Skuffedariet

I år har jeg fået en julekalender. Yngste har lavet den til mig.

Hun brugte en hel aften på at bygge skuffedariet sammen. Der blev tegnet flere forslag til hvordan æskerne skulle sættes samme, og regnet på hvordan alle de mindre pæne overflader bedst kunne dækkes af gavepapir.

Det er mange år siden jeg sidst havde en julekalender at åbne. Og jeg nyder at være vildt spændt på hvad jeg finder.

- I der første skuffe lå der en sød lille hilsen.

Perfektion

Elsebeth spørger om man bare kan starte sin blog igen. Inden da overvejede Anne hvordan man griber det an, når man vil igang igen.

Jeg blev fristet, og luftede tanken hos Lisbet der opfordrede mig til at vende tilbage.



I dag, året efter og dagen før ER jeg flyttet. Det var den enkleste del. At komme rigtigt på plads er sværere.

Først udsatte jeg flere opgaver for ikke at udfordre økonomien efter den store investering i det perfekte hus.

Men at vente, giver tid til at overveje og jeg fristes til at ønske intet andet end det helt perfekte.

Af frygt for at vælge forkert, vælger jeg ikke noget, og så sker der heller ingenting.

Imens bliver ToDo-listen kun længere, mere uoverskuelig og også tydelig for andre.

Måske er 'perfektion' slet ikke den saliggørende statiske endestation jeg forestiller mig, men istedet et udtryk for når det kun er een selv der kan se at der er punkter på ToDo-listen.

Nu er genoplivning af Tanterne ikke længere en opgave på listen.

Hvor skal skabet stå?

I morgen flytter jeg.

Og så er det rart, at have et lille overblik over hvor de forskellige møbler skal stilles.
Jeg har næsten ingen erfaring med at indrette store rum. Og, min nye stue bliver næsten dobbelt så stor som den jeg flytter fra. Så jeg har leget med stuens grundplan, og fundet forskellige forslag til hvordan den kan indrettes.


Jeg kunne lave to forskellige siddegrupper - en med udsigt og en til fjernsyn..

Eller lave noget der ligner, med møbler på skrå..


Hvis da ikke sofaarrangementet istedet skal kunne nyde godt af udsigten..


Samtidig med at der kan ses fjernsyn..


Måske endda med fjernsynet i samme retning som udsigten..

Det er ikke nemt at vælge, når flere forslag kan fungere. Så handler det pludselig ikke om at finde løsningen, men at vælge den bedste mulighed. Og det kræver meget mere. - Måske et øje for hvordan det vil se ud i virkeligheden, eller modet til at vælge fra.

Det hele løser sig

Da jeg i sommer havde skrevet under på hushandlen, kom der mange for at se det hus der vist snart skulle have en ny lejer.

Det var bare slet ikke snart, så interessen svandt ind til ingenting, og jeg begyndte at tvivl på at der kom en ny lejer jeg kunne forsøge at afsætte lidt inventar til.

Men nu har den fremtidige lejer været forbi og udover at handle forskelligt boligudstyr har vi aftalt en tidligere overtagelsesdato. Det betyder at jeg i bytte for husly allerede fra selve flyttedagen, slipper helt for at gøre grundigt rent og male inden jeg giver nøglen videre. Sjovt nok tror jeg vi begge syntes den aftale er mægtig fordelagtig.

Én ny ting kommer sjældent alene

Nu hvor jeg lige har købt hus, kan det undre at der pludselig står en funklende fabriksny fræk Fiat i garagen. - Kunne det mon være en jeg har købt, nu jeg er i gang med at bruge store penge?



Det er nu bare en bil jeg låner, mens min egen bil er på værksted.

Jeg kunne slet ikke tro det, da mekanikeren kom med bilen der så ret ny ud. Mens km-tælleren på 1km fortalte at den virkelig var funklende ny.

At det ikke kun er en funklende ny bil, men tilmed den smarteste lille damebil i den helt rigtige farve - fandt jeg først ud af da jeg talte med en veninde. - Jeg ved jo ingenting om den slags. En behagelig købelyst-dæmpende uvidenhed der sikkert kommer af ikke at se tv-reklamer.

