16 juni 2011

4

Det er på vej til at blive en tilbagevendende begivenhed, at jeg glemmer den - bloggens fødselsdag.

Så, forsinket som vanligt, har jeg nu gjort klar til at fejre, med te i den nyeste kop, med lys og buketter nys hentet i haven. Den ene buket afslører at der også er noget dér, der bliver forsømt. Det er ikke meningen at der skal være Digitalis i haven. De burde have været luget væk. Særligt når haven jævnligt befolkes af Yngste og hendes venner. Men, Digitalis der plukkes som blomster danner vel ikke farlige frø, og så bliver risikoen alligevel ikke stor.


Teen er for mig helt ny, en prøve min mor begavede mig med sidst jeg var forbi. Den smager blødt og fint, og minder mig med sin sødme om den sidste rest smeltede is, som nydes allermest, fordi der bagefter ikke er mere.

Dette 4. år har været præget af at det har været nødvendigt at genfinde energien. Jeg har allerhøjst holdt sidste års lave aktivitetsniveau. Alligevel har jeg igen i år været så heldig at en af mine få kommentarer er blevet belønnet med et flot halssmykke fra Tina.

Tante Lilla fik i år strikket
et par sokker, fik begyndt på en spencer i Fasset garn, og på strikkefestivallen blev 'Babycables and big ones too' endelig færdig. Samme sted fik hun også serveret ideen til hvad Linda skulle overraskes med, så der endelig kunne blive sagt tak for en længe savnet strikkebog. Hvis det ikke er blevet til meget strik, er symaskinen til gengæld blevet luftet til mange småting. En spirende interesse for tøj og stil, har ført til at flere stykker tøj er blevet tilrettet, og der er gjort indhug i bunken af ting der venter på at blive repareret. Der er også blevet leget med maskinen, både alene og sammen med Yngste der har fået en bamseseng, en babuska, en taske og et krammehjerte ud af anstrengelserne.
Noget tyder på at Tante Grøn er ved at vinde kampen mod mælkebøtterne, og så er hun startet på en gennemgribende oprydning (
assisteret af FlyLady) og genindretning af huset, der indtil videre har resulteret i nye værelser til alle i huset, og et rart, ryddeligt værksted.
Tante Bruns plan om at bage
dagligt brød blev kuldkastet af et fravalg af korn, i den undersøgelse som hun har travlt med, af hvordan hun forbedrer velværet og sundheden gennem maden.

Hr Blå gør stadig visit af og til, og har oftere troen som ærinde.

Tanterne planer ligner sig selv og dog:
Tante Lilla vil have holdt det strik-in hun længe har drømt om, og strikke
livstykke-trøjen færdig, og så er spenceren kommet til sammen med et forøg på at lære at klæde sig bedre. Tante Grøn, vil stadig arbejde på at overkomme haven uden andres hjælp, og har nu også planer om at komme igennem det indendørs. Tante Brun vil fortsætte sin kamp mod skadelige spisevaner, og overvejer om der kunne være håb for bagning af det (næsten) daglige brød, hvis hun brugte andre melsorter.

Ingen kommentarer: