Ugidelighed og manglende energi

- har vist præget det tidlige forår.

Den manglende energi har jeg længe forsøgt at indrette mig efter. Og efter at min stilling som kirkesanger sidste sommer blev opgraderet til et flexjob, lykkes det rigtig godt. Men ugidelighed - det gider jeg ikke.

For et stykke tid siden sagde Yngste: 'Mor, du prutter altså hele tiden!' Det var jo rigtigt - egentlig gik jeg også og bøvsede.

Altså måtte jeg have gjort noget ved luften i maven. Jeg fandt Charlottes anbefaling af Boldocynara, der virker ved at støtte fordøjelsen.

Efter de først dråber oplever jeg en markant og uventet ændring: Min rastløse søgen efter et eller andet til at stille lækkersulten med, blev erstattet af en fantastisk ro. Der kom varme i mine ellers altid kolde fødder (kunne også skyldes foråret). Jeg har fået pyntet til påske, klaret den bunke småreparationer der havde samlet sig, og syet nye karklude af udtjente håndklæder.

Engang forstillede jeg mig, at hvis fordøjelsen var dårlig, kunne man slippe afsted med at spise for meget, fordi den ikke kunne nå at bruge maden til noget inden den var kommet igennem kroppen.

Istedet lader det til, at kroppen bliver stresset hvis fordøjelsen ikke virker. Og langvarig stress kan resultere i at man giver op, og ikke orker mere. Men, når fordøjelsen virker bliver man mæt, glad og får energi.

Vejen til nyt betræk

Først stak katten af. Sikkert på grund af den 'mjave-træning' der skulle forhindre dørkarme og vinduesrammer i at blive flænset i stykker, i håbet om at de vil åbne sig. Det er lettere at overhøre en kat der flænser huset udefra, end når han forsøger at få opmærksomhed herinde på samme måde.

Den skulle jo nok vende tilbage, længe inden Yngste var tilbage efter ugen hos far.

Men dagene begyndte at gå uden at den viste sig.

Efter tanker om hvordan den sørgelige nyhed ville blive taget, begyndte jeg at se alle fordelene; ingen kattemad, intet pasningbehov, ingen kattebakke, ingen loppebekæmpelse og ingen ødelagte møbler.

I de næste dage blev kattebakken fjernet, madskålene pakket sammen, og spisestuestolenes sæder endelig afleveret til ombetrækning. (Det har været tiltrængt siden jeg fik dem.)



Tre gamle stole, jeg købte som studerende, fik lov at gæsteoptræde om spisebordet.

Men, så stod han udenfor terrassedøren igen og mjavede lydeligt - helt uden at kradse for at komme ind. Så kattemaden blev fundet frem. Han går lidt søgende rundt hvor kattebakken stod før, men får så vist en åben dør ud.

Stolene er også fine nu, selv om farven er sart. Den mørke variant af stoffet ville have været mere praktisk og faktisk også flottere, men nu ved jeg hvor jeg kan få det ordnet - næste gang. Der bliver helt sikkert en næste gang.

Gemte ting

Jeg fik en besked fra Christunte. Nu tror jeg, at jeg har givet indtryk af INGENting at have.

Det er ikke rigtigt. Jeg har masser af ting! For jeg har umådelig svært ved at smide ud eller skille mig af med noget. Den eneste grund til at jeg ikke drukner i alting, er at jeg holder af at skabe orden og systemer, og bevidst forsøger at bekæmpe svagheden.

Da Yngste midt i ALTING spurgte, om hun måtte få de to miniblyant-pakker, hun havde fundet, med i skole, var min første reaktion, at hun da kunne tage den ene...


Hun kom fra det igen, og jeg har kunne kigge og tænke noget mere:
Jeg syntes selv at de var alt for fine til at bruge, holdt istedet af at arrangere blyanterne med pigerne på, så man kunne se billedet tydeligt, og ville spare dem til ..?

Hvis jeg bliver ved med det, ender de en dag direkte i en skraldespand, når nogen skal rydde op efter mig.
Hvis jeg istedet glæder Yngste, ved at give dem til hende nu, er der en chance for at hun vil bruge dem. - Og det er jo ikke den værste skæbne for en blyant, hvor yndig den end er.

