Alt for langt - med paddehatte

3 timer er ikke meget, sammenlignet med 3 måneder.
Men det er længe at slå græs, når opgaven normalt kan klares på under en.

Allerede i sidste uge var græsset blevet lidt for langt. Så udstyret med min plæneklipper, en håndskubber og beslutsomhed gik jeg i gang med den store, besværlige opgave; at slå græs der er for langt. Beslutsomheden holdt, men håndskubberen gav op. Uanset hvor meget hjulene drejede rundt, stod tromlen med skærene til sidst uhjælpeligt stille.

Jeg måtte derfor lade græsset gro, og vente på hverdagen, og et åbent have-maskine-værksted. Det tog ikke lang tid i forhold til, at jeg glemte at få plæneklipperen med mig. De forsikrede mig dog om at de kunne lave den, og jeg måtte køre derind igen dagen efter. Desværre tog jeg 'igen' lidt for bogstaveligt, og kom tomhændet afsted endnu en gang.

Først 3. dag lykkedes det, at få den med derind, og afleveret. Jeg blev så tilbudt at låne en med hjem, så græsset kunne blive klippet. Og, det var et tilbud der absolut ikke kunne afslås. - Men jeg forestiller mig, at med en motorklipper kunne man gladeligt lade græsset gro mens der ventes. Jeg ventede kun på nogenlunde tørvejr og tid der ikke skulle bruges på andet, og gik så igang.

Men, jeg tog mig også tid til at motionere det nye kamera. For haven er fuld af flotte paddehatte, hvoraf de fleste må lade livet i dagens anledning.

En enkelt er jeg sikker på er den velkendte røde fluesvamp.

Resten vil jeg rigtig gerne finde ud af hvad er for nogen, så jeg har plukket hele 10 bunker af (forskellige ?) svampe jeg vil prøve at bestemme.

Lidt for lang tid

- siden er det, at jeg købte kameraet, der gennem 3 måneder ikke har leveret et eneste billede hertil.
For, kort efter købet, leverede jeg nemlig kameraet tilbage. Det var et fejlkøb.

Gennem min årelange historie af genbrugskameraer, opstod drømmen om, at når jeg engang købte et, skulle det være ét med mulighed for at lege, fordybe sig i teknikken og dygtiggøre sig.

Drømmen havde jeg bare lige glemt, og faldt for argumenterne fra en dygtig sælger, der forstod at tale direkte til den del af mig der mener, at elektronik skal være helt enkelt og ukompliceret, så man kan koncentrere sig om det væsentlige. - Men indimellem er det jo netop teknikken der er det væsentlige.

For knap en uge siden investerede jeg så i et kamera, der (efter sigende) er ukompliceret at bruge, når ikke man vælger at lege. Umiddelbart var det dog så stor en udfordring, at jeg måtte læse i manualen, og bagefter spørge i butikken, før jeg kunne tage et billede.
Men nu er det nemt nok. Jeg skal bare lige have affundet mig med, at kameraet, i mine øjne, ser pressefotograf-wannabe-agtigt ud.

Mit livs kameraer / Tendens til genbrug

De sidste uger har jeg ofte skiftet batterier midt i at jeg ville fotografere noget. Et problem der kunne løses med nye batterier - hvis ikke lågen ind til dem dårligt kan lukkes, og omhyggeligt skal holdes på plads for at batterierne ikke falder ud undervejs.

Mit første kamera, har jeg stadig, men bruger det ikke.- Det føles antikvarisk at bruge film.

Da jeg havde vænnet mig til et digitalkamera, men ikke let kunne låne et - forærede Julie mig ét.

Da det gik i stykker, var Yngstes far så venlig, at forære mig hans gamle.

Årsagen til at købe et nyt kamera slog også igennem her, men jeg kunne så overtage mine forældres gamle kamera - det med den løse batterilåge.

