Skuffedariet

I år har jeg fået en julekalender. Yngste har lavet den til mig.

Hun brugte en hel aften på at bygge skuffedariet sammen. Der blev tegnet flere forslag til hvordan æskerne skulle sættes samme, og regnet på hvordan alle de mindre pæne overflader bedst kunne dækkes af gavepapir.

Det er mange år siden jeg sidst havde en julekalender at åbne. Og jeg nyder at være vildt spændt på hvad jeg finder.

- I der første skuffe lå der en sød lille hilsen.

At afskaffe den dårlig samvittighed

Det er utroligt hvad en dårlig samvittighed kan udrette. Den burde jo få til næsten øjeblikkeligt at rette problemet. Men, oftere holder den een effektivt fast i det der giver den dårlige samvittighed.

Jeg har haft dårlig samvittighed over ikke at strikke.

Jeg havde fundet garn og var i gang med erstatningen for Yngstes asymmetriske bluse. Men, da hun i januar meddelte at hun hellere ville have at forstykkerne ikke blev krydset, gik jeg i stå. Det virkede for svært at beslutte hvor lange de så skulle være.



Til sidst gad jeg ikke have den dårlige samvittighed og fortalte mig selv, at det er helt i orden ikke at strikke.

Så skete der endelig noget (måske også fordi Yngstes fødselsdag nærmede sig). Den sidste dag hvor hun ikke var hjemme kom trøjen frem. Og, midt nat var den både strikket og færdigmonteret.



Jeg lod der være så lange sideslidser, at forstykkerne stadig kan sys fast i den anden side - hvis nu..



Garnet blev ikke strammet godt nok, da jeg lukkede af til halsen - så halsen trækkes alt for bred. - Det ville jeg godt rette på. Men hvordan gør jeg det, uden en stor operation?

Og så kan der ikke afses mere tid til at lege mors fotomodel.

Gemte ting

Jeg fik en besked fra Christunte. Nu tror jeg, at jeg har givet indtryk af INGENting at have.

Det er ikke rigtigt. Jeg har masser af ting! For jeg har umådelig svært ved at smide ud eller skille mig af med noget. Den eneste grund til at jeg ikke drukner i alting, er at jeg holder af at skabe orden og systemer, og bevidst forsøger at bekæmpe svagheden.

Da Yngste midt i ALTING spurgte, om hun måtte få de to miniblyant-pakker, hun havde fundet, med i skole, var min første reaktion, at hun da kunne tage den ene...


Hun kom fra det igen, og jeg har kunne kigge og tænke noget mere:
Jeg syntes selv at de var alt for fine til at bruge, holdt istedet af at arrangere blyanterne med pigerne på, så man kunne se billedet tydeligt, og ville spare dem til ..?

Hvis jeg bliver ved med det, ender de en dag direkte i en skraldespand, når nogen skal rydde op efter mig.
Hvis jeg istedet glæder Yngste, ved at give dem til hende nu, er der en chance for at hun vil bruge dem. - Og det er jo ikke den værste skæbne for en blyant, hvor yndig den end er.

Noget der fylder

Sidst Yngste have en veninde på besøg, legede de så godt, at jeg tog mig en blund på sofaen imens. Jeg må have sovet tungt, for da jeg fik øjne igen, lå jeg midt i den enes nyindrettede og grundigt pyntede 'hjem'. Den anden havde ansvaret for to andre rum. Der stod ting OVERALT. Ting, de i pendulfart havde hentet i kælderen (hvor jeg nu indser at jeg stadig har alt for meget).

Jeg bad dem sætte tingene tilbage igen, men selv om der var en time til veninden skulle hjem, havde de ikke nogen chance for at få det hele på plads. Jeg tror egentlig aldrig de nåede frem til den leg de forberedte, selv om jeg ikke håndhævede kravet om oprydning.

