Dødelighed af Coronavirus (CoVid-19)

Udbredelsen af CoVid-19 viser store forskelle på dødeligheden mellem lande.



Det er bemærkelsesværdigt at lande der annoncerer bred udrulning af 5G netværk, som Kina og Italien, oplever en høj dødelighed af CoVid-19.

Flere fuldstændige gennemgange af den rapporterede CoVid-19 dødelighed for de enkelte lande og regioner viser til stadighed en bekymrende og direkte sammenhæng mellem høj dødelighed og fungerende 5G netværk, mens der er en lavere dødelighed (som influenza) hvor der kun er planer om at etablere 5G netværk.

Det første spørgsmål der er værd at stille:
Er det fornuftigt at undlade eller vente med udrulningen af 5G netværket her i landet?

Og inden 5G er etableret overalt i verden:
Hvordan influerer 5G stråling på respiratoriske sygdomme?

Skuffedariet

I år har jeg fået en julekalender. Yngste har lavet den til mig.

Hun brugte en hel aften på at bygge skuffedariet sammen. Der blev tegnet flere forslag til hvordan æskerne skulle sættes samme, og regnet på hvordan alle de mindre pæne overflader bedst kunne dækkes af gavepapir.

Det er mange år siden jeg sidst havde en julekalender at åbne. Og jeg nyder at være vildt spændt på hvad jeg finder.

- I der første skuffe lå der en sød lille hilsen.

Når rum kaster op

Da Ældste i går kom hjem, blev jeg mødt af spørgsmålet; 'Har mit værelse kastet op?'

Jeg ville gøre julerent derinde, og startede med at flytte alt det løse udenfor i gangen - der derfor blev propfuld. Så jo, med den rigtige provokation, kan et rum kaste op.

Det viser sig dog at være en større opgave at være to om at få tingene derind igen.

Yngste fik også kastet op. - En guirlande i en troldgren.

På spring

Huset burde være fint og julepyntet.
Men selv om jeg har været i gang det meste af weekenden, er her ikke meget julepynt fremme - endnu.

Der er heller ikke de store mængder at trylle med i gemmerne, for meget tog skade af 6 år i en fugtig kælder, og er kasseret sammen med min lyst til nisser.

En lille orkidesamling planlægger til gengæld at hjælpe med pynten. Snart er der blomst i dem alle.

Perfektion

Elsebeth spørger om man bare kan starte sin blog igen. Inden da overvejede Anne hvordan man griber det an, når man vil igang igen.

Jeg blev fristet, og luftede tanken hos Lisbet der opfordrede mig til at vende tilbage.



I dag, året efter og dagen før ER jeg flyttet. Det var den enkleste del. At komme rigtigt på plads er sværere.

Først udsatte jeg flere opgaver for ikke at udfordre økonomien efter den store investering i det perfekte hus.

Men at vente, giver tid til at overveje og jeg fristes til at ønske intet andet end det helt perfekte.

Af frygt for at vælge forkert, vælger jeg ikke noget, og så sker der heller ingenting.

Imens bliver ToDo-listen kun længere, mere uoverskuelig og også tydelig for andre.

Måske er 'perfektion' slet ikke den saliggørende statiske endestation jeg forestiller mig, men istedet et udtryk for når det kun er een selv der kan se at der er punkter på ToDo-listen.

Nu er genoplivning af Tanterne ikke længere en opgave på listen.

Hvor skal skabet stå?

I morgen flytter jeg.

Og så er det rart, at have et lille overblik over hvor de forskellige møbler skal stilles.
Jeg har næsten ingen erfaring med at indrette store rum. Og, min nye stue bliver næsten dobbelt så stor som den jeg flytter fra. Så jeg har leget med stuens grundplan, og fundet forskellige forslag til hvordan den kan indrettes.


Jeg kunne lave to forskellige siddegrupper - en med udsigt og en til fjernsyn..

Eller lave noget der ligner, med møbler på skrå..


Hvis da ikke sofaarrangementet istedet skal kunne nyde godt af udsigten..


Samtidig med at der kan ses fjernsyn..


Måske endda med fjernsynet i samme retning som udsigten..

Det er ikke nemt at vælge, når flere forslag kan fungere. Så handler det pludselig ikke om at finde løsningen, men at vælge den bedste mulighed. Og det kræver meget mere. - Måske et øje for hvordan det vil se ud i virkeligheden, eller modet til at vælge fra.

Det hele løser sig

Da jeg i sommer havde skrevet under på hushandlen, kom der mange for at se det hus der vist snart skulle have en ny lejer.

Det var bare slet ikke snart, så interessen svandt ind til ingenting, og jeg begyndte at tvivl på at der kom en ny lejer jeg kunne forsøge at afsætte lidt inventar til.

Men nu har den fremtidige lejer været forbi og udover at handle forskelligt boligudstyr har vi aftalt en tidligere overtagelsesdato. Det betyder at jeg i bytte for husly allerede fra selve flyttedagen, slipper helt for at gøre grundigt rent og male inden jeg giver nøglen videre. Sjovt nok tror jeg vi begge syntes den aftale er mægtig fordelagtig.

