Årets sidste ønske:

må det nye år bringe lykke og gode stunder til alle.

Selve juleaftenen er forlængst vel overstået, også selv om den her blev fejret i to etaper med flere dage imellem. Og, om et øjeblik tager vi hul på et friskt nyt år.

- Men dermed er julen ikke slut endnu. Så, engle, stjerner, kugler, lys, glitter og grønt får lov at pynte og sprede glæde helt til julen slutter til helligtrekonger.

Nisserne derimod har udspillet deres rolle, så de bliver pakket ned i dag.

Drømme

Efter et par måneder, uden meget tid at bruge som jeg har lyst til, fanger jeg mig selv sidde og drømme om et soveværelse. - og helt glemme julegaveindkøb, oprydning, og alt det andet det ville være fornuftigt at bruge tid på.

Men det er helt i orden, for begge børn er ude af huset, selv bilen er optaget andetsteds, så tiden er helt min egen.

Og det soveværelse er nu efter mere end 2 år godt på vej: Et rum i kældreren der var tætpakket med gammelt legetøj er blevet ryddet, ældste er blevet intalleret dernede, og vi er ved at indrette et nyt værelse til yngste på hans gamle værelse. (Forhåbentlig kommer vi helt på plads der inden juleaften) Så, endeligt bliver det værelse ledigt, som jeg vil indrette til mit soveværelse.

Så tiden er til at drømme - drømme om at drømme...

Less is more

Efter at have abboneret på Missus- SmartyPants i knap 2 måneder, har jeg endelig fået renset ud i mit garderobeskab. Det er ellers den allerførste opgave. Man kan endda læse en vejledning til hvordan man kan gribe opgaven an, inden man abonnerer.

Nu glæder jeg mig til at opleve det lovede resultat, at have mindre i skabet, men mere tøj at tage på. Selv om den forudsigelse, må være langt lettere at leve op til, hvis man fra starten af har så proppet en garderobe, at man kan gøre opdagelser undervejs.

- Det kunne jeg ikke!

Frem og tilbage er lige langt

Hvis jeg på forhånd havde overvejet, at farveskiftene i Fasset garnet ville blive meget kortere af at strikke over 240 masker - i stedet for de knap 30, jeg brugte til den flotte strikke prøve, havde jeg nok valgt at have gang i flere nøgler garn på samme tid.

Nu overvejer jeg om det anderledes udseende - sådan i retning af de broderede karklude vi producerede da jeg gik i børnehave - er godt nok til en pigekjole..? Og hvor mange baner kjolen egentlig skal strikkes i?

Ældstes fødselsdagsgave

- eller en af dem var et par hjemmestrikkede sokker.

Jeg er stolt over at det lykkedes mig, at lave striber i rib, uden de karakteristiske prikker på hver sin side af overgangene, og uden tydelige hak hvor der er skiftet farve.

Jeg valgte at lave ikke mindre end 10 grønne striber, men kan efterfølgende høre, at grøn hæl og tå havde været et bedre valg. - Måske næste gang...

Det var svært at finde tid til at strikke på sokkerne. Heldigvis fandt han på at tage væk en hel weekend. Derefter kunne sokkerne gøres færdige i løbet af en enkelt sen aften/nattetime.

Når det trak for meget at få strikket på strømperne, og ældste var i stuen, kastede jeg mig over at regne på og slå op til yngstes spencer. At tælle højt mens jeg (flere gange) slog 260 masker op, slog flere fluer med et smæk. Ældste kunne høre at jeg nu ikke var lydhør overfor en eller anden spændende udredning, jeg blev ikke afbrudt og yngste var rigtig godt underholdt. Nu slider hun med at lære sig at tælle..!

Stilskifte

Efter et besøg ved en veninde reserverede jeg straks den bog på biblioteket hun havde været optaget af. En bog om hvordan man kan blive velhavende, hvis man kan ændre sin tankegang. - Meget spændende læsning. En af ideerne er at hvis man føler sig rig, og opfører sig tilsvarende, så vil værdierne komme til en..?


Så da jeg tog til Thrysøes Green Gate weekend besluttede jeg mig derfor for ikke at opføre mig fuldstændigt fornuftig, men istedet at købe mig lidt luksus. Jeg udvalgte:
- et æggebæger i et nyt og yndigt mønster, selv om de 3 vi har, plejer at række.
- et sæt lyserøde knapper, som jeg endnu ingen planer har for.

