Jeg kender ikke hendes historie, men det hun skriver rør mig. Jeg kender det. Det er trist at følges i ensomhed. Mere trist end at vandre alene. For da kan man bedre finde nogen at dele sorgen med.
Da jeg idag fik kigget gårsdagens avis igennem faldt jeg over brevkassen der netop handler om at vandre alene. Men havde en helt anden vinkel: Når man vandrer alene er det svært at finde nogen at dele glæden med.
Men, på alle de fantastiske weblogs der bliver skrevet kan jeg se, at her er der en mulighed for at dele sin glæde med andre.
5 kommentarer:
Du har s� ganske ret Charlotte.Med hensyn til str�mpegarn sender du bare en mail til mig snekke@privat.dk s� for du et kontonr du kan indbetale p� og jeg f�r din adresse (og du min )
VH
Helle
Utroligt, det har jeg nemlig også tænkt over, her kan vi nemlig dele vores glæde og iver over vores store lidenskab med ligesindede, der ikke vender det hvide ud af øjnene når man igen igen taler om et mønster eller noget garn, man liiige har set. Og altid få hjælp når man er i tvivl om noget. Så er vi nemlig ikke ensomme mere...
Ja, det er ret godt det her. Jeg har kun set, at der er blevet taget godt imod, når der deles ud af glæder.
Det kan være svært andre steder uden at komme til at virke pralende eller selvoptaget.
Kære, søde Charlotte.
Jeg troede egentlig jeg kendte dig ganske godt, men det gør jeg jo slet slet ikke... Hæng nu i, så jeg kan få lært den Charlotte at kende, der huserer her, og som jeg gerne vil beholde - og kende bedre!
Kære Anonym
Det er længe siden du skrev din søde kommentar her, men jeg faldt først i går over den.
Grunden er vel at jeg faktisk blev hængende og nu er i fuld gang med at vende tilbage.
Så alle muligheder er der for at du kan komme til at kende mig bedre ved at læse med her.
Jeg må jo kende dig, men er ret usikker på hvem du i virkeligheden er?
Send en kommentar