I elvte time

I dag kan man, hvis man er et barn på ikke mere end 12 år, aflevere en julestrømpe i vores lokale brugs, der kan pynte i butikken indtil man henter den lige før jul med en overraskelse i.

For tre år siden var vi lige flyttet til byen, og jeg syede derfor en julestrømpe til ældste. I år er det så sidste gang han kan være med, og samtidig første gang yngste kan have fornøjelse af at være med. - Men så skal hun jo bruge en julestrømpe.

Derfor så mit spisebord sådan her ud klokken halv elleve i går aftes.

Der skulle gå lidt stærkt og det nemmeste ville selvfølgelig være at lave en der var magen til, men det ville ikke være særlig sjovt, og på sådan et tidspunkt er det vigtigt at opgaven også er lidt spændende.

Så med hjælp fra min mors gemmer, der var blevet gennemrodet tidligere på aftenen, blev planen at lave en lignende grøn strømpe med rødt motiv.

Klokken halv 12 var strømpen klippet og motivet planlagt.

Klokken 1 kunne jeg gå i seng med god samvittighed. Nu har begge børn julestrømper.

Fornemmelsen af nyt tøj

Jeg finder ingen særlig fornøjelse ved at shoppe tøj i butikker, så jeg bestiller gerne en stor bunke på nettet, og får det leveret til døren. I begyndelsen var jeg bekymret for, om nu tøjet nu ville passe, men har fået overbevist mig selv om, at det jeg betaler for at sende tøj tilbage fint kompenseres af ikke at bruge penge på fejlkøb.

Her i weekenden kom der sådan en stak, og det meste var rigtig godt. Så, mandag morgen kunne jeg iføre mig et helt nyt sæt tøj. - Der er en særlig fornemmelse over at tage helt nyt tøj på, sådan en blanding af højtidelighed, festlighed og nye muligheder.

Men fornemmelsen ændrede karakter i løbet af dagen. Jeg fik hovedpine, kvalme, koldsved og følte mig sært træt og frøs. Sådan lidt influenza-agtigt. Jeg tog tidligt fra arbejde, skiftede til noget gammelt behageligt tøj og lagde mig på sofaen.

En time senere var der kun en rest af hovedpinen tilbage, og idag er jeg helt frisk.

Nu overvejer jeg alvorligt hvorfor jeg fik det skidt.

Jeg har altid hørt at man skulle vaske nyt tøj før man tager det på, men aldrig rettet mig efter det. Kunne det være tøjet der gjorde udslaget? Kan jeg have oplevet en 'tøjforgiftning'? Og tør jeg prøve at tage tøjet på igen, før det er blevet vasket eller luftet godt igennem? For, tøj der er købt på nettet, forestiller jeg mig, har ligget pænt pakket ned i forsejlede plasposer siden det blev syet, istedet for at hænge i en butik med mulighed for at 'dampe af'. Og, jeg kan ikke huske at jeg nogensinde tidligere har taget så meget, så nyt tøj på, på en gang, oftest hænger mit nye tøj og venter på en lejlighed til at komme i brug.

Det ærger mig, hvis jeg skal til at vaske mit nye tøj, for helt nyt tøj er nærmest smudsafvisende, og når det er blevet vasket er der ingen fornemmelse af nyt tøj tilbage. På den anden side har jeg ingen lyst til at forgifte mig selv...

Moar, ved du hvad..?

"Der findes bare ingen maskulin måde at tage læbepomade på...!"

Og så fik jeg lov at se ældstes mange ihærdige forsøg, der alle endte med at bevise hans ord. - Men i min hjernekiste syntes jeg nu alligevel at kunne finde et enkelt klip frem af en mand der tager læbepomade på, uden at det blev underlig feminint. Måske det i virkeligheden er et lille mirakel jeg der har været vidne til.

Lyttetid

Min baby-cables bliver lige så stille til noget. Mest fordi aftener der burde bruges til bunken af post eller oprydning i kælderen istedet tilbringes i en lænestol foran fjernsynet med en storsnakkende ældste på sidelinjen. Så hjælper det på min lytte-evne at strikke.

Så langt kom jeg med et 150 g nøgle kauni. Jeg gætter på at tre nøgler er nok, og også to, så jeg kommer nok også til at lave en mini-baby-cables til yngste. Der er i hvert fald garn nok.

Mon det er den her slags undervejs-prøvninger der oprindeligt har givet ideen til de veste der ses så mange steder?

Tidlig morgen

Der er noget særligt over at være den første der vågner, have tid og ro til at tænde lys (selv om det egentlig ikke var nødvendigt i månelyset), sidde stille og tilmed føle sig frisk og veludhvilet.

