.
Jeg har ikke brug for flere organzaduge end den flotte jeg allerede har. Men, stoffet må kunne bruges til noget prinsesseagtigt til Yngste. Jeg skal bare lige have skaffet noget sølvtråd for at kunne lave det helt fint.



Det er snart tiltrængt at mine lægge-planer og sætte-igang flip afløses af noget med afslutninger.

23 februar 2013

Mod til at gå

Jeg har igen været i teateret, og har set en 'poetisk komedie fuld af sort humor', af nu afdød nobelprisvindende avantgarde forfatter.


Det var desværre frygtelig kedeligt. Jeg gav det en chance i først omgang, noget skal man jo lige ind i før det bliver godt. Men, efter noget tid, konkluderede jeg at sort komedie bare ikke er min smag. Jeg sad midt på en række og for ikke at forstyrre dem der satte pris på forestillingen ved at rejse mig, brugte jeg tiden på at studere mine med-teater-gængere. Da jeg derfor nåede at have set alle på rækken blunde lidt på tur, tog jeg mig sammen, rejste mig og gik.

Der havde endda stået i beskrivelsen at det ville være herremorsomt. Men, måske er tiden løbet fra stykket der sikkert engang var både nytænkende og vedkommende.

22 februar 2013

Formgivning

Jeg slog 2-7-29-7-2 masker op til forstykke-ærme-ryg-ærme-forstykke, og tog ud i begyndelsen og slutningen af alle 5 stykker på hveranden pind, 12 gange. Hvilket gav 26-31-53-31-26 masker. Her opdagede jeg at det ikke gik an blot at tage ud til underkanten af ærmegabet.
Cardiganen ville blive alt for stor.

Den burde være hurtig at strikke (tykt garn og pind 6) men jeg har brugt tid på at spekulere over hvordan man laver en god facon omkring skuldrene... Jeg har efterlignet ærmekuppel og ærmegab fra et snitmønster. (Og, holdt op med at tage ud langs forkanterne.)




Ærmemaskerne er nu parkeret på snor, og ryg og forstykker skal strikkes sammen. Bagefter vil det vise sig om det lykkedes.

20 februar 2013

Garn-stræk

Ved at veje båndgarnet (260g), og måle et stykke (30m) af og veje det (20g), kom jeg frem til at jeg måtte have ca. 400m båndgarn. Det er noget nedslående at lede efter en opskrift, for 400m garn rækker desværre ingen vegne ...

Men, den baby-blonde-cardigan jeg strikkede for 6 år siden var inspireret af en voksen cardigan strikket i tykt garn, så den model må kunne fungere. Og, når den strikkes oppefra kan krop og ærmer blive så lange, eller korte, som garnet rækker til.

For at få garnet til at række længst muligt strikkede jeg identiske prøver af Kauni og båndgarn på pind 5 og 6. Begge prøver så pæne og tætte ud, og selv om der bruges en anelse mere garn på pind 6 (8m) end på pind 5 (7.5m) bliver det strikkede væsentligt større.



Bagefter er det ikke særligt overraskende, men inden kunne jeg ikke gennemskue det, og garnet må gerne blive til mere end en kortærmet bolero.

12 februar 2013

Det stof drømme er gjort af

Jeg har strikket en prøve af Silk Sari garnet, sammen med resten af mit hvide strømpegarn.

Det skal også prøves med et lidt mere fyldigt lyst garn, og måske på lidt mindre pinde ..?
Jeg har også lavet en strikkeprøve af noget gammelt båndgarn (der engang var en cardigan - der altid hang fast i dørhåndtagene og derfor blev trukket skæv) strikket sammen med det samme Kauni garn som jeg brugte til Babycabels.


Båndgarnet tilfører en varm tone til Kauni'ens farve, der har vist sig at være lidt for kold til mig.

Men hvis det skal blive til andet end drømme, er det nok nødvendigt at vide hvor meget Silk Sari og båndgarn jeg har ..

11 februar 2013

Design tørklæde

Nu kan ældste få varmet halsen, og der har det siddet lige siden jeg blev færdig med det.

Tørklædet opfyldte alle ønskerne. Da han luftede ideen om at det skulle være mest sort, med lidt af en signalfarve i - og jeg vidste hvordan han havde det med uld tæt på huden - så jeg en sandwich for mig med uld i en signalfarve, og et glat stof udenpå - så man stadig kunne se fyldet. Den ide faldt i god jord - men det blev ikke uld.


Jeg havde ikke et klart billede af hvordan det skulle sys for at blive rigtig pænt, og derfor fik jeg aldrig overdraget ham syopgaven. Her bagefter er jeg desværre ikke klogere.

09 februar 2013

Forhastet ja

Ældste kom hjem på vinterferie med dårlig hals, og ønsket om et halstørklæde. 
Så i dag har vi købt stof til et, der forhåbentligt kan varme: Rødt fleece (uld virkede for stift) og sort glat stof for lækkerhedens skyld. Roserne på det sorte stof var et helt bevidst valg.


Jeg har sagt ja til at sy, da han endnu ikke er helt sikker på egne evner som han flittigt træner, ved at costumizer sit tøj med alverdens rester. Men helt nyindkøbt stof er mere skræmmende at sætte saks, nål og tråd i. 
- Ved nærmere eftertanke, burde jeg have insisteret på at han selv skal sy og bare hjælpe ham alt det jeg kan.

08 februar 2013

Hvem løser problemet?

zen habits har jeg læst at problemet altid er ens eget. Altså når jeg reagere på en andens adfærd, er problemet ikke adfærden, men istedet min reaktion.
For jeg kan ikke få andre til at opføre sig anderledes, men jeg kan ændre hvordan jeg reagerer. Hvis jeg ikke ændrer noget, kan andre stadig få mig til at reagere - og det er slet ikke rart. Der er altså vundet noget sjælefred ved at ændre ens egen reaktion.

Kort vejledning i at reagere fredfyldt. (oversat fra zen habits)
  1. Når man opdager at man bliver stødt, frustreret, vred, irriteret, skuffet ... Stop op, og træk vejret.
  2. Gør ingenting, og undgå at gøre skade.
  3. Undersøg forventningen om hvordan man bør opføre sig. Forventning, der nu er i konflikt med virkeligheden. Det kan ikke lade sig gøre at få hele virkeligheden til at stemme med ens forventning. Så, at holde fast i forventlingen kan kun ende i frustration.
  4. Kassér forventningen.
  5. Smil, og accepter mennesket foran dig, og dig selv, som ufuldkomne mennesker.
  6. Vær medfølende. Når man ikke kritiserer den anden, kan man handle passende, og med medfølelse. At acceptere virkeligheden betyder ikke at man lader stå til - man slipper bare for frustrationen, og får roen til finde den medfølende reaktion, der er rigtig for en selv og som passer til virkeligheden.
Da jeg skrev om en provokerende oplevelse, var jeg altså igang med at undersøge forventningen (3), og var kommet godt igennem at stoppe op (1) og måske at gøre ingenting (2), for jeg havde luftet oplevelsen flere steder - men det kan ikke gøres om.
Så nu mangler jeg kun at kassere forventningen (4), at acceptere den anden (5), og at reagere med medfølelse (6). - I det her tilfælde ligner det den mindste del. Jeg skal bare lade som om intet er sket. Og måske undgå aktivt at placere de to alene sammen, når den ene måske gerne vil undgå det.