Helt vildt nemt hår

Der er gået 3 uger. Uger jeg blandt andet har brugt på at finde mig til rette med mit nye hår.

Som barn læste jeg, at hvis man beholder den samme frisure i mere end 10 år, ser man sandsynligvis ældre ud end nødvendigt. Og at langt hår, på en der er ældre end 35 år, ser gammelt ud.

Jeg har haft langt hår lige siden jeg for 26 år siden lod en korthårsfrisure vokse ud. Det meste af tiden har jeg sat håret op. En ubevidst efterligning af Dronning Margrethe måske? Og måske gør det opsatte hår en forskel, for gennem alle årene, har jeg kun oplevet at blive gættet til at være yngre end jeg er.

For 2-3 år siden følte jeg en spirende længsel efter at der skulle ske noget nyt. Men først nu var jeg blevet så overbevist, at det også lykkedes at overtale min frisør, Yaz, til at klippe håret op over skuldrene.

Her efter et par uger har jeg tilmed fået alt det liv, krøl og fylde i håret som jeg troede en kortere frisure ville give.

Og det går op for mig hvorfor frisøren stillede sig modstræbende overfor at klippe så meget af. - Han sætter nemlig en ære i at lave en frisure der passer til hvordan håret naturligt opfører sig. Og håret opførte sig netop ikke naturligt, når det lige er blevet klippet meget kortere.

Men det er en stor succes. Det var nemt at sætte hår før. Det skulle bare vikles op og sættes fast med nogle klemmer. Heri gav årene mig en vis rutine. Men nu er det virkelig let. Hvis jeg går i seng med nyvasket hår, skal jeg bare køre fingrene igennem det om morgenen - og så sidder det.

At brokke sig ... er fortid

Forleden drejede snakken sig ind på at brokke sig. Det at brokke sig blev beskrevet som danskernes nationalsport.
Nu dyrker jeg ikke sport, og det gik op for mig, at det vist også er blevet tilfældet her. I dag opdagede jeg hvordan jeg undgår at brokke mig. Og, jeg blev opmærksom på en episode for 4-5 år siden, hvor jeg nok for første gang vælger en anden løsning end at brokke mig.



- Det var en vinterdag hvor jeg kommer hjem fra arbejde - til en knust kælderrude. Ældste havde glemt at få sin nøgle med sig i skole, og havde på håndfast vis fundet en anden vej ind.

Jeg kunne have:
1. Skældt ham ud for at ødelægge ruden.
2. Bebrejdet ham for ikke at huske sin nøgle.
3. Belært ham om hans andre muligheder.
4. Frygtet risikoen ved at huset nu stod helt åben.
5. Ærgret mig over omkostningerne ved at skulle have en ny rude sat i.
Alle fem muligheder ville være helt sandsynlige reaktioner.

Men istedet for at REAGERE på hændelsen, overraskede jeg mig selv ved at koncentrere mig fuldt ud om at HANDLE. Der var så meget jeg måtte gøre:
1. Acceptere at ruden nu var i stykker.
2. Fjerne glasskårene.
3. Få lukket åbningen her og nu, så vind og sne kunne holdes ude.
4. Ignorer hvordan og hvorfor situationen var opstået.
- Den kunne alligevel ikke ændres.
5. Ringe til en glarmester og lave en aftale om at få ruden ordnet.

Sikkert fordi jeg slet ikke spildte tid på at reagere, var det hele ordnet hurtigt nok til at jeg stadig kunne nå at hente Yngste inden dagplejen lukkede. Vi havde bagefter en helt almindelig aften sammen, hvor jeg tror jeg fik rost Ældste for øjeblikkeligt at have fortalt mig om problemet - og for hans valg af rude. Han havde faktisk valgt den rude vi lettest kunne leve med var i stykker. Vi fik også snakket om andre muligheder, hvis man ikke kan komme ind.

Når man brokker sig, reagerer man på noget man er utilfreds med, mens man koncentrerer sig om det der er sket og ikke kan ændres. Brok tyder på at man ikke har andre muligheder, og når man begynder at brokke sig - bliver man magtesløs, alene fordi man ikke holder øjnene åbne for hvad man kunne gøre.
Det er langt mere fremtid i at tænke på det man kan gøre. - Når jeg gør noget, om det så bare er at planlægge hvad jeg skal gøre, mister jeg trangen til at brokke mig.

Vintersøvnen er slut

Sommertid, mere dagslys og fugle der synger til - er alle dejlige forårstegn.
Men det forstyrrer også nattesøvnen, og opbygger underskud, hvis behovet er stort. Efter en superlang nattesøvn, og dage i laveste gear, er søvnmanglens tåger lettet, og jeg vågner med energi, kreativitet og lyst til hvad dagen bringer.