Én ny ting kommer sjældent alene

Nu hvor jeg lige har købt hus, kan det undre at der pludselig står en funklende fabriksny fræk Fiat i garagen. - Kunne det mon være en jeg har købt, nu jeg er i gang med at bruge store penge?



Det er nu bare en bil jeg låner, mens min egen bil er på værksted.

Jeg kunne slet ikke tro det, da mekanikeren kom med bilen der så ret ny ud. Mens km-tælleren på 1km fortalte at den virkelig var funklende ny.

At det ikke kun er en funklende ny bil, men tilmed den smarteste lille damebil i den helt rigtige farve - fandt jeg først ud af da jeg talte med en veninde. - Jeg ved jo ingenting om den slags. En behagelig købelyst-dæmpende uvidenhed der sikkert kommer af ikke at se tv-reklamer.

Jeg har altid sagt, at jeg ikke ville betale det det koster at køre en fabriksny bil ud over fortovskanten. Og så får jeg alligevel lov at prøve det. Utroligt!

Et afbræk

Her midt flytteforberedelserne vil jeg alligevel tage til strikkecafe.

Men jeg har ikke fantasi til meget mere end at starte på endnu et par sokker - til mig selv denne gang. Der er slidt hul i alle dem jeg har.

En måned med både-og

Endelig er ventetiden slut.

Jeg har nu nøgler til både et lejet og et ejet hus.

Så det er slut med kun at drømme, og tid at få ærmerne smøget op. Denne måned kommer til at gå med at;

• gøre et hus indflytningsklart
• pakke
• flytte
• indrette
• gøre et fraflyttet hus præsentabelt

Og fordi vejret stadig er ualmindelig mildt, så græs og ukrudt gror lystigt, er der samtidig to haver at holde.

Havearbejdet er lidt en streg i regningen, som jeg håber vil opvejes fuldt ud af, at alt går så meget lettere uden kulde, regn og rusk.

Smukt..

Knuden er væk. Hvor den sad, er der nu en langt mere behagelig perlemorsknap, gavmildt doneret fra min mors store udvalg.


Nu må varmen gerne vende tilbage. Jeg er klar.

En sommerkjole

- har jeg længe savnet.

Og endelig fandt jeg en, der lige passede til mig. Et Fund! Den ser ikke spændende ud på en bøjle, men er yndig på.

Jeg skyndte mig at korte et par cm af stropperne, og den var perfekt til de mange meget varme dage.

Men i løbet af dem indså jeg, at det er meget godt jeg ikke lever i datidens Japan, for jeg kan ikke vænne mig til en knude på ryggen der forstyrrer mig i at hvile ryggen mod noget.

Så den næste tilpasning af kjolen bliver at fjerne bindebåndene på ryggen.

Det simpleste vil være at sy de to ender sammen. Men så aner jeg ikke hvor sømrummet skal ende så det bliver pænt.

Altså må de to bindebånd kortes af og sluttes pænt af enkeltvis, og derefter samles.

Men, hvordan hæfter jeg dem så sammen; med en firkantet stikning rundt i kanten? med dekorative korssting? med knapper eller hægter?

Og hvor lange skal de være; så de lige når hinanden? så de når forbi hvor stropperne går op? eller et sted derimellem?



Det skal helst både besluttes og sys med det samme. For, det er ikke til at vide hvor længe det fine sommervejr varer. Og jeg er blevet træt af at holde kjolen sammen med knappenåle.

Spændt forventning

Det at gå til skriftlige eksaminer var altid for mig en underlig smertefri måde at få sin fremtid afgjort på. Man ser ikke resultatet med det samme, men ved bagefter at alt er gjort, og kan så bare vente på udfaldet.

I dag har jeg det lidt på samme måde. Jeg skal skrive under på købsaftalen. At skrive mit navn, er en lille og ubetydelig handling, der får store konsekvenser i fremtiden. Konsekvenser, som jeg forventer er positive, og som jeg må vente lang tid på at opleve.

Jeg har budt på et hus!

Det er pænt, stort og velholdt med en nem have. Det fylder meget i mine tanker, hvoraf rigtig mange nu starter; 'Når vi bor i det nye hus...'



Ind til videre er det bedste, at de har bedt om flere dage til at overveje om de skal takke ja eller nej.
Det må betyde, at der er en chance for at kunne købe det, for det jeg er villig til at betale.

Det hjalp ikke

- at Christunte krydsede fingre. 

Præsten ringede til mig og fortalte at han var ked af, at de havde valgt en anden. Der havde nemlig været en ansøger der var udannet i både børn og musik. Og, selv om jeg har en lang uddannelse har jeg ikke papirer på noget i den stil.