Jeg har altid sagt, at jeg ikke ville betale det det koster at køre en fabriksny bil ud over fortovskanten. Og så får jeg alligevel lov at prøve det. Utroligt!

En måned med både-og

Endelig er ventetiden slut.

Jeg har nu nøgler til både et lejet og et ejet hus.

Så det er slut med kun at drømme, og tid at få ærmerne smøget op. Denne måned kommer til at gå med at;

• gøre et hus indflytningsklart
• pakke
• flytte
• indrette
• gøre et fraflyttet hus præsentabelt

Og fordi vejret stadig er ualmindelig mildt, så græs og ukrudt gror lystigt, er der samtidig to haver at holde.

Havearbejdet er lidt en streg i regningen, som jeg håber vil opvejes fuldt ud af, at alt går så meget lettere uden kulde, regn og rusk.

En sommerkjole

- har jeg længe savnet.

Og endelig fandt jeg en, der lige passede til mig. Et Fund! Den ser ikke spændende ud på en bøjle, men er yndig på.

Jeg skyndte mig at korte et par cm af stropperne, og den var perfekt til de mange meget varme dage.

Men i løbet af dem indså jeg, at det er meget godt jeg ikke lever i datidens Japan, for jeg kan ikke vænne mig til en knude på ryggen der forstyrrer mig i at hvile ryggen mod noget.

Så den næste tilpasning af kjolen bliver at fjerne bindebåndene på ryggen.

Det simpleste vil være at sy de to ender sammen. Men så aner jeg ikke hvor sømrummet skal ende så det bliver pænt.

Altså må de to bindebånd kortes af og sluttes pænt af enkeltvis, og derefter samles.

Men, hvordan hæfter jeg dem så sammen; med en firkantet stikning rundt i kanten? med dekorative korssting? med knapper eller hægter?

Og hvor lange skal de være; så de lige når hinanden? så de når forbi hvor stropperne går op? eller et sted derimellem?



Det skal helst både besluttes og sys med det samme. For, det er ikke til at vide hvor længe det fine sommervejr varer. Og jeg er blevet træt af at holde kjolen sammen med knappenåle.

Spændt forventning

Det at gå til skriftlige eksaminer var altid for mig en underlig smertefri måde at få sin fremtid afgjort på. Man ser ikke resultatet med det samme, men ved bagefter at alt er gjort, og kan så bare vente på udfaldet.

I dag har jeg det lidt på samme måde. Jeg skal skrive under på købsaftalen. At skrive mit navn, er en lille og ubetydelig handling, der får store konsekvenser i fremtiden. Konsekvenser, som jeg forventer er positive, og som jeg må vente lang tid på at opleve.

Jeg har budt på et hus!

Det er pænt, stort og velholdt med en nem have. Det fylder meget i mine tanker, hvoraf rigtig mange nu starter; 'Når vi bor i det nye hus...'



Ind til videre er det bedste, at de har bedt om flere dage til at overveje om de skal takke ja eller nej.
Det må betyde, at der er en chance for at kunne købe det, for det jeg er villig til at betale.

Rockerborg

I weekenden var udlejeren og en mængde andre folk i gang her, for at forbedre og pynte på omgivelserne.

Det blev lagt de fliser jeg har savnet, lagt trædesten, sået græs der hvor orkanen Bodil tog et haveskur, og fjernet det spinkle og stemningsfulde hegn der indrammede terrassen, og sat et mere solidt og højere palisadeværk op på den side af terrassen der vender mod udsigt og omverden.



Jeg har jeg det som om jeg nu er flyttet i en rockerborg.



Så, jeg undersøger muligheder for selv at eje et hus. - Jeg burde nok sende udlejeren en venlig tanke. For at hegnet blev ændret var vist det der skulle til, for at for at vække drømmen om noget andet - og meget bedre.

