Godnat og sov godt

Efterhånden spørger folk med med vantro i øjnene; "Jamen du ammer da ikke stadig?" når snakken falder i den retning. Og det kræver aktivering af min fulde overbevisning at svare "Jo da", imens jeg føler at jeg derved erkender at udøve aktiviteter der grænser til det socialt uacceptable.

For det gør jeg, ammer mit barn på 16 måneder ved sengetid og før vi står op. Og, det er noget så hyggeligt for os begge, så jeg holder ikke op før én af os bliver træt af det. - Jeg er naturligvis lidt bundet til hjemmet, men det gør mig ikke det mindste. Sådan er det bare.

Nu er det tiden at stoppe med at læse hvis emnet ikke interesserer, for resten er en lang gennemgang af hvordan vort putteritual har udviklet sig. Skrevet til generel inspiration, fordi Mariie i mangel på egne erfaringer har spurgt til gode råd om overgangen fra godnat-amning til et nyt putte-ritual.

I starten faldt hun altid i søvn ved brystet og så var grunden lagt til at bruge amning som den sikre vej til søvnen. Og hvis jeg ikke selv skulle sove, så vi kunne blive liggende, blev hun bare lagt sovende over i sin egen seng. Men på et tidspunkt (jeg tror det var engang i foråret) faldt hun ikke længere altid i søvn ved brystet, og efter noget tid blev jeg træt af de aftener hvor jeg lå sammen med hende og ventede på at hun skulle falde i søvn bagefter. I frustration over udviklingen, og med hjælp fra ‘Sov igennem uden gråd’ af Elizabeth Pantley, begyndte jeg at spekulere på hvordan jeg egentlig helst ville putte mit barn. Og fandt ud af at jeg (og hun) ville være ked af at undvære aften-amningen, og at det var nødvendigt at begynde på at putte hende i sin egen seng, og at jeg gerne ville bede aftenbøn for hende.

Jeg begyndte med forsigtigt at afbryde amningen lige før hun faldt i søvn, så hun blev vænnet til at falde i søvn uden brystet i munden. De gange hvor hun blev ked af det, fik hun bare brystet igen indtil der var ro. Efter et par uger slap hun selv automatisk, vendte sig om og faldt i søvn. Hvorefter jeg kunne jeg lægge hende over i sengen. Sidegevinsten var at problem-aftenerne, hvor hun havde svært ved at falde i søvn samtidig blev færre.

Bagefter arbejdede jeg på samme måde på at få hende ned i egen seng inden hun faldt i søvn. Det var en lidt større operation - op at siddet, løfte op, bære, lægge ned. Så for at lette operationen brugte jeg en aften bøn som jeg i starten bad for hende imens hun lå ved brystet, men gradvist begyndte på senere og senere, så den genkendelige remse kunne hjælpe til med at signalere sovetid selv om jeg begyndte at flytte på hende. Denne gang tog det også kun et par uger før hun fandt sig i det, - så længe jeg blev hængende til hun var faldet i søvn i sin seng. Og på samme måde er det nu blevet muligt at gå inden hun er faldet i søvn.

Indenfor den sidste månedstid at jeg også holdt op med at tage hende over til mig i sengen i løbet af natten hvis hun vågner og græder. Hun må meget gerne - men nu har hun lettere ved at falde i søvn igen hos sig selv, med en hånd eller min stemme til hjælp. Og, for et par dage siden, hvor det var vigtigt for mig at komme ud, ammede jeg inden jeg gik, og hun blev uden nogen problemer puttet senere.

Så selve amningen er vi ikke længere afhængige af - den er kun for fornøjelsens skyld.