Og nu, da de genopladelige batterier er helt flade, har jeg langt om længe selv købt mig et nyt.

Eller det troede jeg. For i kameraet er der allerede billeder - taget i butikken. Der sidder et mystisk stykke dobbeltklæbende tape udenpå kassen. Og, der mangler en elektronisk version af manualen. Så helt nyt er det næppe.

Men det er stadig det første kamera jeg har købt.

Er du lykkelig?

Charlotte fra Sund for Sjov spørger, om jagten på ægte lykke i virkeligheden gør os ulykkelige?
Hun gør sig nogle kloge tanker om det. Jeg kalder det kloge tanker, fordi jeg tilfældigvis er enig med hende ..

Min version er, at jagten på den store lykke bestemt ikke er lykken.
- Men det øjeblik man indser, at det at være lykkelig er en sindstilstand - tilmed én man bevist kan anbringe sig i, på trods af ens omstændigheder, da er lykken gjort.

Som den ældre mand i denne historie har indset, ligger kilden til glæden/lykken i en beslutning man kan tage på forhånd. For ens indstilling til det der sker, er altafgørende for hvordan det opleves.

På den engelske original af diagrammet ovenfor, stod der 'do something different', det er på dansk blevet til 'gå i gang!'.
Efter at have hørt hvordan en fange stod årene igennem i en koncentrationslejr, på ren tankekraft, er jeg overbevist om, at uanset hvor ringe man end har det, er der altid noget man kan glæde sig over eller være taknemmelig for - hvis man bestemmer sig for at ville.

Er der mon liv?

Her i vinter har katten hvæsset klør på stammen, men mon det ligefrem har taget livet af det stakkels træ..?

Brændenælde

Fristet af Henriettes spørgsmål om, hvordan man kommer af med blandt andet brændenælder i haven, fik jeg lyst til gå om til mosen og høste nogen til maden.



Efter topskuddene var blevet overhældt med kogende vand og skyllet godt i koldt, røg de i blenderen sammen med kogevand fra asparges, de suppeurter jeg bagefter havde kogt i vandet og noget bouillion-pulver. Den blendede suppe varmede jeg i gryden igen.

Jeg kan ikke huske at jeg tidligere har spist brændenælder. Smagen var helt ny, sådan lidt græsagtig, og faktisk rigtig god. - Friske brændenælder har en knap så fristende lugt, men som tilberedt var lugten forsvundet. Hvis jeg da ikke blot havde vænnet mig til den.

Andre med ny frisure

I haven står der to små 'opstammede hængepil' - tror jeg de hedder. De står lidt klemt af andre ting, for alting gror jo hele tiden.
For nogle år siden klippede jeg lidt i træernes lange tjavser, der faktisk ligger hen ad jorden. Det havde bare ikke helt den ønskede virkning, det blev næsten rodet at se på.



Så nu har jeg vovet at gå mere drastisk til værks. Og flere af grenene er blevet klippet af helt oppe i toppen, så der kun er 3 store grene tilbage på hvert træ.



Så må jeg vente og se om der vil udvikle sig nye grene oppe fra toppen. Men mon ikke, det er jo pil, så når der gør, vil jeg også sætte saksen i de sidste 3 grene.

Er glæde altid en god ting?

Umiddelbart vil jeg hævde at glæde altid er godt, så da jeg fandt en TEDx-talk med titlen 'The dark side of happiness' måtte jeg se den, for at finde ud af om der var noget jeg glemte at tage med i betragtning.

Efter at have set foredraget står det klart for mig, at den farlige side af glæde der advares imod, ikke er glæden i sig selv, men jagten på glæde.

Det første der siges i fordraget er netop at glæde efterstræbes. Senere præsenteres et gammelt visdomsord af John Stuart Mill, der lyder: 'Dén kan kun finde glæden, der er optaget af at opnå noget andet end sin egen lykke.' Hvilket får mig til at udlede, at glæde ikke er et mål man kan opnå. Desværre hørte jeg kun Mill's ord blive præsenteret, men ikke at de blev brugt til noget i foredraget.