På vej ud til bilen blev jeg indhentet af indehaveren der rakte to gaver frem mod mig, som jeg skulle vælge mellem.


Jeg valgte at gå hjem med te og lækkerier, altså endnu mere luksus end jeg selv havde brugt penge på.

Måske er der noget om det.

Beslutninger

Ældste ønsker sig hvidt med grønne striber. Det er på vej.

Jeg skal nu afgøre, om der skal laves endnu en stribe grønt? Og, om bredden og afstanden mellem striberne er fin.

Da det bliver til en fødselsdagsgave kan han ikke spørges til råds...

Petite BH?

Endnu en gang har jeg købt en bh, der efter ganske kort tid ikke længere kan det den er købt til.

Nu har den ligget i en rodebunke midt i stuen et stykke tid, hvor jeg har brudt mit hoved med hvad bh'erne fejler...

Eftersom der er indbygget en justeringsmekanisme i skulder-stropperne, har den nok en funktion, og når jeg altid skal spænde stropperne helt ind allerede fra starten, er det nok stropperne der hurtigt giver sig en smule, og derved bliver for lange.

Fire ultrakorte zigzag sømme senere fungerer bh'en igen upåklageligt.

Gad vide om det er en service man kan få butikken til at yde, ligesom dem der uden ekstra betaling tage bukser ind i taljen..?

Babycables and big ones too

Løsningen på, hvordan man hæfter enden efter at have lukket noget rundstrikket af, fandt jeg som en afsluttende kommentar i en video, der handler om at lave en superflexibel aflukning:

Med den viden kunne jeg hæfte de tre ender på Babycables uden at få uklædelige hop mellem starten og slutningen af den sidste omgang.

Nu har jeg, efter 2 år, endelig min nye trøje. Den er dejlig at have på, og den er blevet promeneret. Jeg måtte jo finde hjælp til at tage det billede Lise efterspørger.

Kortvarigt var jeg fristet til at lave endnu en, for jeg kan få øje på mange småfejl i den, som kunne rettes i en ny. Heldigvis vejer den tilpas meget til at det ikke er en mulighed i det samme garn.

Krammehjerte

Med yngste i nærheden, er det ikke let at bruge symaskinen uden indblanding. Og da hun har masser af ideer som jeg let kan inspireres af, er det blevet til endnu en dukke/bamse/krammedyr.

Denne gang er det yngste der har designet og trykket på fodpedalen hele vejen igennem.

Glæde

Det er rigtigt nok, man får energi af at gøre noget helt for sin egen fornøjelses skyld.

Efter at have brugt weekenden på at køre til den anden ende af landet, strikke, spise og snakke i det skønneste selskab, for derefter at køre tilbage igen, var jeg helt flad søndag aften, og fik ikke monteret den ’baby cables and big ones too’ jeg endelig havde fået strikket færdig.

I dag greb jeg mig selv i at lave bagte æbler, ikke fordi jeg skulle eller burde, eller andre ville sætte pris på det, men udelukkende fordi jeg selv havde lysten og energien til at gøre det.

Samtidig er jeg sådan helt igennem glad.

Og nu varer det ikke længe før jeg har mig en ny trøje.

På vej ud af døren

Man kunne forvente at det med ugentlig rådgivning om tøj og stil ville blive lettere at pakke tøjet til en weekend. (Webstriks årlige festival)
Men, efter at have brugt formiddagen på at prøve en masse forskelligt tøj må jeg erkende at sådan hænger det ikke sammen. Det er ikke længere nok at tøjet er rent, har den rigtige størrelse og passer sammen i stil og farve. Nu er der også proportioner at tage hensyn til.

Meget besværligt og helt umuligt at se bort fra nu man har lært at se det.

Symaskine i sving

For 3 år siden noterede jeg mig, at der måtte en stoppekurv til, til alle de småreparationer der hobede sig op overalt. For eksempel lå der en ny trøje henslængt på en hylde, i forventning om at jeg ville gøre noget ved den pallietdekorationen der med det samme var begyndt at falde af den.

Måske var tanken at hvis jeg havde sådan en kurv, ville jeg have lettere ved at gribe, og ordne en enkelt ting af og til.

