Modsat stormskade

Min far ringede tidligt i mandags for at advare mig, og opfordre mig til i det mindste at sikre trampolinen. Og godt det samme - for jeg havde naturligvis ikke hørt det mindste om hvad der var på vej.

I løbet af formiddagen, i regnvejret fik jeg; skilt trampolinen ad, pakket den væk, høstet de sidste tomater og vindruer i drivhuset, ryddet op derinde, og stillet have-møblerne væk.

Det er voldsomt at se hvor galt det er gået så mange andre steder, når det kun er blevet mere ryddeligt her. - Det er lige før man kan sige at jeg har haft gavn af stormen. Selv om det nok klinger lidt spottende for dem, der blev ramt uheldigt af naturkræfternes rasen.

Og vinden var skræmmende. Yngste betroede mig, at man skulle holde rigtig godt fast i døren, hvis man åbner. Hun havde lykkeligvis klaret at holde fast, da hun lukkede en kat ind - selv om døren svinger udad. En smadret dør havde også været vildt upraktisk...

Godt man ikke er overtroisk

I aften er det helt rigtige tidspunkt at fortælle at vi er blevet én mere herhjemme.

Da yngste kom til verden var hjemmet lige blevet 5 killinger rigere. Til trods for en killinge-rig start, føler hun sig snydt for at opleve killinger. Så hendes store ønske har længe været hendes egen killing. DR's børneudsendelser om kæledyr har kun fyret op under ønsket.

Da jeg luftede tanken hos noget familie med gårdkatte, blev jeg straks tilbudt en af de nye killinger - så snart de var store nok. Når bare vi valgte en anden end den sorte hankat de selv ville beholde.
Yngste forelskede sig i en grå hunkat, og mens tiden gik, drømte vi om 'Lille Grå' og lagde planer. Desværre var det også en tid hvor familien havde for travlt til rigtigt at vænne killingerne til mennesker. Samtidig forsøgte deres omsorgsfulde kattemor at holde dem skjult for 'farlige' mennesker.

Da dagen endelig kom, hvor vi kunne hente killingen, måtte den indfanges med list og hurtighed. Den peb på hele turen hjem. Hjemme fik vi den præsenteret for den gamle kat Tiger, der hvæste - hvorefter killingen forskansede sig i et hul vi slet ikke havde opdaget og knap kunne komme til.
Der sad den så og kaldte hjerteskærende på hjælp i 2 dage og 2 nætter inden jeg gav op, listede og flåede den ud fra dens skjul, og leverede den tilbage igen. Heldigvis kunne dem der havde lagt billet ind på resten af kuldet, godt bruge endnu en musefanger på deres gård.

Det gik altså ikke at få en killing - nu, og i mine tanker var projektet udsat til næste sommer. Yngste havde en helt anden opfattelse. Og hun blev ikke skuffet, for vi blev ringet op af familien: En hjemløs stor killing havde sluttet sig til hos dem, og for ikke at få for mange katte, måtte de skille sig af med én. Og, hvis vi ville overtage den nu meget kælne sorte hankat de selv havde planlagt at beholde, var sagen klaret.

Det var vist kun mig der skulle overveje det, inden vi kørte afsted for at hente vores nye kat, Yngstes lille killing; Imiel (vi debatterer stadig hvordan det staves).

En rigtig 'heksekat'.

Nuancer af lyserødt

Jeg nærmer mig ærmegabene, mens nøglerne med båndgarn bliver faretruende små. Jeg fortryder ikke, at jeg lod Yngste lave fingerstrik ud af båndgarnet, kun at jeg bagefter smed en stor del af det ud.

Fordi garnet er gammelt, har butikken ikke mere - i den farve. Men der ligger et par nøgler blændende hvidt tilbage.
Jeg vover købet og opdager at det hvide er mindre strålende, når det strikkes sammen med det lyserøde Kauni.

Faktisk fungere det sammen med dét der allerede er strikket.

Og hvis nu det hvide garn bruges til et bærestykke øverst, og resterne af det farvede båndgarn kan række til snoningerne ved ærmekanterne..?

Facon

Jeg syntes man skal være heldig, for at det man strikker, ved at følge en opskrift, kommer til at passe bare nogenlunde. Og, har sluttet mig til, at det handler om, at de fleste opskrifter er designet helt fladt.
Nu kender jeg ingen med facon som en påklædningsdukke, og selv kan jeg umuligt få noget der er skabt helt fladt til at passe til mig.

Så inden jeg gik igang med at strikke på Viola, forsøgte jeg at flette min facon ind i opskriften gennem et omfattende beregningsarbejde. Det blev til 6 forskellige steder med indtagninger over bag og hofter, eller udtagninger til barmen. Jeg bruger heller ikke originalt garn, så strikkefastheden måtte også tilpasses.

