15 februar 2009

Perspektiv

Mens jeg lå på hospitalet med en hullet hukommelse og nogle uvisse fremtidsudsigter fik mine forældres venners søn, som jeg legede med som barn, konstateret kræft. Mens jeg gjorde hastige fremskridt, var udviklingen for ham lige så hurtig, men desværrre i den anden retning. En måned senere var han døende, og dagen efter at jeg blev udskrevet, blev han begravet.

Det er så uretfærdigt at der ikke kan være held nok til alle.


Jeg tog med til begravelsen, selv om det var næsten umuligt at finde noget passende at sige for mig og ikke mindst for de venner og den del af familien der kendte begge historier.
Til trods for at 'sorrig og glæde de vandre tilhobe' så gør kondolancer og lykønskninger sig rigtig dårligt i den samme ordveksling.


Livet er ikke en selvfølge. Man skal nå at glæde sig over det, og med hinanden mens man stadig kan.

9 kommentarer:

Tine - den kreative and sagde ...

ja, det skal man, men jeg er desværre bange for, at det er de færreste, som huske at gøre det i det daglige.

Bettina sagde ...

Hvor utroligt tankevækkende, får helt gåsehud af det. Mange tanker til den unge mands familie, der nok næppe bare tilnærmelsesvist er kommet sig over hverken chokket eller tabet endnu.

Fríða sagde ...

så sandt, så sandt. mistede selv min bror helt pludselig og uventet for 18 mån siden, 42 år gammel. og nu forsöger jeg at være bedre til at dyrke venskaber og sige til dem jeg har kær hvor meget de betyder for mig.
kh.fra Island
Frida

Tineke sagde ...

Du har så ret, desværre at der skal noget voldsomt til (for mit vedkommende) før jeg lærte at stoppe op og leve i nuet, nyde de dejlige mennesker omkring mig og livet i det hele taget....

Losarinas mor sagde ...

Det gør mig ondt..

dk.lin sagde ...

Det er "skaegt" som der altid skal noget drasktisk til foer man finder ud af at livet kun er til laans og at der maaske er noget om at "herrens veje er uransagelige". Som saa mange andre maatte jeg proeve det paa mig selv foer jeg lovede mig selv at relativisere. Jeg maa stadig jaevnlig tage mig i nakken for ikke at glemme mit loefte.
Mange tanker til den unge mands familie, og mange tanker til dig som lyder "NYD LIVET".

tanterne, Charlotte sagde ...

Bettina, det var et par voldsomme omgange. Og at det skulle ske på samme tid er tankevækkende.
Tilmed betød det at to vennepar, både var forhindret i at være der for hinanden og undervejs var optaget af vidt forskellige følelser.

Miri, tak for medfølelsen.

Tine, det er rart at andre deler mine synspunkter - selv om det kan være nok så omkostningsfuldt at erfare dem (Frida, Tineke og dk.lin)

Tina - omme i London aka teeweewonders sagde ...

Det maa have vaeret en utroligt maerkelig oplevelse for dig at vaere med til en begravelse lige nu! Som du siger, soergeligt at der ikke er helt nok til alle, men dejligt at der var held nok til dig. Husk paa det. :)

tanterne, Charlotte sagde ...

Tina, det var en mærkelig oplevelse! Det kunne jo sådan set lige så godt have været mig. Og endnu mærkeligere var det sådan en dag at få 'godt at se dig'-hilsner, ikke mindst af hans nærmeste.