Som barn arvede jeg fra min bedstemor et yndigt lille lommetørklæde med en orkeret kant. Den bestod af to rækker cirkler, som jeg har brugt meget tid på at dreje og folde ind over hinanden. Det har været fast tage-med-i-kirke udstyr, i begyndelsen på grund af underholdningsværdien og senere fordi jeg let bliver rørt af ord, og så er et lille blondelommetørklæde på rette plads.
Da jeg i sin tid blev gift med ældstes far var lommetørklædet også med. Under middagen fik jeg det lagt på bordet, hvor det under afrydningen blev forvekslet med en serviet - og forsvandt. Jeg kimede hotellet og deres vaskeri ned i dagene derefter - uden resultat.
I løbet af de næste par år fik jeg lært at orkere, men selv om jeg forsøgte rakte tålmodigheden ikke til at lave en værdig erstatning.
Sidste uge fristede Bettina mig til at kigge på hylderne i hendes mors genbrugsbutik. Og der finder jeg: Et lille yndigt lommetørklæde der til forveksling ligner det jeg mistede. Der er broderet initialer på, initialer jeg ikke kan huske, men det er mine ...
I dag har jeg overført pengene og venter nu spændt på at få det at se.
3 kommentarer:
Det er da dejligt at finde sådan et *minde* igen. Om det er helt det samme lommetørklæde gør vel ikke så meget, vel? Det er jo hvad DU mindes.
Kh Siffe
Uanset om det er det samme, er der vist ingen tvivl om at det lommetørklæde er DIT :-)
I har ret Siffe og Nurhanne, det er ikke vigtigt at det er det samme. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at jeg skulle købe det.
Send en kommentar