For fjorten dage siden prøvede jeg at blive healet, og lige siden har jeg sovet om natten.

Jeg sov selvfølgelig også før, men vagtsomt, som en kat med det ene øje på klem. Den mindste lyd kunne vække mig, ethvert lille piv fra et barn blev hørt og trak mig helt op til overfladen. Jeg tænkte det aldrig som et problem, mere som en 'mor søvn', der er meget praktisk når man har børn med behov der også gør dig gældende om natten.

Nu sover jeg tungt, som da jeg var barn. Den første morgen vågnede jeg, uden nogen fornemmelse af hvor jeg var. Jeg forsøgte flere gange at stå ud af sengen i mørke, men stødte hver gang ind i væggen indtil det gik op for mig at det er den anden side af sengen jeg skulle stå ud af.

Gensynsglæde

Pludselig stod hun der i mit køkken igen, og jeg havde slet ikke opdaget at jeg savnede hende før nu hvor hun er tilbage. Og hun har vældigt været i sving. Hun har slæbt til huse lige siden, den ene indkøbsvognfuld efter den anden, lagrene bugner. Hun har kreeret hverdagsmiddage til få og festmad til mange - 19 unge mennesker der invaderede huset for at fejre ældstes fødselsdag. Hun har klarer feberredninger – som en forret til 20, der blev bestilt søndag aften netop som butikkerne lukkede, og skulle medbringes til Mortensaften i bibelkredsen mandag efter arbejde, - og den kage der skulle med i skole, og som kun ingen var opmærksom på før samme morgen, hvor køkkenet var løbet tør for både æg og mel.
Tante Brun er vendt tilbage.

Måske kom hun aldrig rigtig med da vi flyttede. Måske har hun været bange for om hun kunne slå til med sin antikverede husgerning i et nyt køkken, hvor ideer om sundere og meget anderledes kost svirrer i luften. Men hun er her, og der er skønt. Så må det tage den tid det tager, før hun er klar til at lave mad med mindre fint mel og mælk, og lækkerier uden sukker.

Skønhedspletter

Jeg er blevet færdigt med bærestykket til 'Baby-cables'. Faktisk havde jeg også taget billeder af den på, men da billederne kom på computerskærmen kunne jeg se at man skal forberede sådan en fotoseance lidt bedre - plettede spejle er ikke gode at fotografere igennem - slet ikke med blitz. Og årstiden og arbejdstiden gør det svært at komme uden om at bruge den.

En omhyggelig optælling af masker, for at finde den manglende udtagning, afslørede at jeg faktisk har glemt hele 4 udtagninger i den samme raglan-'søm' . Mit bedste bud er at kompensere for dem ved at lægge to ekstra masker til under ærmet. Jeg er meget spændt på om det vil kunne ses på pasformen bagefter. Ellers bliver det trøjens skønheds plet. Og sådan en skal der være - den fremhæver skønheden.

Den der ager med stude

Her nogle år senere end alle andre er jeg modvilligt ved at bevæge mit ind i det nye årtusinde. På arbejdet har jeg i dag fået ny bærbar komputer. Jeg holder ellers meget af min meget gamle stationære, hvis eneste fejl er at den er - stationær. Men jeg har indset at det oplagte tidspunkt at skifte på er nu hvor jeg har afsluttet de fleste store opgaver og endnu ikke er gået igang med en masse nyt, og inden den gamle for alvor giver op.

Det første jeg gjorde var naturligvis at ændre alle indstillinger til klassisk visning for at kunne føle mig en smule hjemme.

Og som om det ikke var nok, så fik jeg her i weekenden min første mobiltelefon. Min kæreste og ældste ven fik spurgt til hvorfor jeg endnu ingen mobiltelefon havde, og set i lyset af at ældste barnet meget snart ville få een i fødselsdagsgave, måtte jeg indrømme at jeg faktisk gik med planer om at anskaffede mig en, jeg skulle bare lige...

Her i weekenden fik jeg så en mobiltelefon leveret, komplet med taletidskort og nemt nummer.

Den er naturligvis brugt og måske derfor også så meget mere mig, men i sammenligning med den ældste fik i fødselsdagsgave samme weekend, så kan jeg godt se at en nyere model er en del smartere.

Måske jeg en dag kommer til at føle mig helt hjemme her i fremtiden.

Kærlighed

Yngste ligger og kigger mig dybt i øjnene og siger så: "Mor elsker dig". Jeg smiler og gentager; "Ja, mor elsker dig". Men så slår øjene gnister og højt og bestemt meddeler hun mig et; "Nej.", og fortætter med milde øjne og samme indsmigrende stemme som før: "Elsker dig, mor".