Lykken

- for mig?
Jeg har en lille liste hængende med det jeg bliver rigtig ked af at savne. At blive:

Opsøgt
Set
Tilsmilet
Tiltalt
Hørt
Rørt

Jeg tror det er lykken for mig når jeg ikke behøver savne det.

Iøvrigt sagde præsten igår, at lykken ikke kun er når alt er helt fantastisk godt, det er også at klare sig igennem det der er skidt. Jf. vielsesritualet hvori der siges '..., i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, ...'

Sådan..

Med al den tid jeg efterhånden har lagt heri, så skal resultatet ikke ødelægges af dårlig finish. Så nu er kanten trævlet op og strikket på ny. Og efter en opskylning kan tørklædet sagtens strækket ud til noget der nærmer sig 2 m. Jeg føler mig faktisk lidt sej fordi jeg gad.
Det er i øvrigt det først stykke strik jeg nogen sinde har forsøgt at blokke. Jeg er spændt på hvordan det bliver.

Øv!

Jeg havde en fornemmelse af at tørklædet måske ikke var helt så langt som det det var meningen, men tænkte at det var noget der kunne justeres ved en håndfast blokning.

Men nu hvor alle ender er hæftet, tørklædet skyllet op og spændt ud, har jeg målt efter. Det er 1.6 m langt stedet for de bestilte 2 m, fordi aflukningskanten er for stram og forhindrer tørklædet i at blive strukket helt ud.

Hvor har jeg bare meget lidt lyst til at trævle en vasket, og over 500 masker lang aflukningskant op der er strikket i dobbelt langhåret alpaka. For slet ikke at snakke om det samme antal masker der skal fanges på den 2 mm pind de er strikket på, fordi jeg ikke har en tyndere pind, hvad der ellers ville kunne gøre det lidt nemmere.

Jeg har lidt planer for i morgen...

Udenfor sæsonen

Jeg er blevet færdig med at strikke på det halstørklæde jeg gav min far i julegave. Det kommer til at vare lidt endnu før det bliver klar til at overrække, for med 130 rækker og striber á 1 eller 3 rækker, bliver det til utallige ender der skal hæftes først.

I øvrigt syntes jeg det se sjovt at se hvordan striberne tager sig forskelligt ud på de to sider af tørklædet.

Ældste ville også

- gerne prøve, og hans er bestemt også blevet flot.

1. mathias, 2. LA: Buds and Blooms Stand Down, 3. Not me....I did nothing with it., 4. En septemberdag, 5. >^.^< (vi) - ingrid, 6. Rainbow Juice!, 7. Dubai icons, 8. Bud., 9. COCKPIT, 10. kanus, 11. Kreativ WE 15.-17.Juni 2007 Glasin, Neukloster, 12. ~ math ticks ~

Jeg har leget

- med Flickr, efter at være blevet inspireret her, hvor man også kan læse reglerne for legen, som også leges flere andre steder.

Først kan man svare på 12 spørgsmål. Det kan i sig selv være svært nok, så skal der vælges et af de billeder der dukker op når man søger på svaret - også svært, (jeg er gået efter det flotteste eller mest interessante) og man kan risikere at det valgte billede ikke kan overføres. Så istedet for et skønt billede af ham der spiller Garibaldi i Babylon 5 er jeg endt med en kirkegård.

De fleste billeder er blevet sært alternative i forhold til det søgeord de er fundet med. Prøv lige at gætte på hvad mit yndlings-dyr er (nr3), eller -dessert (nr8), hvad jeg vil være når jeg bliver ældre (nr9) eller hvordan jeg beskriver mig selv (nr11)? Det eneste billede der umiddelbart har nogen sammenhæng med søgeordet, er det hvor jeg har søgt på mit navn (nr1).

Så mon mosaikken siger noget om mig...? Jeg tvivler. Men jeg syntes den blev flot, og jeg fik genopfrisket hvorfor jeg drømmer om at gense Utrecht. Prøv selv at tage et kig på Flickr.

Sagen

Fordi Line har spurgt, og fordi jeg ikke ved hvordan jeg ellers skal fortsætte med at skrive her, om hvad der rør sig i mit liv, må jeg hellere fortælle...

Spørgsmålet jeg fik stillet var; Hvordan vi (yngstes far og jeg) kunne komme videre med vores liv. Og, det jeg fik taget mig sammen til at fortælle ham var; at jeg har givet op, at jeg ikke tror vi får det bedre sammen ved at fortsætte som hidtil, og at jeg overvejede om det kunne blive bedre hvis vi ikke længere boede sammen.

Den overvejelse var pludselig ikke noget jeg behøvede gå og tumle med mere, for nu halvanden uge senere er huset solgt, og vi ruster os hver især til at gå på statsforvaltningen for at finde ud af hvor yngste skal bo fremover. Jeg håber de kan nå at hjælpe os med at få lavet i det mindste en midlertidig aftale inden vi hver især skal flytte. For så uenige som vi er, tror jeg vi når igennem både en retsag og en ankesag før vi har en endelig afgørelse. Desværre er timingen ikke helt fantastisk, for i en ferieperiode kan man sikkert regne med længere sagsbehandlingstider end de normale 5 uger, og muligvis skal huset overdrages allerede om en måned.

Sådan er frustration og diffuse bekymringer blevet afløst af en meget håndgribelig frygt, og mulighed for handling.