Noget der fylder

Sidst Yngste have en veninde på besøg, legede de så godt, at jeg tog mig en blund på sofaen imens. Jeg må have sovet tungt, for da jeg fik øjne igen, lå jeg midt i den enes nyindrettede og grundigt pyntede 'hjem'. Den anden havde ansvaret for to andre rum. Der stod ting OVERALT. Ting, de i pendulfart havde hentet i kælderen (hvor jeg nu indser at jeg stadig har alt for meget).

Jeg bad dem sætte tingene tilbage igen, men selv om der var en time til veninden skulle hjem, havde de ikke nogen chance for at få det hele på plads. Jeg tror egentlig aldrig de nåede frem til den leg de forberedte, selv om jeg ikke håndhævede kravet om oprydning.

Det tog 4 dage at få det hele var på plads igen. Eller næsten det hele. Min minimalistiske opstilling med et par bloklys og lidt træstykker var blevet helt skjult i ting, og da jeg have fjernet noget af det, så jeg at hjerter, roser og grene faktisk pyntede. Så jeg lod resten blive.

Afklaring

- var det der kom ud af mit besøget ved dyrlægen idag. Behandlingen blev udsat en enkelt nat, af hensyn til de to der ikke var med. I morgen tager vi alle tre med ham derhen igen.

Tiger er desværre døende. Han kæmper dog stadig en brav kamp for at holde hovedet oppe trods organsvigt og dehydrering.

En utilfreds stakkel

Vores gamle kat Tiger har været noget utilfreds med at skulle dele pladsen med en overivrig lille uldtot, der ville elske at øve sine kampfærdigheder. Samtidig døjede Tiger med en byld ved det ene øje, så den fik lov at holde sig for sig selv udenfor, mens vi kiggede på den charmerende killing.

Da det blev koldt fandt den indenfor igen.

Med Feliway i kontakten faldt der ro over kattene, og killingen lader den gamle få ro.

Her til aften rækker jeg ud for at ae Tiger, da jeg går forbi den

- og den vælter!

Den spiser egentlig heller ingenting..
Jeg tror vi må til dyrlæge imorgen. Den lider vist af andet end utilfredshed over ændrede rutiner.

Godt man ikke er overtroisk

I aften er det helt rigtige tidspunkt at fortælle at vi er blevet én mere herhjemme.

Da yngste kom til verden var hjemmet lige blevet 5 killinger rigere. Til trods for en killinge-rig start, føler hun sig snydt for at opleve killinger. Så hendes store ønske har længe været hendes egen killing. DR's børneudsendelser om kæledyr har kun fyret op under ønsket.

Da jeg luftede tanken hos noget familie med gårdkatte, blev jeg straks tilbudt en af de nye killinger - så snart de var store nok. Når bare vi valgte en anden end den sorte hankat de selv ville beholde.
Yngste forelskede sig i en grå hunkat, og mens tiden gik, drømte vi om 'Lille Grå' og lagde planer. Desværre var det også en tid hvor familien havde for travlt til rigtigt at vænne killingerne til mennesker. Samtidig forsøgte deres omsorgsfulde kattemor at holde dem skjult for 'farlige' mennesker.

Da dagen endelig kom, hvor vi kunne hente killingen, måtte den indfanges med list og hurtighed. Den peb på hele turen hjem. Hjemme fik vi den præsenteret for den gamle kat Tiger, der hvæste - hvorefter killingen forskansede sig i et hul vi slet ikke havde opdaget og knap kunne komme til.
Der sad den så og kaldte hjerteskærende på hjælp i 2 dage og 2 nætter inden jeg gav op, listede og flåede den ud fra dens skjul, og leverede den tilbage igen. Heldigvis kunne dem der havde lagt billet ind på resten af kuldet, godt bruge endnu en musefanger på deres gård.

