30 juni 2011

Sommerblomster

Pladsen med de lilla valmuer, har jeg i år inddraget til køkkenhave, så forventningerne til at se nogle var små. Særligt da de frø jeg havde indsamlet, ikke er spiret nogle af de steder jeg spredte dem.

Men da valmuernes karakteristiske lysegrønne blade begyndte at dukke op rundt om i kanterne af køkkenhaven nænnede jeg ikke at luge dem væk. Og nu viser de sig i deres smukke lette gevanter, som de har svært ved at beholde på.

Jeg husker, hvordan jeg som barn ville hjembringe den flotteste røde buket, og endte med en trist håndfuld grønne stilke. Yngste syntes også at valmuer er flotte, og lod sig ikke slå ud af mine historier. Hun plukkede og satte en enkelt valmue i vand. En valmue der nu har overlevet i påklædt tilstand en hel dag.

Der kan ikke længere findes lupiner, hvor den nye børnehave imorgen skal indvies. Tilgengæld er markerne på den modsatte side af vejen bugnende fulde af kornblomster. Og de kan nåes fra vejkanten.

Så dem høstede jeg en favnfuld af.

For tredje gang

Hvis jeg havde ændret mine kostvaner for at tabe mig, så var jeg nok holdt op for længst. Ikke at have ondt, er til gengæld yderst motiverende. Istedet ser jeg det som en sidegevinst - at jeg samtidig taber sig, helt uden at skulle være sulten, eller nægte mig selv noget jeg har lyst til.

Men, selv om det er sært tilfredsstillende at få en mindre omkreds, så er det også lidt besværligt. Der er efterhånden kun lidt af min
minimale garderobe der passer. Jeg har flere gange været i butikker og prøve tøj, men heller ikke her har jeg ikke kunnet finde et par bukser, der passer uden at skulle sys ind i taljen. Og det behøver jeg ikke købe nye bukser for at gøre. Så efter nogle varme dage i kjoler, startede jeg dagen med at finde symaskinen frem og sy mine gamle cowboybukser ind, for 3. gang, imens jeg drømte om, at der igen vil blive lavet tøj til en timeglas-figur.

21 juni 2011

Opbyggeligt pynt


Ifølge Ranvita, der har skrevet et indlæg om at costumize-dine-vitaminpiller, er det en rigtig god ide at gøre ens omgivelser 'nyde'-lige.

Da jeg også blev træt af at se på de farvestrålende vitaminpilleglas, der nærmest 'råbte', fulgte jeg hendes råd, og gav dem nyt betræk - mine blev lilla.

Fordi teksten ville gå igen på voksen- og børne-vitaminerne, var min første tanke at Yngste kunne skrive på børnevitaminerne - så ville jeg kunne se forskel. Men da hun gav mig hendes nyeste krusedulletegning, slog det mig at jeg da kunne bruge den til børnevitamin-betræk.










20 juni 2011

Det ser sort ud

Egentlig havde jeg gang i at lave nye sorte gardiner til Ældstes værelse.

Han får godt nok ferie på fredag, som han har tænkt sig at tilbringer det meste af hos far og skal derefter på efterskole. Men jeg tænker, at han får brug for værelset bare ind i mellem i løbet af det næste år og særligt bagefter efterskolen. Så helt usmart er det vist ikke.

Særligt ikke da jeg undervejs blev afsporet lidt. For jeg fandt endelig ud af hvor kælderlugten kommer fra - og blev mindet om at jeg ikke fuldstændigt kan overlade rengøringen til en teenager der er lidt ligeglad med hvor rent der er.

Det ærger mig lidt at jeg ikke gik i gang med gardinerne istedet, da jeg fik ordnet værkstedet. Så havde jeg opdaget det en måned tidligere.

Han skal vist igen have lidt varme på dernede og besked om at lufte ud dagligt.

16 juni 2011

4

Det er på vej til at blive en tilbagevendende begivenhed, at jeg glemmer den - bloggens fødselsdag.

Så, forsinket som vanligt, har jeg nu gjort klar til at fejre, med te i den nyeste kop, med lys og buketter nys hentet i haven. Den ene buket afslører at der også er noget dér, der bliver forsømt. Det er ikke meningen at der skal være Digitalis i haven. De burde have været luget væk. Særligt når haven jævnligt befolkes af Yngste og hendes venner. Men, Digitalis der plukkes som blomster danner vel ikke farlige frø, og så bliver risikoen alligevel ikke stor.


Teen er for mig helt ny, en prøve min mor begavede mig med sidst jeg var forbi. Den smager blødt og fint, og minder mig med sin sødme om den sidste rest smeltede is, som nydes allermest, fordi der bagefter ikke er mere.

Dette 4. år har været præget af at det har været nødvendigt at genfinde energien. Jeg har allerhøjst holdt sidste års lave aktivitetsniveau. Alligevel har jeg igen i år været så heldig at en af mine få kommentarer er blevet belønnet med et flot halssmykke fra Tina.

Tante Lilla fik i år strikket
et par sokker, fik begyndt på en spencer i Fasset garn, og på strikkefestivallen blev 'Babycables and big ones too' endelig færdig. Samme sted fik hun også serveret ideen til hvad Linda skulle overraskes med, så der endelig kunne blive sagt tak for en længe savnet strikkebog. Hvis det ikke er blevet til meget strik, er symaskinen til gengæld blevet luftet til mange småting. En spirende interesse for tøj og stil, har ført til at flere stykker tøj er blevet tilrettet, og der er gjort indhug i bunken af ting der venter på at blive repareret. Der er også blevet leget med maskinen, både alene og sammen med Yngste der har fået en bamseseng, en babuska, en taske og et krammehjerte ud af anstrengelserne.
Noget tyder på at Tante Grøn er ved at vinde kampen mod mælkebøtterne, og så er hun startet på en gennemgribende oprydning (
assisteret af FlyLady) og genindretning af huset, der indtil videre har resulteret i nye værelser til alle i huset, og et rart, ryddeligt værksted.
Tante Bruns plan om at bage
dagligt brød blev kuldkastet af et fravalg af korn, i den undersøgelse som hun har travlt med, af hvordan hun forbedrer velværet og sundheden gennem maden.

