Hvor får jeg skrevet meget!

... ja ikke her, og heller ikke nok, men på min afhandling der nu er oppe på 67 sider og stadig kun er halvfærdig. Den dårlige samvittighed lurer, og når jeg sætter mig til computeren, afholder jeg mig fra at skrive her... Jeg kommer heller ikke rundt og kigger til andre, i hvert fald ikke så meget som jeg gerne vil.

Men imens jeg har kigget den anden vej, er jeg blevet beæret med en award af først Siffe og Karina, og senere Gitte og Britt. Mange, mange tak.

Lige nu syntes jeg bare ikke jeg lever op til at kunne 'make' nogens dag. Jeg håber det ændrer sig på den anden side af den 67-sides sag jeg burde arbejde på lige nu.

Det er længe siden at den her award gik sin gang gennem det udsnit af weblogs hvor jeg kommer. Som jeg husker det nåede den ud til rigtig mange. Jeg har ingen planer om at starte endnu en bølge af denne award, og derfor vil jeg i første omgang give awarden videre in absentia til to der har skrevet vidundeligt og inspirerende på hver deres måde; Posidriv og Mariie, og som begge har besluttet at bruge livet på andet end at skrive en weblog. Da de henholdsvist har slettet deres indlæg og hele webloggen kan man end ikke længere lade sig inspirere af det de skrev.

Det giver en lidt tom og livløs stemning der passer rigtig godt lige nu, hvor meget er sat på standby. Men der er det ikke til at holde ud at blive, så jeg vil fortsætte med at give awarden videre til: Anne og Losarinas mor, der kæmper sig gennem livets udfordringer med oprejst pande og inspirere mig til selv at klø på med mit. Joy hvor jeg finder redskaber der hjælper mig videre, og Caroline og Cheryl, hvor jeg ser glimt af liv, levet så det inspirerer mig til at sætte mål i mit eget.

På rette plads

Hallo hallo, når nu projekter skifter status i virkeligheden skal de da også gøre det her! Jeg må huske at rette i oversigten over mine strikkeprojekter.

Der blev bagt og der blev smagt

Dejen hævede helt vildt meget, så det fyld jeg havde hældt i blev fortyndet en del mere ud i de luftige boller end jeg havde forestillet mig. Men smagen er der, sådan lidt af jule-veninde-kom-sammen. For hvornår får man ellers spist brød med fyld af pomerans, mandel, dadel og sukat. Jeg er ikke klar over om jeg kender nogen mænd der kan spise den slags godvilligt.

På Tinekes foranledning kommer her et billede af en overskåren bolle.

Jeg kunne ikke lade være

Tørklædet til min far spøgte i baghovedet, og jeg fik mig efterhånden regnet frem til at en rundpind på 60 cm alligevel ville være for kort at strikke et halstørklæde på, når det skal strikkes på langs. Fredag eftermiddag fik jeg anskaffet mig en ny der er lidt længere.

Opslagningen var et puslespil; 23 masker skulle efter sigende give 10 cm. En lille prøve kunne vise at det passede fint - og sagtens kunne stækkes længere. Når der skal slås op med dobbelt tråd, går der faktisk 80cm til den lille øvelse, (og selvfølgelig ikke lige meget af de to ender) så at slå op til et næsten 2 m langt tørklæde kræver i nærheden af 20 gange så meget garn. Jeg fik målt 19 gange 80 cm garn op og lagt det dobbelt, og nåede at slå 412 m op før den ene ende slap op.

Jeg håber det bliver langt nok.

Striberne er bestemt udfra 'random stripe generator'. Men på grund af retstrikning bliver striberne alligevel ikke helt som planlagt, og også forskellige på hver side. af tørklædet.

Anderledes tilfældigt er stadig tilfældigt. Jeg syntes det ser ok ud. De to forskellige garntyper kommer også til at give en del effekt. Det var vist ikke med i overvejelserne da farverne blev valgt...

Mod til brød

Jeg fik igen sat dej i gang til et brød, eller måske bliver det til boller..(?) Sikken en effekt det havde på effektiviteten at droppe surdejen. Denne gang bruger jeg ikke det ekstra gode mel fra Aurion med kim i - der kan gøre brødet lidt mørkt, meget sundere og bestemt mere smagfuldt - men bare det ganske almindelige hvide hvedemel. Til gengæld har jeg ryddet lidt op i gemmerne for at finde noget andet brødet kunne få smag af, så alle pomerans, mandel, dadel, og sukat resterne er blevet hældt deri. Jeg er sikker på at man skal være udstyret med en del mere kulinarisk mod for at spise af brødet, end dem jeg normalt servere for er udstyret med, så jeg får sikker lov at spise det selv. Jeg skal nyde det.