Det tog 4 dage at få det hele var på plads igen. Eller næsten det hele. Min minimalistiske opstilling med et par bloklys og lidt træstykker var blevet helt skjult i ting, og da jeg have fjernet noget af det, så jeg at hjerter, roser og grene faktisk pyntede. Så jeg lod resten blive.

At holde på varmen / En gryde med låg ...

Der er ikke varmt her i huset.

Om sommeren er det et koldt hus der suger fugten til sig, og uanset hvor højt radiatorerne står, er her lidt køligt om vinteren. Det hjalp en anelse, da jeg fik radiatoren i soveværelset fikset, så der også kom varme på i dét rum. Og, jeg har købt lister til at tætne døren, ned til kælder-kulden. De er bare ikke sat op endnu.

For, da jeg fortalte Ældste (der har værelse i kælderen) om projektet, kommenterede han, at det da kun ville holde varmen fra kælderen ude. Tanken var lidt fjern for mig, selv om teorien er solid nok - varme stiger opad!
Og jeg begyndte jeg at tænke opad. Hvor meget isolering er det lige der ligger oppe på loftet..? Rigeligt siger dem der har isoleret, alt for lidt siger andre der har været her i vinterkulden. Og loftslemmen..? Den er da vist slet ikke isoleret!

Jeg måtte op og se på det. Lemmen føltes rigtig nok koldere end loftet! Normalt er det vel et mindre problem, hvis lemmen er placeret et sted man kan lukke til. Men, min lem er placeret midt i huset, med åben forbindelse til de mest brugte rum. Og hvis man har sådan et stort hul i isoleringen, nytter dét der er udenom, nok en del mindre.

Jeg satte mig altså for at isolere lemmen. En ekstra rulle isolering der ligger deroppe, måtte kunne rulles ud over åbningen. Det ville gøre det besværligt at komme derop, men jeg bruger kun loftet til at stuve udlejers ting og sager af vejen. Og her efter mere end 5 år, finder jeg nok ikke meget mere der skal den vej.

Det lå også en løs bordplade deroppe. Den passede til at dække hullet. Med isolering lagt ovenpå, kunne den lige trækkes hen over hullet inden man kravler ned og lukker lemmen. Det gik fint, bortset fra at lukke lågen bagefter.

Ældste og hans evner indkaldes til projektet. Sammen løsner vi 2 skruer og deaktiverer de fjedre der trækker lemmen op, så der ikke længere er noget der stikker en lille meter op i luften når lemmen er lukket. Men lemmen kan stadig ikke lukkes. Resolut skruer Ældste også den stige, der var monteret på lemmen, af - og nu kan der lukkes op til loftet.

Det føles som om der er kommet låg på. Vi koger ikke, men her er blevet lunt, på trods af frosten.

Godt man ikke er overtroisk

I aften er det helt rigtige tidspunkt at fortælle at vi er blevet én mere herhjemme.

Da yngste kom til verden var hjemmet lige blevet 5 killinger rigere. Til trods for en killinge-rig start, føler hun sig snydt for at opleve killinger. Så hendes store ønske har længe været hendes egen killing. DR's børneudsendelser om kæledyr har kun fyret op under ønsket.

Da jeg luftede tanken hos noget familie med gårdkatte, blev jeg straks tilbudt en af de nye killinger - så snart de var store nok. Når bare vi valgte en anden end den sorte hankat de selv ville beholde.
Yngste forelskede sig i en grå hunkat, og mens tiden gik, drømte vi om 'Lille Grå' og lagde planer. Desværre var det også en tid hvor familien havde for travlt til rigtigt at vænne killingerne til mennesker. Samtidig forsøgte deres omsorgsfulde kattemor at holde dem skjult for 'farlige' mennesker.

Da dagen endelig kom, hvor vi kunne hente killingen, måtte den indfanges med list og hurtighed. Den peb på hele turen hjem. Hjemme fik vi den præsenteret for den gamle kat Tiger, der hvæste - hvorefter killingen forskansede sig i et hul vi slet ikke havde opdaget og knap kunne komme til.
Der sad den så og kaldte hjerteskærende på hjælp i 2 dage og 2 nætter inden jeg gav op, listede og flåede den ud fra dens skjul, og leverede den tilbage igen. Heldigvis kunne dem der havde lagt billet ind på resten af kuldet, godt bruge endnu en musefanger på deres gård.