Jeg blev færdig med at regne inden filmmaratonen, og kunne tage mit nye strikketøj med. Jeg havde bare glemt at film vises med dæmpet belysning, og det blev alt for svært at følge mine hastigt nedkradsede anvisninger. Men det gik først op for mig efter 2 film, da lyset blev tændt så vi kunne få en hurtig bid mad. - Til dagens sidste film blev der så produceret garnnøgler istedet.

Men det er længe siden at der var filmaraton. Og Viola er så småt ved at tage form, en form der denne gang er tættere på det tiltænkte.

Hvilken hat? - Paddehat!

Tina skriver om at finde svampe i skoven. Det minder mig om, at jeg tog billeder af de mange svampe jeg fandt i min græsplæne. Ved at bruge danske-svampe.dk har jeg forsøgt at finde ud af hvad det er for nogen.

Svampehøsten (et vældig fint ord at bruge om det der allerede har fundet en plads blandt affaldet) kunne deles i 10 bunker:

1 og 2

1) lameller, tragtformet glat hat, orangefarvet hat, lysere stok - Almindelig Orangekantarel?

2) lameller, tragtformet glat hat, orangefarvet hat og stok - Almindelig Orangekantarel?

3 (og 4)

3) porer, halvkugleformet glat brun hat, hvidlig stok - Carl Johan?

4 og 5

4) lameller, tragtformet glat brunlig hat - Mild Mælkehat?

5 og 6

5) lameller, nedtrykt glat hvidlig hat - Bleggul Skørhat?

6 og 7

6) porer, halvkugleformet glat brun hat, hvidlig stok - Carl Johan?

7) lameller, nedtrykt glat lysebrun hat med mørk midte - Frost-sneglehat?

8

8) lameller, flad brunlig hat med rullekant - Mild Mælkehat?

9 og 10

9) lameller, nedtrykt glat hvidlig hat - Bleggul Skørhat/Elledans-bruskhat?

10) lameller, flad brunlig glat hat, - Elledans-bruskhat?

Jeg er slet ikke sikker, og kunne godt bruge lidt hjælp. Inden jeg kaster mig over det næste store spørgsmål. - Er nogen af dem gode at spise?

Dirndl

Jeg burde jo få strikket på min Viola, inden den bliver noget jeg aldrig kommer tilbage til.
Istedet har jeg brugt tid på at skaffe mig en en 'tyrolerdragt', også kaldet en dirndl. Nogle af mine venner inviterede nemlig til oktoberfest.

Min fordom om oktoberfester dækker: slagermusik, bjerge af pølser og først og fremmest øl i stride strømme serveret af barmfagre servitricer.
Men denne fest var meget anderledes: tyk børnevenlig tyroler-høst-stemning, lederhosen og dirndl, masser af musik og fællessang (delvist med tyske tekster) og mad i rigelige mængder.
Der var også et kirkeligt anstrøg, der passede fint til selskabet. - Håndsoprækning afslørede at godt 1/4 var ansat i folkekirken.

Jeg fik kun næsten fremtryllet en klassisk dirndl til festen:

I skabet har jeg en kjole, der næsten var på vej ud - den bliver brugt for lidt. Halsudskæringen er lidt for dyb, og snittet alt for piget, og derfor (tænkte jeg) perfekt til tyrolerstilen.
Det jeg troede ville blive en raid gennem byens mange genbrugsbutikker, fik hurtig ende, da jeg i den første butik fandt en helt perfekt lille bluse med pufærmer.
Forklædet syede jeg af en stofrest og 2m sort satinbånd.
Passende sorte sko og strømper havde jeg allerede - for her er der fuldstændigt sammenfald mellem tyrolerstil og mit kirkesanger-antræk.

Alt for langt - med paddehatte

3 timer er ikke meget, sammenlignet med 3 måneder.
Men det er længe at slå græs, når opgaven normalt kan klares på under en.

Allerede i sidste uge var græsset blevet lidt for langt. Så udstyret med min plæneklipper, en håndskubber og beslutsomhed gik jeg i gang med den store, besværlige opgave; at slå græs der er for langt. Beslutsomheden holdt, men håndskubberen gav op. Uanset hvor meget hjulene drejede rundt, stod tromlen med skærene til sidst uhjælpeligt stille.

Jeg måtte derfor lade græsset gro, og vente på hverdagen, og et åbent have-maskine-værksted. Det tog ikke lang tid i forhold til, at jeg glemte at få plæneklipperen med mig. De forsikrede mig dog om at de kunne lave den, og jeg måtte køre derind igen dagen efter. Desværre tog jeg 'igen' lidt for bogstaveligt, og kom tomhændet afsted endnu en gang.

