Tagget

Siffe, hvis planet jeg besøger fordi hendes kamp for at komme ud af depressionens skygge er livsbekræftende læsning, har indbudt mig til at fortælle 7 sandheder om mig selv.

7 sandheder

1. Jeg har ingen mobiltelefon, og har ingen planer om at anskaffe mig en. Min nyanskaffede fast-net-telefon er ikke engang trådløs. Min eneste bekymring i den retning er at jeg har svært ved at leve op til mit ansvar for at give gode mobiltelefon-vaner videre når jeg ikke selv bruger én, og omgivelserne vrimler med dårlige rollemodeller.
   
2. Jeg var overvægtig som barn. Havde jeg været barn i dag ville jeg bare have været gennemsnitlig, men dengang var alle de andre tynde siv, og jeg var klassens tykke pige.
   
3. Jeg er ikke særlig høj. Jeg tror det skyldes at jeg som teenager levede anorektisk. Jeg spiste næsten ingenting, kunne kalorieindhold i det meste udenad, og brækkede mig hvis jeg kom til at spise mig mæt. – Indtil jeg en dag ikke længere kunne – jeg var vist heldig at det stoppede, men det lykkedes mig at blive slank.
   
4. Jeg kan leve på en sten. Jeg skal virkelig tage mig sammen for at bruge penge. Måske var det min far det fortalte mig, at forskellen på at være rig og fattig er om man bruger mere eller mindre end man tjener. Jeg besluttede mig for det sidste, og 6 år på SU, er god træning i ikke at kassere og kun at købe det der virkelig er uundværligt.
   
5. Jeg har prøvet at blive kørt på hospitalet i ambulance. Da jeg skulle hjem fandt jeg ud af, at jeg var kommet afsted uden sko. Det var i december, så der blev kigget noget efter mig på vejen hjem i bussen.
   
6. Jeg har brugt den samme deodorant i 20 år; den grønne Naturelle af Pierre Robert. Jeg har et ret stort lager af dem, for jeg er rystende nervøs for at den skal forsvinde fra markedet. Det er den eneste der dur.
   
7. Jeg er forfalden til chokolade og vanilleis. – Et efterår tog jeg temmelig mange kilo på fordi jeg var begyndt at dele en liter is med mig selv om aftenen. Den kunne lige trykkes ned i et halvliters krus med lidt meget stærk kaffe i bunden. Det er stadig en hofret, men nu deler jeg med nogen – eller lægge det meste af isen tilbage i fryseren igen.

De udvalgte

Det var slet ikke svært, - det er der ellers andre der syntes det er. Er det fordi jeg også burde skrive at jeg er selvoptaget? Dog ikke mere end at jeg er også er nysgerrig efter hvilke sandheder andre kan fortælle om dem selv. Som for eksempel:

Linda, der har en af de allerførste weblogs jeg fandt, og skriver så humoristisk at tårene kan trille af grin over livets besværligheder - Den evne til at se lyst på besværet ville jeg også gerne eje.

Bettina, der som nummer to bød mig velkommen efter at jeg var blevet optaget i WebStrik, og som er så venlig at tage sig tid til jævnligt at kommentere det jeg skriver.

Mariie, hvis weblog jeg fandt ved en planløs google søgning. Og hvor er jeg glad for at jeg fandt den, for hun tænker og skriver om alt det i livet der også optager mig.

Britt, som jeg gætter på er den Britt der har kommenteret hos mig (men jeg er ikke sikker). Fordi hun laver det skønneste strik, og gider vise det frem både undervejs, og når det er færdigt - og endda når det er på.

Inca, der skrev den allerførste kommentar her hos mig, og som jeg gerne vil lære bedre at kende.

Og nu føles det lidt mere farligt, fordi jeg bevæger mig udenfor kredsen af dem jeg ved kigger her forbi af og til.

Helle, hvis weblog jeg har fulgt fra før hun ventede Lærke, og havde særdeles stor fornøjelse af at læse med på fordi vi var synkron gravide.

Og med ærefrygt tager jeg mig sammen til også at nævne:

Liselotte, der har den kendeste af alle weblogs, idealet over dem alle. Med begavede tekster, smukke billeder og mod til at fortælle, der tilsammen giver indtryk af at man virkelig er blevet lukket ind i hendes liv. - Og skulle hun ikke have lyst til at være med kan jeg sagtens klare mig med det hun allerede, og helt uopfordret, skriver om sit liv.