Det gik altså ikke at få en killing - nu, og i mine tanker var projektet udsat til næste sommer. Yngste havde en helt anden opfattelse. Og hun blev ikke skuffet, for vi blev ringet op af familien: En hjemløs stor killing havde sluttet sig til hos dem, og for ikke at få for mange katte, måtte de skille sig af med én. Og, hvis vi ville overtage den nu meget kælne sorte hankat de selv havde planlagt at beholde, var sagen klaret.

Det var vist kun mig der skulle overveje det, inden vi kørte afsted for at hente vores nye kat, Yngstes lille killing; Imiel (vi debatterer stadig hvordan det staves).

En rigtig 'heksekat'.

Omsyet jakke

Det var i december at Ældste ringede hjem for at spørge om jeg ville hjælpe med at ændre en frakke han havde købt sig i en genbrugsbutik. Uden et klart billede af hvad han ønskede, sagde jeg denne gang ja til at hjælpe med rækkefølgen og at få det hele nålet pænt inden der skulle sys, under betingelse af at han selv kørte med symaskinen.

Så en weekend i advent brugte vi på sammen at ændre en kedelig gulvlang og fuldstændig lige op og ned damefrakke i en god ulden kvalitet med 80'er snit til en model af en helt anden verden.

Målet var at det skulle ende som noget fantasy-agtig.

Ærmerne blev taget af, skøderne lagt op i forskellige skrå længder, slidsen i ryggen forlænget, forskellige stropper og knapper afmonteret. Og hele vejen var det Ældste selv der styrede både opsprætter og symaskine. - Når jeg bare ville styre stofsaksen.

Det var også den jeg fandt mest skræmmende, da jeg begyndte at sy.

Først da vi i løbet af søndagen nåede til det tredje taljeindsnit, overtog jeg symaskinen og syede de sidste 8.





Søndag aften kunne han tage tilbage til skolen iklædt et nyt styk unikt overtøj.

Frost-klædt

I dag gik Yngste i skole, i det nye skørt - med et andet lille skørt indenunder. 

Balletskørtets brus var som en gentagelse af den frost omgivelserne havde klædt sig i her til morgen.

Gennemført

En sølvfarvet sytråd blev købt, og en oplægning a'la rullesøm, syet med zigzag yderst på to cirkler organza, blev næsten klaret, inden jeg syede gennem negl og finger.

Jeg har prøvet det en gang før. Som barn lavede jeg samme nummer - på en symaskine med håndsving.
Selv om det underligt nok ikke gjorde specielt ondt, gik tempoet markant ned.

Oplægningen blev færdig, men resten venter lidt.

Så, Yngste fik lov at overtage symaskinen til at sy sølvfarvede streger med. Og, åh hvor er en søm syet med sølvtråd fin!
Det virker vildt ødselt sådan at bruge løs af den fineste tråd, selv om den er købt til nøjagtig samme pris som man skal betale for andet sytråd.

Flere planer

Et tilbud på en organzadug der havde overlevet fra nytår fristede over evne.
Jeg har ikke brug for flere organzaduge end den flotte jeg allerede har. Men, stoffet må kunne bruges til noget prinsesseagtigt til Yngste. Jeg skal bare lige have skaffet noget sølvtråd for at kunne lave det helt fint.

Det er snart tiltrængt at mine lægge-planer og sætte-igang flip afløses af noget med afslutninger.

Design tørklæde

Nu kan ældste få varmet halsen, og der har det siddet lige siden jeg blev færdig med det.

Tørklædet opfyldte alle ønskerne. Da han luftede ideen om at det skulle være mest sort, med lidt af en signalfarve i - og jeg vidste hvordan han havde det med uld tæt på huden - så jeg en sandwich for mig med uld i en signalfarve, og et glat stof udenpå - så man stadig kunne se fyldet. Den ide faldt i god jord - men det blev ikke uld.

