30 maj 2013

Er glæde altid en god ting?

Umiddelbart vil jeg hævde at glæde altid er godt, så da jeg fandt en TEDx-talk med titlen 'The dark side of happiness' måtte jeg se den, for at finde ud af om der var noget jeg glemte at tage med i betragtning.

Efter at have set foredraget står det klart for mig, at den farlige side af glæde der advares imod, ikke er glæden i sig selv, men jagten på glæde.

Det første der siges i fordraget er netop at glæde efterstræbes. Senere præsenteres et gammelt visdomsord af John Stuart Mill, der lyder: 'Dén kan kun finde glæden, der er optaget af at opnå noget andet end sin egen lykke.' Hvilket får mig til at udlede, at glæde ikke er et mål man kan opnå. Desværre hørte jeg kun Mill's ord blive præsenteret, men ikke at de blev brugt til noget i foredraget.

Foredraget konkluderer, at glæde har nogle positive følger (sundhed, styrket fællesskabs-følelse, kreativitet, immunitet mod stress), men også at glæden skal rationeres for ikke at ramle sammen med de sociale spilleregler (risko-villighed, misbrug).

Jeg vil dog stadig mene at glæde ikke er farlig. - Derimod kan jagten på glæde være det! Hovedsagelig fordi ægte glæde ikke kan jages, og jagten derfor vil være frugtesløs, eller højst ende i et øjebliks tilfredsstillelse, fulgt af fornyet jagt.

Glæde en sindstilstand. Tilmed een man kan opøve, når man fokusere på at være taknemmelig.
(Ægte glæde er heller ikke uforlignelig med at vise medfølelse f.eks. overfor een der sørger. Hvilket var et af foredragets eksempler på hvor glæde ville være socialt uacceptabel. Til at udvise medfølelse skal man nemlig bruge empati, og ikke et specielt 'fravær af glæde'.)

Jeg har set glæden sat på en formel der gav mening for mig:

Det betyder, at hvis man ikke er taknemmelig, kan man få opfyldt alle sine ønske og stadig ikke føle nogen særlig glæde derved.
Men taknemmeligheden kan fremtrylle stor glæde, uanset hvor få ønsker man får opfyldt.
En helt særlig konsekvens af formlen er, at det øjeblik man ikke længere føler større taknemmelighed ved at få flere ønsker opfyldt, vil man føle mindre glæde, mens man får opfyldt flere ønsker.

Det var netop den sidste sammenhæng, der overbeviste mig om, at formlen udtrykker noget rigtigt.

29 maj 2013

Helt vildt nemt hår

Der er gået 3 uger. Uger jeg blandt andet har brugt på at finde mig til rette med mit nye hår.

Som barn læste jeg, at hvis man beholder den samme frisure i mere end 10 år, ser man sandsynligvis ældre ud end nødvendigt. Og at langt hår, på en der er ældre end 35 år, ser gammelt ud.

Jeg har haft langt hår lige siden jeg for 26 år siden lod en korthårsfrisure vokse ud. Det meste af tiden har jeg sat håret op. En ubevidst efterligning af Dronning Margrethe måske? Og måske gør det opsatte hår en forskel, for gennem alle årene, har jeg kun oplevet at blive gættet til at være yngre end jeg er.

For 2-3 år siden følte jeg en spirende længsel efter at der skulle ske noget nyt. Men først nu var jeg blevet så overbevist, at det også lykkedes at overtale min frisør, Yaz, til at klippe håret op over skuldrene.

Her efter et par uger har jeg tilmed fået alt det liv, krøl og fylde i håret som jeg troede en kortere frisure ville give.

Og det går op for mig hvorfor frisøren stillede sig modstræbende overfor at klippe meget af. - Han sætter nemlig en ære i at lave en frisure der passer til hvordan håret naturligt opfører sig. Og håret opførte sig netop ikke naturligt, når det lige er blevet klippet meget kortere.

Men det er en stor succes. Det var nemt at sætte hår før. Det skulle bare vikles op og sættes fast med nogle klemmer. Heri gav årene mig en vis rutine. Men nu er det virkelig let. Hvis jeg går i seng med nyvasket hår, skal jeg bare køre fingrene igennem det om morgenen - og så sidder det.

06 maj 2013

At brokke sig ... er fortid


Forleden drejede snakken sig ind på at brokke sig. Det at brokke sig blev beskrevet som danskernes nationalsport.
Nu dyrker jeg ikke sport, og det gik op for mig, at det vist også er blevet tilfældet her. I dag opdagede jeg hvordan jeg undgår at brokke mig. Og, jeg blev opmærksom på en episode for 4-5 år siden, hvor jeg nok for første gang vælger en anden løsning end at brokke mig.



- Det var en vinterdag hvor jeg kommer hjem fra arbejde - til en knust kælderrude. Ældste havde glemt at få sin nøgle med sig i skole, og havde på håndfast vis fundet en anden vej ind.

Jeg kunne have:
1. Skældt ham ud for at ødelægge ruden.
2. Bebrejdet ham for ikke at huske sin nøgle.
3. Belært ham om hans andre muligheder.
4. Frygtet risikoen ved at huset nu stod helt åben.
5. Ærgret mig over omkostningerne ved at skulle have en ny rude sat i.
Alle fem muligheder ville være helt sandsynlige reaktioner.

Men istedet for at REAGERE på hændelsen, overraskede jeg mig selv ved at koncentrere mig fuldt ud om at HANDLE. Der var så meget jeg måtte gøre:
1. Acceptere at ruden nu var i stykker.
2. Fjerne glasskårene.
3. Få lukket åbningen her og nu, så vind og sne kunne holdes ude.
4. Ignorer hvordan og hvorfor situationen var opstået.
- Den kunne alligevel ikke ændres.
5. Ringe til en glarmester og lave en aftale om at få ruden ordnet.

Sikkert fordi jeg slet ikke spildte tid på at reagere, var det hele ordnet hurtigt nok til at jeg stadig kunne nå at hente Yngste inden dagplejen lukkede. Vi havde bagefter en helt almindelig aften sammen, hvor jeg tror jeg fik rost Ældste for øjeblikkeligt at have fortalt mig om problemet - og for hans valg af rude. Han havde faktisk valgt den rude vi lettest kunne leve med var i stykker. Vi fik også snakket om andre muligheder, hvis man ikke kan komme ind.

Når man brokker sig, reagerer man på noget man er utilfreds med, mens man koncentrerer sig om det der er sket og ikke kan ændres. Brok tyder på at man ikke har andre muligheder, og når man begynder at brokke sig - bliver man magtesløs, alene fordi man ikke holder øjnene åbne for hvad man kunne gøre.
Det er langt mere fremtid i at tænke på det man kan gøre. - Når jeg gør noget, om det så bare er at planlægge hvad jeg skal gøre, mister jeg trangen til at brokke mig.