Sker der meget eller lidt i livet? Det spørger jeg for tiden mig selv om. Egentlig syntes jeg ikke der sker noget, og dog, det er ikke småting der lige er blevet overstået, og kontrasten vil kunne få enhver til at syntes at der nu sker lidt lidt, selv om roen kun har hersket i kort tid.
I sidste uge blev der afsagt dom i sagen om hvor yngste skal bo: Hun får bopæl her, til trods for at hun kun skal være her hver anden uge. (Jeg tvivler på, at der findes voksne der vil finde sig i at leve sådan.) Jeg er spændt på, om afgørelsen viser sig at være det sidste ord i sagen. Hvis sagen ikke ankes, er vi nu endt med den fordeling begge kunne acceptere for en tid, selv om den faktisk ikke var god nok, - men hvem vil frivilligt afgive tid med sit barn, for at det skal få muligheden for at have ET hjem, når det så bliver et andet sted?
Derfor må jeg også finde mig i, at være stavnsbundet de næste 15 år. For pligten til at meddele enhver flytning med 6 ugers varsel, skal netop give tid til en genbehandling af sagen...