Jeg havde ikke et klart billede af hvordan det skulle sys for at blive rigtig pænt, og derfor fik jeg aldrig overdraget ham syopgaven. Her bagefter er jeg desværre ikke klogere.

Forhastet ja

Ældste kom hjem på vinterferie med dårlig hals, og ønsket om et halstørklæde. 
Så i dag har vi købt stof til et, der forhåbentligt kan varme: Rødt fleece (uld virkede for stift) og sort glat stof for lækkerhedens skyld. Roserne på det sorte stof var et helt bevidst valg.

Jeg har sagt ja til at sy, da han endnu ikke er helt sikker på egne evner som han flittigt træner, ved at costumizer sit tøj med alverdens rester. Men helt nyindkøbt stof er mere skræmmende at sætte saks, nål og tråd i. 
- Ved nærmere eftertanke, burde jeg have insisteret på at han selv skal sy og bare hjælpe ham alt det jeg kan.

Juledage

I går, var det 2. juledag og de eksta arbejdsdage som højtiden giver mig blev overstået. Man kunne i nyhederne også høre det overraskende og lidt deprimerende; at julen slutter.!?
- Men det bestemmer journalisterne nu ikke.

Det er klart at julens helligdage slutter, og at hvis man vil nyde flere fridage, må de fleste selv anbringe ferie dér. Det er også tydeligt at den kommercielle del af julen er slut. Så man nu er herligt fri til at holde jul uden at blive påduttet hvad man derfor burde købe.

I mine øjne er julen kun lige startet. Og som mor til delebørn, er det rigtig godt, for i år holder børnene jul andre steder endnu en dag, og det ville da være sørgeligt, hvis der ikke var noget jul tilbage når de vender hjem.

Her står juletræet stadig tændt - og der er tilmed gaver under endnu, for i julen er det det mest nærliggende sted at anbringe gaver der ikke er givet, og der er stadig masser af juledage tilbage at give gaver i.

Ekviperede dukkebørn

Yngstes stjernesokker blev færdige, og hun var klar til at sove med dem på.

Inden de kom så langt havde hun foreslået hvad resten af garnet kunne bruges til.

En af hendes dukker havde kun et par strikkede trusser, så den måtte gerne få en undertrøje - og jeg øjnede chancen for at prøve at strikke en Inderst inde fra Sødt og blødt. Så før enderne var hæftet på sokkerne fik jeg slået op og strikket 'noget der ligner', i dukkestørrelse, frit efter hukommelsen. I 2X2 rib med et lille hulmønster i retstriben (huller på hver anden række, skiftevis i hver side).

Bagefter, fandt jeg et eksemplar, og det ses tydeligt, at min kun er en efterligning.

For at være sikker på at undertrøjen kunne gå over dukkens hoved, fik den en dyb udskæring på ryggen. Med den superelastisk aflukning var det slet ikke nødvendigt.

Hvis der skal strikkes flere, bliver de højere på ryggen - og sidesømmene skal også sys sammen kant mod kan, helt uden sømrum.

Da dukken nu havde fået en ny undertrøje, så de 30 år gamle trusser sært tarvelige ud. (De er det første jeg kan huske, at have strikket.) Så sådan et nyt par måtte hun også have.
 

Det tager længere tid at planlægge hvordan sådan et par skal strikkes, end faktisk at strikke dem. De fik en ribkant øverst med drejede retmasker, og en lille retstrikket kant ved benene.

Lyseblå med stjerner på

Yngste forelskede sig i resterne af det lyseblå nøgle acrylgarn, vi købte til at lave hårfletninger af. For, "Det er bare så blødt!".

Jeg havde en glad forventning om at kunne udrydde garnet ved at strikke et par sokker, når jeg nu starter med tåen. Den varede til jeg fik spurgt hvordan hun gerne ville have de skulle se ud.