Papir der pynter

Jeg har næsten altid pakket gaver omhyggeligt ud, for at kunne gemme det pæne gavepapir, og genbruge det når jeg skal pakke en gave ind. For år tilbage havde jeg altid papir nok uden nogensinde at skulle købe noget. Men så blev gavepapiret tyndere, og mere krøllet i brug. Jeg blev mere kræsen, gemte ikke længere hvad som helst og begyndte at købe gavepapir. Kun det allerfineste af det brugte papir blev stadig gemt.

Efter at jeg en dag fandt på at pynte mine tændstikæsker med gavepapir, blev selv de mindste stumper af fint papir gemt, i den tro at jeg endnu en gang ville bruge det til forskønnelse af tændstikæsker.

I dag fik jeg pyntet nogle æsker. Men ikke med gavepapir. I det seneste IdeNyt var der billeder så yndige, at jeg måtte bruge dem.




Tiden må være kommet til at sige farvel til mine gemte stumper af yndigt papir. Og skulle det alligevel blive for svært, har jeg flere tændstikæsker at pynte.

Nok til alle

Ældste ynder for tiden at spille og tale om et post-apokalyptiske spil på computeren, hvor det gælder om at klare sig i en verden, der ligge i ruiner efter en atomkrig.

Måske derfor drømte jeg i nat om at skulle forberede mig på en katastrofe der lurede lige om hjørnet. Der blev uddelt masser af glastermokander og alle bryggede deres personlig favorit-the, mens jeg funderede over hvor længe fyldte termokander kunne være en hjælp, og mod hvilken katastrofe det ville nytte.. Og så blev jeg trukket til side og bedt om, at skaffe kontanter nok til alle, nu da benzin-tanken ved side af skulle nedlægges. - ..?



Selv om det ikke ligner min virkelighed, har jeg svært ved at ryste stemningen af mig. Og, det er sjovt nok ikke en desperat stemning af panik, men en forventningsfuld stemning af kampgejst og sammenhold.

Hvis det havde været en film, havde jeg ledt efter forsættelsen - bare for at se hvad der sker.

Trådløs

Det er så smart, det trådløse net.
Jeg har i rigt mål nydt det; nydt at slippe for ledningen, nydt friheden og rækkevidden. Når jeg for eksempel har taget den bærbare med i drivhuset, for at sidde der og nyde lyset og varmen inden det bliver varmt nok på terrassen.


Men tvivlen har naget mig. Kunne det være godt, at gå rundt i en suppe af lavfrekvente elektromagnetiske stråler/felter der netop kan påvirke molekylerne ..?
Jeg husker advarslerne på døren ind til det laboratorie hvor jeg begyndte at arbejde med forskellige elektromagnetiske felter. Interessant nok var træthed aldrig et problem dér, ikke engang når forsøgene strakte sig gennem hele natten. Hvilket de tit gjorde. Forsøgene blev altid gennemført fuldstændig efter planen uanset hvor langstrakte de var, helt uden slinger i valsen - eller nogen kreativitet undervejs.

Det har også undret mig, at det er umuligt at sidde stille når jeg taler i mobiltelefon, mens det ikke er nogen overvindelse med den gamle fastnettelefon.
_ _

Kort før jul holdt min gamle router op med at virke. På grund af helligdage gik der flere dage før jeg fik en anden.
Den nye har en anden transformator, og dækningen er blevet 'bedre'. Men, pludselig sov jeg meget lidt, langt mindre end jeg har brug for. Jeg blev uoplagt og usammenhængende. Ældste havde fundet andre græsgange - med mere internet i, og forduftede dertil umiddelbart efter juleaften. Derfor var det ingen sag at slukke for routeren igen - det hjalp på mig, men ikke på internetadgangen.

Altså fandt jeg på at gemme routeren i min største gryde og kun tænde den efter behov. Samtidig opdagede jeg at der findes noget der hedder 'RayGuard', og tænkte at når jeg ikke kan undgå det, er beskyttelse vel vejen frem.