Foredraget konkluderer, at glæde har nogle positive følger (sundhed, styrket fællesskabs-følelse, kreativitet, immunitet mod stress), men også at glæden skal rationeres for ikke at ramle sammen med de sociale spilleregler (risko-villighed, misbrug).

Jeg vil dog stadig mene at glæde ikke er farlig. - Derimod kan jagten på glæde være det! Hovedsagelig fordi ægte glæde ikke kan jages, og jagten derfor vil være frugtesløs, eller højst ende i et øjebliks tilfredsstillelse, fulgt af fornyet jagt.

Glæde en sindstilstand. Tilmed een man kan opøve, når man fokusere på at være taknemmelig.
(Ægte glæde er heller ikke uforlignelig med at vise medfølelse f.eks. overfor een der sørger. Hvilket var et af foredragets eksempler på hvor glæde ville være socialt uacceptabel. Til at udvise medfølelse skal man nemlig bruge empati, og ikke et specielt 'fravær af glæde'.)

Jeg har set glæden sat på en formel der gav mening for mig:

Det betyder, at hvis man ikke er taknemmelig, kan man få opfyldt alle sine ønske og stadig ikke føle nogen særlig glæde derved.
Men taknemmeligheden kan fremtrylle stor glæde, uanset hvor få ønsker man får opfyldt.
En helt særlig konsekvens af formlen er, at det øjeblik man ikke længere føler større taknemmelighed ved at få flere ønsker opfyldt, vil man føle mindre glæde, mens man får opfyldt flere ønsker.

Det var netop den sidste sammenhæng, der overbeviste mig om, at formlen udtrykker noget rigtigt.

Helt vildt nemt hår

Der er gået 3 uger. Uger jeg blandt andet har brugt på at finde mig til rette med mit nye hår.

Som barn læste jeg, at hvis man beholder den samme frisure i mere end 10 år, ser man sandsynligvis ældre ud end nødvendigt. Og at langt hår, på en der er ældre end 35 år, ser gammelt ud.

Jeg har haft langt hår lige siden jeg for 26 år siden lod en korthårsfrisure vokse ud. Det meste af tiden har jeg sat håret op. En ubevidst efterligning af Dronning Margrethe måske? Og måske gør det opsatte hår en forskel, for gennem alle årene, har jeg kun oplevet at blive gættet til at være yngre end jeg er.

For 2-3 år siden følte jeg en spirende længsel efter at der skulle ske noget nyt. Men først nu var jeg blevet så overbevist, at det også lykkedes at overtale min frisør, Yaz, til at klippe håret op over skuldrene.

Her efter et par uger har jeg tilmed fået alt det liv, krøl og fylde i håret som jeg troede en kortere frisure ville give.

Og det går op for mig hvorfor frisøren stillede sig modstræbende overfor at klippe så meget af. - Han sætter nemlig en ære i at lave en frisure der passer til hvordan håret naturligt opfører sig. Og håret opførte sig netop ikke naturligt, når det lige er blevet klippet meget kortere.

Men det er en stor succes. Det var nemt at sætte hår før. Det skulle bare vikles op og sættes fast med nogle klemmer. Heri gav årene mig en vis rutine. Men nu er det virkelig let. Hvis jeg går i seng med nyvasket hår, skal jeg bare køre fingrene igennem det om morgenen - og så sidder det.

At brokke sig ... er fortid

Forleden drejede snakken sig ind på at brokke sig. Det at brokke sig blev beskrevet som danskernes nationalsport.
Nu dyrker jeg ikke sport, og det gik op for mig, at det vist også er blevet tilfældet her. I dag opdagede jeg hvordan jeg undgår at brokke mig. Og, jeg blev opmærksom på en episode for 4-5 år siden, hvor jeg nok for første gang vælger en anden løsning end at brokke mig.



