Hvor er baby?

Det lykkedes minsanten at komme en tur ud i drivhuset med tekoppen! Men selv om det ville have været oplagt, fik jeg ikke rørt noget strikketøj derude.

Jeg har lige fået installeret trådløst neværk, så man ikke længere er bundet til den ene ende af sofaen, hvis man vil på nettet. Det blev derfor den bærbare der fik lov at komme med derud her til morgen. Og tænkt engang, der er forbindelse!

Jeg fik en kommentar fra Charlotte forleden, og var derfor forbi og kigge på hendes blog. Hun har blandt andet et stykke om hvor svært det er når ens baby(er) bliver større(r). Ved at læse med fik jeg overblik over mit eget liv.

Yngste har lige smidt bleen, er startet i børnehave, og er blevet så stor i forhold til den lille babypige jeg vendte hjem til efter mit ophold på hospitalet i begyndelsen af året. Hun må have været igennem en regressionsfase her i løbet af foråret. Og det er egentlig ikke så mærkeligt at hun har haft et behov for at forsøge at vende tilbage til en tid hvor alt var trygt og rart, hvor mor var der hele tiden, efter at jeg i lang tid slet ikke var der.

Det betyder så også at jeg over et par måneder er gået fra et have en baby til en stor rigtig børnehave-pige, der kan det meste selv. - Og hvem er jeg så nu, hvor jeg ikke kan definere mig som mor til en baby, nu hvor der ikke er en der er så fuldstændig afhængig af mig og hvor jeg ikke kan nyde en helt så automatisk og regelmæssig stor fysiske nærhed.

Jeg kunne få lyst til endnu en gang at have en baby, og opleve alle miraklerne. Desværre fortæller min erfaring mig at jeg ikke er god til at dele forældrerollen med en far. Faktisk overvejede jeg inden jeg mødte yngstes far, om jeg ikke bare skulle få det barn jeg ønskede mig helt alene, og slippe for bøvlet med en far. Jeg valgte det ikke dengang, og nu hvor jeg allerede er alene med to børn - på mere og mindre deltid, er det endnu sværere at forestille sig hvordan jeg helt alene skulle få plads til endnu et barn - på absolut fuldtid.