15 november 2014

Hvor skal skabet stå?

I morgen flytter jeg.

Og så er det rart, at have et lille overblik over hvor de forskellige møbler skal stilles.
Jeg har næsten ingen erfaring med at indrette store rum. Og, min nye stue bliver næsten dobbelt så stor som den jeg flytter fra. Så jeg har leget med stuens grundplan, og fundet forskellige forslag til hvordan den kan indrettes.


Jeg kunne lave to forskellige siddegrupper - en med udsigt og en til fjernsyn..

Eller lave noget der ligner, med møbler på skrå..


Hvis da ikke sofaarrangementet istedet skal kunne nyde godt af udsigten..


Samtidig med at der kan ses fjernsyn..


Måske endda med fjernsynet i samme retning som udsigten..

Det er ikke nemt at vælge, når flere forslag kan fungere. Så handler det pludselig ikke om at finde løsningen, men at vælge den bedste mulighed. Og det kræver meget mere. - Måske et øje for hvordan det vil se ud i virkeligheden, eller modet til at vælge fra.

05 november 2014

Det hele løser sig

Da jeg i sommer havde skrevet under på hushandlen, kom der mange for at se det hus der vist snart skulle have en ny lejer.

Det var bare slet ikke snart, så interessen svandt ind til ingenting, og jeg begyndte at tvivl på at der kom en ny lejer jeg kunne forsøge at afsætte lidt inventar til.

Men nu har den fremtidige lejer været forbi og udover at handle forskelligt boligudstyr har vi aftalt en tidligere overtagelsesdato. Det betyder at jeg i bytte for husly allerede fra selve flyttedagen, slipper helt for at gøre grundigt rent og male inden jeg giver nøglen videre. Sjovt nok tror jeg vi begge syntes den aftale er mægtig fordelagtig.

04 november 2014

Én ny ting kommer sjældent alene

Nu hvor jeg lige har købt hus, kan det undre at der pludselig står en funklende fabriksny fræk Fiat i garagen. - Kunne det mon være en jeg har købt, nu jeg er i gang med at bruge store penge?



Det er nu bare en bil jeg låner, mens min egen bil er på værksted.

Jeg kunne slet ikke tro det, da mekanikeren kom med bilen der så ret ny ud. Mens km-tælleren på 1km fortalte at den virkelig var funklende ny.

At det ikke kun er en funklende ny bil, men tilmed den smarteste lille damebil i den helt rigtige farve - fandt jeg først ud af da jeg talte med en veninde. - Jeg ved jo ingenting om den slags. En behagelig købelyst-dæmpende uvidenhed der sikkert kommer af ikke at se tv-reklamer.

Jeg har altid sagt, at jeg ikke ville betale det det koster at køre en fabriksny bil ud over fortovskanten. Og så får jeg alligevel lov at prøve det. Utroligt!

03 november 2014

Et afbræk

Her midt flytteforberedelserne vil jeg alligevel tage til strikkecafe.



Men jeg har ikke fantasi til meget mere end at starte på endnu et par sokker - til mig selv denne gang. Der er slidt hul i alle dem jeg har.

01 november 2014

En måned med både-og

Endelig er ventetiden slut.

Jeg har nu nøgler til både et lejet og et ejet hus.

Så det er slut med kun at drømme, og tid at få ærmerne smøget op. Denne måned kommer til at gå med at;
  • gøre et hus indflytningsklart
  • pakke
  • flytte
  • indrette
  • gøre et fraflyttet hus præsentabelt
Og fordi vejret stadig er ualmindelig mildt, så græs og ukrudt gror lystigt, er der samtidig to haver at holde.

Havearbejdet er lidt en streg i regningen, som jeg håber vil opvejes fuldt ud af, at alt går så meget lettere uden kulde, regn og rusk.