For hun viste mig Nattsokker i Maskeball, (en bog hjembragt fra biblioteket). Og, de har en stjernekant øverst der gør dem skabt til at strikke oppefra og ned.

Og der blev brug for mere garn. Så, når jeg er færdig har jeg stadig en rest lyseblåt acrylgarn. - Men den kan hun nok også lægge planer for.

Slente model(ler)

Der stod Ribbluse med vrid på programmet, men det er for svært at vælge farve. Så indtil jeg kan bestemme mig kunne jeg jo strikke en mindre model i lagergarn til Yngste. Hun er vild med ideen om en skæv bluse, men kan ikke se det mindste fantastisk i den jeg er forelsket i. (Den er sikkert ikke feminin nok.)
Derimod blev Asymmetrisk silkebluse og garn dertil godkendt efter et enkelt blik.

Størrelsen skal findes:
Den mindste model har en overvidde på 75 cm, mod yngstes 68 cm..
Det originale garn; Matka silke er opgivet med en strikkefasthed på 20m x 25p = 10 x 10 cm på pind 4 i dobbelt rib.
Jeg vil gerne bruge Bamboo der strikkes på pind 2,5 - 3.
Så jeg tænker, at garnet må være lidt tyndere, så når det strikkes på en 3 mm pind vil den mindste størrelse blive det mindre der måske får den til at passe en 6-årig.

Det er altså ikke Ribbluse med vrid, jeg går igang med, men dog en model af samme designer. Faktisk een model jeg har haft et godt øje til i mere end 3 år - lige siden jeg blev fasineret af bogen hvor opskriften er i. En bog jeg senere fik lov at få, mod at give en overraskelse tilbage.

Sproglig nyskabelse

Efter en ferieuge med dagligt besøg i slikboden har Yngste udviklet en stærk sukkertrang.
Efter en chokoladekiks-snack med begge børn, proklamerer hun at hun slet ikke har fået nok; "- kun et par småkiks!"

Jeg trækker på smilebåndet over hendes kreative sprogbrug. Og så bliver stemmen grådkvalt, for "Man må ikke grine af nogen.".
Det hjælper ikke, at Ældste konstaterer, at han fik én kage.

- Der er jo en markant forskel på kiks og kage, og den bliver ikke mindre, når kiksene kun er småkiks.

Sidste dag

- på efterskole er en tårevædet affære. - Det er hvad man er forberedt på.
I dag har jeg hentet Ældste hjem. Og mod alle odds, virker han nu meget gladere end han har gjort længe. Så der er glæde i det lille hjem.

Og med ham i hus, kunne han passende agere fotomodel i de herresokker jeg har strikket i juni.


I mine øjne er det tydeligt hvor sokkerne holder op med at være ens.



Men, da områderne med grønt tilfældigvis stadig passer med hinanden, blev det slet ikke så slemt som jeg forberedte mig på, da jeg så at farveskiftene ikke længere fulgte hinanden.

I hast

- fik jeg bundet en adventskrans, og ikke pyntet den, inden den blev stillet på plads. For, i morgen er det allerede 1. søndag i advent, Og advents- eller vente-tiden begynder.

Men, det går bestemt ikke an. Yngste fandt hurtigt et lille Jesusbarn at pynte kransen med. Nu kan jeg ikke få mig til at tage det væk igen.

For, hvad er lige argumentet for, at en adventskrans skal være pyntet med bånd, guld og glimmer istedet for det den peger hen imod. Så måske er det i år tiden for en minimalistisk, og meningsfuld version..(?)

Sproglige vildfarelser

Linda skriver om Oskars møbelskræk.

Som barn ville jeg under ingen omstændigheder løbe risikoen for at få lagt dræn i mine mellemøre-betændelses-plagede ører - så hellere have ondt uden at sige noget.
Jeg vidste ikke præcis hvad dræn var, men der lå nogle drænrør i nærheden - de var af beton, og så store at man kunne gå inde i dem...