Siden har jeg fået mig en stoppekurv - endda en fuldstændig stopfyldt een, for jeg har ikke kunnet tage mig sammen til at gøre noget ved det der var i den. Ikke før nu.

Jeg har kørt symaskine de sidste par dage. Samtidig har jeg ryddet lidt op i stoppekurven, så den nu kun ser fyldt ud. Faktisk fandt jeg også lidt energi, der havde forputtet sig deri.

Det er blevet til at lægge endnu et par bukser ind i taljen - ikke at de lå i stoppekurven. Men nej hvor det gør en stor forskel på hvor behagelige de er at have på, så de burde have ligget deri, istedet for at blive brugt i månedsvis trods den dårlige pasform.

Det overskydende stykke stof fra en dug jeg syede for 6 år siden, er sømmet til endnu en dug.

To 4 år gamle toppe, har fået deres alt for lange stropper kortet af.

En 3 år gammel t-skirt har fået kortet dens for lange ærmer.

Et par bukser der gik op i en syning for mere end 2 år siden, er blevet syet sammen igen.

Og så har jeg leget med at sy nogle stofstumper sammen og klippe dem fra hinanden igen, om og om igen, sådan à la patchwork. Undervejs blev også den nye quilte-trykfod afprøvet til lidt frihåndsquiltning. I kombination med de afkortede stropstumper blev stoffet tryllet om til en lille babuska-lignende dukke.

Yngste ville også gerne sy noget, hvorfor vi overfaldt nogle afklippede bukseben, og fik dem overbroderet med forskellige sømme. Jeg forestillede mig at det kunne blive til en lille blød pude, og var villig til at skubbe sengetiden, så den sidste søm kunne nåes. Men, yngstes tanke var at det skulle blive til en taske, og så var vi meget længere fra at være færdige, altså måtte projektet skrinlægges en nats tid - selv om det mildt sagt var upopulært.

Efter en nat og lidt mere nørklen frembragte vi en lille taske, der stolt blev taget med til dagens musikskoletime.

Gad vide om det var det der havde været planen fra starten af, for der blev den brugt som erstatning for den lomme der var bud efter flere gange, og som mangler når man er klædt i kjole og strømpebukser. Et behov jeg slet ikke kendte til, eftersom jeg ikke var med til den første muskiskoletime i sidste uge.

Halssmykker

Det er helt fantastisk, at jeg har vundet i Tinas GiveAway.

Det var næsten ikke med tanke på at der var noget at vinde, at jeg gav hende ideen til kaffeis. Men mest fordi hun meget bedre kan tåle den end jeg kunne. Den gav mig en del mere på sidebenene, det halve år hvor jeg havde fået for vane at lave en liter is om til kaffeis, og så dele den med mig selv, hvis nu der var en god film på programmet eller hvis jeg skulle studere hele aftenen væk.

Men jeg vandt! Og tilmed det jeg allerhelst ville vinde: Et flot halssmykke efter eget valg blandt tre rigtig flotte, lavet af Pauaskaller.

Tina skrev til mig at: ”Paua er en slags østers der lever i New Zealand. Det mærkelige ved dem at de kun har EN skal... og ikke to der kan åbne og lukke, som de danske. Med undersiden, den åbne side, suger de sig fast til sten osv :) De er ultra smukke.”

Og det må jeg jo give hende ret i. Det hun har lavet med dem, understreger så deres skønhed.

Efter lang tids votering er jeg kommet frem til at jeg bedst kan lide den første, mørkere og mest firkantede! - Hvor er jeg glad for at hun holdt op med at ryge for 4 år siden, det er nemlig anledningen til at hun holder GiveAway’en. Tak Tina.

Når den kommer med posten, bliver det pludselig en større opgave at vælge hvilket halssmykke jeg skal tage på. Mine forældre har nemlig lige givet mig en halskæde (i anledning af phd’en). Jeg var selv med ude at vælge den, så den kunne blive lige som jeg gerne ville have det. I oxyderet sølv og bronsit var det ikke lige den, der lyser een i øjnene hos en guldsmed, så det tog lang tid og lidt hjælp at opdagede den. Den har ligget om min hals lige siden, for jeg er så rigtig meget glad for den. - Men nu får den konkurrence.