- Det var en vinterdag hvor jeg kommer hjem fra arbejde - til en knust kælderrude. Ældste havde glemt at få sin nøgle med sig i skole, og havde på håndfast vis fundet en anden vej ind.

Jeg kunne have:
1. Skældt ham ud for at ødelægge ruden.
2. Bebrejdet ham for ikke at huske sin nøgle.
3. Belært ham om hans andre muligheder.
4. Frygtet risikoen ved at huset nu stod helt åben.
5. Ærgret mig over omkostningerne ved at skulle have en ny rude sat i.
Alle fem muligheder ville være helt sandsynlige reaktioner.

Men istedet for at REAGERE på hændelsen, overraskede jeg mig selv ved at koncentrere mig fuldt ud om at HANDLE. Der var så meget jeg måtte gøre:
1. Acceptere at ruden nu var i stykker.
2. Fjerne glasskårene.
3. Få lukket åbningen her og nu, så vind og sne kunne holdes ude.
4. Ignorer hvordan og hvorfor situationen var opstået.
- Den kunne alligevel ikke ændres.
5. Ringe til en glarmester og lave en aftale om at få ruden ordnet.

Sikkert fordi jeg slet ikke spildte tid på at reagere, var det hele ordnet hurtigt nok til at jeg stadig kunne nå at hente Yngste inden dagplejen lukkede. Vi havde bagefter en helt almindelig aften sammen, hvor jeg tror jeg fik rost Ældste for øjeblikkeligt at have fortalt mig om problemet - og for hans valg af rude. Han havde faktisk valgt den rude vi lettest kunne leve med var i stykker. Vi fik også snakket om andre muligheder, hvis man ikke kan komme ind.

Når man brokker sig, reagerer man på noget man er utilfreds med, mens man koncentrerer sig om det der er sket og ikke kan ændres. Brok tyder på at man ikke har andre muligheder, og når man begynder at brokke sig - bliver man magtesløs, alene fordi man ikke holder øjnene åbne for hvad man kunne gøre.
Det er langt mere fremtid i at tænke på det man kan gøre. - Når jeg gør noget, om det så bare er at planlægge hvad jeg skal gøre, mister jeg trangen til at brokke mig.

Vintersøvnen er slut

Sommertid, mere dagslys og fugle der synger til - er alle dejlige forårstegn.
Men det forstyrrer også nattesøvnen, og opbygger underskud, hvis behovet er stort. Efter en superlang nattesøvn, og dage i laveste gear, er søvnmanglens tåger lettet, og jeg vågner med energi, kreativitet og lyst til hvad dagen bringer.

Den cardigan jeg ikke kom ret langt på, må lade livet. Den er alligevel slet ikke dét min garderobe har brug for.
Istedet har jeg fået lyst til Viola, en vest fra bogen Mere Feminin Strik, som jeg har lånt på biblioteket. Den skulle genlånes, men var reserveret og jeg endte med et par kopier af opskriften istedet.

Den skal nu omskrives så den kommer til at passe til mine mål, mit garn og strikkefasthed.

Udfra den nu ret store strikkeprøve på pind 6, som virker helt fin, er pindstørrelsen lagt fast, og en strikkefasthed kan udmåles til 22 p X 14,5 m i glatstrik.

Mine egne mål er en lidt mere kompliceret sag at finde.


Udrustet med en stram bluse, et antal kappenåle og et målebånd må jeg igang med at finde, ikke bare en hofte-, talje- og over-vidde, men også fordelingen af vidde mellem for- og bagsiden, og afstandene fra skulder til de tre mål både for og bag samt den ideelle længde af vesten.

Den store opmålingseance kan begynde, og skulle gerne ende i en strikkelig personlig opskrift der kan ende i strik med optimal pasform, og helst inden jeg tager hul på den filmmaraton byen afholder fra kl 15 i dag.