Så nu står der en RayGuard, der dækker en radius på 7m, midt i huset, og jeg har en RayGuard med lille radius med mig i tasken, mens routeren stadig står gemt i gryden.
_ _

I aftes skyndte jeg mig ud af døren til et kort møde. Først da jeg var der, og blev tung i hovedet, mens de andre rundt om mig ivrigt forsøgte at finde noget på deres iphones og smartphones, som jeg ville notere mig, opdagede jeg, at jeg var kommet afsted uden min taske - og derfor også uden en RayGuard.
Da først jeg kom hjem blev jeg hurtigt klar i hovedet igen.

Så nu er jeg overbevist om at det 'trådløse' virkelig er noget skidt, og at en RayGuard hjælper på det der ikke kan slås fra.

Jeg vil have trukket internetkabler rundt i huset, og deaktivere routerens trådløse net - jeg har hørt at det kan lade sig gøre, selv om der ikke er nogen tænd/sluk knap til det.

I 11'th time

Det kommer helt bag på mig, at det allerede er i morgen det både er den 1. december, og den første søndag i advent.

Der er nok at se til i dag. Huset flyder. Yngste lavede for eksempel stuen om til en 'tronsal' inden hun tog over til far, og det står stadig som hun efterlod det, for jeg har haft for travlt med at skrive til sangaften og til en hemmelig julekalender.

Desværre kræver det nogle yngre eller mere fantasifulde øjne end dem jeg har, at kunne se stadsen ved hendes ommøblering. Og, der skal også gerne dukke kalenderlys, julekalender og adventskrans frem inden imorgen ...

Jeg bliver helt udmattet bare ved tanken.

Juleri på arbejdet

I aften skal jeg på arbejde. Jeg har næsten den samme fornemmelse som når jeg som forsker skulle rundt i Europa for at præsentere mine resultater bevæbnet med en PowerPoint præsentation.

Denne gang har jeg bare 14 papirlapper med mig, og turen går kun til nabokirken hvor der skal være sangaften. Jeg blev spurgt om jeg mon kunne lave et indlæg...
Det ligger langt udenfor job-beskrivelsen som kirkesanger, og jeg kunne have sagt nej, hvis ikke lige det fristede. Så, sådan et har jeg brygget på de sidste par dage.

Jeg har lavet en aftale med organisten om undervejs at få spillet en strofe fra 'Twelve days of Christmas'. Jeg er vant til at tale udfra noget, og tanken var, at det derved kunne virke mindre ferskt.

Jeg håber der bliver taget godt imod det jeg har lavet. Det kommer også her:


Vi står på en tærskel.

Hvis man skal tro butikker og reklamer
er det tærsklen til jul
- hvis den da ikke allerede er begyndt
_ _

Men vi er samlet i en kirke,
og her sluttede året faktisk sidste søndag.

Så her er det tærsklen til et nyt år vi står på.
Et år hvor den først tid hedder advent.

Advent betyder ’ankomst’ eller ’komme’.
Dét der kommer
er Jesus
der for mere end 2000 år siden kom,
som vores adgangsbillet
til at være SÅ nær Gud,
at vi må kalde Ham Far
og kan leve et evigt liv med Ham
der vil os det bedste.
_ _

Hvis det er for stort at forholde sig til
kan man nøjes med
at glæde sig til julen der kommer.

Julen, med glæde, gavmildhed og hygge,
med rigeligt af både vådt og tørt - og sødt,
med tid til at slippe tøjlerne og være sammen,
til at synge, danse, lege og pjatte.

- og til at tænke fremad
mens man for en tid
er trådt ud af den daglige trædemølle.
_ _

Før i tiden tog man i julen varsler om det nye år

Juleaften kan man finde svaret på ens inderste tanker
ved at slå op et tilfældigt sted i biblen
og læse det vers
som øjet først falder på.

En fedtemad skåret i kvarte og lagt på gulvet
forudsagde det bedste høstudbytte,
når man nævnte sine afgrøder
mens man pegede på stykkerne.
For hunden ville,
når den blev sluppet,
spise det stykke
med den bedste afgrøde først.