Hvide trøjer

Det vælter ind med genbrugstøj til Yngste. Hendes behov for tøj er til fulde dækket. At tøjet er brugt, ses tydeligst på den grå kant nederst på hvide trøjeærmer.

Men mine ærmer er jo altid for lange, og mon ikke det blev nedarvet..?

I hvert fald fik jeg motioneret den tvil-lingenål, jeg har haft liggende ubrugt i årevis, og lavet en hvid trøje med hvide 3/4 ærmer.

Når jeg igen har et pigebarn i huset, vil det vise sig om ærmelængden og den nye, knap så elastiske søm kan fungere.

- I øvrigt er Ældste definitivt vokset fra de bukser jeg syede til ham i efteråret, og som næsten ikke blev brugt. Så hvis der er nogen der har et ca. 150 cm højt barn, der har svært ved at finde bukser der er smalle nok, så sender jeg hellere end gerne et par bukser afsted. Det ville glæde mig, om de blev slidt en anelse mere.

Energien

Hvor kommer den fra?
Når man altid har haft rigeligt, hvor skal man så lede hvis den en dag slipper op?

• Er det ved at drikke te med veninder - og hvad hvis de ikke har tid?
• Er det ved at trille en tur uden at skulle nå nogen steder hen?
• Er det ved at komme til bunds i en af livets mange bunker - og hvad hvis de er større end man kan overkomme?
• Er det ved at bevæge sig ud i naturen?
• Er det ved at have ro til at formulere sig i tanker, tale eller på skrift?
  eller
  
• Er det ved at gøre noget for ens fornøjelses skyld?
  

FlyLady skrev idag "Vi har en kilde med energi inden i os, der bare venter på at komme ud hvor den kan gøre gavn. Men det kan den kun, hvis vi kan slippe det rod der fylder vores hoveder, hjem og tid.

Noget tyder på at de alle virker - når man tager sig tiden.

YAZ he can!

Endnu en gave til mig selv efter PhD'en var en klipning, hvor jeg ville give en talentfuld frisør med et godt ry, frie hænder.
Efter lidt surfen fandt jeg frem til YAZ i Århus, der har kunder der rejser helt fra fyn for at blive klippet af ham. Ved at studerer de før og efter billeder han havde på sin hjemmeside (den er blevet lavet om siden jeg fandt den, og jeg kan ikke længere finde billederne) begyndte jeg at forestille mig hvordan jeg ville gå derfra med en helt ny og meget mere klædelig frisure. Og, da jeg bestilte tid forklarede han, hvordan jeg skulle behandle håret, eller rettere lade være, hele to dage inden..! For mig et meget tillidsvækkende udtryk for viden om sit håndværk. Så, grundlaget for at radikal ændring var i hvert fald iorden.

Men da dagen kom ville han kun give mig en YAZklipning(?), for i mit lange hår var der rigtig mange kortere hårstrå, både nogle yngre der aldrig var blevet klippet, og nogle knækkede der trængte gevaldigt. - Jeg har spurgt flere frisører til muligheden for at få studset de kortere hårstå, men har hver gang fået forklaret at det ikke kan lade sig gøre med mindre jeg ville have en korthårsfrisure. - MEN, denne her frisør har altså udviklet en speciel klippeteknik; en YAZklipning, så han kan!

Selv om jeg altså ikke fik en ny frisure, gik jeg derfra med følelsen af helt nyt hår. Mit naturlige fald kan nu igen trylles om til rigtige krøller, ligesom da det lange hår var helt 'ny-gro-et', og jeg kan holde ud, at håret ikke altid bliver sat op.

Pasform perfektion

Jeg har længe gået med bukser der ikke rigtigt passer, for det er nærmest umuligt at opdrive bukser der er syet til den klassiske timeglas figur - den er nok temmelig passé.

I foråret købte jeg et par bukser, selv om de var for vide i taljen, og gjorde noget for mig helt vildt - bad butikken om at lægge dem ind, så de kom til at passe. Og, ved at se på de bukser gik det op for mig hvor nem og ukompliceret en operation det i grunden er.

Ideen om at gå gennem bunken af bukser, og rette op på pasformen skulle først modnes, men idag fik jeg endelig lagt et par bukser ind. Det tog 5 minutter, hvorefter bukserne kandiderer til at blive mine nye yndlings.

