21 juni 2010

Sukker

Jeg har længe prøvet at undgå at spise sukker, men når man har noget sødt i huset, eller bliver budt og i grunden kan li' det, er det lidt svært helt at undgå.

I forgårs var derfor den første dag hvor jeg slet ikke spiste noget sukker. Først i går aftes blev jeg lækkesulten, og fordi det da havde holdt det så længe, tog jeg et stykke rugbrød istedet for noget lækkert og sukkerholdigt.

Og Hurra! Idag er mine hænder og fingre for første gang i meget lang tid blevet helt fri for den murrende fornemmelse jeg ellers havde vænnet til bare var der. Godt nok ikke lige med det første, de skulle først bevæges igennem lige som man gør med muskler der er ømme af mælkesyre.

Jeg tror det bliver lettere, at holde sig helt fra sukker fremover.

Min Bedstemor holdt iøvrigt på, at sukker er det rene gift.

20 juni 2010

3

Tænk at have fødselsdag, helt uden at nogen tager sig af det.

Fordi jeg helt glemte den og bagefter ikke lige havde tid til at gøre noget, er den skæbne overgået bloggen. Ingen fejring, ingen blomster, ingen gaver. Og, for 12 dage siden var det alt sammen til og for mig.
Så nu vil jeg forsøge at fejre det 3. år.

Dette tredje år, har båret præg af at jeg ikke har genvundet min tidligere aktivitet i blog-land. For eksempel har jeg kun skrevet her 52 gange, og har bestemt heller ikke været flittig til at lægge kommentarer hos andre. -jeg mistænker Google-reader for at have en del af skylden, fordi man ikke behøver besøge selve bloggene, for at følge med. Det kræver derfor et ekstra klik og lidt ventetid at lægge den kommentar man lige har tænkt - lige netop længe nok til at jeg flere gange har nået til at tænke, at den kommentar jeg ville skrive vist alligevel ikke fortjente at blive set på skrift.

Men trods den lavere kommentar aktivitet har jeg alligevel været så heldig at få armbånd fra Miri, netop fordi jeg lagde en hilsen hos hende. Linda har også sendt mig en bog jeg efterlyste mod at jeg overraskede hende med noget. Den overraskelse skylder jeg stadig, for jeg savne ideer til hvad det kan være.

Det blev også året hvor jeg endelig forsvarede den PhD, jeg oprindelig ville have gjort færdig inden jeg oprettede bloggen. - Altså mindst 3 år forsinket. Kun et år forsinket fik yngste også officelt adresse her, og der er kommet ro over hvordan fremtiden ser ud.

Tante Lilla har syet bukser og strikket sokker, og næret af drømmen om at strikke meget mere, indrettet en hyggelig strikkekrog og købt garn hos Holst, hvorefter det kun er blevet til til strikke-prøver. Hun har igen deltaget i Strikkefestivallen, denne gang som dagsgæst. Derudover er det blevet til at repareret lidt forskelligt - heriblandt sofaens patchworktæppe indtil flere gange, og hun har prøvet kræfter med selv at sy stof. Tante Grøn har kæmpet en sej kamp mod mælkebøtter, plukket jordbær, og har også repareret flere småting og bygget en reol. Og, tante Brun har måtte erkende at hun ikke længere har noget der tilnærmelsesvis ligner en lille baby-pige i huset.

Tanternes planer for det næste år ligner meget dem fra for 2 år siden:
Tante Lilla vil strikke babycables og livstykke-trøjen færdige, og selv holde et strik-in. Tante Grøn, skal finde ud af at overkomme større dele af haven uden andres hjælp. Og, tante Brun har stadig planer om at gøre madvanerne sundere og genoptage den daglige brødbagning. Og fordi bogen 'Meyers bageri' er kommet indenfor døren, er chancen der for at den del vil lykkes.

06 juni 2010

Festlige fester

Der er ikke flere større arrangementer i kalenderen - de er ellers kommet som perler på en snor på det sidste. Det burde altså være muligt at få hvilet, og stresset af, men jeg er stadig høj af adrenalin og kan hverken finde ro, eller samle mig om at planlægge aftenens menu - der til en afveksling kunne stå på andet end hvad man lige i sidste øjeblik kan fremtrylle af det der findes i huset.

