27 juni 2009

Kærester?

Jeg har nok aldrig været god til at date. Der hvor man ses, ser hinanden an og derfor stadig kan vælge til eller fra uden at såre - for meget. Jeg er gang på gang hoppet i med begge ben uden at gøre mig nogen overvejelser først.
Det kan så ikke undre, at det ender med et brag, når livene er blevet viklet godt og grundigt sammen, inden det endelig går op for mig at det ikke fungerer.

Det var den grad af selvindsigt jeg var nået frem til, da jeg for ikke så lang tid siden blev inviteret på en date. - Desværre tror jeg, at mine manglende evner indenfor disciplinen dating var medvirkende til at han bagefter tog benene på nakken. Rigtig ærgeligt, da han faktisk virkede som en, der kunne have været den rigtige. Jeg havde jo faktisk gjort mig den ulejlighed at overveje det.

Jeg har altså noget at lære, så jeg loggede ind på det første det bedste
datingsite jeg fandt, lavede den indledende personlighedstest og fik mig en profil; KB4M6L6N. Faktisk gik der også kun et par dage før jeg blev kontaktet af en der virker interessant udfra profilen, og tilmed lader til at have humor

Så vidt så godt!

Men så går det op for mig, at hvis jeg vil læse den besked han har sendt til mig, skal jeg betale 329 kr/mdr. En investering der nok kunne overkommes, hvis ikke det mindste man kan betale for er 3 måneder, altså næsten tusinde kroner. Der ud over, er det heldigvis slet ikke muligt at betale med mit betalingskort.

22 juni 2009

Struktur

Det er ikke fordi mit hjem er meget beskidt, rodet eller ikke kan tåle at blive vist frem. Alligevel generer det mig at jeg endnu ikke har udviklet nogle gode oprydnings- og rengørings-vaner her i huset. Begge dele komme hele tiden lidt bag på mig, det fungere ikke automatisk, sådan som det før har fungeret, andre steder.

Det har ikke hjulpet at året statede med et par måneder helt uden tilbundsgående rengøring. Til gengæld fik det sat gang i noget, da min mor brugte en hel weekend sammen med mig her i huset, hvor vi gik igennem de mange stabler af kasser der endte med at stå i kælderen da jeg flyttede ind. Stabler der ikke var blevet hverken mindre eller mere overskuelige siden da. Sikke en energi det gav, da kælderen ikke længere bestod af stabler af ting der dagligt bad mig tage stilling til dem.

Fordi løsningen må være, at få indført struktur og vaner der virker, er jeg faldet for
FlyLadys side (som jeg fandt hos Siffe) om gradvist at forvandle rodede og snavsede hjem til det bedre. Det kan godt være at udgangpunktet ikke er helt så grelt, målet er stadig det samme.

Indtil videre har jeg næste uden nogen anstrengelser opnået dagligt at få ryddet op og gjort det vigtigste rent i køkken og på badeværelset, og at blive spurgt "Om jeg altid kunne holde det så ryddeligt med børn i huset?".

Til gengæld har jeg set stort på hendes pointe om, at man skal gå med sko på hjemme, for at opnå en bedre selvopfattelse - selv om jeg er sikker på at det kunne gøre en forskel, hvis det er ens problem.

Den næste opgave ligger i at få styr på, hvordan jeg kan holde mine 'hotspots' i ave. De er defineret som steder, hvor rod har det med at ophobes, og som når man vender ryggen til vil skaber mere rod i hele rummet sig.

19 juni 2009

Hvor er baby?

Det lykkedes minsanten at komme en tur ud i drivhuset med tekoppen! Men selv om det ville have været oplagt, fik jeg ikke rørt noget strikketøj derude.

Jeg har lige fået installeret trådløst neværk, så man ikke længere er bundet til den ene ende af sofaen, hvis man vil på nettet. Det blev derfor den bærbare der fik lov at komme med derud her til morgen. Og tænkt engang, der er forbindelse!

Jeg fik en kommentar fra
Charlotte forleden, og var derfor forbi og kigge på hendes blog. Hun har blandt andet et stykke om hvor svært det er når ens baby(er) bliver større(r). Ved at læse med fik jeg overblik over mit eget liv.

Yngste har lige smidt bleen, er startet i børnehave, og er blevet så stor i forhold til den lille babypige jeg vendte hjem til efter mit ophold på hospitalet i begyndelsen af året. Hun må have været igennem en regressionsfase her i løbet af foråret. Og det er egentlig ikke så mærkeligt at hun har haft et behov for at forsøge at vende tilbage til en tid hvor alt var trygt og rart, hvor mor var der hele tiden, efter at jeg i lang tid slet ikke var der.

Det betyder så også at jeg over et par måneder er gået fra et have en baby til en stor rigtig børnehave-pige, der kan det meste selv. - Og hvem er jeg så nu, hvor jeg ikke kan definere mig som mor til en baby, nu hvor der ikke er en der er så fuldstændig afhængig af mig og hvor jeg ikke kan nyde en helt så automatisk og regelmæssig stor fysiske nærhed.

