Sidste dag

- på efterskole er en tårevædet affære. - Det er hvad man er forberedt på.
I dag har jeg hentet Ældste hjem. Og mod alle odds, virker han nu meget gladere end han har gjort længe. Så der er glæde i det lille hjem.

Og med ham i hus, kunne han passende agere fotomodel i de herresokker jeg har strikket i juni.


I mine øjne er det tydeligt hvor sokkerne holder op med at være ens.



Men, da områderne med grønt tilfældigvis stadig passer med hinanden, blev det slet ikke så slemt som jeg forberedte mig på, da jeg så at farveskiftene ikke længere fulgte hinanden.

Nye tider

Selv om ændringer i mine øjne altid er besværlige, kan jeg overbevises om at de er nødvendige, og tilmed at det kan føre til noget godt.

Mit pengeinstitut eksisterer ikke mere - eller der har fået nyt navn.

Jeg fik et nyt (og tilmed flot) betalingskort med posten. Det er taget i brug. Indvielsen var indkøb af noget så hyggeligt som en smuk the; -Farmors Blomsterthe- købt i Thrysøe.

Med ny the i koppen fandt jeg ud af at det var tid at tage afsked med min trofaste rådgiver:
- Den mappe jeg fik af sparekassedamen dengang en par kække små tilfældigt anbragte striber pyntede på alt.
- Den mappe der var ved at sprække af alle de 'vigtige' papirer jeg pligtopfyldende møblerede den med.
- Den mappe der nu i op mod 3 årtier har hjulpet mig med at finde RÅD TIL DET HELE.

Det er lidt sørgeligt og samtidig sært befriende at lade den dumpe ned til det andet affald. Jeg tror på at computeren, og den tynde smalle anonyme mappe jeg har flyttet det allervigtigste over i, sagtens kan hjælpe mig med at løse opgaven.

Jeg giver op

- havde ellers høje ambitioner om at strikke det perfekte par sokker i selvstribende garn. (De kunne jo ikke være så svære at få ens.) Men nu forstår jeg den store ærgrelse der kan ligge bag; ”der var en knude på garnet!”

Det føltes som en bedrift af få matchet de to nøgler garn inden starten gik. Så, at skulle gøre det hele en gang til, bare fordi der har været en knude virker uoverkommeligt.

Jeg troede ellers at det ville være let klaret at tage et passende stykke garn ud indtil farveskiftene passede igen. Men, det viser sig, at efter en knude er man et helt uforudsigeligt sted i farveskiftene – måske er retningen tilmed ændret?

Og med så usystematiske farveskift, som der er i det her garn, bliver resten af sokkerne nu mønstrede som garnet vil. Jeg lægger styringen fra mig. Til - gengæld tager jeg pindene op.