Og, det kommende års vejrlig
ville afspejles af vejret i de 12 juledage
fra 1. juledag frem til helligtrekonger.

Ingen måtte i de dage ’bære julen ud'
ved at gå
uden at tage imod noget
at spise eller drikke.
_  _

Strofe fra 'Twelve days of Christmas”
_ _

I modsætning til den engelske verden
hvor julen først fejres med gaver og juletræ
på juledagen,

har vores tålmodighed aldrig rakt så langt.
Så, vi starter festen aftenen inden.

I et forsøg på at tøjle utålmodigheden
holder vi tal på dagene op til jul.

Der er kalenderlys,
julekalendere at se på alle medier,
chokoladekalendere,
pakkekalendere,
adventskrans og adventsgaver
til at hjælpe med nedtællingen
af de 24 dage til jul.
_ _

Det er svært at forestille sig i dag,
hvor vi er vænnet til at festen
og det rigelige er her allerede,

men adventstiden var oprindeligt tænkt
som en eftertænksom og nøjsom fastetid
hvor man kun fik en forsmag på julens herligheder
om søndagen.

Tanken var,
at det er lettere at sætte pris på alt det gode
hvis man har prøvet at undvære.

Og, det VAR også lettere
at samle en festlig overflod sammen,
hvis man ikke spiste det hele op inden festen.
_ _

Tiden er i dag blevet en anden.

Hvis man boykotter jule-festlig-holdelsen inden,
og holder fast i
at julen er dagene efter juleaften,
så ender man med at står ret alene tilbage
med sin jule-fest-stemning
på et tidspunkt
hvor flertallet er lidt mætte af julefest og julemad.

For vi fester os gennem hele december:
Der er masser af juletraditioner der skal nås inden den 24.
Klippe-klistre-arrangementer
Julekoncerter
Juleforestillinger
Juleudstillinger
Julestuer
Julemarked
Juleafslutninger

- Og Julefrokoster
i så rigelige mængder
at nogen flyttes til november eller januar
for at ramme udenom travlheden i december.

Samtidig pynter vi,
med glimmer, gran og lys,
kugler, kogler, klokker, hjerter, kranse,
juledekorationer,
julepynt
og juletræer.

Vi forbereder fastlagte fester,
forhandler de mindre fastlage,
hører julemusik,
ser julefilm,
skriver julekort og ønskelister,
køber gaver,

og spiser julegodter
hvor vi end kommer frem.

Alt sammen mens vi tæller ned.

Tæller ned til kalenderlyset er brændt
til julekalenderne er åbnet
julekortene er læst
og gaverne skal gives,
så vi kan holde styr på
at vi når at købe alle gaverne
og på hvornår det egentlig er
at der skal ønskes glædelig jul ?

Vi tæller ned
til tiden hvor julefreden skal sænke sig
i et pyntet og velforsynet hjem
hvor alt er parat til at modtage gæster
eller til selv at tage på julevisit
_ _

Hvis da ellers julefreden når at komme.

For, det kan være svært
at lade roen falde over sig
efter lang tid i højt tempo.

Og det er pludselig vort eget ansvar
at skabe den julestemning
som butikker og reklamer har serveret for os
i mindst en måned.

Julefred og julestemning
kan være særlig svære at finde efter den 24,
hvis man lytter til den nye fortælling
om at vi er nået frem til ’baghjul’,
at julegaverne skal byttes,
og julepynten ryddes væk og ud
så vi kan gå nypudsede ind i det nye år.
_ _

Er advent og julen ved at bytte indhold?

Man bliver oftere i Advent end i Julen
nødet til lige at smage på noget godt
inden man går.

Der er ikke meget faste over Advent i dag.
Det er derimod lettere at være nøjsom i Julen
hvor man er mæt efter en måneds overdrevet forbrug.

Der er heller ikke god plads til eftertænksomhed
i de 24 første aktivitetspakkede dage af december.