Jeg opgav ikke...

- at bage brød, kun at bage surdejsbrød. Så nu vender jeg tilbage til det der engang fungerede så godt.
Mens jeg forberedte aftensmaden i går lagde jeg også dej til (gær)brød. Dejen fik et skvæt af surdejen, - nu jeg har den. Men surdejen arbejder jeg ikke videre på, den er bare blevet parkeret i køleskabet. Der fik den selskab af det ubagte brød brødet natten over.

Brødet blev bagt imorges imens jeg var under bruseren. Og hvilken forskel. Mine surdejseskapader var ellers lige ved at få mig til at tro jeg have mistet grebet, men nej.

Det blev brød det her, det blev lige som sådan et skal være og det er godt.

Åh hvor jeg vil

- bage mit brød selv! Men det bliver ikke med den surdej jeg nu har haft stående i en uge. Efter den første brød variant i eksperimentet, lavede jeg i går eet jeg ikke engang selv gad spise. Det var endda lidt mere luftigt, men smagen... Så nu må det være slut med surdejsdrømmene.

Jeg har det svært med at give op. Helst vil jeg knokle videre og bevise at jeg kan få det til at fungere. Men der er måske også en værdi i at give og op når resultatet ikke står mål indsatsen og interessen svigter.

Så nu vil jeg finde noget mere givende at spilde mine talenter på.

... gærbrød?

I glas og ramme

Ældste har en overgang haft ferskvandskrebs. Han var selv med til at dykke ned på bunden af en sø for at hente dem. - Det var sjovt, men hver ting til sin tid, og nu skal akvariet ud af værelset.

Det lykkedes gennem en veninde at sælge noget af det seje indhold; et sunket skib med indlagt lys og en krukke med guld på Trendsales, men akvariet er ikke sådan at komme af med. Nu overvejer jeg om jeg selv kunne bruge det til noget.

Selv om det er vandtæt behøver der jo ikke nødvendigvis komme vand i før der kan udstilles noget i det....?

Den boblede

- måske ikke ligefrem lystigt, surdejen, men jeg lagde nu alligevel dej til brød. Og da den skulle stå og hæve lunt, anbragte jeg det helt naturligt det luneste sted - ved siden af fyret. Men hov! Det er jo ikke der jeg har haft surdejen stående. Den der skulle stå ved mindst 22 grader. Hurtig omrokering af surdej fra nær kølig vindueskarm, hen ved siden af dejen. Og samtidig bslutning om at bage igen i morgen, for enten kan det kun blive bedre eller også vil det være rart at gentage successen.

Sidste på eftermiddagen så jeg til dejen, der så ret død ud og en surdej der nu var begyndt at boble en smule.

Brødet blev bagt og var overraskende godt - sådan helt nybagt. Men også klægt og tæt i strukturen. Der er helt sikkert muligt at bage et bedre brød i morgen.

Hvis jeg nu planlægger det færdigt til aftensmaden, så det skal spises lunt....

Hvor kan man få - et ordentlig brød

Det ser så yndigt ud - med en dynge mel og en kande vand. Men det skal man ikke lade sig narre af. Det er noget grisset roderi.

Ideen derimod er ganske idyllisk. Der var engang hvor jeg bagte alt mit brød selv, men det er længe siden. Jeg blev fristet til at tage brødbagningen op igen, da min avis bragte en opskrift på at få gang i en surdej til lyst brød, og har de sidste 4 morgener hældt mel og vand i flasken. - Det er slet ikke så let. Skulle jeg gøre det om ville jeg vælge en patentkrukke istedet, så melet ikke ryger ud over det hele når jeg forsøger at få det ned i flasken.

Det bliver spændende om den i morgen vil boble lystigt som tegn til at den er færdig, så skal der lægges dej til brød. Jeg glæder mig allerede.

Hallo, er der nogen?

Juleaften fik yngste fik en skøn julekrybbe i gave. Men det er nok ikke juleevangeliet der spøger i den 1½ åriges hjerne, når hun griber Jesusbarnet, trykker ham på maven, holder ham til øret og lader tiraderne lyde med mellemrum. Den må være lidt gal med referencerammen.