Den cardigan jeg ikke kom ret langt på, må lade livet. Den er alligevel slet ikke dét min garderobe har brug for.
Istedet har jeg fået lyst til Viola, en vest fra bogen Mere Feminin Strik, som jeg har lånt på biblioteket. Den skulle genlånes, men var reserveret og jeg endte med et par kopier af opskriften istedet.

Den skal nu omskrives så den kommer til at passe til mine mål, mit garn og strikkefasthed.

Udfra den nu ret store strikkeprøve på pind 6, som virker helt fin, er pindstørrelsen lagt fast, og en strikkefasthed kan udmåles til 22 p X 14,5 m i glatstrik.

Mine egne mål er en lidt mere kompliceret sag at finde.


Udrustet med en stram bluse, et antal kappenåle og et målebånd må jeg igang med at finde, ikke bare en hofte-, talje- og over-vidde, men også fordelingen af vidde mellem for- og bagsiden, og afstandene fra skulder til de tre mål både for og bag samt den ideelle længde af vesten.

Den store opmålingseance kan begynde, og skulle gerne ende i en strikkelig personlig opskrift der kan ende i strik med optimal pasform, og helst inden jeg tager hul på den filmmaraton byen afholder fra kl 15 i dag.

Omsyet jakke

Det var i december at Ældste ringede hjem for at spørge om jeg ville hjælpe med at ændre en frakke han havde købt sig i en genbrugsbutik. Uden et klart billede af hvad han ønskede, sagde jeg denne gang ja til at hjælpe med rækkefølgen og at få det hele nålet pænt inden der skulle sys, under betingelse af at han selv kørte med symaskinen.

Så en weekend i advent brugte vi på sammen at ændre en kedelig gulvlang og fuldstændig lige op og ned damefrakke i en god ulden kvalitet med 80'er snit til en model af en helt anden verden.

Målet var at det skulle ende som noget fantasy-agtig.

Ærmerne blev taget af, skøderne lagt op i forskellige skrå længder, slidsen i ryggen forlænget, forskellige stropper og knapper afmonteret. Og hele vejen var det Ældste selv der styrede både opsprætter og symaskine. - Når jeg bare ville styre stofsaksen.

Det var også den jeg fandt mest skræmmende, da jeg begyndte at sy.

Først da vi i løbet af søndagen nåede til det tredje taljeindsnit, overtog jeg symaskinen og syede de sidste 8.





Søndag aften kunne han tage tilbage til skolen iklædt et nyt styk unikt overtøj.

Forårs-sne

Det er snart 4-5 uger siden Ældste bad mig strikke ham en halse-disse. Og som vejret er nu virker det ikke helt omsonst at have fået den sendt til ham.

Både rib og perlestrik var med i overvejelserne af hvordan man undgår et glatstrikket for- og bagstykke der ruller. Overvejelserne endte i 5 dobbelte rækker af vrang og ret langs kanterne.
Halsedissen er stikket af 2 nøgler strømpegarn fra Brugsen. Jeg begyndte for-/bag-stykkerne med hver sit nøgle, så der var to nøgler i sving da jeg nåede til selve hals-røret. Ved at forsætte med begge nøgler, kunne jeg strikke patent-stik uden at skulle holde øje med det rigtige sted at skifte mellem ret- og vrang-masker. Hvert nøgle kunne fortsat bruges til at strikke den samme slags masker med. - Da jeg lærte mig at stoppe 5-7 masker før jeg kom helt hen til det andet nøgle, gik det fint.
Selv om jeg syntes jeg nu har lært at strikke patent, nåede jeg kun til at kunne rette forkert strikkede masker ved at strikke baglæns.

Det er første gang jeg har forsøgt mig med at blokke mit strik. Det gav nogle spidser, der hvor halsedissen var nålet på strygebrædtet inden brædtet blev lagt omvendt mellem kummefryse og tørrestativ.
Nu kan jeg se, hvorfor det er værd at overveje, at finde noget i retning af lange tynde strikkepinde til at spænde strik op med.

En kat har 9 liv

Den kat jeg så på vejen kan ikke have været vores. Jeg var bare så bange for at det skulle være vores, at det var det jeg så!
Jeg så ikke efter om riften i øret var der. Jeg kiggede kun på katten på vejen med følelserne fremme og med videnskaben pakket godt væk. Også selv om jeg godt ved, at der er katte i området der ligner den ret meget.