Det gik altså ikke at få en killing - nu, og i mine tanker var projektet udsat til næste sommer. Yngste havde en helt anden opfattelse. Og hun blev ikke skuffet, for vi blev ringet op af familien: En hjemløs stor killing havde sluttet sig til hos dem, og for ikke at få for mange katte, måtte de skille sig af med én. Og, hvis vi ville overtage den nu meget kælne sorte hankat de selv havde planlagt at beholde, var sagen klaret.

Det var vist kun mig der skulle overveje det, inden vi kørte afsted for at hente vores nye kat, Yngstes lille killing; Imiel (vi debatterer stadig hvordan det staves).

En rigtig 'heksekat'.

Brændenælde

Fristet af Henriettes spørgsmål om, hvordan man kommer af med blandt andet brændenælder i haven, fik jeg lyst til gå om til mosen og høste nogen til maden.



Efter topskuddene var blevet overhældt med kogende vand og skyllet godt i koldt, røg de i blenderen sammen med kogevand fra asparges, de suppeurter jeg bagefter havde kogt i vandet og noget bouillion-pulver. Den blendede suppe varmede jeg i gryden igen.

Jeg kan ikke huske at jeg tidligere har spist brændenælder. Smagen var helt ny, sådan lidt græsagtig, og faktisk rigtig god. - Friske brændenælder har en knap så fristende lugt, men som tilberedt var lugten forsvundet. Hvis jeg da ikke blot havde vænnet mig til den.

At brokke sig ... er fortid

Forleden drejede snakken sig ind på at brokke sig. Det at brokke sig blev beskrevet som danskernes nationalsport.
Nu dyrker jeg ikke sport, og det gik op for mig, at det vist også er blevet tilfældet her. I dag opdagede jeg hvordan jeg undgår at brokke mig. Og, jeg blev opmærksom på en episode for 4-5 år siden, hvor jeg nok for første gang vælger en anden løsning end at brokke mig.



- Det var en vinterdag hvor jeg kommer hjem fra arbejde - til en knust kælderrude. Ældste havde glemt at få sin nøgle med sig i skole, og havde på håndfast vis fundet en anden vej ind.

Jeg kunne have:
1. Skældt ham ud for at ødelægge ruden.
2. Bebrejdet ham for ikke at huske sin nøgle.
3. Belært ham om hans andre muligheder.
4. Frygtet risikoen ved at huset nu stod helt åben.
5. Ærgret mig over omkostningerne ved at skulle have en ny rude sat i.
Alle fem muligheder ville være helt sandsynlige reaktioner.

Men istedet for at REAGERE på hændelsen, overraskede jeg mig selv ved at koncentrere mig fuldt ud om at HANDLE. Der var så meget jeg måtte gøre:
1. Acceptere at ruden nu var i stykker.
2. Fjerne glasskårene.
3. Få lukket åbningen her og nu, så vind og sne kunne holdes ude.
4. Ignorer hvordan og hvorfor situationen var opstået.
- Den kunne alligevel ikke ændres.
5. Ringe til en glarmester og lave en aftale om at få ruden ordnet.

Sikkert fordi jeg slet ikke spildte tid på at reagere, var det hele ordnet hurtigt nok til at jeg stadig kunne nå at hente Yngste inden dagplejen lukkede. Vi havde bagefter en helt almindelig aften sammen, hvor jeg tror jeg fik rost Ældste for øjeblikkeligt at have fortalt mig om problemet - og for hans valg af rude. Han havde faktisk valgt den rude vi lettest kunne leve med var i stykker. Vi fik også snakket om andre muligheder, hvis man ikke kan komme ind.

Når man brokker sig, reagerer man på noget man er utilfreds med, mens man koncentrerer sig om det der er sket og ikke kan ændres. Brok tyder på at man ikke har andre muligheder, og når man begynder at brokke sig - bliver man magtesløs, alene fordi man ikke holder øjnene åbne for hvad man kunne gøre.
Det er langt mere fremtid i at tænke på det man kan gøre. - Når jeg gør noget, om det så bare er at planlægge hvad jeg skal gøre, mister jeg trangen til at brokke mig.

