Juleri på arbejdet

I aften skal jeg på arbejde. Jeg har næsten den samme fornemmelse som når jeg som forsker skulle rundt i Europa for at præsentere mine resultater bevæbnet med en PowerPoint præsentation.

Denne gang har jeg bare 14 papirlapper med mig, og turen går kun til nabokirken hvor der skal være sangaften. Jeg blev spurgt om jeg mon kunne lave et indlæg...
Det ligger langt udenfor job-beskrivelsen som kirkesanger, og jeg kunne have sagt nej, hvis ikke lige det fristede. Så, sådan et har jeg brygget på de sidste par dage.

Jeg har lavet en aftale med organisten om undervejs at få spillet en strofe fra 'Twelve days of Christmas'. Jeg er vant til at tale udfra noget, og tanken var, at det derved kunne virke mindre ferskt.

Jeg håber der bliver taget godt imod det jeg har lavet. Det kommer også her:


Vi står på en tærskel.

Hvis man skal tro butikker og reklamer
er det tærsklen til jul
- hvis den da ikke allerede er begyndt
_ _

Men vi er samlet i en kirke,
og her sluttede året faktisk sidste søndag.

Så her er det tærsklen til et nyt år vi står på.
Et år hvor den først tid hedder advent.

Advent betyder ’ankomst’ eller ’komme’.
Dét der kommer
er Jesus
der for mere end 2000 år siden kom,
som vores adgangsbillet
til at være SÅ nær Gud,
at vi må kalde Ham Far
og kan leve et evigt liv med Ham
der vil os det bedste.
_ _

Hvis det er for stort at forholde sig til
kan man nøjes med
at glæde sig til julen der kommer.

Julen, med glæde, gavmildhed og hygge,
med rigeligt af både vådt og tørt - og sødt,
med tid til at slippe tøjlerne og være sammen,
til at synge, danse, lege og pjatte.

- og til at tænke fremad
mens man for en tid
er trådt ud af den daglige trædemølle.
_ _

Før i tiden tog man i julen varsler om det nye år

Juleaften kan man finde svaret på ens inderste tanker
ved at slå op et tilfældigt sted i biblen
og læse det vers
som øjet først falder på.

En fedtemad skåret i kvarte og lagt på gulvet
forudsagde det bedste høstudbytte,
når man nævnte sine afgrøder
mens man pegede på stykkerne.
For hunden ville,
når den blev sluppet,
spise det stykke
med den bedste afgrøde først.

Og, det kommende års vejrlig
ville afspejles af vejret i de 12 juledage
fra 1. juledag frem til helligtrekonger.

Ingen måtte i de dage ’bære julen ud'
ved at gå
uden at tage imod noget
at spise eller drikke.
_  _

Strofe fra 'Twelve days of Christmas”
_ _

I modsætning til den engelske verden
hvor julen først fejres med gaver og juletræ
på juledagen,

har vores tålmodighed aldrig rakt så langt.
Så, vi starter festen aftenen inden.

I et forsøg på at tøjle utålmodigheden
holder vi tal på dagene op til jul.

Der er kalenderlys,
julekalendere at se på alle medier,
chokoladekalendere,
pakkekalendere,
adventskrans og adventsgaver
til at hjælpe med nedtællingen
af de 24 dage til jul.
_ _

Det er svært at forestille sig i dag,
hvor vi er vænnet til at festen
og det rigelige er her allerede,

men adventstiden var oprindeligt tænkt
som en eftertænksom og nøjsom fastetid
hvor man kun fik en forsmag på julens herligheder
om søndagen.

Tanken var,
at det er lettere at sætte pris på alt det gode
hvis man har prøvet at undvære.

Og, det VAR også lettere
at samle en festlig overflod sammen,
hvis man ikke spiste det hele op inden festen.
_ _

Tiden er i dag blevet en anden.

Hvis man boykotter jule-festlig-holdelsen inden,
og holder fast i
at julen er dagene efter juleaften,
så ender man med at står ret alene tilbage
med sin jule-fest-stemning
på et tidspunkt
hvor flertallet er lidt mætte af julefest og julemad.

For vi fester os gennem hele december:
Der er masser af juletraditioner der skal nås inden den 24.
Klippe-klistre-arrangementer
Julekoncerter
Juleforestillinger
Juleudstillinger
Julestuer
Julemarked
Juleafslutninger

- Og Julefrokoster
i så rigelige mængder
at nogen flyttes til november eller januar
for at ramme udenom travlheden i december.