Istedet har jeg kigget i det eneste blad jeg har liggende - idényt fra april - og lavet en liste så lang over hvad jeg kunne tænke mig at gå i gang med. Man skal jo nødig risikere at kede sig.

Nu hvor ældste er blevet konfirmeret; festen er arrangeret, gaven købt og givet, sangen skrevet og festen holdt, og (de fleste) takkekort er skrevet og sendt.


Eftergildet er også holdt, tilmed kun en weekend og en dag efter at jeg havde forsvaret min PhD (endnu en festdag), hvilket er en fuldstændig overambitiøs planlægning. Men, hvorfra skulle jeg vide, at det er helt normalt at være udkørt i op til en uge bagefter - når nu ingen havde fortalt mig det på forhånd. Jeg kunne bare forudse at jeg måtte have tid nok at gøre med, når jeg ikke længere skulle forberede forsvaret.

I samme periode er det også blevet til 80'er sommerfest på arbejdet, 2 andre konfirmationsfester og deltagelse i Danske Kirkedage, hvor den stod på både bibelhistorier fortalt af Sigurd, og gudstjeneste med Tante Andante. Og for kun et par timer siden kom jeg hjem fra et vennepars sommerfest, der var henlagt til en ø, så der ikke var noget alternativ til at blive og overnatte - hvis man ville være med til festen. Det var en skøn fest, med en snert af sommerferie-fornemmelse.

Men, nu er det helt OK at skulle vænne sig til almindelige hverdage igen.
Posted by Picasa

26 maj 2010

Ubevidst/Underbevidst..?

Jeg satte mig til computeren, og havde på forhånd en fornemmelse af at der var noget jeg skulle..? - Noget der ikke var at forberede mig til mit PhD forsvar.

Jeg læste mails - og et par blogs, før jeg opdagede at der skete noget på en rejseblog jeg fornylig lagde et link til i Google Reader. (Jeg har fået grønt lys for offentliggørelsen)

Min veninde gennem 11 år, og hendes familie, der tæller mit fadderbarn, ældstes bedste ven gennem 6 år, yngstes bedste veninde og sælgeren af min kolonihave, tog afsted i dag.

Jeg vidste det egentlig godt, og alligevel nåede jeg ikke at få dem ønsket god tur - i hvert fald ikke inden de rejset afsted. Heldigvis
har de sørget for at der er hul igennem undervejs.

23 maj 2010

Endelig færdig

Desværre ikke med noget mere ophidsende end at få stukket hele græsplænen for alle de mækebøtter der har sat blomst i år.

Jeg tror på at det virker, for min mor har altid brugt den fremgangsmåde til at udrydde mælkebøtter - og jeg kan ikke huske nogensinde at have set mere end en enkelt mælkebøtte ad gangen i mine forældres have.
Med tiden bliver det sikkert mere overkommerligt end i år, hvor jeg ikke længere har tal på de spande jeg har fyldt med mælkebøtte-planter. Og, hvor jeg har fået mig en plet hård hud i den hånd der førte kniven.

Det første år jeg havde haven, fik alt lov at gro vildt og uhæmmet indtil efter mælkebøtterne var afblomstret - og dermed også havde kastet frø i mængder i det høje græs, der holdt på dem, så jeg selv kunne få glæde af alle de nye planter.
Sidste år forsøgte jeg at komme igennem opgaven på samme måde, men opgav på halvvejen og lod håndskubberen tage sig af de sidste.
I år var det helt tydeligt hvor jeg kom til. I den ene halvdel var der mange mælkebøtter, i den anden stod de så tæt, at det overrasker mig, at der nu kan ses græs dér, istedet for pletter med bar jord.

15 maj 2010

Den sidste tid

- har været hektisk. Så først idag fik jeg tid til at åbne den pakke der var kommet med posten igår.

Afsenderadresssen fortalte mig hvad jeg kunne forvente at finde indeni. Og det holdt stik!
Endelig har jeg mit eget eksemplar af designstrik.