Mens der KAN opstå lommer
til at tænke efter
i juledagene,
når de ender med lidt karakter af
’dagen derpå’ - ’efter festen’
_ _

Uanset hvordan det hænger sammen;

Vil jeg ønske for os alle
at vi må få en rigtig glædelig Adventstid
og Jul derefter
- Med Guds fred,
og præcis det indhold der passer hver enkelt bedst.

Lidt for lang tid

- siden er det, at jeg købte kameraet, der gennem 3 måneder ikke har leveret et eneste billede hertil.
For, kort efter købet, leverede jeg nemlig kameraet tilbage. Det var et fejlkøb.

Gennem min årelange historie af genbrugskameraer, opstod drømmen om, at når jeg engang købte et, skulle det være ét med mulighed for at lege, fordybe sig i teknikken og dygtiggøre sig.

Drømmen havde jeg bare lige glemt, og faldt for argumenterne fra en dygtig sælger, der forstod at tale direkte til den del af mig der mener, at elektronik skal være helt enkelt og ukompliceret, så man kan koncentrere sig om det væsentlige. - Men indimellem er det jo netop teknikken der er det væsentlige.

For knap en uge siden investerede jeg så i et kamera, der (efter sigende) er ukompliceret at bruge, når ikke man vælger at lege. Umiddelbart var det dog så stor en udfordring, at jeg måtte læse i manualen, og bagefter spørge i butikken, før jeg kunne tage et billede.
Men nu er det nemt nok. Jeg skal bare lige have affundet mig med, at kameraet, i mine øjne, ser pressefotograf-wannabe-agtigt ud.

Mit livs kameraer / Tendens til genbrug

De sidste uger har jeg ofte skiftet batterier midt i at jeg ville fotografere noget. Et problem der kunne løses med nye batterier - hvis ikke lågen ind til dem dårligt kan lukkes, og omhyggeligt skal holdes på plads for at batterierne ikke falder ud undervejs.

Mit første kamera, har jeg stadig, men bruger det ikke.- Det føles antikvarisk at bruge film.

Da jeg havde vænnet mig til et digitalkamera, men ikke let kunne låne et - forærede Julie mig ét.

Da det gik i stykker, var Yngstes far så venlig, at forære mig hans gamle.

Årsagen til at købe et nyt kamera slog også igennem her, men jeg kunne så overtage mine forældres gamle kamera - det med den løse batterilåge.

Og nu, da de genopladelige batterier er helt flade, har jeg langt om længe selv købt mig et nyt.

Eller det troede jeg. For i kameraet er der allerede billeder - taget i butikken. Der sidder et mystisk stykke dobbeltklæbende tape udenpå kassen. Og, der mangler en elektronisk version af manualen. Så helt nyt er det næppe.

Men det er stadig det første kamera jeg har købt.

Er du lykkelig?

Charlotte fra Sund for Sjov spørger, om jagten på ægte lykke i virkeligheden gør os ulykkelige?
Hun gør sig nogle kloge tanker om det. Jeg kalder det kloge tanker, fordi jeg tilfældigvis er enig med hende ..

Min version er, at jagten på den store lykke bestemt ikke er lykken.
- Men det øjeblik man indser, at det at være lykkelig er en sindstilstand - tilmed én man bevist kan anbringe sig i, på trods af ens omstændigheder, da er lykken gjort.

Som den ældre mand i denne historie har indset, ligger kilden til glæden/lykken i en beslutning man kan tage på forhånd. For ens indstilling til det der sker, er altafgørende for hvordan det opleves.

På den engelske original af diagrammet ovenfor, stod der 'do something different', det er på dansk blevet til 'gå i gang!'.
Efter at have hørt hvordan en fange stod årene igennem i en koncentrationslejr, på ren tankekraft, er jeg overbevist om, at uanset hvor ringe man end har det, er der altid noget man kan glæde sig over eller være taknemmelig for - hvis man bestemmer sig for at ville.

Er glæde altid en god ting?

Umiddelbart vil jeg hævde at glæde altid er godt, så da jeg fandt en TEDx-talk med titlen 'The dark side of happiness' måtte jeg se den, for at finde ud af om der var noget jeg glemte at tage med i betragtning.

