Perfektion

Elsebeth spørger om man bare kan starte sin blog igen. Inden da overvejede Anne hvordan man griber det an, når man vil igang igen.

Jeg blev fristet, og luftede tanken hos Lisbet der opfordrede mig til at vende tilbage.



I dag, året efter og dagen før ER jeg flyttet. Det var den enkleste del. At komme rigtigt på plads er sværere.

Først udsatte jeg flere opgaver for ikke at udfordre økonomien efter den store investering i det perfekte hus.

Men at vente, giver tid til at overveje og jeg fristes til at ønske intet andet end det helt perfekte.

Af frygt for at vælge forkert, vælger jeg ikke noget, og så sker der heller ingenting.

Imens bliver ToDo-listen kun længere, mere uoverskuelig og også tydelig for andre.

Måske er 'perfektion' slet ikke den saliggørende statiske endestation jeg forestiller mig, men istedet et udtryk for når det kun er een selv der kan se at der er punkter på ToDo-listen.

Nu er genoplivning af Tanterne ikke længere en opgave på listen.

4

Det er på vej til at blive en tilbagevendende begivenhed, at jeg glemmer den - bloggens fødselsdag.

Så, forsinket som vanligt, har jeg nu gjort klar til at fejre, med te i den nyeste kop, med lys og buketter nys hentet i haven. Den ene buket afslører at der også er noget dér, der bliver forsømt. Det er ikke meningen at der skal være Digitalis i haven. De burde have været luget væk. Særligt når haven jævnligt befolkes af Yngste og hendes venner. Men, Digitalis der plukkes som blomster danner vel ikke farlige frø, og så bliver risikoen alligevel ikke stor.

Teen er for mig helt ny, en prøve min mor begavede mig med sidst jeg var forbi. Den smager blødt og fint, og minder mig med sin sødme om den sidste rest smeltede is, som nydes allermest, fordi der bagefter ikke er mere.

Dette 4. år har været præget af at det har været nødvendigt at genfinde energien. Jeg har allerhøjst holdt sidste års lave aktivitetsniveau. Alligevel har jeg igen i år været så heldig at en af mine få kommentarer er blevet belønnet med et flot halssmykke fra Tina.

Tante Lilla fik i år strikket et par sokker, fik begyndt på en spencer i Fasset garn, og på strikkefestivallen blev 'Babycables and big ones too' endelig færdig. Samme sted fik hun også serveret ideen til hvad Linda skulle overraskes med, så der endelig kunne blive sagt tak for en længe savnet strikkebog. Hvis det ikke er blevet til meget strik, er symaskinen til gengæld blevet luftet til mange småting. En spirende interesse for tøj og stil, har ført til at flere stykker tøj er blevet tilrettet, og der er gjort indhug i bunken af ting der venter på at blive repareret. Der er også blevet leget med maskinen, både alene og sammen med Yngste der har fået en bamseseng, en babuska, en taske og et krammehjerte ud af anstrengelserne.
Noget tyder på at Tante Grøn er ved at vinde kampen mod mælkebøtterne, og så er hun startet på en gennemgribende oprydning (assisteret af FlyLady) og genindretning af huset, der indtil videre har resulteret i nye værelser til alle i huset, og et rart, ryddeligt værksted.
Tante Bruns plan om at bage dagligt brød blev kuldkastet af et fravalg af korn, i den undersøgelse som hun har travlt med, af hvordan hun forbedrer velværet og sundheden gennem maden.

Hr Blå gør stadig visit af og til, og har oftere troen som ærinde.

Tanterne planer ligner sig selv og dog:
Tante Lilla vil have holdt det strik-in hun længe har drømt om, og strikke livstykke-trøjen færdig, og så er spenceren kommet til sammen med et forøg på at lære at klæde sig bedre. Tante Grøn, vil stadig arbejde på at overkomme haven uden andres hjælp, og har nu også planer om at komme igennem det indendørs. Tante Brun vil fortsætte sin kamp mod skadelige spisevaner, og overvejer om der kunne være håb for bagning af det (næsten) daglige brød, hvis hun brugte andre melsorter.

Ros med tilbud om hjælp

Jeg har fået en kommentar:

Thesis Writing sagde ... 'Wow, fantastic blog layout! How long have you been blogging for? you make blogging look easy. The overall look of your web site is great, as well as the content!'