Tak Linda. Nu må jeg så udtænke en overraskelse til gengæld...

24 april 2010

'Sy selv dit stof'-kurset

Det var sjovt og svært at sy stof.
Svært, fordi jeg manglede den rigtige trykfod til symaskinen. Men jeg fik 2 begyndelser til stof med mig hjem.

Et lille stykke der nok kan blive et postkort eller et bogmærke, og et større, som jeg har tænkt, at jeg vil sy mig en taske af.













Det er mærkeligt hvor uinteresseret man bliver i at snakke når man koncentrerer sig ved maskinen. Der var cirka 15 kvinder i eet rum, næsten uden at der blev snakket. Det er meget anderledes end når man strikker, hvor der på en helt anden måde er plads til at gøre noget samtidigt.
Men hvis det ikke var snak der fyldte rummet, var det bestemt fyldt af stof. Der var utallige bunker stof der fra tid til anden blev rodet igennem for at finde netop det stykke stof der ville gøre kompositionen bedre.


Huse var et tema der gik igen. Måske fordi Inge der skulle have undervist laver en del
billeder med huse på.
























Men der blev også lavet farvekompositioner - der er blevet quiltet sådan som mit også skal blive det, når jeg får fat i en quiltetrykfod.



Nyt stof

I dag tager jeg på kurset 'Sy dit eget stof'. Min mor havde planer om at tage på det - selv om det blev holdt på min fødselsdag. Jeg syntes det lød spændende, så da jeg netop ikke har nogen børn hjemme idag, fik jeg lov at tage med.
Inge, der skulle have holdt kurset, blev syg, og kurset aflyst... - indtil nogle tidligere kursister tilbød at holde det istedet.

Nu må jeg se om jeg får lavet noget stof, hvordan det kommer til at se ud, og hvad det mon kan bruges til.

16 april 2010

Punktum, punktum, komma, streg

Det er helt særligt at se ens barn tegne den første tegning af et menneske.


Om det så er den første yngste tegner, eller blot den første jeg ser, er i virkeligheden helt uden betydning.
- Ham her, der enten forestiller hendes bror eller en kammerat, har en rygsæk med - en rygsæk med en lomme...
Og netop fordi billedet måske var af broderen, overlevede det ikke længe. Dog lige længe nok til at blive foreviget.

10 april 2010

Der er alligevel aldrig nogen der ringer om natten

Mor har endelig fået besked om, at det er gigt, der i mere end et år har plaget hende. Tilmed den slags der ligger i generne. - Her blev bekymringen for hende og hendes smertefulde anfald, lige suppleret af frygten for selv at blive ramt. Og har jeg ikke, på det seneste, haft bare lidt ondt forskellige steder, sådan helt uden nogen grund..?

Studie af hvad gigt egentlig er, fortæller at smerter m.m. skyldes at 'frie radikaler', der er meget reaktive stoffer, raserer i kroppen og skaber betændelse, og det der er værre, i leddene.

Så må man jo gøre noget for at bekæmpe dem. På min hylde står
'10 år yngre på 10 uger', den handler blandt andet om, hvordan man gør lige præcis det. Heri kan man også læse om hvordan man beregne ens biologiske alder, altså hvad der belaster kroppen. At være nær elektronisk udstyr skulle være slemt...

Og så kom jeg i tanke om, at jeg inden for det sidste år har fået trådløs internet i huset og sengen anbragt ovenover alle ledningerne og apperaterne. Noget jeg dengang ikke var begejstret for - men det kunne jo laves om, hvis det viste sig at være et problem.

Kunsten er så lige, når der opstår et problem, at huske på at det skal laves om.
Men, nu slukke jeg altså for alting ved sengetid, også selv om telefonforbindelsen leveres ad samme vej.

08 april 2010

Det der blev sendt

Jeg har opgivet at finde ud af hvor i cyberspace min påske-overras- kelses-pakke er endt. Måske strejfede den kun lige en mailadresse..?

Så jeg finder nok aldrig ud af hvordan den lange grønne løber i filt, de filtede og de udklippede påskeæg blev modtaget. Jeg håber at pakken bragte glæde og at noget af den kunne bruges, hvor den kom hen.