26 januar 2011

Hvilken karriere

Måske er det et udslag af at entreen er blevet i orden..?
I dag fik jeg besked om et planlagt møde, hvor det sidste i forbindelse med en virksomhedspraktik skal aftales!
Det kunne være starten på en ny karriere. - Eller der kunne være andet og mere på vej...

24 januar 2011

Velkommen til

Ifølge Feng Shui ligger min entre i feltet for karriere. Hvis man vil tiltrække nye karriere muligheder, eller blot er i tvivl om hvor man er på vej hen i livet, skulle det være godt at rydde op, rydde ud, forbedre og forskønne lige netop der.


Jeg kunne ikke længere bilde mig selv ind, at det lykkes at kamuflere et mindre kønt rød og gult ternet flisegulv med en stor måtte med blomstret kant - hvor nydelig måtten end måtte være.

Da gulvvask på ingen måde er i høj kurs, hed løsningen en væg-til-væg-måtte.

Der fulgte ikke en tæppemontor med den tæpperest jeg havde fundet til formålet, men da jeg endelig kom igang var det en oplevelse af rent FLOW. (Den tilstand af fordybelse, hvor man mister fornemmelsen for tid og sted) Altså et rigtig dejligt stykke praktisk arbejde.

Efter at jeg også fik skiftet den rødtonede pære der var endt derude ved en fejl, til een der faktisk kan lyse rummet op, er entreen blevet meget bedre.

Jeg glæder mig til at kunne byde indenfor gennem en indgang der føles helt ny.

Så mangler jeg kun at få ordnet ringklokken, der knapt ringer, og navneskiltet der blev sprunget væk sammen med min postkasse hen over nytår, før jeg bliver helt klar til også at byde nye karrieremuligheder velkommen. - De er derude, de har bare ikke fundet mig endnu.

19 januar 2011

Drømme tager form

Jeg er rent bogstaveligt begyndt at drømme igen - rigtige drømme, som jeg kan huske. De har ellers brillieret ved deres fravær i årevis. Samtidig har mine dagdrømmerier om et soveværelse fået næring.
Yngste er flyttet helt ud af hendes gamle værelse/husets soveværelse, der siden julen har stået gabende tomt.

Udbuddet af sofaer er blevet tjekket - for hvad gavn gør et soveværelse lige, hvis sengen er optaget i stuen med at agere
stand-in for en sofa.

Da udvalget umiddelbart ikke er imponerede, er mulighederne for en ny seng også blevet undersøgt. Og, med et helt soveværelse at møblere er det faktisk en mulighed at opgradere til en bredere seng...
Fordi gulv og væggene også er blevet bemærket gennem de sidste uger, hvor de har været afdækkede, gik turen i går forbi en tæppeforhandler, bare for at se hvad man kan få. Det er jo også entreen, hvor jeg længe har ønsket mig en væg-til-væg-måtte. En tæpperest der var oplagt til det formål var meget hurtigt fundet, og købt. Mens der slet ikke var noget der tilnærmelsesvis kunne friste til mit soveværelse.

For at kunne gå hjem og overveje lidt flere muligheder, kiggede jeg indenfor i endnu en butik. - Måske havde de et andet udvalg, eller også var der en sælger der forstod at tale til mig, et kvarter senere gik jeg i hvert fald derfra, med aftale om at få tæppe lagt på allerede i dag.

Så, inden sengetid havde jeg gjort rent og malet alle vægge - med en 5 cm pensel!

Og nu er rummet blevet rigtig flot:
I modsætning til resten af huset der bære præg af, at jeg i dag har haft mere interesse i at flytte lamper, rydde babysengetøj ud af garderobeskabet og planlægge hvordan jeg kommer videre, end i at holde hus.

01 januar 2011

Rettelse:

Når nu hjemmemortil9 gør det vil jeg også turde; at ønske

et velsignet nytår

istedet for bare godt nytår.

Tanken har længe ligger og rumstret, så jeg endda har måttet undersøge hvad velsigne egentlig kan betyde, andet end at være noget uforståeligt og svært håndgribeligt der sker i kirken mens man står op..(?)

Ordbogen siger at det er at det er; at meddele guddommelig nåde. Hvis man skiller ordet ad, så er vel; godt eller gavn, og signe er i familie med at underskrive eller sætte sit mærke på!
Så for eksempel 'den signede dag' bliver 'dagen som man godt ved hvem tilhører', og velsignet kan forstås som 'at have gavn af at høre til...'

Og så forstår jeg, hvorfor det kræver mod af mig at bruge den hilsen. For, hvad nu hvis den der får hilsnen ikke har noget ønske om at det nye år skal tilhøre noget som helst, heller ikke selv om det måtte være godt eller gavnligt...
Her må mit mod altså række til alligevel at udtrykke ønsket.