Og jeg vil takke for rosen! Det er ikke så tit jeg hører det, yderst traditionelle og mildest talt ikke nytænkende layout jeg har valgt, blive omtalt som værende fantastisk. Ej heller at få det generelle indhold bedømt lige så positivt.

Det kan så undre, hvordan oversigten over samtlige indlæg gennem tiderne er blevet overset, den kunne ellers let have besvaret spørgsmålet om 'hvor længe' med - - - 4 år og en dag ...

(Jeg må vist se at få fejret en fødselsdag!)

Måske er Thesis Writing mere interesseret i at få reklameret for 'muligheden for at få hjælp til at skrive sin afhandling'. En hjælp der heldigvis tilbydes mindst 2 år for sent her.

3

Tænk at have fødselsdag, helt uden at nogen tager sig af det.

Fordi jeg helt glemte den og bagefter ikke lige havde tid til at gøre noget, er den skæbne overgået bloggen. Ingen fejring, ingen blomster, ingen gaver. Og, for 12 dage siden var det alt sammen til og for mig.
Så nu vil jeg forsøge at fejre det 3. år.

Dette tredje år, har båret præg af at jeg ikke har genvundet min tidligere aktivitet i blog-land. For eksempel har jeg kun skrevet her 52 gange, og har bestemt heller ikke været flittig til at lægge kommentarer hos andre. -jeg mistænker Google-reader for at have en del af skylden, fordi man ikke behøver besøge selve bloggene, for at følge med. Det kræver derfor et ekstra klik og lidt ventetid at lægge den kommentar man lige har tænkt - lige netop længe nok til at jeg flere gange har nået til at tænke, at den kommentar jeg ville skrive vist alligevel ikke fortjente at blive set på skrift.

Men trods den lavere kommentar aktivitet har jeg alligevel været så heldig at få armbånd fra Miri, netop fordi jeg lagde en hilsen hos hende. Linda har også sendt mig en bog jeg efterlyste mod at jeg overraskede hende med noget. Den overraskelse skylder jeg stadig, for jeg savne ideer til hvad det kan være.

Det blev også året hvor jeg endelig forsvarede den PhD, jeg oprindelig ville have gjort færdig inden jeg oprettede bloggen. - Altså mindst 3 år forsinket. Kun et år forsinket fik yngste også officelt adresse her, og der er kommet ro over hvordan fremtiden ser ud.

Tante Lilla har syet bukser og strikket sokker, og næret af drømmen om at strikke meget mere, indrettet en hyggelig strikkekrog og købt garn hos Holst, hvorefter det kun er blevet til til strikke-prøver. Hun har igen deltaget i Strikkefestivallen, denne gang som dagsgæst. Derudover er det blevet til at repareret lidt forskelligt - heriblandt sofaens patchworktæppe indtil flere gange, og hun har prøvet kræfter med selv at sy stof. Tante Grøn har kæmpet en sej kamp mod mælkebøtter, plukket jordbær, og har også repareret flere småting og bygget en reol. Og, tante Brun har måtte erkende at hun ikke længere har noget der tilnærmelsesvis ligner en lille baby-pige i huset.

Tanternes planer for det næste år ligner meget dem fra for 2 år siden:
Tante Lilla vil strikke babycables og livstykke-trøjen færdige, og selv holde et strik-in. Tante Grøn, skal finde ud af at overkomme større dele af haven uden andres hjælp. Og, tante Brun har stadig planer om at gøre madvanerne sundere og genoptage den daglige brødbagning. Og fordi bogen 'Meyers bageri' er kommet indenfor døren, er chancen der for at den del vil lykkes.

Ubevidst/Underbevidst..?

Jeg satte mig til computeren, og havde på forhånd en fornemmelse af at der var noget jeg skulle..? - Noget der ikke var at forberede mig til mit PhD forsvar.

Jeg læste mails - og et par blogs, før jeg opdagede at der skete noget på en rejseblog jeg fornylig lagde et link til i Google Reader. (Jeg har fået grønt lys for offentliggørelsen)

Min veninde gennem 11 år, og hendes familie, der tæller mit fadderbarn, ældstes bedste ven gennem 6 år, yngstes bedste veninde og sælgeren af min kolonihave, tog afsted i dag.
Jeg vidste det egentlig godt, og alligevel nåede jeg ikke at få dem ønsket god tur - i hvert fald ikke inden de rejset afsted. Heldigvis har de sørget for at der er hul igennem undervejs.

