31 januar 2013

Rødt er varmt

I dag fik jeg meldt mig til webstriks sokke-KAL 2013.
Det er en gentagelse fra sidste år, så det flotte motto fra sidste år "Strik 12 par strømper i 2012" er blevet til det mere jævne "Strik 12 par strømper i 2013"

Bagefter fik jeg lagt sidste hånd på endnu et par sokker til veninden, der havde klaget sig over, at det var svært at holde fødderne varme når sokkerne ind imellem skulle vaskes. Mest fordi hun ikke ville smide dem i tørretumbleren.


Denne gang fik jeg rigtig set dem på, og må konstatere, at den facon jeg altid strikker og er så glad for, fordi den passer nøjagtigt til min fod, passer forfærdelig dårlig til venindens fødder. Hvis jeg havde haft øje for det lidt tidligere, havde jeg eksperimenteret med en anden type hæl og tå.

Til gengæld lykkedes det over al forventning at lave et par varme sokker. Efter en time måtte hun tage dem af, for ikke at koge helt over.
Måske skyldes det, at jeg for første gang har strikket det farveskiftende garn sammen med Brugsens strømpegarn.

Brugsens garn er lidt tykkere end jeg er vant til, så et nøgle garn rakte ikke.
For ikke at købe til lager havde jeg i første omgang kun købt et nøgle. Men da jeg skulle hente endnu et, rakte standhaftigheden ikke, så nu har jeg fået næsten 2 nøgler rødt garn på lager.

29 januar 2013

Rose

Jeg har været til premiere på Valhalla. Det var stort!

Først så jeg Sigurd Barrett, der venlig gengældte mit blik, som om han også kendte mig. Han var der, fordi han var musicallens komponist, og skulle hyldes på scenen sammen med de optrædende efter forestillingen. 
Jeg havde fået en plads på forreste række, og da det hele sluttede rakte en ung mand mig en af de roser han havde høstet.


Selve forestillingen var medrivende og underholdende, skuespillerne udfyldte rollerne overbevisende og musikken fængede. - Der er meget mere godt at sige, men kort fortalt var det en fantastisk god oplevelse.

28 januar 2013

Høflighed

Hvis man indbyder til 'noget' og de fleste takker nej - hvad gør man så? Holder noget for de få der gerne vil, eller aflyser p.g.a. manglende tilslutning?
Jeg ville ubetinget vælge det første, men det andet er selvfølgelig en mulighed, hvis det af en eller anden grund ikke giver mening med få deltagere.
Og, hvis man aflyser - hvem skal så have besked? Er det dem der takkede nej eller dem der gerne ville være med?
Det er vel udelukkende dem der må ændre deres planer, der har brug for beskeden. For hvad kan de andre bruge den til? At mildne en dårlig samvittighed over ikke at kunne afse tid?

Jeg har oplevet, at modtage en besked om et kaffe-slabberas, der blev aflyst p.g.a. dårlig tilslutning. En besked der blev sendt til samtlige inviterede, mens den der gerne ville deltage kun blev omtalt, men ikke tiltalt.
I mine øjne sender beskeden budskabet om, at den ene er uønsket selskab.
Et ubehagelige budskab som måske ikke var tilsigtet, men det viser at der er god brug for mere høflighed i samfundet. 
Som man kunne lære lidt om i Thomas Skovs høflighedsmission fra efteråret.

22 januar 2013

Nuancer af gråt

Så er de her. De sokker der skal erstatte dem vaskemaskinen filtede.

Den eneste forskel mellem de her og de oprindelige er, at det farveskiftende garn blev kombineret med en tråd grå Arwetta fra gemmerne, der er lidt lysere end det jeg købte til de første.



Det er rart at se, at mit første farvevalg fra butikken, også var det bedste, for jeg foretrækker klart den lidt mørkere farve, men sokkerne er alligevel blevet fine.

21 januar 2013

Gevinst

Midt i julens gaveorgier kunne jeg nyde at finde en pakke til mig i postkassen. Det var  min gevinst fra november-lodtrækningen i webstriks 12 strømper i 2012.

Jeg fik strikket 8 par sokker. Og over halvdelen af garnet (mere end 400g) var fra mit lille garnlager, der nu er endnu mindre. Også selv om jeg var så heldig at vinde 100 g lækkert håndfarvet strømpegarn. Det garn bliver ikke til sokker. Den pink farve taler til yngste, og hun ønsker sig en trøje af det.


Jeg samler vist på projekter jeg snart går igang med. Nu må jeg bare have fundet en model jeg har lyst til at strikke. Med en der hepper, kan vel ikke tage lang tid.

18 januar 2013

Garn-test

Eller vask af Barbie vest.