Hr Blå gør stadig visit af og til, og har oftere troen som ærinde.

Tanterne planer ligner sig selv og dog:
Tante Lilla vil have holdt det strik-in hun længe har drømt om, og strikke
livstykke-trøjen færdig, og så er spenceren kommet til sammen med et forøg på at lære at klæde sig bedre. Tante Grøn, vil stadig arbejde på at overkomme haven uden andres hjælp, og har nu også planer om at komme igennem det indendørs. Tante Brun vil fortsætte sin kamp mod skadelige spisevaner, og overvejer om der kunne være håb for bagning af det (næsten) daglige brød, hvis hun brugte andre melsorter.

10 juni 2011

Ros med tilbud om hjælp

Jeg har fået en kommentar:


Thesis Writing sagde ... 'Wow, fantastic blog layout! How long have you been blogging for? you make blogging look easy. The overall look of your web site is great, as well as the content!'


Og jeg vil takke for rosen! Det er ikke så tit jeg hører det, yderst traditionelle og mildest talt ikke nytænkende layout jeg har valgt, blive omtalt som værende fantastisk. Ej heller at få det generelle indhold bedømt lige så positivt.


Det kan så undre, hvordan oversigten over samtlige indlæg gennem tiderne er blevet overset, den kunne ellers let have besvaret spørgsmålet om 'hvor længe' med - - - 4 år og en dag ...

(Jeg må vist se at få fejret en fødselsdag!)


Måske er Thesis Writing mere interesseret i at få reklameret for 'muligheden for at få hjælp til at skrive sin afhandling'. En hjælp der heldigvis tilbydes mindst 2 år for sent her.

08 juni 2011

Impulskøb

Jeg har haft flyttet min seng rundt i hele soveværelset, og har fundet ud af, at jeg har mest lyst til at sove under vinduet. Andre steder i rummet undgår jeg f.eks. at ligge i dele af sengen. Så nu står sengen igen der hvor jeg umiddelbart placerede den. – Også selv om det er ualmindeligt og tilmed frarådes af flere grunde; som træk og frygt for hvad der kan komme gennem vinduet.
Måske bliver den sidste grund mindsket af at der ikke er plads til noget som helst farligt udenfor mit soveværelsesvindue.

Undervejs har jeg studeret soveværelsesindretninger og blev overbevist om, at et hovedgærde eller en sengegavl var en god ide, og kunne være en måde at få mere af det bløde ind i rummet.


Så da jeg faldt over en 140 cm bred sengegavl på udsalg, med en tiltalende struktur slog jeg til med det samme. Det var altså et impulskøb – og langt fra min ellers meget velovervejede måde at bruge penge på.

Først da jeg kom hjem fandt jeg ud af, at det er for højt til at stå under min vindueskarm (man kunne save lidt af benene …), at det slet ikke harmonerer med den meget begrænsede farveskala i rummet (det kunne beklædes med noget blødt i en mere harmonisk farve …) og at det rækker længere ud i rummet end vindueskarmen. Så, selv om jeg laver det om, vil det ikke komme til at passe til pladsen.

Så mit impulskøb, endte med også at være et fejlkøb.



Posted by Picasa

06 juni 2011

'Savner dig'-sangen

- er hvad Yngste kalder den.
Og, det er vel ikke den værste vinkel at have på 'at savne'.

Vi skal ses igen,
vi skal ses min ven.
Vi skal aldrig skilles ad.
For den tid der gik
og de knus vi fik
gjorde mig så varm og glad.
Vi skal ses igen,
vi skal ses min ven.
Vores gensyn det bli'r stort.
Jeg vil følge dig
og gå samme vej,
til vi ses ved lykkens port.


Det at miste den,
som man har som ven,
det kan føles nok så slemt.
Men de ting vi fik,
da vi sammen gik,
de vil aldrig blive glemt.
Der var englekor.
Der var alvorord.
Det var ikke altid nemt.
Men de ting du gav,
og de ord du sagde,
vil i hjertet blive gemt.

Vi skal ses igen ...

Og nu sidder jeg,
her og savner dig,
tænker kommer du igen.
Og min sorg er stor,
for jeg tænker hvor
i alverden gik du hen.
Men, du sagde til mig,
før du gik din vej,
at vi skulle ses påny.
Og den dag jeg ser,
at det virk'lig sker,
vil jeg svæve på en sky.

Vi skal ses igen ...


af Sigurd Barrett

Lidt af den kan høres her - fra 2:14.

05 juni 2011

Hvornår var det nu det var?

Jeg har ledt i gamle kalendre.

For det huer mig ikke, at være i tvivl om hvordan 2 års sommerferier blev tilbragt.

Der er nogen der mener, at det er god feng shui, at simplificere eller detoxe ens liv ved at kassere de gamle kalendre. - Men jeg holder jo af at have dem liggende... også selv om de rigtigt nok fastholder mig i fortiden.

Indtil jeg får overbevist mig om, at det er bedre uden, og får samlet den mængde mod der kræves, så beholder jeg min historie på skrift.