Nye tider

En travl tid på arbejdet, en yngste der lige nu mest er hjemme i hverdagene og en ældste hvis far har været bortrejst i ugevis, giver alt for lidt tid hvor jeg kan drive den af ved computeren.
Jeg sætter min lid til en nyligt bestilt bærbar arbejds-computer. For, hvis jeg skaffer mig en internetforbindelse til hjemmet så skal det kunne give mere tid til det her.
Jeg glæder mig til den kommer...

Jeg har leget

- med Flickr, efter at være blevet inspireret her, hvor man også kan læse reglerne for legen, som også leges flere andre steder.

Først kan man svare på 12 spørgsmål. Det kan i sig selv være svært nok, så skal der vælges et af de billeder der dukker op når man søger på svaret - også svært, (jeg er gået efter det flotteste eller mest interessante) og man kan risikere at det valgte billede ikke kan overføres. Så istedet for et skønt billede af ham der spiller Garibaldi i Babylon 5 er jeg endt med en kirkegård.

De fleste billeder er blevet sært alternative i forhold til det søgeord de er fundet med. Prøv lige at gætte på hvad mit yndlings-dyr er (nr3), eller -dessert (nr8), hvad jeg vil være når jeg bliver ældre (nr9) eller hvordan jeg beskriver mig selv (nr11)? Det eneste billede der umiddelbart har nogen sammenhæng med søgeordet, er det hvor jeg har søgt på mit navn (nr1).

Så mon mosaikken siger noget om mig...? Jeg tvivler. Men jeg syntes den blev flot, og jeg fik genopfrisket hvorfor jeg drømmer om at gense Utrecht. Prøv selv at tage et kig på Flickr.

1

Hov, idag er det jo min blogs 1 års fødselsdag. Det var jeg lige ved at overse, men vil lige forsøge om jeg kan nå at fejre det.

Det har været en sjælden fantastisk livsbekræftende oplevelse, sådan at blive en del af blogger-samfundet. og da jeg stadig kun har brugt 5% af den kapacitet blogger stiller til rådighed, har jeg plads til at fortsætte i omegnen af 19 år mere ...

For jeg vil fortsætte. En ting er at læse og kommentere hos andre, men at få reaktioner på det man selv har skrevet er skønt. Så til de der læser med vil sige tak for enhver lille kommentar, de bliver læst, genlæst og skattet.

I løbet af dette første år har jeg samtidig med at jeg har skrevet her 114 gange, også skrevet den afhandling næsten færdig, som jeg sidste år overvejede om jeg hellere skulle gøre færdig inden jeg lavede mig en blog. Jeg er glad for, at jeg alligevel begyndte på bloggen.

Og tanterne, som det hele egentlig handler om har også gjort hvert deres:

Tante Lilla har strikket handsker, 2 huer, halstørklæde og dominospencer, syet gardiner, barselsgave, udklædning og bukser. Tante Grøn har bekæmpet snegle og bundet adventskrans. Tante Brun har eksperimenteret med surdej, bagt brød, fodret på kat og barn, ordnet pakker og vasketøj, og læst højt.

Og, for at det næste år ikke bare skal blive det samme om igen, har de alle tre sat sig mål for det næste år:

Tante Lilla vil selvfølgelig strikke livstykke-trøjen og halstørklædet færdigt, men også begynde at sy børnetøj, lære at spinde, deltage i et strikke-arrangement og selv holde et strik-in. Tante Grøn, har store planer om at bemægtige sig en have. Og, tante Brun vil genoptage den daglige brødbagning og indføre sundere madvaner.

Nærved

Jeg har fået afleveret min afhandling til sproglig korrektion. Det er ikke det samme som at være færdig, men det ligner - og det føles godt. Som endelig at have fået fri... for jeg har ikke rigtig holdt ferie hele sidste år, og siden nytår har jeg arbejdet i alle weekender lidt eller meget efter hvad jeg kunne overkomme. Og hele tiden har den dårlig samvittighed over ikke at være blevet færdig endnu hængt over mig.

Nu er det næsten overstået, og jeg vil tillade mig at bruge tid på at skrive her igen. Hvor har jeg savnet det.

Jeg er også lige blevet vurderet egnet til den stilling jeg har søgt, så forhåbentlig er jeg snart ansat. Efter 5½ måned uden nogen indtægt overhovedet bliver det skønt, for slet ikke at tale om nødvendigt at tjene penge igen.