Den væsentligste grund til at jeg fik mig taget sammen til at gøre noget, er nok mit nye medlemsskab af MissusSmartyPants (een af de gaver jeg har givet mig selv, for at fejre min nye titel). Her har jeg fået min egen virtuelle mode stylist, der ugentligt hjælper med at sætte fokus på, hvad der passer til min skikkelse og tidens mode.

Mode-delen er jeg nu slet ikke nået til at kunne bruge endnu. Men det kommer nok, med de baby-steps som FlyLady, der introducerede mig for MissusSmartyPants, prædiker.

Der er forskel på planter

Jeg kender et 'kendispar' - hvis det altså er det man bliver af utallige gange at have været i fjernsynet og i ugeblade med kreative jobs og et anderledes familieliv.
De fik hjælp til at få et par tvillinger på samme tid som jeg fik yngste. - Jeg har altid opfattet de to børn som et par planteskole planter, ikke mindst da de blev efterfulgt af et lille selvsået ukrudt.

Jeg håber at hverken forældre eller børn bliver stødt over sammenligningen, for jeg kan ikke lade være med at omtale børnene sådan. Særligt fordi det lille ukrudt har vundet mit hjerte. En skøn lille pige der gladeligt fandt sig tilrette i de arme der var tilgængelige, på et tidspunkt hvor jeg var knust over ikke at have min yngste hos mig altid.

Nye tider

Jeg har vist vænnet mig til at tiden er helt min egen - sådan bortset fra lidt jobsøgning. Hvis vejret ellers havde været til det, kunne jeg havde nyd livet på terrassen under den parasol jeg fik i afskedsgave fra arbejdet.

Inspireret af Bonderøven og begrænsede indtægter lægges der planer: Når nu der snart er blevet ryddet op i bunkerne og i kælderen, så skal meget mere laves selv, der skal dyrkes grøntsager i haven, og ...

Hvis det altså når at blive til noget, for bortset fra de afslag, som jobsøgningen uværgeligt kaster af sig, og som jeg havde forberedt mig på ville komme, er der til min store overraskelse allerede kommet bud om en jobsamtale. Og det var ikke en del af mine planer - i det mindste ikke så hurtigt.

Endelig

- fri fra arbejde. Det har taget noget tid, sådan rigtigt at indse det, men nu er det, efter 2 uger, endelig slået igennem: - Skuldrene er flyttet ned hvor de opringeligt kommer fra - Den konstante dårlige samvittighed over at være bagud med noget er forsvundet - Jeg kan slappe af!

Det var vel i grunden dér det er meningen man skal nå til, ved at holde sommerferie... Allerhelst til også at glæde sig til at komme igang igen.

Og, med tiden kommer jeg vel også dertil, selv om det lader vente på sig.

Sidste chance

Yngste har fået en cykel i fødselsdagsgave, men vi er slet ikke vel-forsynede med underlag der egner sig til at cykle på for en begynder, i hvert fald ikke indenfor nå-afstand af en uledsaget og utrænet 4-årig. Så, cyklen er ikke blevet motineret så meget som man kunne ønske.

En dag fik en pludselig indskydelse os alligevel til at drage ud på hjul. Turen gik, den meget korte vej ud af byen, til en stor broget lupinmark, hvor vi høstede ikke så få. Nu er bagagebærer ikke designet til den slags bagage, så belejligt nok, var ældste taget afsted på rulleskøjter, og fik derfor æren af at bære hjemad.

Lupiner er nu flotte, og det er rart at have forsyninger så tæt på.

Dagen efter skulle yngste ikke tidligt i børnehave, så flokken var allerede taget afsted på tur da vi kom. Ifølge beskeden på opslagstavlen kunne vi finde dem netop på den lupinmark vi havde været på dagen før.

Altså afsted igen, med en klar forventning om hvad man der kan se. Men der var bestemt noget nyt at se på: Masser af stor maskiner, der blandt andet var igang med at skrælle muldlaget af, så der kan bygges - en ny børnehave.

Kommer der mon til at gro lupiner i børnehaven..?

Det er sket igen

- jeg har fået tid foræret.

