Hele 4 gange

var det nødvendigt at strikke toppen af elefanthuen før den blev færdig. Anden og fjerde gang, fordi strømpepindene faldt ud af maskerne og jeg ikke kunne finde ud af at få dem samlet op igen og samtidig have styr på indtagningerne, og tredje gang fordi den i første forsøg fik en utilsigtet, og efter ældstes mening særdeles uklædelig top, så jeg måtte tage ind noget oftere for at få faconen til at passe.

Opskrift: Min helt egen ide, og med en del ændringer undervejs. Og, fordi jeg var i tvivl om hvordan man skulle tage ind, har jeg støttet mig til opskriften på The Pismo Hat, hvor Marnie MacLean skriver at man kan tage ind i 1x1 rib uden at forstyrre mønsteret. - Det kræver en del opmærksomhed og flytten rundt på masker for at få det til at fungere, men jeg syntes det blev godt. Faktisk kan den uden problemer vendes.

Garn: Arvetta fra Filcolana (80 % super(?) merino uld, 20 % nylon, farve 955).

Pinde: En 2mm addi turbo rundpind, og et sæt 2 mm klassiske strømpepinde (overtaget efter min mor der ikke længere strikker (- kan de mon kaldes vintage pinde?)) til de sidste omgange.

Resultatet: Den sidder som støbt, og ældste er meget tilfreds. Måske jeg så slipper for beklagelser over hvor kold vinden er i ansigtet her til vinter. Man kan undre sig over at den ikke er længere; men selv i den koldeste snestorm er det endnu ikke lykkedes at holde et tørklæde på drengen. Så, når han siger den ikke skal være længere, så ville det være blevet en sikker fiasco hvis jeg alligevel havde forsøgt.