Det forklarer også at katten på vejen virkede tungere, og at den var både stiv og kold, få minutter efter at jeg havde lukket vores kat ud. Nogen må have fjernet den døde kat i løbet af dagen.

Epilepsi er måske værd at overveje, hvis man også bliver helt kold under et anfald..?

- Ældste siger, at nu har vores Tiger kun 8 liv tilbage.
Men jeg tror nu ikke at den virkelig fortjener tilnavnet Lazarus, sådan som Christunte foreslog.

Det var katten

De jeg kørte ud af byen, på vej til strikke-workshop, fik jeg øje på en kat der lå midt på vejen - den lignede vores kat, som jeg havde lukket ud kort før jeg selv var klar til at gå. Så jeg standser og ser nærmere på katten. Det er vores kat. Men jeg er ikke i god tid, så jeg vil lægge den ind i siden af vejen til jeg kommer hjem igen. Jeg har aldrig før løftet noget dødt, og lægger mærke til at katten allerede er blevet stiv, og vejer godt til som dødvægt.

På vejen spekulerer jeg på, om jeg skal skynde mig at ringe til Ældste der har størst ejerfølelse overfor katten og om Yngste mon skal over til en lille afskedsceremoni. Men jeg får ikke ringet og kommer til workshoppen i sidste minut. Snart handler det om andet end katten.

På vejen hjem kommer jeg igen i tanke om at vi nu skal til at leve katteløst. At kattens skåle ikke længere skal stå på køkkengulvet. At kurven, som den alligevel ikke vil bruge, skal flyttes ud af stuen, og at der ikke længere er nogen der ustandseligt vil lukkes ind og ud af dørene.

Da jeg kører forbi, det sted hvor jeg har lagt katten, kan jeg ikke se den. Den er væk. Lidt forvirrende, men det løser problemet med om frosten vil tillade mig at grave et hul i jorden.

Jeg kan stadig høre den vante lyd af katten der vil lukkes ind, da jeg åbner bildøren. Et øjeblik senere tror jeg at også øjnene spiller mig et puds.

Det var kattens. Vi har stadig kat.

Væve med pinde

I lørdags var jeg til væve-strik-workshop med Ellen Holm i Gaardbutiquen Rosenlund. Det var rigtig hyggeligt - særligt at sludre med Elsebeth.
Desværre lykkedes det mig ikke at prøve mange forskellige vævestrik-mønstre. Dagens produktion begrænser sig til en diminutiv klud.

Vi startede med mønsteret 'Prikker' (det Isager kalder Lænken). Jeg har strikket det før, og troede at jeg kunne, alligevel strikkede jeg flere rækker forkert før det lignede. Og så ville jeg også prøve at bytte om på de to farve. Det blev så med forside på den anden side af strikkeprøven.

Bagefter kastede jeg mig over linnedstrik, som jeg gerne vil lære, fordi det kan strikkes med 3 farver og blive til perlegrus. Resten af tiden gik med det. Når jeg fulgte opskriften, fik jeg strikket noget helt fint. Men det er ikke perlegrus.
Perlegrus er ikke det mindste stribet.


Til sidst kom vi frem til, at der måtte være en fejl i kompendiet.

Frost-klædt

I dag gik Yngste i skole, i det nye skørt - med et andet lille skørt indenunder. 

Balletskørtets brus var som en gentagelse af den frost omgivelserne havde klædt sig i her til morgen.

Balletskørt

Det rundskårne skørt blev færdigt.

Yngste har allerede afgivet bestilling på en matchende bluse.

Den børne-fine nederdels organza-brus, minder mig om chiffon-nederdelen fra min barndoms udklædningskasse. Jeg satte stor pris på dens skønhed og den ynde den tilførte mig. - Selv om billeder fra dengang, fortæller at yndigheden kun eksisterede i mit hoved.

Gennemført

En sølvfarvet sytråd blev købt, og en oplægning a'la rullesøm, syet med zigzag yderst på to cirkler organza, blev næsten klaret, inden jeg syede gennem negl og finger.

Jeg har prøvet det en gang før. Som barn lavede jeg samme nummer - på en symaskine med håndsving.
Selv om det underligt nok ikke gjorde specielt ondt, gik tempoet markant ned.

Oplægningen blev færdig, men resten venter lidt.

Så, Yngste fik lov at overtage symaskinen til at sy sølvfarvede streger med. Og, åh hvor er en søm syet med sølvtråd fin!
Det virker vildt ødselt sådan at bruge løs af den fineste tråd, selv om den er købt til nøjagtig samme pris som man skal betale for andet sytråd.