Begge børn er hos deres fædre, så i morges stod jeg op, tog på arbejde, undrede mig over antallet af frie pladser på parkerings-pladsen der lidt i 8 og over at alarmen var sat til, men tænkte at begge dele nok skyldtes ferietiden. Først, mens jeg kæmpede med at få døren til at låse op (der er dårlig forbindelse mellem betjeningspanelet og selve låsen), kom jeg i tanke om, at eftersom det er den 18. idag, så er det kun søndag! Og, så kørte jeg alligevel hjem igen.

Idag kan jeg derfor dårligt undskylde mig med ikke at have tid, det er netop det jeg har fået. For eksempel til at gøre noget i haven, til at få arbejdet igennem, så jeg måske kan blive færdig til når min ansættelse udløber lige om lidt, eller til at lægge planer for al den tid jeg forhåbentlig får, når jeg lige om lidt, endelig skal holde ferie, og derefter ikke skal bruge tiden på at arbejde, men 'kun' på at skaffe mig et.

I dag vil jeg også bestille den quiltetrykfod jeg mangler for at kunne lave mit stof fra 'sy dit eget stof'-kurset færdig. Min mor har nemlig vist mig hvor flot hendes er blevet af at blive quiltet.

Jeg glæder mig til at forsøge. Det jeg statede på på kurset ligger alligevel bare og venter på at jeg går igang.

På vej ud af døren for at tage på sommerferie citerede ældste et morsomt lille stykke visdom fra en animationsfilm:

Yesterday is history
Tomorrow is mystery
But today is a gift
That's why it's called the present

Jeg må vist indse, at man faktisk kan få noget ud af at se de film.

Tøj i varmen

Nu har jeg i måneder sukket efter varme, men idag klager jeg ikke, Det er blevet varmt nok!

Mine valmuer mærker det også. I morges fik jeg øje på de yndigste lilla skørter, der pyntede vældigt op ad dyngen med kompost og afklippede grene. Men da jeg endelig tog kameraet og gik ud for at forevige det flotte syn, havde valmuerne allerede smidt tøjet.

Selv har jeg stadig tøj på, for jeg har fundet en plet med skygge på forsiden af huset, under den pil der stadig kaster skygge trods den dødsdom den fik i går.

Ælt, ælt længe

Der var engang, hvor jeg bagte brød, om ikke dagligt, så så ofte at det aldrig var nødvendigt at købe. Men siden da er mine evner udi brødbagning rustet. Så den bog jeg fik i gave for en måned siden faldt på et tørt sted.

Bare at have 'Meyers Bageri' i huset, har fået mig til at bage brød et par gange. Og efter at have kigget i den og læst den første bid har jeg fået så meget viden på plads - igen, at jeg ved hvordan jeg kan komme til at bage brød som inden jeg opgav at bage alt brødet. For eksempel:

• Skal mel bruge tid for at absorbere væske. At ælte mere mel i dejen til sidst, ødelægger mere end det gavner.
• Æltes brød for at udvikle det gluten-netværk der skal holde på luftboblerne og gøre brødet luftigt. Det kan både ses og mærkes når dejen er æltet nok.
• Bliver dej fastere af at blive æltet.

Kort fortalt, hvis jeg ælter mere bliver brødet bedre!

Som altid når man læser om at bage brød, kommer det til at handle om surdeje. Jeg har før prøvet, og opgivet. Men ifølge Meyer kan en surdej også være vandtynd, ikke nødvendigvis sur, og anvendes - ikke fortrinsvist til at få brødet til at hæve - men primært for at udvikle mere smag i brødet og til at lette optagelsen af næringstoffer fra brødet.

Så jeg forsøger mig igen med en surdej, eller rettere en biga, der nu står og udvikler sig.

Sukker

Jeg har længe prøvet at undgå at spise sukker, men når man har noget sødt i huset, eller bliver budt og i grunden kan li' det, er det lidt svært helt at undgå.

I forgårs var derfor den første dag hvor jeg slet ikke spiste noget sukker. Først i går aftes blev jeg lækkesulten, og fordi det da havde holdt det så længe, tog jeg et stykke rugbrød istedet for noget lækkert og sukkerholdigt.

Og Hurra! Idag er mine hænder og fingre for første gang i meget lang tid blevet helt fri for den murrende fornemmelse jeg ellers havde vænnet til bare var der. Godt nok ikke lige med det første, de skulle først bevæges igennem lige som man gør med muskler der er ømme af mælkesyre.

