30 juni 2011

Sommerblomster

Pladsen med de lilla valmuer, har jeg i år inddraget til køkkenhave, så forventningerne til at se nogle var små. Særligt da de frø jeg havde indsamlet, ikke er spiret nogle af de steder jeg spredte dem.

Men da valmuernes karakteristiske lysegrønne blade begyndte at dukke op rundt om i kanterne af køkkenhaven nænnede jeg ikke at luge dem væk. Og nu viser de sig i deres smukke lette gevanter, som de har svært ved at beholde på.

Jeg husker, hvordan jeg som barn ville hjembringe den flotteste røde buket, og endte med en trist håndfuld grønne stilke. Yngste syntes også at valmuer er flotte, og lod sig ikke slå ud af mine historier. Hun plukkede og satte en enkelt valmue i vand. En valmue der nu har overlevet i påklædt tilstand en hel dag.

Der kan ikke længere findes lupiner, hvor den nye børnehave imorgen skal indvies. Tilgengæld er markerne på den modsatte side af vejen bugnende fulde af kornblomster. Og de kan nåes fra vejkanten.

Så dem høstede jeg en favnfuld af.

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Kornblomster har den smukkeste blå farve.
Ang. valmuer- brænd enden af stilken, så holder de.

tanterne sagde ...

Jeg vil straks prøve at brænde valmue-stilk ender. Det kunne være så skønt at kunne have valmuebuketter.
Tak for rådet, Miri.