Julegave..?

Starten på spenceren var sej. For at undgå looket a'la de broderede karklude besluttede jeg at strikke den i 6 baner. Jeg fik den ambitiøse ide, at med 3 nøgler af fasset garnet kunne jeg tage indenfra of udefra hvert nøgle, stadig strikke på rundpind, og så skifte strikkeretning med fasset garnet ...

For at være sikker på at der ikke var kludder inde midt i nøglerne, krydsnøglede jeg fasset garnet i hånden. (Jeg havde fået øje på et krydsnøgleapperat i den garnbiks hvor jeg havde købt garnet, men kunne ikke få lov at bruge det.)

Derefter tog det ikke mange runder fat se at der ville gå helt umulig meget kluddermor i garnet.

Altså måtte jeg vinde et nøgle af gange op, finde midten, bryde garnet og lave to mindre garnnøgler af hvert.

Operationen lykkedes, til trods for at katten først skulle lære at det garn jeg nu bredte ud i hele stuen ikke var til at lege med. Efter helt roligt at have flyttet ham væk fra garnet en 5-6 gange, når han begyndte at lege med det, forstod han det. Og, det har ikke senere været nødvendigt at fjerne ham fra noget garn, end ikke det der bevæger sig når jeg strikker.

Selv om forstykket og bagstykket nu strikkes hver for sig, er det stadig nødvendigt med jævne mellemrum, at vikle de 4 nøgler ud fra hinanden.

Jeg troede at spenceren til yngste skulle have været en julegave. Det troede hun også, hun nægtede i hvert fald at være i nærheden når jeg strikkede. Så var det jo heldig at jeg havde tid til at udnytte det afstressende i at strikke når hun var i børnehave. - I hvert fald lige indtil det blev bestemt at jeg havde bedre ting at bruge tiden på.

Måske jeg nu skal strikke en ekstra bane mellem for og bagstykke, så der er en chance for at den kan bruges næste vinter også.