Samtidig pynter vi,
med glimmer, gran og lys,
kugler, kogler, klokker, hjerter, kranse,
juledekorationer,
julepynt
og juletræer.

Vi forbereder fastlagte fester,
forhandler de mindre fastlage,
hører julemusik,
ser julefilm,
skriver julekort og ønskelister,
køber gaver,

og spiser julegodter
hvor vi end kommer frem.

Alt sammen mens vi tæller ned.

Tæller ned til kalenderlyset er brændt
til julekalenderne er åbnet
julekortene er læst
og gaverne skal gives,
så vi kan holde styr på
at vi når at købe alle gaverne
og på hvornår det egentlig er
at der skal ønskes glædelig jul ?

Vi tæller ned
til tiden hvor julefreden skal sænke sig
i et pyntet og velforsynet hjem
hvor alt er parat til at modtage gæster
eller til selv at tage på julevisit
_ _

Hvis da ellers julefreden når at komme.

For, det kan være svært
at lade roen falde over sig
efter lang tid i højt tempo.

Og det er pludselig vort eget ansvar
at skabe den julestemning
som butikker og reklamer har serveret for os
i mindst en måned.

Julefred og julestemning
kan være særlig svære at finde efter den 24,
hvis man lytter til den nye fortælling
om at vi er nået frem til ’baghjul’,
at julegaverne skal byttes,
og julepynten ryddes væk og ud
så vi kan gå nypudsede ind i det nye år.
_ _

Er advent og julen ved at bytte indhold?

Man bliver oftere i Advent end i Julen
nødet til lige at smage på noget godt
inden man går.

Der er ikke meget faste over Advent i dag.
Det er derimod lettere at være nøjsom i Julen
hvor man er mæt efter en måneds overdrevet forbrug.

Der er heller ikke god plads til eftertænksomhed
i de 24 første aktivitetspakkede dage af december.

Mens der KAN opstå lommer
til at tænke efter
i juledagene,
når de ender med lidt karakter af
’dagen derpå’ - ’efter festen’
_ _

Uanset hvordan det hænger sammen;

Vil jeg ønske for os alle
at vi må få en rigtig glædelig Adventstid
og Jul derefter
- Med Guds fred,
og præcis det indhold der passer hver enkelt bedst.

At holde på varmen / En gryde med låg ...

Der er ikke varmt her i huset.

Om sommeren er det et koldt hus der suger fugten til sig, og uanset hvor højt radiatorerne står, er her lidt køligt om vinteren. Det hjalp en anelse, da jeg fik radiatoren i soveværelset fikset, så der også kom varme på i dét rum. Og, jeg har købt lister til at tætne døren, ned til kælder-kulden. De er bare ikke sat op endnu.

For, da jeg fortalte Ældste (der har værelse i kælderen) om projektet, kommenterede han, at det da kun ville holde varmen fra kælderen ude. Tanken var lidt fjern for mig, selv om teorien er solid nok - varme stiger opad!
Og jeg begyndte jeg at tænke opad. Hvor meget isolering er det lige der ligger oppe på loftet..? Rigeligt siger dem der har isoleret, alt for lidt siger andre der har været her i vinterkulden. Og loftslemmen..? Den er da vist slet ikke isoleret!

Jeg måtte op og se på det. Lemmen føltes rigtig nok koldere end loftet! Normalt er det vel et mindre problem, hvis lemmen er placeret et sted man kan lukke til. Men, min lem er placeret midt i huset, med åben forbindelse til de mest brugte rum. Og hvis man har sådan et stort hul i isoleringen, nytter dét der er udenom, nok en del mindre.

Jeg satte mig altså for at isolere lemmen. En ekstra rulle isolering der ligger deroppe, måtte kunne rulles ud over åbningen. Det ville gøre det besværligt at komme derop, men jeg bruger kun loftet til at stuve udlejers ting og sager af vejen. Og her efter mere end 5 år, finder jeg nok ikke meget mere der skal den vej.

Det lå også en løs bordplade deroppe. Den passede til at dække hullet. Med isolering lagt ovenpå, kunne den lige trækkes hen over hullet inden man kravler ned og lukker lemmen. Det gik fint, bortset fra at lukke lågen bagefter.

Ældste og hans evner indkaldes til projektet. Sammen løsner vi 2 skruer og deaktiverer de fjedre der trækker lemmen op, så der ikke længere er noget der stikker en lille meter op i luften når lemmen er lukket. Men lemmen kan stadig ikke lukkes. Resolut skruer Ældste også den stige, der var monteret på lemmen, af - og nu kan der lukkes op til loftet.