Efter at have set foredraget står det klart for mig, at den farlige side af glæde der advares imod, ikke er glæden i sig selv, men jagten på glæde.

Det første der siges i fordraget er netop at glæde efterstræbes. Senere præsenteres et gammelt visdomsord af John Stuart Mill, der lyder: 'Dén kan kun finde glæden, der er optaget af at opnå noget andet end sin egen lykke.' Hvilket får mig til at udlede, at glæde ikke er et mål man kan opnå. Desværre hørte jeg kun Mill's ord blive præsenteret, men ikke at de blev brugt til noget i foredraget.

Foredraget konkluderer, at glæde har nogle positive følger (sundhed, styrket fællesskabs-følelse, kreativitet, immunitet mod stress), men også at glæden skal rationeres for ikke at ramle sammen med de sociale spilleregler (risko-villighed, misbrug).

Jeg vil dog stadig mene at glæde ikke er farlig. - Derimod kan jagten på glæde være det! Hovedsagelig fordi ægte glæde ikke kan jages, og jagten derfor vil være frugtesløs, eller højst ende i et øjebliks tilfredsstillelse, fulgt af fornyet jagt.

Glæde en sindstilstand. Tilmed een man kan opøve, når man fokusere på at være taknemmelig.
(Ægte glæde er heller ikke uforlignelig med at vise medfølelse f.eks. overfor een der sørger. Hvilket var et af foredragets eksempler på hvor glæde ville være socialt uacceptabel. Til at udvise medfølelse skal man nemlig bruge empati, og ikke et specielt 'fravær af glæde'.)

Jeg har set glæden sat på en formel der gav mening for mig:

Det betyder, at hvis man ikke er taknemmelig, kan man få opfyldt alle sine ønske og stadig ikke føle nogen særlig glæde derved.
Men taknemmeligheden kan fremtrylle stor glæde, uanset hvor få ønsker man får opfyldt.
En helt særlig konsekvens af formlen er, at det øjeblik man ikke længere føler større taknemmelighed ved at få flere ønsker opfyldt, vil man føle mindre glæde, mens man får opfyldt flere ønsker.

Det var netop den sidste sammenhæng, der overbeviste mig om, at formlen udtrykker noget rigtigt.

Helt vildt nemt hår

Der er gået 3 uger. Uger jeg blandt andet har brugt på at finde mig til rette med mit nye hår.

Som barn læste jeg, at hvis man beholder den samme frisure i mere end 10 år, ser man sandsynligvis ældre ud end nødvendigt. Og at langt hår, på en der er ældre end 35 år, ser gammelt ud.

Jeg har haft langt hår lige siden jeg for 26 år siden lod en korthårsfrisure vokse ud. Det meste af tiden har jeg sat håret op. En ubevidst efterligning af Dronning Margrethe måske? Og måske gør det opsatte hår en forskel, for gennem alle årene, har jeg kun oplevet at blive gættet til at være yngre end jeg er.

For 2-3 år siden følte jeg en spirende længsel efter at der skulle ske noget nyt. Men først nu var jeg blevet så overbevist, at det også lykkedes at overtale min frisør, Yaz, til at klippe håret op over skuldrene.

Her efter et par uger har jeg tilmed fået alt det liv, krøl og fylde i håret som jeg troede en kortere frisure ville give.

Og det går op for mig hvorfor frisøren stillede sig modstræbende overfor at klippe så meget af. - Han sætter nemlig en ære i at lave en frisure der passer til hvordan håret naturligt opfører sig. Og håret opførte sig netop ikke naturligt, når det lige er blevet klippet meget kortere.

Men det er en stor succes. Det var nemt at sætte hår før. Det skulle bare vikles op og sættes fast med nogle klemmer. Heri gav årene mig en vis rutine. Men nu er det virkelig let. Hvis jeg går i seng med nyvasket hår, skal jeg bare køre fingrene igennem det om morgenen - og så sidder det.