Efter vask er vesten en anelse mere fluffy end før, mest der hvor maskerne er løsest, men det er tydeligt, at sokkerne kun filtede fordi vaskemaskinen ikke virkede som den skulle. For eksempel kunne lågen ikke altid åbnes efter en vask. Men ved at gentage skylning og centrifugering, ved forskellige temperaturer og omdrejnings-hastigheder lykkedes det altid at bryde ind. - Og det er jo netop sådan man opnår en effektivt filtning.

Så selv om Arwetta garnet har lettere ved at filte end Lana Grossas Meilenweit, der stadig tydeligt kan ses som fine tråde i de filtede sokker, er Arwetta ikke diskvalificeret til sokkestrikning. Fuldstændig som Christunte og Sus fortalte mig.

Altså er der nye sokker på vej til mig.

04 januar 2013

Sprogets magt

Gigt tilhører en gruppe af lidelse der har fået navnet autoimmune sygdomme.

Det ligger i ordet, at sygdommene skyldes et immunsystem der angriber kroppen selv. Og deraf følger, at en virksom behandling må gøre immunsystemet mindre effektivt.

Men hvad nu hvis immunsystemet godt nok rammer kroppen selv, men vi aldrig så hvad angrebet virkelig var rettet mod. Så vil et mindre effektivt immunsystem ikke stille kroppen bedre. Det vil kun gøre den forsvarløs mod det 'noget' der åbenbart er så skadelig at det retfærdiggør et angreb med store civile tab.

Hvis den sidste synsvinkel er rigtig, vil navnet i sig selv modarbejde, at vi finder dét 'noget'. - Men, den dag vi finder det, kan vi begynde at hjælpe kroppen i kampen mod den virkelige fjende.

Det minder om pigen, der står til at miste det kæreste hun har, indtil hun opdager at troldens virkelige navn er Rumleskaft.

Når man ser virkeligheden som den er, får man magt til at ændre den.

03 januar 2013

Fundet

Jeg kan huske engang at have set tørklædet mange steder. Da jeg fik mit i gave i 2009 ledte jeg. Da jeg bestemte mig for at strikke et der ligner, ledte jeg. Da jeg ville skrive om det, ledte jeg.


Nu hvor jeg har skrevet om det, finder jeg pludselig flere der viser deres frem. Og, at det er Anne fra Hverken Fugl eller fisk, der i 2007 inspireret af eet i tyndere garn, har lavet tørklædet, som det ser ud i tykkere garn. Hun har tilmed skrevet en opskrift, der sikkert er mere gennemarbejdet, end det jeg skrev frit efter hukommelsen. Hun kalder tørklædet fimre-tørklæde, søanemone eller sea anemone (på Ravelry).

Mors julegave - et fimretørklæde?

Juleaften gav jeg garn i gave til min mor.

Allerede 5.juledag kunne jeg pakke garnet ind igen, og lægge det under træet, nu i form af et tørklæde.
På 6.juledagen blev der givet gaver mellem bedsteforældre og 'bedste'børn. Her kunne pakken sniges ind, der var stadig flest gaver til børnene.


Tørklædet er retstrikket over 33 masker. På pind 6*n lukkes der af for 12 masker i begyndelsen af pinden. På pind 6*n+1 lukkes der af for 12 masker i begyndelsen af pinden og der slås 12 masker op i slutningen. På pind 6*n+2 slås der 12 masker op i slutningen af pinden.

De to nøgler garn rakte næsten til 39 par 'strittere' som der er på mit.
Jeg så garnet som ret lilla, men det viste sig at være mest blå-grønt. De lilla områder anbragte sig helt uden hjælp i tørklædets ender.

For 5 år siden gav jeg min far en lignende gave Hans halstørklædet blev strikket i tyndt garn på pind 2. Hele 130 pinde á 412 masker, skulle der til før det var færdigt. Det tog også betragteligt længere tid - sådan cirka et halv år.

02 januar 2013

Strikkeprøve

Det par sokker jeg var allergladest for, fik min gamle vaskemaskine taget livet af.

Mens jeg studerede farveskiftene i et nyindkøbt nøgle gråbrunt garn - for at finde et passsende sted at dele nøglet, så mine erstatnings sokker bliver ens - slog det mig, at garnet virkede langt mere solidt end den arwetta, der var strikket med i det første par. Altså må arwettaen testes inden jeg vover at maskinvaske et nyt par sokker med det i. Og med noget i gemmerne og det jo let klaret.

Men da en strikkeprøve er kedelig og næsten ubrugelig, strikkede jeg istedet en bred firkant hvor jeg halvvejs lukkede af for lidt mere end halvdelen af maskerne i begyndelsen af en pind - for at slå dem op igen på næste pind. Det giver en slids, der kan agere forstykkernes kanter på en lille dukke'vest' der let sys sammen med de garnender stykket er født med.


Om en vask er jeg klogere, og Barbies garderobe er forøget med en vest i enten strik eller filt.