Det føles som om der er kommet låg på. Vi koger ikke, men her er blevet lunt, på trods af frosten.

Strikkecafé

Jeg har i flere år haft et slumrende ønske, om at invitere til et strikke-arrangement. Men det er blevet ved ønsket. Nu har jeg ruget så længe på det, at hele 2 strikkecaféer er skudt op her i byen.

Den ene café holdes i kirkens konfirmandhus, hvor man strikker til nødhjælp, og den anden i et mødelokale på skolen, hvor man strikker på sit eget.
Jeg syntes i forvejen at jeg strikker for lidt. En af grundene er hjemmets legesyge killing, der stadig angriber enhver snor/tråd der bevæger sig. Derfor er strikkecafeéen på skolen interessant, så jeg kan komme videre med mine strikkeprojekter.

De første gange ramte bare ikke aftener hvor jeg kan forlade huset uden at skulle arrangere noget.
Men, de sidste to gange har det passet perfekt. Første gang fandt jeg ud af at snak ikke fungerede sammen med at afslutte Viola.

Jeg er meget spændt på, hvordan den ender med at blive. Som afslutningen nærmer sig, begynder jeg at tvivle på om mine mange overvejelser holder i virkeligheden.

Anden gang havde jeg kun nyt med. Yngstes asymmetriske bambusbluse er blevet for lille og hun ønsker sig en ny. Hun har godkendt det garn jeg allerede havde i passende mængde. Det viser sig bare, at jeg glemte at tage højde for tykkelsen af garnet. Der skal findes en tråd, at strikke sammmen med det garn jeg har, før det virker.

Men der er ikke nok af de to beige farver jeg selv syntes er gode, og den pink, som der er nok af, virker ikke helt rigtig i mine øjne.

Et par af mine sokker er slidt igennem, så jeg ville også starte på et par nye af dem. Da jeg havde strikket den hjælpetråd jeg starter udfra, og lige ville synkronisere farveforløbene i de to indkøbte nøgler, opdager jeg en tydelige nuanceforskel mellem på de to nøgler. Øv, så kom jeg ikke længere på dem. Jeg skal jo først beslutte mig for en løsning - og den slags tager tid.

Modsat stormskade

Min far ringede tidligt i mandags for at advare mig, og opfordre mig til i det mindste at sikre trampolinen. Og godt det samme - for jeg havde naturligvis ikke hørt det mindste om hvad der var på vej.

I løbet af formiddagen, i regnvejret fik jeg; skilt trampolinen ad, pakket den væk, høstet de sidste tomater og vindruer i drivhuset, ryddet op derinde, og stillet have-møblerne væk.

Det er voldsomt at se hvor galt det er gået så mange andre steder, når det kun er blevet mere ryddeligt her. - Det er lige før man kan sige at jeg har haft gavn af stormen. Selv om det nok klinger lidt spottende for dem, der blev ramt uheldigt af naturkræfternes rasen.

Og vinden var skræmmende. Yngste betroede mig, at man skulle holde rigtig godt fast i døren, hvis man åbner. Hun havde lykkeligvis klaret at holde fast, da hun lukkede en kat ind - selv om døren svinger udad. En smadret dør havde også været vildt upraktisk...

Godt man ikke er overtroisk

I aften er det helt rigtige tidspunkt at fortælle at vi er blevet én mere herhjemme.

Da yngste kom til verden var hjemmet lige blevet 5 killinger rigere. Til trods for en killinge-rig start, føler hun sig snydt for at opleve killinger. Så hendes store ønske har længe været hendes egen killing. DR's børneudsendelser om kæledyr har kun fyret op under ønsket.

Da jeg luftede tanken hos noget familie med gårdkatte, blev jeg straks tilbudt en af de nye killinger - så snart de var store nok. Når bare vi valgte en anden end den sorte hankat de selv ville beholde.
Yngste forelskede sig i en grå hunkat, og mens tiden gik, drømte vi om 'Lille Grå' og lagde planer. Desværre var det også en tid hvor familien havde for travlt til rigtigt at vænne killingerne til mennesker. Samtidig forsøgte deres omsorgsfulde kattemor at holde dem skjult for 'farlige' mennesker.

Da dagen endelig kom, hvor vi kunne hente killingen, måtte den indfanges med list og hurtighed. Den peb på hele turen hjem. Hjemme fik vi den præsenteret for den gamle kat Tiger, der hvæste - hvorefter killingen forskansede sig i et hul vi slet ikke havde opdaget og knap kunne komme til.
Der sad den så og kaldte hjerteskærende på hjælp i 2 dage og 2 nætter inden jeg gav op, listede og flåede den ud fra dens skjul, og leverede den tilbage igen. Heldigvis kunne dem der havde lagt billet ind på resten af kuldet, godt bruge endnu en musefanger på deres gård.

