12 marts 2013

Det var katten

De jeg kørte ud af byen, på vej til strikke-workshop, fik jeg øje på en kat der lå midt på vejen - den lignede vores kat, som jeg havde lukket ud kort før jeg selv var klar til at gå. Så jeg standser og ser nærmere på katten. Det er vores kat. Men jeg er ikke i god tid, så jeg vil lægge den ind i siden af vejen til jeg kommer hjem igen. Jeg har aldrig før løftet noget dødt, og lægger mærke til at katten allerede er blevet stiv, og vejer godt til som dødvægt.

På vejen spekulerer jeg på, om jeg skal skynde mig at ringe til Ældste der har størst ejerfølelse overfor katten og om Yngste mon skal over til en lille afskedsceremoni. Men jeg får ikke ringet og kommer til workshoppen i sidste minut. Snart handler det om andet end katten.



På vejen hjem kommer jeg igen i tanke om at vi nu skal til at leve katteløst. At kattens skåle ikke længere skal stå på køkkengulvet. At kurven, som den alligevel ikke vil bruge, skal flyttes ud af stuen, og at der ikke længere er nogen der ustandseligt vil lukkes ind og ud af dørene.

Da jeg kører forbi, det sted hvor jeg har lagt katten, kan jeg ikke se den. Den er væk. Lidt forvirrende, men det løser problemet med om frosten vil tillade mig at grave et hul i jorden.

Jeg kan stadig høre den vante lyd af katten der vil lukkes ind, da jeg åbner bildøren. Et øjeblik senere tror jeg at også øjnene spiller mig et puds.

Det var kattens. Vi har stadig kat.

4 kommentarer:

christunte sagde ...

Var det så jeres kat på vejen? Og var den virkelig død? Måske skulle den hedde Lazarus fra nu af.....

Anonym sagde ...

Kan være den har epilepsi. Min genbos kat har det og den bliver helt stiv, hvis den får et anfald.

Unknown sagde ...

Jamen , var den så slet ikke død ?!
Det var godt :)

tanterne sagde ...

Ligesom jeg ikke et sekund var i tvivl om at katten var vores, var jeg heller ikke i tvivl om at den var død.
- Nu er jeg kun overbevist om at jeg tog fejl.