Hvor får jeg skrevet meget!

... ja ikke her, og heller ikke nok, men på min afhandling der nu er oppe på 67 sider og stadig kun er halvfærdig. Den dårlige samvittighed lurer, og når jeg sætter mig til computeren, afholder jeg mig fra at skrive her... Jeg kommer heller ikke rundt og kigger til andre, i hvert fald ikke så meget som jeg gerne vil.

Men imens jeg har kigget den anden vej, er jeg blevet beæret med en award af først Siffe og Karina, og senere Gitte og Britt. Mange, mange tak.

Lige nu syntes jeg bare ikke jeg lever op til at kunne 'make' nogens dag. Jeg håber det ændrer sig på den anden side af den 67-sides sag jeg burde arbejde på lige nu.

Det er længe siden at den her award gik sin gang gennem det udsnit af weblogs hvor jeg kommer. Som jeg husker det nåede den ud til rigtig mange. Jeg har ingen planer om at starte endnu en bølge af denne award, og derfor vil jeg i første omgang give awarden videre in absentia til to der har skrevet vidundeligt og inspirerende på hver deres måde; Posidriv og Mariie, og som begge har besluttet at bruge livet på andet end at skrive en weblog. Da de henholdsvist har slettet deres indlæg og hele webloggen kan man end ikke længere lade sig inspirere af det de skrev.

Det giver en lidt tom og livløs stemning der passer rigtig godt lige nu, hvor meget er sat på standby. Men der er det ikke til at holde ud at blive, så jeg vil fortsætte med at give awarden videre til: Anne og Losarinas mor, der kæmper sig gennem livets udfordringer med oprejst pande og inspirere mig til selv at klø på med mit. Joy hvor jeg finder redskaber der hjælper mig videre, og Caroline og Cheryl, hvor jeg ser glimt af liv, levet så det inspirerer mig til at sætte mål i mit eget.

På rette plads

Hallo hallo, når nu projekter skifter status i virkeligheden skal de da også gøre det her! Jeg må huske at rette i oversigten over mine strikkeprojekter.

You make me smile

Laila har givet mig en smile award, - fordi hun nyder at følge mine domino-forsøg.

Jeg er selv meget glad for at få lov at læse med om et projekts tilbliven, og når der findes mindst en 'derude' der nyder at læse om mine, vil jeg derfor love at fortælle om alle mine fremskridt og problemer gennem hele projektet.

Nu bør jeg så give denne award videre, så den kan glæde nogle flere. Men jeg har læst om den i gennem lang tid efterhånden, og rigtig mange har allerede fået den. Så, helt uden skelen til om den er modtaget før, give jeg den videre til:

Linda, der forstår at beskrive almindeligt hverdags kaos med så meget humor at jeg ofte må tørre øjnene for latterfremkaldte tårer for at få resten af historien med.

Posidriv, hvis dejlige billeder fristede mig til at finde ud af, at det ikke var uoverstigeligt svært at læse et andet nordisk sprog. Fordi hun forstår at formidle en hverdag med tro, så jeg sidder tilbage med en stille glæde.

Jeg kunne finde og nævne flere men de her to er dem jeg først kommer i tanke om. You make me smile, you lift me up!

Er det en drillenisse

- eller er det bare blogger der har fået en ny ide? I hvert fald får jeg ikke længere en e-mail om at der er skrevet en kommntar her, for det er lige gået op for mig at her ligger en del kommentarer som jeg slet ikke har set. Øv.

Og Mariie har gjort mig opmærksom på, at man heller ikke længere kan få et link på sin kommentar, med mindre man har en blogger/google konto. - ikke at det er besværligt at lave - men det var da bedre før. Slemme blogger!

(Man kunne selvfølgelig lægge et link til bloggen på en blogger/google konto...?)

"Undskyld"

har jeg flere steder læst, hos dem der har været væk fra deres blog i et stykke tid. Og, hver gang har jeg tænkt, at jeg selv ville nægte at undskylde, at virkeligheden kom på tværs af den virtuelle verden. Alligevel er det det ord der ligge mig nærmest lige nu. Ikke fordi det er lang tid siden jeg har skrevet, men fordi det overskud jeg ikke havde også har sat sig spor i virkeligheden.