Så trods en velskrevet ansøgning får jeg ikke lov at underholde områdets små med babysalmesang, ikke før hun måske får brug for en afløser, eller opdager en anden og mere attraktiv stilling. Der findes jo bestemt dem der er større. Jeg bilder mig ind, at chancen for at een veluddannet bliver i mange år ikke er stor. Der kunne jo være nogle supplerende dagpenge der slipper op..?

Rockerborg

I weekenden var udlejeren og en mængde andre folk i gang her, for at forbedre og pynte på omgivelserne.

Det blev lagt de fliser jeg har savnet, lagt trædesten, sået græs der hvor orkanen Bodil tog et haveskur, og fjernet det spinkle og stemningsfulde hegn der indrammede terrassen, og sat et mere solidt og højere palisadeværk op på den side af terrassen der vender mod udsigt og omverden.



Jeg har jeg det som om jeg nu er flyttet i en rockerborg.



Så, jeg undersøger muligheder for selv at eje et hus. - Jeg burde nok sende udlejeren en venlig tanke. For at hegnet blev ændret var vist det der skulle til, for at for at vække drømmen om noget andet - og meget bedre.

En mulighed

Den enes død er den andens brød. - Eller når een får et bedre tilbud, kan en anden få lov.

Jeg håber jeg kunne være den 'anden'. I hvert fald har jeg sendt en ansøgning til præsten, om at få lov at stå for babysalmesangen her i området.
Det er ikke brødet det kommer an på, stillingen er så lille, at det ikke får nogen særlig betydning. Så det er lysten der driver værket, og den er der. Jeg har hørt, at der er andre ansøgere, men også at han var glad for at jeg søgte..

Det er spændende at vente på resultatet.

Dæmpet fuglesang

Det forlyder at det var en trist dag, da der blev sat lejere ud oppe på loftet.



Jeg ved selvfølgelig ikke om det reelt var lejere, eller om der var tale om en ulovlig bosættelse.
Hvis de har fået en passende opsigelse, må fristen have været alt for kort, de har ikke forstået den, eller været helt ligeglade, for i 6 ud af 10 lejemål var børnene alene hjemme da man kom for at sætte dem ud der ikke var flyttet og rive lejlighederne ned.



Og hvad stiller man mon op med en hel børnehave af fremmed herkomst..?

At afskaffe den dårlig samvittighed

Det er utroligt hvad en dårlig samvittighed kan udrette. Den burde jo få til næsten øjeblikkeligt at rette problemet. Men, oftere holder den een effektivt fast i det der giver den dårlige samvittighed.

Jeg har haft dårlig samvittighed over ikke at strikke.

Jeg havde fundet garn og var i gang med erstatningen for Yngstes asymmetriske bluse. Men, da hun i januar meddelte at hun hellere ville have at forstykkerne ikke blev krydset, gik jeg i stå. Det virkede for svært at beslutte hvor lange de så skulle være.



Til sidst gad jeg ikke have den dårlige samvittighed og fortalte mig selv, at det er helt i orden ikke at strikke.

Så skete der endelig noget (måske også fordi Yngstes fødselsdag nærmede sig). Den sidste dag hvor hun ikke var hjemme kom trøjen frem. Og, midt nat var den både strikket og færdigmonteret.



Jeg lod der være så lange sideslidser, at forstykkerne stadig kan sys fast i den anden side - hvis nu..



Garnet blev ikke strammet godt nok, da jeg lukkede af til halsen - så halsen trækkes alt for bred. - Det ville jeg godt rette på. Men hvordan gør jeg det, uden en stor operation?

Og så kan der ikke afses mere tid til at lege mors fotomodel.

Ugidelighed og manglende energi

- har vist præget det tidlige forår.

Den manglende energi har jeg længe forsøgt at indrette mig efter. Og efter at min stilling som kirkesanger sidste sommer blev opgraderet til et flexjob, lykkes det rigtig godt. Men ugidelighed - det gider jeg ikke.

For et stykke tid siden sagde Yngste: 'Mor, du prutter altså hele tiden!' Det var jo rigtigt - egentlig gik jeg også og bøvsede.

Altså måtte jeg have gjort noget ved luften i maven. Jeg fandt Charlottes anbefaling af Boldocynara, der virker ved at støtte fordøjelsen.

Efter de først dråber oplever jeg en markant og uventet ændring: Min rastløse søgen efter et eller andet til at stille lækkersulten med, blev erstattet af en fantastisk ro. Der kom varme i mine ellers altid kolde fødder (kunne også skyldes foråret). Jeg har fået pyntet til påske, klaret den bunke småreparationer der havde samlet sig, og syet nye karklude af udtjente håndklæder.

Engang forstillede jeg mig, at hvis fordøjelsen var dårlig, kunne man slippe afsted med at spise for meget, fordi den ikke kunne nå at bruge maden til noget inden den var kommet igennem kroppen.

Istedet lader det til, at kroppen bliver stresset hvis fordøjelsen ikke virker. Og langvarig stress kan resultere i at man giver op, og ikke orker mere. Men, når fordøjelsen virker bliver man mæt, glad og får energi.