Først 3. dag lykkedes det, at få den med derind, og afleveret. Jeg blev så tilbudt at låne en med hjem, så græsset kunne blive klippet. Og, det var et tilbud der absolut ikke kunne afslås. - Men jeg forestiller mig, at med en motorklipper kunne man gladeligt lade græsset gro mens der ventes. Jeg ventede kun på nogenlunde tørvejr og tid der ikke skulle bruges på andet, og gik så igang.

Men, jeg tog mig også tid til at motionere det nye kamera. For haven er fuld af flotte paddehatte, hvoraf de fleste må lade livet i dagens anledning.

En enkelt er jeg sikker på er den velkendte røde fluesvamp.

Resten vil jeg rigtig gerne finde ud af hvad er for nogen, så jeg har plukket hele 10 bunker af (forskellige ?) svampe jeg vil prøve at bestemme.

Lidt for lang tid

- siden er det, at jeg købte kameraet, der gennem 3 måneder ikke har leveret et eneste billede hertil.
For, kort efter købet, leverede jeg nemlig kameraet tilbage. Det var et fejlkøb.

Gennem min årelange historie af genbrugskameraer, opstod drømmen om, at når jeg engang købte et, skulle det være ét med mulighed for at lege, fordybe sig i teknikken og dygtiggøre sig.

Drømmen havde jeg bare lige glemt, og faldt for argumenterne fra en dygtig sælger, der forstod at tale direkte til den del af mig der mener, at elektronik skal være helt enkelt og ukompliceret, så man kan koncentrere sig om det væsentlige. - Men indimellem er det jo netop teknikken der er det væsentlige.

For knap en uge siden investerede jeg så i et kamera, der (efter sigende) er ukompliceret at bruge, når ikke man vælger at lege. Umiddelbart var det dog så stor en udfordring, at jeg måtte læse i manualen, og bagefter spørge i butikken, før jeg kunne tage et billede.
Men nu er det nemt nok. Jeg skal bare lige have affundet mig med, at kameraet, i mine øjne, ser pressefotograf-wannabe-agtigt ud.

Mit livs kameraer / Tendens til genbrug

De sidste uger har jeg ofte skiftet batterier midt i at jeg ville fotografere noget. Et problem der kunne løses med nye batterier - hvis ikke lågen ind til dem dårligt kan lukkes, og omhyggeligt skal holdes på plads for at batterierne ikke falder ud undervejs.

Mit første kamera, har jeg stadig, men bruger det ikke.- Det føles antikvarisk at bruge film.

Da jeg havde vænnet mig til et digitalkamera, men ikke let kunne låne et - forærede Julie mig ét.

Da det gik i stykker, var Yngstes far så venlig, at forære mig hans gamle.

Årsagen til at købe et nyt kamera slog også igennem her, men jeg kunne så overtage mine forældres gamle kamera - det med den løse batterilåge.

Og nu, da de genopladelige batterier er helt flade, har jeg langt om længe selv købt mig et nyt.

Eller det troede jeg. For i kameraet er der allerede billeder - taget i butikken. Der sidder et mystisk stykke dobbeltklæbende tape udenpå kassen. Og, der mangler en elektronisk version af manualen. Så helt nyt er det næppe.

Men det er stadig det første kamera jeg har købt.

Er du lykkelig?

Charlotte fra Sund for Sjov spørger, om jagten på ægte lykke i virkeligheden gør os ulykkelige?
Hun gør sig nogle kloge tanker om det. Jeg kalder det kloge tanker, fordi jeg tilfældigvis er enig med hende ..

Min version er, at jagten på den store lykke bestemt ikke er lykken.
- Men det øjeblik man indser, at det at være lykkelig er en sindstilstand - tilmed én man bevist kan anbringe sig i, på trods af ens omstændigheder, da er lykken gjort.

Som den ældre mand i denne historie har indset, ligger kilden til glæden/lykken i en beslutning man kan tage på forhånd. For ens indstilling til det der sker, er altafgørende for hvordan det opleves.

På den engelske original af diagrammet ovenfor, stod der 'do something different', det er på dansk blevet til 'gå i gang!'.
Efter at have hørt hvordan en fange stod årene igennem i en koncentrationslejr, på ren tankekraft, er jeg overbevist om, at uanset hvor ringe man end har det, er der altid noget man kan glæde sig over eller være taknemmelig for - hvis man bestemmer sig for at ville.

Er der mon liv?

Her i vinter har katten hvæsset klør på stammen, men mon det ligefrem har taget livet af det stakkels træ..?