En kat har 9 liv

Den kat jeg så på vejen kan ikke have været vores. Jeg var bare så bange for at det skulle være vores, at det var det jeg så!
Jeg så ikke efter om riften i øret var der. Jeg kiggede kun på katten på vejen med følelserne fremme og med videnskaben pakket godt væk. Også selv om jeg godt ved, at der er katte i området der ligner den ret meget.

Det forklarer også at katten på vejen virkede tungere, og at den var både stiv og kold, få minutter efter at jeg havde lukket vores kat ud. Nogen må have fjernet den døde kat i løbet af dagen.

Epilepsi er måske værd at overveje, hvis man også bliver helt kold under et anfald..?

- Ældste siger, at nu har vores Tiger kun 8 liv tilbage.
Men jeg tror nu ikke at den virkelig fortjener tilnavnet Lazarus, sådan som Christunte foreslog.

Det var katten

De jeg kørte ud af byen, på vej til strikke-workshop, fik jeg øje på en kat der lå midt på vejen - den lignede vores kat, som jeg havde lukket ud kort før jeg selv var klar til at gå. Så jeg standser og ser nærmere på katten. Det er vores kat. Men jeg er ikke i god tid, så jeg vil lægge den ind i siden af vejen til jeg kommer hjem igen. Jeg har aldrig før løftet noget dødt, og lægger mærke til at katten allerede er blevet stiv, og vejer godt til som dødvægt.

På vejen spekulerer jeg på, om jeg skal skynde mig at ringe til Ældste der har størst ejerfølelse overfor katten og om Yngste mon skal over til en lille afskedsceremoni. Men jeg får ikke ringet og kommer til workshoppen i sidste minut. Snart handler det om andet end katten.

På vejen hjem kommer jeg igen i tanke om at vi nu skal til at leve katteløst. At kattens skåle ikke længere skal stå på køkkengulvet. At kurven, som den alligevel ikke vil bruge, skal flyttes ud af stuen, og at der ikke længere er nogen der ustandseligt vil lukkes ind og ud af dørene.

Da jeg kører forbi, det sted hvor jeg har lagt katten, kan jeg ikke se den. Den er væk. Lidt forvirrende, men det løser problemet med om frosten vil tillade mig at grave et hul i jorden.

Jeg kan stadig høre den vante lyd af katten der vil lukkes ind, da jeg åbner bildøren. Et øjeblik senere tror jeg at også øjnene spiller mig et puds.

Det var kattens. Vi har stadig kat.

Uldvask

I september strikkede jeg de lækreste sokker til mig selv. I dejlige diskrete farver.

De udkonkurrerede fuld-stændigt de røde fra januar!

Indtil de skulle vaskes.

Jeg har nu flere stive sokker i str. 30, end jeg har brug for.

Og har lært, kun at bruge usnobbet strømpegarn (superwash uld som Bumbo) til mine sokker. Enten er Filkolana's klassiske Arwetta eller Lana Grossa's Meilenweit 100, eller begge garner, uegnede til sokker her i huset.

Men, måske vil det ændre sig?

Hvis - uldprogrammet på vaskemaskinen, jeg idag har investeret i, virker..

- og jeg husker at bruge det...

  

Smuk

Jeg så pludselig det smukke i den opvask jeg er i gang med.

Det var aldrig sket, hvis jeg brugte opvaskemaskinen.

Sproglig nyskabelse

Efter en ferieuge med dagligt besøg i slikboden har Yngste udviklet en stærk sukkertrang.
Efter en chokoladekiks-snack med begge børn, proklamerer hun at hun slet ikke har fået nok; "- kun et par småkiks!"

Jeg trækker på smilebåndet over hendes kreative sprogbrug. Og så bliver stemmen grådkvalt, for "Man må ikke grine af nogen.".
Det hjælper ikke, at Ældste konstaterer, at han fik én kage.

- Der er jo en markant forskel på kiks og kage, og den bliver ikke mindre, når kiksene kun er småkiks.

Sidste dag

- på efterskole er en tårevædet affære. - Det er hvad man er forberedt på.
I dag har jeg hentet Ældste hjem. Og mod alle odds, virker han nu meget gladere end han har gjort længe. Så der er glæde i det lille hjem.