Kære skrivende kvinder, hvis I vil være med er reglerne som følger:

1. Link til den, som har tagget dig.

2. Fortæl 7 sandheder om dig, lidt forskelligt og lidt rart!

3. Tag 7 personer i slutningen af blogindlægget.

4. Læg en kommentar i deres blog, for at sige, at de er blevet udfordret.

Godnat og sov godt

Efterhånden spørger folk med med vantro i øjnene; "Jamen du ammer da ikke stadig?" når snakken falder i den retning. Og det kræver aktivering af min fulde overbevisning at svare "Jo da", imens jeg føler at jeg derved erkender at udøve aktiviteter der grænser til det socialt uacceptable.

For det gør jeg, ammer mit barn på 16 måneder ved sengetid og før vi står op. Og, det er noget så hyggeligt for os begge, så jeg holder ikke op før én af os bliver træt af det. - Jeg er naturligvis lidt bundet til hjemmet, men det gør mig ikke det mindste. Sådan er det bare.

Nu er det tiden at stoppe med at læse hvis emnet ikke interesserer, for resten er en lang gennemgang af hvordan vort putteritual har udviklet sig. Skrevet til generel inspiration, fordi Mariie i mangel på egne erfaringer har spurgt til gode råd om overgangen fra godnat-amning til et nyt putte-ritual.

I starten faldt hun altid i søvn ved brystet og så var grunden lagt til at bruge amning som den sikre vej til søvnen. Og hvis jeg ikke selv skulle sove, så vi kunne blive liggende, blev hun bare lagt sovende over i sin egen seng. Men på et tidspunkt (jeg tror det var engang i foråret) faldt hun ikke længere altid i søvn ved brystet, og efter noget tid blev jeg træt af de aftener hvor jeg lå sammen med hende og ventede på at hun skulle falde i søvn bagefter. I frustration over udviklingen, og med hjælp fra ‘Sov igennem uden gråd’ af Elizabeth Pantley, begyndte jeg at spekulere på hvordan jeg egentlig helst ville putte mit barn. Og fandt ud af at jeg (og hun) ville være ked af at undvære aften-amningen, og at det var nødvendigt at begynde på at putte hende i sin egen seng, og at jeg gerne ville bede aftenbøn for hende.

Jeg begyndte med forsigtigt at afbryde amningen lige før hun faldt i søvn, så hun blev vænnet til at falde i søvn uden brystet i munden. De gange hvor hun blev ked af det, fik hun bare brystet igen indtil der var ro. Efter et par uger slap hun selv automatisk, vendte sig om og faldt i søvn. Hvorefter jeg kunne jeg lægge hende over i sengen. Sidegevinsten var at problem-aftenerne, hvor hun havde svært ved at falde i søvn samtidig blev færre.

Bagefter arbejdede jeg på samme måde på at få hende ned i egen seng inden hun faldt i søvn. Det var en lidt større operation - op at siddet, løfte op, bære, lægge ned. Så for at lette operationen brugte jeg en aften bøn som jeg i starten bad for hende imens hun lå ved brystet, men gradvist begyndte på senere og senere, så den genkendelige remse kunne hjælpe til med at signalere sovetid selv om jeg begyndte at flytte på hende. Denne gang tog det også kun et par uger før hun fandt sig i det, - så længe jeg blev hængende til hun var faldet i søvn i sin seng. Og på samme måde er det nu blevet muligt at gå inden hun er faldet i søvn.

Indenfor den sidste månedstid at jeg også holdt op med at tage hende over til mig i sengen i løbet af natten hvis hun vågner og græder. Hun må meget gerne - men nu har hun lettere ved at falde i søvn igen hos sig selv, med en hånd eller min stemme til hjælp. Og, for et par dage siden, hvor det var vigtigt for mig at komme ud, ammede jeg inden jeg gik, og hun blev uden nogen problemer puttet senere.

Så selve amningen er vi ikke længere afhængige af - den er kun for fornøjelsens skyld.