Jeg tror det bliver lettere, at holde sig helt fra sukker fremover.

Min Bedstemor holdt iøvrigt på, at sukker er det rene gift.

3

Tænk at have fødselsdag, helt uden at nogen tager sig af det.

Fordi jeg helt glemte den og bagefter ikke lige havde tid til at gøre noget, er den skæbne overgået bloggen. Ingen fejring, ingen blomster, ingen gaver. Og, for 12 dage siden var det alt sammen til og for mig.
Så nu vil jeg forsøge at fejre det 3. år.

Dette tredje år, har båret præg af at jeg ikke har genvundet min tidligere aktivitet i blog-land. For eksempel har jeg kun skrevet her 52 gange, og har bestemt heller ikke været flittig til at lægge kommentarer hos andre. -jeg mistænker Google-reader for at have en del af skylden, fordi man ikke behøver besøge selve bloggene, for at følge med. Det kræver derfor et ekstra klik og lidt ventetid at lægge den kommentar man lige har tænkt - lige netop længe nok til at jeg flere gange har nået til at tænke, at den kommentar jeg ville skrive vist alligevel ikke fortjente at blive set på skrift.

Men trods den lavere kommentar aktivitet har jeg alligevel været så heldig at få armbånd fra Miri, netop fordi jeg lagde en hilsen hos hende. Linda har også sendt mig en bog jeg efterlyste mod at jeg overraskede hende med noget. Den overraskelse skylder jeg stadig, for jeg savne ideer til hvad det kan være.

Det blev også året hvor jeg endelig forsvarede den PhD, jeg oprindelig ville have gjort færdig inden jeg oprettede bloggen. - Altså mindst 3 år forsinket. Kun et år forsinket fik yngste også officelt adresse her, og der er kommet ro over hvordan fremtiden ser ud.

Tante Lilla har syet bukser og strikket sokker, og næret af drømmen om at strikke meget mere, indrettet en hyggelig strikkekrog og købt garn hos Holst, hvorefter det kun er blevet til til strikke-prøver. Hun har igen deltaget i Strikkefestivallen, denne gang som dagsgæst. Derudover er det blevet til at repareret lidt forskelligt - heriblandt sofaens patchworktæppe indtil flere gange, og hun har prøvet kræfter med selv at sy stof. Tante Grøn har kæmpet en sej kamp mod mælkebøtter, plukket jordbær, og har også repareret flere småting og bygget en reol. Og, tante Brun har måtte erkende at hun ikke længere har noget der tilnærmelsesvis ligner en lille baby-pige i huset.

Tanternes planer for det næste år ligner meget dem fra for 2 år siden:
Tante Lilla vil strikke babycables og livstykke-trøjen færdige, og selv holde et strik-in. Tante Grøn, skal finde ud af at overkomme større dele af haven uden andres hjælp. Og, tante Brun har stadig planer om at gøre madvanerne sundere og genoptage den daglige brødbagning. Og fordi bogen 'Meyers bageri' er kommet indenfor døren, er chancen der for at den del vil lykkes.

Festlige fester

Der er ikke flere større arrangementer i kalenderen - de er ellers kommet som perler på en snor på det sidste. Det burde altså være muligt at få hvilet, og stresset af, men jeg er stadig høj af adrenalin og kan hverken finde ro, eller samle mig om at planlægge aftenens menu - der til en afveksling kunne stå på andet end hvad man lige i sidste øjeblik kan fremtrylle af det der findes i huset.

Istedet har jeg kigget i det eneste blad jeg har liggende - idényt fra april - og lavet en liste så lang over hvad jeg kunne tænke mig at gå i gang med. Man skal jo nødig risikere at kede sig.

Nu hvor ældste er blevet konfirmeret; festen er arrangeret, gaven købt og givet, sangen skrevet og festen holdt, og (de fleste) takkekort er skrevet og sendt.

Eftergildet er også holdt, tilmed kun en weekend og en dag efter at jeg havde forsvaret min PhD (endnu en festdag), hvilket er en fuldstændig overambitiøs planlægning. Men, hvorfra skulle jeg vide, at det er helt normalt at være udkørt i op til en uge bagefter - når nu ingen havde fortalt mig det på forhånd. Jeg kunne bare forudse at jeg måtte have tid nok at gøre med, når jeg ikke længere skulle forberede forsvaret.