Og med ham i hus, kunne han passende agere fotomodel i de herresokker jeg har strikket i juni.


I mine øjne er det tydeligt hvor sokkerne holder op med at være ens.



Men, da områderne med grønt tilfældigvis stadig passer med hinanden, blev det slet ikke så slemt som jeg forberedte mig på, da jeg så at farveskiftene ikke længere fulgte hinanden.

Opvaske reflektioner

For nogle dage siden blev jeg grundigt træt af at forsøge at gøre en bestandig mere og mere tilsvinet opvaskemaskine ren. Selv om maskinen muligvis er i stand til at vaske rent, til trods for selv at være snavset, besluttede jeg at holde op med at bruge den. - I hvert fald i et stykke tid.
Jeg har før klaret mig uden. Dengang lavede jeg endda meget mere mad fra grunden, og havde endda mindre tid til det.

Og, hvordan er de sidste dage så gået? - Bortset fra den lille bunke brugt service der nu når at samle sig mellem jeg tager opvasken, er den største forskel mental.

Hvor alt køkkenarbejde før krævede at jeg tænkte mig om: Hvad skal vi have at spise? Hvad mangler vi? Hvor skal det findes? Hvor skal det stå? Hvordan skal det laves? Hvor lang tid tager det? - Har jeg nu fået tid i køkkenet, hvor jeg kan køre fuldstændig på rutinen. Det er jo slet ikke svært at vaske op, man starter i den ene ende og bliver ved til man er færdig. I modsætning til at sørge for at få pakket maskinen bedst muligt inden den startes og derefter huske på at den skal tømmes igen.
Og mens jeg sådan kører fuldstændig på rutinen, får jeg tænkt, - eller snakket nærværende med et barn! Jeg får tilmed lyst til at lave endnu mere i køkkenet.

Og, hvorfor tænker jeg så, at det er en historie værd? - Fordi jeg lige har læst, at evnen til selverkendelse er det der adskiller os fra dyrene! Men selverkendelse kræver tid til at tænke. Tid der ikke er optaget af spændende indtryk, eller af at planlægge eller organisere.

I hast

- fik jeg bundet en adventskrans, og ikke pyntet den, inden den blev stillet på plads. For, i morgen er det allerede 1. søndag i advent, Og advents- eller vente-tiden begynder.

Men, det går bestemt ikke an. Yngste fandt hurtigt et lille Jesusbarn at pynte kransen med. Nu kan jeg ikke få mig til at tage det væk igen.

For, hvad er lige argumentet for, at en adventskrans skal være pyntet med bånd, guld og glimmer istedet for det den peger hen imod. Så måske er det i år tiden for en minimalistisk, og meningsfuld version..(?)

Skoletiden

- nærmer sig. I år skal Ældste afsted på efterskole, og de starter på søndag.

Skole-stue-papir-klippet er fundet hos Anastasia Elias.

Der er så stadig lidt tid tilbage til at skaffe de sidste nødvendig-heder. For eksempel regntøj og gummistøvler. Ingen af delene har han ejet i flere år. Hvor jeg har haft svært ved at se fornuften i at bruge penge på noget der ikke vil blive brugt - frivilligt. Men nu er der nogen andre der siger skal, både til at have det, og (forventer jeg) også til at bruge det.

Det har været en laaaaang sommeferie. Men 'for lang' tror jeg aldrig den kan blive.

4

Det er på vej til at blive en tilbagevendende begivenhed, at jeg glemmer den - bloggens fødselsdag.

Så, forsinket som vanligt, har jeg nu gjort klar til at fejre, med te i den nyeste kop, med lys og buketter nys hentet i haven. Den ene buket afslører at der også er noget dér, der bliver forsømt. Det er ikke meningen at der skal være Digitalis i haven. De burde have været luget væk. Særligt når haven jævnligt befolkes af Yngste og hendes venner. Men, Digitalis der plukkes som blomster danner vel ikke farlige frø, og så bliver risikoen alligevel ikke stor.