De sidste blomster

Der er ikke mange blomster tilbage i haven nu. Lidt Hortensia, og så den her dødsdømte Lauerbær, som nu to år i træk har overrasket mig med små hvide blomster når jeg mindst venter det.

.

Dødsdømt blev den fordi den har en tydelig bagside - der vender ind mod terassen. Og der vil blive dejligt meget albueplads når den kommer væk.

.

- Men de er kønne, de blomster. Måske den bare skal flyttes hen i et andet verdenshjørne, så man kan se den fra forsiden? Hvis ellers jeg kan huske at den kan blomstre, når den engang bliver gravet op.

... du har ravned dine bukser.

Ældste nyder på ingen måde at få nyt tøj. Og det tøj han har lært at trives i bliver slidt - i laser. Jeg vil gerne reparere, men han vil hellere leve med hullerne end have lapper på sit tøj. Nu er det lykkedes mig at finde en måde at at rimpe et par lasede bukser sammen på, som han kan godkende: Zig-zag på symaskinen med matchende tråd og et tyndt stykke stof til forstærkning på indersiden.

Jeg mangler bare at finde ud af hvordan jeg forhindre stoffet i at trække sig sammen. Og jeg får helt lyst til også at bruge teknikken til pynt.

At gå til hånde

Yngste hjælper gerne til når der skal tømmes opvaske-maskine. Hvad konceptet med at sætte på plads så lige dækker over, er vi ikke helt enige om. Men hun er vældig tilfreds med sig selv bagefter, og jeg takker for hjælpen.

I modgang og medgang

Jeg faldt over Zeusstrik i går, hvor Hanne så klogt skriver:

"Nogen gange følges man med nogen. Andre gange går man ad hver sin vej. Man kan have følgeskab, og samtidig være frygtelig ensom. Somme tider tror man, at man følges med nogen, men opdager at de går i en anden retning."

Jeg kender ikke hendes historie, men det hun skriver rør mig. Jeg kender det. Det er trist at følges i ensomhed. Mere trist end at vandre alene. For da kan man bedre finde nogen at dele sorgen med.

Da jeg idag fik kigget gårsdagens avis igennem faldt jeg over brevkassen der netop handler om at vandre alene. Men havde en helt anden vinkel: Når man vandrer alene er det svært at finde nogen at dele glæden med.

Men, på alle de fantastiske weblogs der bliver skrevet kan jeg se, at her er der en mulighed for at dele sin glæde med andre.

Nu skal det være

Strikke-pindene har holdt ferie et stykke tid. Jeg har kun gang i livstykke-trøjen. Og den er jeg kommet så langt på, at jeg har fået lukket skulder-sømmene, og skal til at strikke det bånd der går rundt langs bagstykkets halsudskæring.

Egentlig skulle det være ligeudad vejen, strik og sy sammen, men jeg er ikke god til at montere, og når Jared kan - så kan jeg vel også: Strikke båndet fast til bagstykket, hvor jeg ikke har lukket af for maskerne. Men det er svært for mig at komme i gang - ikke mindst fordi det kræver godt lys - og det er der ikke meget af i sofaen om aftenen.

Men, nu vil jeg sætte mig ved spisebordet, strikke en prøve for at tjekke at det dur, og så få gang i det bånd.

Forventning

Dagen i går bød på hele to biblioteksture - altså til vores lille lokale skolebibliotek der har åbent en gang om ugen. Sidst jeg lånte bøger fik jeg bestilt Nicky Epsteins tre 'Knitting ** the edge' bøger, og en af dem var allerede kommet hjem, Så på vej hjem smuttede jeg forbi for at hente den, - og lod den ligge i sikkerhed ude i bilen. Det ville være så ærgeligt at få smugkigget det meste inden det blev tid til en kop te i sofaen. Og hjemme kom jeg i tanke om at jeg jo helt havde glemt at få lånt en ny højtlæsningsbog, så afsted igen efter 'Prins Caspian', den 4. bog i Narnia krøniken. Hvor skulle det blive hyggeligt; først højtlæsning for ældste og bagefter min bog.

Men hvor blev jeg skuffet. Jeg havde forventet noget vildere, flottere og ikke mindst, er jeg fra blogland blevet forvent med også at få en historie med. Her blev de fleste kanter blot vist med et fladt billede og en opskrift. Jeg savnede flere smukke billeder, og at se ideerne brugt til noget, og læse om hvorfor den ene var bedre end den anden til lige netop det.