I samme periode er det også blevet til 80'er sommerfest på arbejdet, 2 andre konfirmationsfester og deltagelse i Danske Kirkedage, hvor den stod på både bibelhistorier fortalt af Sigurd, og gudstjeneste med Tante Andante. Og for kun et par timer siden kom jeg hjem fra et vennepars sommerfest, der var henlagt til en ø, så der ikke var noget alternativ til at blive og overnatte - hvis man ville være med til festen. Det var en skøn fest, med en snert af sommerferie-fornemmelse.

Men, nu er det helt OK at skulle vænne sig til almindelige hverdage igen.

Ubevidst/Underbevidst..?

Jeg satte mig til computeren, og havde på forhånd en fornemmelse af at der var noget jeg skulle..? - Noget der ikke var at forberede mig til mit PhD forsvar.

Jeg læste mails - og et par blogs, før jeg opdagede at der skete noget på en rejseblog jeg fornylig lagde et link til i Google Reader. (Jeg har fået grønt lys for offentliggørelsen)

Min veninde gennem 11 år, og hendes familie, der tæller mit fadderbarn, ældstes bedste ven gennem 6 år, yngstes bedste veninde og sælgeren af min kolonihave, tog afsted i dag.
Jeg vidste det egentlig godt, og alligevel nåede jeg ikke at få dem ønsket god tur - i hvert fald ikke inden de rejset afsted. Heldigvis har de sørget for at der er hul igennem undervejs.

Endelig færdig

Desværre ikke med noget mere ophidsende end at få stukket hele græsplænen for alle de mækebøtter der har sat blomst i år.

Jeg tror på at det virker, for min mor har altid brugt den fremgangsmåde til at udrydde mælkebøtter - og jeg kan ikke huske nogensinde at have set mere end en enkelt mælkebøtte ad gangen i mine forældres have.

Med tiden bliver det sikkert mere overkommerligt end i år, hvor jeg ikke længere har tal på de spande jeg har fyldt med mælkebøtte-planter. Og, hvor jeg har fået mig en plet hård hud i den hånd der førte kniven.

Det første år jeg havde haven, fik alt lov at gro vildt og uhæmmet indtil efter mælkebøtterne var afblomstret - og dermed også havde kastet frø i mængder i det høje græs, der holdt på dem, så jeg selv kunne få glæde af alle de nye planter.

Sidste år forsøgte jeg at komme igennem opgaven på samme måde, men opgav på halvvejen og lod håndskubberen tage sig af de sidste.

I år var det helt tydeligt hvor jeg kom til. I den ene halvdel var der mange mælkebøtter, i den anden stod de så tæt, at det overrasker mig, at der nu kan ses græs dér, istedet for pletter med bar jord.

Den sidste tid

- har været hektisk. Så først idag fik jeg tid til at åbne den pakke der var kommet med posten igår.

Afsenderadresssen fortalte mig hvad jeg kunne forvente at finde indeni. Og det holdt stik!
Endelig har jeg mit eget eksemplar af designstrik.

Tak Linda. Nu må jeg så udtænke en overraskelse til gengæld...

'Sy selv dit stof'-kurset

Det var sjovt og svært at sy stof.

Svært, fordi jeg manglede den rigtige trykfod til symaskinen. Men jeg fik 2 begyndelser til stof med mig hjem.

Et lille stykke der nok kan blive et postkort eller et bogmærke, og et større, som jeg har tænkt, at jeg vil sy mig en taske af.

Det er mærkeligt hvor uinteresseret man bliver i at snakke når man koncentrerer sig ved maskinen. Der var cirka 15 kvinder i eet rum, næsten uden at der blev snakket. Det er meget anderledes end når man strikker, hvor der på en helt anden måde er plads til at gøre noget samtidigt.
Men hvis det ikke var snak der fyldte rummet, var det bestemt fyldt af stof. Der var utallige bunker stof der fra tid til anden blev rodet igennem for at finde netop det stykke stof der ville gøre kompositionen bedre.

Huse var et tema der gik igen. Måske fordi Inge der skulle have undervist laver en del billeder med huse på.

Men der blev også lavet farvekompositioner - der er blevet quiltet sådan som mit også skal blive det, når jeg får fat i en quiltetrykfod.