Dårlig samvittighed og søvnunderskud gør både klodset og åndsfraværende. Utallige gange har yngste været på vej ud i noget farligt, og jeg har kigget bort i det øjeblik hvor hun havde brug for en hånd. Hun er faldet og faldet ned, har fået blå mærker og buler der går både ind og ud, og har bidt hul i både tungen og læben. Jeg har skåret mig i fingrene, og flækket negle, så strikning i hvert fald ikke er det jeg har spildt tiden på. Halvhandskerne blev ikke færdig til ældste fødselsdag, og selve dagen blev ubærligt stresset for ham.

Heldigvis heler småbørn både pænt og hurtigt, og vi tog revanche ugen efter, hvor ældstes fødselsdagen blev fejret lige som han kunne ønske sig.

Tagget

Siffe, hvis planet jeg besøger fordi hendes kamp for at komme ud af depressionens skygge er livsbekræftende læsning, har indbudt mig til at fortælle 7 sandheder om mig selv.

7 sandheder

1. Jeg har ingen mobiltelefon, og har ingen planer om at anskaffe mig en. Min nyanskaffede fast-net-telefon er ikke engang trådløs. Min eneste bekymring i den retning er at jeg har svært ved at leve op til mit ansvar for at give gode mobiltelefon-vaner videre når jeg ikke selv bruger én, og omgivelserne vrimler med dårlige rollemodeller.
   
2. Jeg var overvægtig som barn. Havde jeg været barn i dag ville jeg bare have været gennemsnitlig, men dengang var alle de andre tynde siv, og jeg var klassens tykke pige.
   
3. Jeg er ikke særlig høj. Jeg tror det skyldes at jeg som teenager levede anorektisk. Jeg spiste næsten ingenting, kunne kalorieindhold i det meste udenad, og brækkede mig hvis jeg kom til at spise mig mæt. – Indtil jeg en dag ikke længere kunne – jeg var vist heldig at det stoppede, men det lykkedes mig at blive slank.
   
4. Jeg kan leve på en sten. Jeg skal virkelig tage mig sammen for at bruge penge. Måske var det min far det fortalte mig, at forskellen på at være rig og fattig er om man bruger mere eller mindre end man tjener. Jeg besluttede mig for det sidste, og 6 år på SU, er god træning i ikke at kassere og kun at købe det der virkelig er uundværligt.
   
5. Jeg har prøvet at blive kørt på hospitalet i ambulance. Da jeg skulle hjem fandt jeg ud af, at jeg var kommet afsted uden sko. Det var i december, så der blev kigget noget efter mig på vejen hjem i bussen.
   
6. Jeg har brugt den samme deodorant i 20 år; den grønne Naturelle af Pierre Robert. Jeg har et ret stort lager af dem, for jeg er rystende nervøs for at den skal forsvinde fra markedet. Det er den eneste der dur.
   
7. Jeg er forfalden til chokolade og vanilleis. – Et efterår tog jeg temmelig mange kilo på fordi jeg var begyndt at dele en liter is med mig selv om aftenen. Den kunne lige trykkes ned i et halvliters krus med lidt meget stærk kaffe i bunden. Det er stadig en hofret, men nu deler jeg med nogen – eller lægge det meste af isen tilbage i fryseren igen.

De udvalgte

Det var slet ikke svært, - det er der ellers andre der syntes det er. Er det fordi jeg også burde skrive at jeg er selvoptaget? Dog ikke mere end at jeg er også er nysgerrig efter hvilke sandheder andre kan fortælle om dem selv. Som for eksempel:

Linda, der har en af de allerførste weblogs jeg fandt, og skriver så humoristisk at tårene kan trille af grin over livets besværligheder - Den evne til at se lyst på besværet ville jeg også gerne eje.

Bettina, der som nummer to bød mig velkommen efter at jeg var blevet optaget i WebStrik, og som er så venlig at tage sig tid til jævnligt at kommentere det jeg skriver.

Mariie, hvis weblog jeg fandt ved en planløs google søgning. Og hvor er jeg glad for at jeg fandt den, for hun tænker og skriver om alt det i livet der også optager mig.

Britt, som jeg gætter på er den Britt der har kommenteret hos mig (men jeg er ikke sikker). Fordi hun laver det skønneste strik, og gider vise det frem både undervejs, og når det er færdigt - og endda når det er på.

Inca, der skrev den allerførste kommentar her hos mig, og som jeg gerne vil lære bedre at kende.