Jeg sætter pris på alle krydsede fingre og gode ønsker om at der må komme et ønskværdigt resultat ud af den kaos der hersker lige nu.

At få det sagt

Nu har jeg fået sagt det, jeg har gået og tænkt på i mere end et år. Det vender op og ned på vores hverdag og giver nogle nye følelsesmæssige udfordringer. Men jeg er lettet, og føler at jeg nu er kommet tættere på drømmen om hvordan jeg ønsker at leve mit liv.

Mit håb er bare, at den forestilling jeg har, af at gevinsten kan opveje omkostingerne, også vil holde i virkelighedens verden.

Weekend sysler

En pludselig indskydelse gjorde at jeg kom afsted til udstilling på Skals Håndarbejdsskole, med yngste i hånden og en time til rådighed inden det ville være tid igen at vende hjemad til frokost og middagssøvn.

Hele udstillingen var bygget op omkring temaet knap, der blev brugt på finurlige måder som overskrifter til de forskellige områder hvor der blev udstillet. For eksempet fandt jeg de her små nålepuder under 'Knap så store' hvor de børn der har gået på håndarbejdsskolen i år havde deres værker udstillet.















Jeg har set et par udstillinger på stedet tidligere, og vidste at en time ikke ville være nok til at fordybe sig, det kunne kun blive en hurtig gennemgang, og sugen indtryk og stemning til sig. Af lækre stoffer...














Yngstes favorit var en sød lille gris.


Her var det umådeligt svært at holde fingrene væk. For, som der stod på små skilte fordelt med rund hånd, så måtte man ikke røre. Det smuttede nu temmelig mange gange, men jeg tror mine konstante formaninger og forklaringer til den lille dame skånede os for at blive irettesat. - Der var andre der ikke gik fri.

Specielt afdelingen med broderier gav næring til min drøm om engang at komme på kursus på Skals. - Selv om andre typer håndarbejde også er spændende, så er det broderiet jeg ikke giver mig selv tid til, og udført rigtigt kan selv en lille detalje give en stor effekt.


Som her hvor man kan se de dækkede lyse striber giver mere effekt end jeg ville kunne forestille mig.


I år var denne her den eneste, men sidste år var det mange eksempler på broderi af denne her type. Det skal jeg prøve engang. Måske på en lille pigekjole i hør...

Røde bånd førte hen til de nu tomme lokaler der engang har huset håndarbejdsseminariet, og på vejen kom man forbi 'Det smukkeste marked'. Havde jeg ikke haft travlt og ingen penge ville jeg måske være blevet lokket af de her festlige fristelser.


Eller af lækkert tykt filt i bolchestriber.

Eller af delikate mapper.

Jeg er lige ved at tror jeg faktisk mangler sådan nogle.

Imens yngste fik besteget nogle trapper øjnede jeg den her yndige kjole.



Ved nærmer eftersyn kan man se at den er syet i papir. Og som om det ikke skulle gøre den upraktisk nok, er den også oversået med broderier, der godt kunne begrænse hvor meget jeg lige ville få den brugt...





Med kjolen på, vil man nok kunne opleve svigtende eller meget bevidst øjenkontakt.

Da jeg indfangede den trappe bestigende lille dame for at kunne komme hjemad faldt jeg over den her grafitti...

Børns Bil-Begejstring

Det blev til endnu en 'trip down memory lane' da jeg hos Linda læste om Oscars 2 års fødselsdag. Ikke fordi min yngste også lige er blevet 2 år, men fordi Oscar er vild med biler, meget mere end moderen. Og sådan en mor var jeg også for snart 10 år siden; overhovedet ikke interesseret i biler, men med en 2-årig spørgelysten dreng der var helt vild med dem. (Mon sådanne 2 årige drenge egentlig kunne få lyst til at bytte deres bil-uinteresserede mor væk for en bil-interesseret af slagsen.)

Den daglige tur til bussen gik forbi en lang parkeringplads, og efter nogle måneders messen; 'en rød/blå/grå bil.', som svar til hans 'A det?' var jeg ved at gå i spåner over at høre på mine egne gentagelser. Han interessse var til gengæld umættelig, så vi tog hul på bilmærkerne, ikke at jeg kunne nogen, med det var til at overkomme at gå om bag en enkelt bil hver dag for at læse mig til hvilken bil det var. På den måde lykkedes det ham at lære rigtig mange bilmærker at kende. En par måneder senere kunne han fortælle hvilke biler der kørte forbi os, og jeg kunne kun tro ham, for jeg fik sjældent øje på det lille mærke der for mig kunne afsløre hvilken bil det drejede sig om.

Måske hjalp det lidt på udvalget af kendte biler at der efter sigende skulle ligge et bordel på den anden side af vejen, hvad jeg ikke anede noget om da jeg boede der. I hvert fald var der et stort og varierende udvalg af fine biler parkeret derhvor vi gik hver dag. Men efter at have hørt 'nyheden' kunne jeg pludselig se med andre øjne på den kælder på den anden side af vejen med krydsfinerplader istedet for ruder og et stort lyserødt husnummer malet på døren.

Kaprifolier

Hos Losarinas mor så jeg idag et billede af en kaprifolie.

Mine forældre havde kaprifolier, og jeg husker hvordan jeg på lune sommeraftener blev mødt af deres duft. Så var det som om aftenen burde være uendelig lang, for den duft lokker, lover, vækker længsel, og gør mig tung og let om hjertet på samme tid.

Sådan en aften var det ikke nemt at går indenfor.