Den daglige tur til bussen gik forbi en lang parkeringplads, og efter nogle måneders messen; 'en rød/blå/grå bil.', som svar til hans 'A det?' var jeg ved at gå i spåner over at høre på mine egne gentagelser. Han interessse var til gengæld umættelig, så vi tog hul på bilmærkerne, ikke at jeg kunne nogen, med det var til at overkomme at gå om bag en enkelt bil hver dag for at læse mig til hvilken bil det var. På den måde lykkedes det ham at lære rigtig mange bilmærker at kende. En par måneder senere kunne han fortælle hvilke biler der kørte forbi os, og jeg kunne kun tro ham, for jeg fik sjældent øje på det lille mærke der for mig kunne afsløre hvilken bil det drejede sig om.
Måske hjalp det lidt på udvalget af kendte biler at der efter sigende skulle ligge et bordel på den anden side af vejen, hvad jeg ikke anede noget om da jeg boede der. I hvert fald var der et stort og varierende udvalg af fine biler parkeret derhvor vi gik hver dag. Men efter at have hørt 'nyheden' kunne jeg pludselig se med andre øjne på den kælder på den anden side af vejen med krydsfinerplader istedet for ruder og et stort lyserødt husnummer malet på døren.
I løbet af dette første år har jeg samtidig med at jeg har skrevet her 114 gange, også skrevet den afhandling næsten færdig, som jeg sidste år overvejede om jeg hellere skulle gøre færdig inden jeg lavede mig en blog. Jeg er glad for, at jeg alligevel begyndte på bloggen.
Og tanterne, som det hele egentlig handler om har også gjort hvert deres:
Tante Lilla har strikket handsker, 2 huer, halstørklæde og dominospencer, syet gardiner, barselsgave, udklædning og bukser. Tante Grøn har bekæmpet snegle og bundet adventskrans. Tante Brun har eksperimenteret med surdej, bagt brød, fodret på kat og barn, ordnet pakker og vasketøj, og læst højt.
Og, for at det næste år ikke bare skal blive det samme om igen, har de alle tre sat sig mål for det næste år:
Tante Lilla vil selvfølgelig strikke livstykke-trøjen og halstørklædet færdigt, men også begynde at sy børnetøj, lære at spinde, deltage i et strikke-arrangement og selv holde et strik-in. Tante Grøn, har store planer om at bemægtige sig en have. Og, tante Brun vil genoptage den daglige brødbagning og indføre sundere madvaner.
Jeg droppede alle planer om at supplere med andet garn end det selvmønstrende strømpegarn, der blev redigeret kraftig for at gå an. Efter at have strikket 6 felter af det nye garn, delte jeg resten af den oprindelige garn i 6 lige lange stykker og brugte dem i begyndelsen af hver sit dominofelt, der så blev afsluttet med nyt garn. Det viste sig at resterne af det redigerede garn rakte til de 6 små felter i kvart størrelse. Den allersidste rest garn fik min mor med hjem så hun kunne hækle rundt om alle kanterne. Halskant og ærmegab kunne godt bruge lidt afstivning, og hæftningen af 12 garnender langs underkanten var tjent med lidt camouflage.
Af en eller anden grund føles det som om jeg får kramper i hele overkroppen bare ved tanken om at holde ved en hæklenål, så det er genialt at min mor foretrækker en hæklenål og er rigtig god til at lægge den sidste hånd på værket.
Særlig lang endte denne sag ikke med at blive til yngste, for ting tager tid og damen voksede imens. Det ærger mig lidt. Hun kunne have haft så meget mere glæde af den i vinter, end nu hvor den ligger og venter på at det fantastiske vejr vi har skal slå over i normal dansk sommervejr
Opskrift: Min helt egen, men kraftigt inspireret af Høxbroes dominokreationer.
Garn: Selvmønstrende strømpegarn - i to farveholdninger - ca. 150 g.
Pinde: 2 mm addi turbo rundpind.
Resultatet: En kjole/spencer/tunika/vest , som jeg er meget stolt af. Jeg syntes det kan være svært at lave noget pænt ud af mange af de spændende selvmønstrende garner, men syntes den her faldt heldigt ud. Skulle nogen en dag få lyst at gøre den efter, så passer den altså fint som kjole til en pige på lidt mere end et år. Er tunika til en 2 årig og jeg vil tro at den er en sød lille vest på en 3 årig. - Så mangler jeg egentlig kun at få skrevet en opskrift på den.