Det gik altså ikke at få en killing - nu, og i mine tanker var projektet udsat til næste sommer. Yngste havde en helt anden opfattelse. Og hun blev ikke skuffet, for vi blev ringet op af familien: En hjemløs stor killing havde sluttet sig til hos dem, og for ikke at få for mange katte, måtte de skille sig af med én. Og, hvis vi ville overtage den nu meget kælne sorte hankat de selv havde planlagt at beholde, var sagen klaret.

Det var vist kun mig der skulle overveje det, inden vi kørte afsted for at hente vores nye kat, Yngstes lille killing; Imiel (vi debatterer stadig hvordan det staves).

En rigtig 'heksekat'.

Nuancer af lyserødt

Jeg nærmer mig ærmegabene, mens nøglerne med båndgarn bliver faretruende små. Jeg fortryder ikke, at jeg lod Yngste lave fingerstrik ud af båndgarnet, kun at jeg bagefter smed en stor del af det ud.

Fordi garnet er gammelt, har butikken ikke mere - i den farve. Men der ligger et par nøgler blændende hvidt tilbage.
Jeg vover købet og opdager at det hvide er mindre strålende, når det strikkes sammen med det lyserøde Kauni.

Faktisk fungere det sammen med dét der allerede er strikket.

Og hvis nu det hvide garn bruges til et bærestykke øverst, og resterne af det farvede båndgarn kan række til snoningerne ved ærmekanterne..?

Facon

Jeg syntes man skal være heldig, for at det man strikker, ved at følge en opskrift, kommer til at passe bare nogenlunde. Og, har sluttet mig til, at det handler om, at de fleste opskrifter er designet helt fladt.
Nu kender jeg ingen med facon som en påklædningsdukke, og selv kan jeg umuligt få noget der er skabt helt fladt til at passe til mig.

Så inden jeg gik igang med at strikke på Viola, forsøgte jeg at flette min facon ind i opskriften gennem et omfattende beregningsarbejde. Det blev til 6 forskellige steder med indtagninger over bag og hofter, eller udtagninger til barmen. Jeg bruger heller ikke originalt garn, så strikkefastheden måtte også tilpasses.

Jeg blev færdig med at regne inden filmmaratonen, og kunne tage mit nye strikketøj med. Jeg havde bare glemt at film vises med dæmpet belysning, og det blev alt for svært at følge mine hastigt nedkradsede anvisninger. Men det gik først op for mig efter 2 film, da lyset blev tændt så vi kunne få en hurtig bid mad. - Til dagens sidste film blev der så produceret garnnøgler istedet.

Men det er længe siden at der var filmaraton. Og Viola er så småt ved at tage form, en form der denne gang er tættere på det tiltænkte.

Hvilken hat? - Paddehat!

Tina skriver om at finde svampe i skoven. Det minder mig om, at jeg tog billeder af de mange svampe jeg fandt i min græsplæne. Ved at bruge danske-svampe.dk har jeg forsøgt at finde ud af hvad det er for nogen.

Svampehøsten (et vældig fint ord at bruge om det der allerede har fundet en plads blandt affaldet) kunne deles i 10 bunker:

1 og 2

1) lameller, tragtformet glat hat, orangefarvet hat, lysere stok - Almindelig Orangekantarel?

2) lameller, tragtformet glat hat, orangefarvet hat og stok - Almindelig Orangekantarel?

3 (og 4)

3) porer, halvkugleformet glat brun hat, hvidlig stok - Carl Johan?

4 og 5

4) lameller, tragtformet glat brunlig hat - Mild Mælkehat?

5 og 6

5) lameller, nedtrykt glat hvidlig hat - Bleggul Skørhat?

6 og 7

6) porer, halvkugleformet glat brun hat, hvidlig stok - Carl Johan?

7) lameller, nedtrykt glat lysebrun hat med mørk midte - Frost-sneglehat?

8

8) lameller, flad brunlig hat med rullekant - Mild Mælkehat?

9 og 10

9) lameller, nedtrykt glat hvidlig hat - Bleggul Skørhat/Elledans-bruskhat?

10) lameller, flad brunlig glat hat, - Elledans-bruskhat?

Jeg er slet ikke sikker, og kunne godt bruge lidt hjælp. Inden jeg kaster mig over det næste store spørgsmål. - Er nogen af dem gode at spise?