Måske de næste to bøger vil være bedre, ikke mindst fordi jeg nu ved hvad jeg skal forvente.

Overspringshandling

I weekenden lånte jeg en bog på biblioteket: 'Feng Shui your work places'. - Inspirerende læsning.

Og der er virkelig sket noget på mit kontor siden da. Mit bord og vindueskarmen, der ellers flød af antikvariske bunker er blevet ryddet. Selve oprydningsarbejdet gav overblik, forsvundne papirer blev fundet, og så skulle orden og plads være godt i sig selv uanset hvilke teorier man måtte bekender sig til.

Bag kontorstolen har jeg flytte rundt på nogle småmøbler, så der ikke længere er spidse hjørner der peger lige imod mig. Det skulle give mere ro til at koncentrere sig ved bordet. - Og her skal jeg jo sidde en del nu hvor jeg skal have skrevet min afhandling.
Jeg er meget spændt på om det kan have en effekt. Jeg har været ukoncentreret og har ikke kunnet blive siddende ret længe af gangen. så der er noget at forbedre på. Hvis ikke, så kan det måske være fordi jeg har placeret en lille åben reol lige bag mig, og at hylderne vil skære som knive i min ryg. ...?

Højtlæsning

Jeg læser rigtig meget på arbejde, så hjemme bliver det ikke til ret meget: Af og til en stak faglitterære kreative billedbøger efter en tur på biblioteket, og så gode børnebøger, for jeg læser gerne højt, enten med dramatisk stemmeføring i et højt tempo eller langsomt og nydende, helt afhængigt af hvordan bogen er skrevet. Og jeg har én hjemme der sætter stor pris på det.
Men, jeg er blevet opfordret til at overveje hvilke der er mine favoritter indenfor højtlæsningsbøger. - Og jeg kan se at på det seneste har vi hængt fast i fantasygenren;

• Harry Potter af J.K. Rowling
• Deltora serien af Emily Rodda - Den er fantastisk.
• Emily Roddas serie om Rowan af Rin - der ligner lidt, men kun læses fordi der ikke er uendeligt mange deltorabøger - kun 14.
• Narnia krøniken af C.S. Lewis

Jeg har planer om snart at læse: Hobbiten og Ringenes Herre af Tolkien - de to gamle venner (Tolken og Lewis) kunne virkelig skabe historier, men jeg har endnu til gode at finde ud af om jeg kan lide Tolkiens sprog - i dansk oversættelse, naturligvis.
Tidligere havde vi gang i billedbøger som:

• Pedersen og Findus af Sven Nordqvist
• Alfons Åberg af af Gunilla Bergstrøm
• Morten Skilpadde af Paulette Bourgeois
• Børnene Hedenold af Bertil Almqvist
• Godstoget af Alan Durant og Chris Riddell

Og før det:

• Kaj bøgerne af Mats Letén
• Lotte og Totte bøgerne af Gunilla Wolde
• Mor Muh af Sven Nordqvist
• Lille Gule, Lille Røde og Lille Blå af Manfred Schlüter

Jeg glæder mig til snart at tage dem frem igen, så kan det måske også lykkes at få gang i nogle af min barndoms favoritter, som måske fænger bedre denne gang:

• Det lille hus serien af Laura Ingalls Wilder
• Kulla Gulla af Martha Sandwall-Bergström, og naturligvis
• Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla af Elsa Beskow og andre af hendes eventyrlige billedbøger.

Opskriften på elefanthuen

kommer her, for en webstrikker eftersøgte sådan en.

.

Strikkefasthed 41 m = 10 cm i 1x1 rib på pind 2 (kort rundpind eller strømpepinde)

.

Slå 162 m op og strik rundt i 1x1 rib. (Eller alternativt slå 164 m op og strik frem og tilbage i rib 1.5 cm og saml på rundpind ved at strikke den anden sidste maske sammen med den først maske og den sidste maske sammen med anden maske, så der er 162 masker tilbage - det giver en lille slids bag på huen)

Strik 11 cm rib (kan forlænges).