Teen er for mig helt ny, en prøve min mor begavede mig med sidst jeg var forbi. Den smager blødt og fint, og minder mig med sin sødme om den sidste rest smeltede is, som nydes allermest, fordi der bagefter ikke er mere.

Dette 4. år har været præget af at det har været nødvendigt at genfinde energien. Jeg har allerhøjst holdt sidste års lave aktivitetsniveau. Alligevel har jeg igen i år været så heldig at en af mine få kommentarer er blevet belønnet med et flot halssmykke fra Tina.

Tante Lilla fik i år strikket et par sokker, fik begyndt på en spencer i Fasset garn, og på strikkefestivallen blev 'Babycables and big ones too' endelig færdig. Samme sted fik hun også serveret ideen til hvad Linda skulle overraskes med, så der endelig kunne blive sagt tak for en længe savnet strikkebog. Hvis det ikke er blevet til meget strik, er symaskinen til gengæld blevet luftet til mange småting. En spirende interesse for tøj og stil, har ført til at flere stykker tøj er blevet tilrettet, og der er gjort indhug i bunken af ting der venter på at blive repareret. Der er også blevet leget med maskinen, både alene og sammen med Yngste der har fået en bamseseng, en babuska, en taske og et krammehjerte ud af anstrengelserne.
Noget tyder på at Tante Grøn er ved at vinde kampen mod mælkebøtterne, og så er hun startet på en gennemgribende oprydning (assisteret af FlyLady) og genindretning af huset, der indtil videre har resulteret i nye værelser til alle i huset, og et rart, ryddeligt værksted.
Tante Bruns plan om at bage dagligt brød blev kuldkastet af et fravalg af korn, i den undersøgelse som hun har travlt med, af hvordan hun forbedrer velværet og sundheden gennem maden.

Hr Blå gør stadig visit af og til, og har oftere troen som ærinde.

Tanterne planer ligner sig selv og dog:
Tante Lilla vil have holdt det strik-in hun længe har drømt om, og strikke livstykke-trøjen færdig, og så er spenceren kommet til sammen med et forøg på at lære at klæde sig bedre. Tante Grøn, vil stadig arbejde på at overkomme haven uden andres hjælp, og har nu også planer om at komme igennem det indendørs. Tante Brun vil fortsætte sin kamp mod skadelige spisevaner, og overvejer om der kunne være håb for bagning af det (næsten) daglige brød, hvis hun brugte andre melsorter.

I halvandet år

- havde jeg tiltagende ondt i håndled, og af og til i anklerne, lige indtil jeg opdagede at sukker fik det til at blive værre. Derefter var det ikke svært at forsøge at undgå det hvide af slagsen.

Af en eller anden grund talte 'Detox dit liv' til mig da jeg så den på biblioteket lige efter nytår. Og, jeg gik straks igang. For jeg ville rigtig gerne nå frem til selv at kunne afgøre om noget mad er godt eller skidt for mig, og generelt at føle mig mere frisk. Første skridt var at udelukke, ikke bare sukker, men også mælk og korn fra kosten.

Bogen har også betydet at jeg er begyndt at løbe 3 gange om ugen! Den første gang var et kvarters gåtur med 2 perioders løb af 1 minut indlagt. Turen varer gradvist lidt længere tid, og efterhånden løber/lunter jeg ubesværet det meste af tiden. Jeg, der ellers tidligere er kommet frem til at jeg ALDRIG kom til at løbe.

Jeg overraskes konstant over hvor godt de faser der beskrives i bogen passer med det jeg oplever. Det mest fantastiske er, at jeg er begyndt at kunne 'mærke mig selv', så beslutninger blive mange gange lettere at træffe. Jeg kan efterhånden mærke hvad der er rigtigt, istedet for at skulle igennem en tankerække så lang, hvor alle muligheder holdes op mod hinanden, for at finde ud af hvilken der vil være den smarteste, og stadig være i tvivl bagefter.

Bogen gør en del ud af at man ikke må 'prædike' detox. Men det er godt nok fristende, når man læser om een der har ondt.