Jubii

Jeg har lige fået en længe ventet opringning. Den nye sofa jeg bestilte for 2 måneder siden, er på vej!
Sikke en timing. Jeg har lige læst om ikke at identificere sig udfra hvad vi køber og bruger, men udfra hvad vi skaber og gør for andre mennesker. Og at vi reelt kan klare os med meget få ting.

Faktisk har jeg klaret mig uden sofa, eller noget der ligner, lige siden jeg fik soveværelse og ny seng og samtidig smed boxmadrassen ud af stuen. Og det er så længe, at jeg rigtig glæder mig til dét en sofa kan bidrage med: Der kan sidde flere mennesker i stuen. Man kan være tættere på hinanden, og samtidig sidde godt, både når det drejer sig om højtlæsning og om nus. Og så kan man lægge sig ned i stuen, og ligge blødere end på gulvet.

Det har været svært at finde en sofa jeg kunne lide. Mange er så store at det minder om at have seng i stuen, og det er jeg jo færdig med. Det er lidt morsomt at den helt rigtige sofa hedder Otium. Det levner ikke rigtig plads til at være hip. Måske er det et udtryk for hvor længe den holder..? Prisen og den højtbesungne kvalitet kunne tyde på det.