Dirndl

Jeg burde jo få strikket på min Viola, inden den bliver noget jeg aldrig kommer tilbage til.
Istedet har jeg brugt tid på at skaffe mig en en 'tyrolerdragt', også kaldet en dirndl. Nogle af mine venner inviterede nemlig til oktoberfest.

Min fordom om oktoberfester dækker: slagermusik, bjerge af pølser og først og fremmest øl i stride strømme serveret af barmfagre servitricer.
Men denne fest var meget anderledes: tyk børnevenlig tyroler-høst-stemning, lederhosen og dirndl, masser af musik og fællessang (delvist med tyske tekster) og mad i rigelige mængder.
Der var også et kirkeligt anstrøg, der passede fint til selskabet. - Håndsoprækning afslørede at godt 1/4 var ansat i folkekirken.

Jeg fik kun næsten fremtryllet en klassisk dirndl til festen:

I skabet har jeg en kjole, der næsten var på vej ud - den bliver brugt for lidt. Halsudskæringen er lidt for dyb, og snittet alt for piget, og derfor (tænkte jeg) perfekt til tyrolerstilen.
Det jeg troede ville blive en raid gennem byens mange genbrugsbutikker, fik hurtig ende, da jeg i den første butik fandt en helt perfekt lille bluse med pufærmer.
Forklædet syede jeg af en stofrest og 2m sort satinbånd.
Passende sorte sko og strømper havde jeg allerede - for her er der fuldstændigt sammenfald mellem tyrolerstil og mit kirkesanger-antræk.

Alt for langt - med paddehatte

3 timer er ikke meget, sammenlignet med 3 måneder.
Men det er længe at slå græs, når opgaven normalt kan klares på under en.

Allerede i sidste uge var græsset blevet lidt for langt. Så udstyret med min plæneklipper, en håndskubber og beslutsomhed gik jeg i gang med den store, besværlige opgave; at slå græs der er for langt. Beslutsomheden holdt, men håndskubberen gav op. Uanset hvor meget hjulene drejede rundt, stod tromlen med skærene til sidst uhjælpeligt stille.

Jeg måtte derfor lade græsset gro, og vente på hverdagen, og et åbent have-maskine-værksted. Det tog ikke lang tid i forhold til, at jeg glemte at få plæneklipperen med mig. De forsikrede mig dog om at de kunne lave den, og jeg måtte køre derind igen dagen efter. Desværre tog jeg 'igen' lidt for bogstaveligt, og kom tomhændet afsted endnu en gang.

Først 3. dag lykkedes det, at få den med derind, og afleveret. Jeg blev så tilbudt at låne en med hjem, så græsset kunne blive klippet. Og, det var et tilbud der absolut ikke kunne afslås. - Men jeg forestiller mig, at med en motorklipper kunne man gladeligt lade græsset gro mens der ventes. Jeg ventede kun på nogenlunde tørvejr og tid der ikke skulle bruges på andet, og gik så igang.

Men, jeg tog mig også tid til at motionere det nye kamera. For haven er fuld af flotte paddehatte, hvoraf de fleste må lade livet i dagens anledning.

En enkelt er jeg sikker på er den velkendte røde fluesvamp.

Resten vil jeg rigtig gerne finde ud af hvad er for nogen, så jeg har plukket hele 10 bunker af (forskellige ?) svampe jeg vil prøve at bestemme.

Lidt for lang tid

- siden er det, at jeg købte kameraet, der gennem 3 måneder ikke har leveret et eneste billede hertil.
For, kort efter købet, leverede jeg nemlig kameraet tilbage. Det var et fejlkøb.

Gennem min årelange historie af genbrugskameraer, opstod drømmen om, at når jeg engang købte et, skulle det være ét med mulighed for at lege, fordybe sig i teknikken og dygtiggøre sig.

Drømmen havde jeg bare lige glemt, og faldt for argumenterne fra en dygtig sælger, der forstod at tale direkte til den del af mig der mener, at elektronik skal være helt enkelt og ukompliceret, så man kan koncentrere sig om det væsentlige. - Men indimellem er det jo netop teknikken der er det væsentlige.

For knap en uge siden investerede jeg så i et kamera, der (efter sigende) er ukompliceret at bruge, når ikke man vælger at lege. Umiddelbart var det dog så stor en udfordring, at jeg måtte læse i manualen, og bagefter spørge i butikken, før jeg kunne tage et billede.
Men nu er det nemt nok. Jeg skal bare lige have affundet mig med, at kameraet, i mine øjne, ser pressefotograf-wannabe-agtigt ud.