I næste runde: strik 63 masker, luk af for 15 masker, strik 5 masker med dobbelt garn lad den nye ende blive hængende, luk af for 15 masker og fortsæt rundt til de første masker der blev lukket af.

Strik 1,5 cm frem og tilbage og strikke-retningen er som da der tidligere blev strikket rundt.
Samtidig eller bagefter strikkes en pind mindre over de 5 masker med den ende der blev hængende, det vil sige at sidste pind går modsat af strikke-retningen da der blev strikket rundt.

Slå 15 masker op over 1. hul, strik over de 5 midterste masker med dobbelt garn, lad den ene ende hænge, og fortsæt med at strikke rundt i rib til der er 3 cm over hullerne (kan med fordel forlænges hvis den skal være lidt længere i nakken)

Fordel 6 maskemarkører med 27 masker mellem hver, de 5 masker mellem hullerne skal være placeret midt mellem 2 maskemarkører.

Tag 12 masker ind i løbet af en omgang, en på hver side af maskemarkørerne, uden at ændre i ribmønsteret. Strik 3 runder og tag 12 masker ind igen på næste runde – fortsæt med at tage ind på hver 4. runde til der er taget ind i alt 5 gange.

Strik 1 runde og tag 12 masker ind på næste runde – fortsæt med at tage ind på hver 2. runde til der er 6 masker tilbage (alternativt, tag kun 6 masker ind på sidste omgang, på den ene side af hver markør, så der er 12 masker tilbage), træk tråden igennem maskerne og hæft de 4 tråd-ender med spids nål.

Kold morgen

"Moar! Sådan nogle handsker der kun går hertil, kan du godt strikke sådan nogle af det samme garn....?

.

Ældste ser pludselig muligheder i at have en mor der strikker, efter at han fik et stykke strik fra min hånd som han faktisk kan bruge. Og et par halvhansker er vel heller ikke uoverkommeligt, selv om tanken om at strikke fingre skræmmer.

Jeg vil så gerne glæde andre, men måske jeg også skulle tage mig lidt af min livstykketrøje, så den ikke når at blive kedelig inden den er færdig. Ideen med at strikke de tre stykker på en gang, virkede godt i starten, men det tager længere og længere tid for mig at håndtere de tre nøgler garn, og det er ikke et stykke strik der er lige til at tage med sig, - måske er det uungåeligt når stykket er så stort som det er.

Så det vil vel være fornuftigt nok med et lille hurtigt tage med i byen strikketøj ved siden af.

.

"Jo min dreng, det kan du tro jeg kan."

Hele 4 gange

var det nødvendigt at strikke toppen af elefanthuen før den blev færdig. Anden og fjerde gang, fordi strømpepindene faldt ud af maskerne og jeg ikke kunne finde ud af at få dem samlet op igen og samtidig have styr på indtagningerne, og tredje gang fordi den i første forsøg fik en utilsigtet, og efter ældstes mening særdeles uklædelig top, så jeg måtte tage ind noget oftere for at få faconen til at passe.

Opskrift: Min helt egen ide, og med en del ændringer undervejs. Og, fordi jeg var i tvivl om hvordan man skulle tage ind, har jeg støttet mig til opskriften på The Pismo Hat, hvor Marnie MacLean skriver at man kan tage ind i 1x1 rib uden at forstyrre mønsteret. - Det kræver en del opmærksomhed og flytten rundt på masker for at få det til at fungere, men jeg syntes det blev godt. Faktisk kan den uden problemer vendes.

Garn: Arvetta fra Filcolana (80 % super(?) merino uld, 20 % nylon, farve 955).

Pinde: En 2mm addi turbo rundpind, og et sæt 2 mm klassiske strømpepinde (overtaget efter min mor der ikke længere strikker (- kan de mon kaldes vintage pinde?)) til de sidste omgange.

Resultatet: Den sidder som støbt, og ældste er meget tilfreds. Måske jeg så slipper for beklagelser over hvor kold vinden er i ansigtet her til vinter. Man kan undre sig over at den ikke er længere; men selv i den koldeste snestorm er det endnu ikke lykkedes at holde et tørklæde på drengen. Så, når han siger den ikke skal være længere, så ville det være blevet en sikker fiasco hvis jeg alligevel havde forsøgt.