Og nu føles det lidt mere farligt, fordi jeg bevæger mig udenfor kredsen af dem jeg ved kigger her forbi af og til.

Helle, hvis weblog jeg har fulgt fra før hun ventede Lærke, og havde særdeles stor fornøjelse af at læse med på fordi vi var synkron gravide.

Og med ærefrygt tager jeg mig sammen til også at nævne:

Liselotte, der har den kendeste af alle weblogs, idealet over dem alle. Med begavede tekster, smukke billeder og mod til at fortælle, der tilsammen giver indtryk af at man virkelig er blevet lukket ind i hendes liv. - Og skulle hun ikke have lyst til at være med kan jeg sagtens klare mig med det hun allerede, og helt uopfordret, skriver om sit liv.

Kære skrivende kvinder, hvis I vil være med er reglerne som følger:

1. Link til den, som har tagget dig.

2. Fortæl 7 sandheder om dig, lidt forskelligt og lidt rart!

3. Tag 7 personer i slutningen af blogindlægget.

4. Læg en kommentar i deres blog, for at sige, at de er blevet udfordret.

I modgang og medgang

Jeg faldt over Zeusstrik i går, hvor Hanne så klogt skriver:

"Nogen gange følges man med nogen. Andre gange går man ad hver sin vej. Man kan have følgeskab, og samtidig være frygtelig ensom. Somme tider tror man, at man følges med nogen, men opdager at de går i en anden retning."

Jeg kender ikke hendes historie, men det hun skriver rør mig. Jeg kender det. Det er trist at følges i ensomhed. Mere trist end at vandre alene. For da kan man bedre finde nogen at dele sorgen med.

Da jeg idag fik kigget gårsdagens avis igennem faldt jeg over brevkassen der netop handler om at vandre alene. Men havde en helt anden vinkel: Når man vandrer alene er det svært at finde nogen at dele glæden med.

Men, på alle de fantastiske weblogs der bliver skrevet kan jeg se, at her er der en mulighed for at dele sin glæde med andre.

Hvad er det lige der sker her

Når jeg kigger de sidste indlæg igennem ser jeg dårligt belyste billeder og tekster, hvor brok og utilfredshed ligger på spring. - Det er ikke det jeg vil, det er ikke den del af mit liv jeg havde tænkt at bruge tid på her. Jeg må tage mig sammen. Her skal være kønt og positivt, så jeg selv syntes her er rart at være. så får jeg måske også skrevet lidt oftere - igen.

På den anden side så er det også en ide at skrive om de problemer jeg roder med... Faktisk nyder jeg at læse andre blogs af mennesker der tør skrive om det der er svært. Og det behøver jo ikke blive blive til brok, klynk og utilfredshed af den grund. Selv om det nok er dér jeg i virkeligheden er, fordi nok ved hvad jeg kunne gøre - men alligevel ikke gør det.

Nu tage jeg en dyb indånding og prøver igen. - Om strik altså, ikke om problemer - ikke denne gang.

Det har generet mig at jeg har så meget mere at det rabarbergrødsfarvede garn liggende efter at have strikket en halsklud af det, som nok var køn, men ikke rigtig lækker. Inca gav mig løsningen: Den jeg har strikket er jo bare en prøve, så nu skal jeg bare finde noget virkelig lækkert garn og så strikke den en gang til! Størrelsen taget i betragtning så er det ikke uoverkommeligt, og jeg ved jo allerede at jeg vil kunne lide resultatet, så motivationen skulle være i orden.

Faktisk fandt jeg noget garn jeg kunne bruge, da jeg kiggede forbi Fussingø slot til kunsthåndværks udstilling. Jeg var bare lidt for nærig den dag til at give 100 kr. for et enkelt nøgle, og nåede ikke forbi igen - efter at jeg fortrød. Men nu ved jeg hvad jeg skal lede efter. Og at jeg skal huske at slå til imens tid er.

Resten af det rabarbergrødsfarvede kan jeg så passende bruge til at strikke andre prøver af.

Helt uventet

Jeg har det fuldstændig ligesom når jeg som barn nåede frem til gaverne juleaften, og havde været så fokuseret på dem jeg skulle give, at jeg blev helt overrasket over at der også var til mig.
For i dag fandt jeg forbi Siffes planet, og der så jeg for første gang - et link tilbage hertil!