Jeg kunne få lyst til endnu en gang at have en baby, og opleve alle miraklerne. Desværre fortæller min erfaring mig at jeg ikke er god til at dele forældrerollen med en far. Faktisk overvejede jeg inden jeg mødte yngstes far, om jeg ikke bare skulle få det barn jeg ønskede mig helt alene, og slippe for bøvlet med en far. Jeg valgte det ikke dengang, og nu hvor jeg allerede er alene med to børn - på mere og mindre deltid, er det endnu sværere at forestille sig hvordan jeg helt alene skulle få plads til endnu et barn - på absolut fuldtid.

18 juni 2009

Morgenplaner

Anne har skrevet om glæden ved at have et kvarter for sig selv, til hygge i drivhuset om morgenen. Jeg er misundelig, for selv om drivhuset står klart, og jeg så gerne vil noget der ligner, får jeg det ikke gjort. Derfor er vækkeuret nu sat til tidligt, for nu bestemmer jeg, at sådan skal det være i morgen.

17 juni 2009

Nyt strikkemagasin

Frida fik på Webstrik rettet min opmærksomhed mod et nyt online strikkemagasin der har modeller til børn.













Det var kun 6 modeller deri, men der kommer nok flere med tiden. Jeg vil i hvert fald holde øje med hvad der sker.

08 juni 2009

2

Selv om jeg sidste år var lige ved at overse min blogs fødselsdag, har jeg planer om at fejre de 2 første år med de småkager der netop nu bager i ovnen.

Det andet år i blogland har været en lige så indbringende og livsbekræftende oplevelse som det første. Sidste sommer fik jeg f.eks et
digitalkamera i gave, (Tak Julie) og ikke mindst den omfattende deltagelse jeg kunne støtte mig til mens jeg kæmpede mig tilbage efter ulykken. En deltagelse jeg gerne vil sige rigtig mange tak for. Jeg vender stadig af og til tilbage for at læse en del af den utrolig store mængde kommentarer der kom dengang.

I løbet af dette mit andet år skrev jeg lidt færre gange (kun 78) end første år, til gengæld blev jeg færdig med min afhandling. Forsvaret af afhandlingen var planlagt til først på året, så den del er af gode grunde blevet udsat på ubestemt tid. I løbet af året er jeg også
flyttet for mig selv - hvorved nu også mit yngste barn er fra et brudt parforhold.

Tanterne har også været mindre aktive i år:
Alligevel har Tante Lilla syet
dukketøj, pulsvarmere og julestrømpe, strikket tørklæde, futsko, djævlehue, strømper, og pulsvarmere kaldet mrs Beetons, samt deltaget en enkelt aften i en strikkefestival.
Tante Brun der i perioder har været
helt væk, fik faktisk ændret en smule på kosten, så den i bedste Kernesund-stil nu står på smoothies om morgenen.
Tante Grøn har syslet en
opslagstavle, og fået sig have, men bortset fra drivhuset er der lang vej tilbage før man kan tale om at hun har bemægtiget sig haven.
På samme måde har hverken tante Lilla eller tante Brun nået alle de mål de havde sat sig for året, derfor er der ingen af dem der har sat sig nye mål for det kommende år.



Men nu er tante Brun blevet færdig med småkagerne, så resten af aftenen står den på te og kager.

07 juni 2009

Nej!

Når der sådan har været afstemning over et simpelt ja/nej spørgsmål, er det tankevækkende at høre, at det er de færreste af de i medierne fremhævede begrundelser for de afgivne nej stemmer, der faktisk forholder sig til spørgsmålet.

Og hvorfor stemte jeg så nej til at en prinsesse skulle arve tronen foran eventuelle yngre prinser?
Af hensyn til prinsessen og hendes udkårne. Selv om det beviseligt kan lade sig gøre for en prinsesse at blive regent mens hendes ægtefælle bliver prinsgemal, så kan det på ingen måde være en misundelsesværdig situation i forhold til når en prins bliver konge og hans ægtefælle dronning.

Eller er der nu lavet om på forholdene, så prinsens ægtefælle bliver til en prinsesse-gemal, det øjeblik han overtager tronen? For, hvis en dronning og konge nu er blevet fuldstændigt ligestillede, så vil det vel være lidt på grænsen af det acceptable, at en der 'bare' er indgift skulle kunne opnå en sådan ligeværdig titel?

Hvem var det?

Hvilke mysterier man kan blive præsenteret for, blot ved at bevæge sig ud i haven:

For, der lå noget på trampolinen ...










'Noget' det ved nærmere eftersyn viste sig at være, en lille bitte fugleunge, der ser så fin og uskadt ud, at den nok kunne have haft en chance hvis den havde ligget i reden fremfor på trampolinen. Nu er der ikke det noget liv i den lille.


Jeg undrer mig, for fuglene udklækkes i stort tal oppe under taget, - det sker jævnligt at der ligger små døde fugleunger langs husmurene - men hvordan er denne fugleunge kommet helt ud på trampolinen? At dømme udfra dens fjerpragt eller nærmere mangel på samme, så fløj den ikke selv. Men, hvem har så flyttet den?

Stille morgen

Kun ældste er hjemme, og han sover længe i dag. Ikke engang blenderen vækkede ham, da jeg lavede min morgen-smoothie. Nu står blenderen så tilbage, til han vågner og skal have morgenmad. Men alt andet har jeg haft tid til at rydde op på. Det er en skøn måde at starte dagen.

Om lidt, når ældste er vågnet, står den på endnu en morgen-smoothie, derefter folkeafstemning og et besøg i den lokale kirke.