Sidste chance

Yngste har fået en cykel i fødselsdagsgave, men vi er slet ikke vel-forsynede med underlag der egner sig til at cykle på for en begynder, i hvert fald ikke indenfor nå-afstand af en uledsaget og utrænet 4-årig. Så, cyklen er ikke blevet motineret så meget som man kunne ønske.

En dag fik en pludselig indskydelse os alligevel til at drage ud på hjul. Turen gik, den meget korte vej ud af byen, til en stor broget lupinmark, hvor vi høstede ikke så få. Nu er bagagebærer ikke designet til den slags bagage, så belejligt nok, var ældste taget afsted på rulleskøjter, og fik derfor æren af at bære hjemad.

Lupiner er nu flotte, og det er rart at have forsyninger så tæt på.

Dagen efter skulle yngste ikke tidligt i børnehave, så flokken var allerede taget afsted på tur da vi kom. Ifølge beskeden på opslagstavlen kunne vi finde dem netop på den lupinmark vi havde været på dagen før.

Altså afsted igen, med en klar forventning om hvad man der kan se. Men der var bestemt noget nyt at se på: Masser af stor maskiner, der blandt andet var igang med at skrælle muldlaget af, så der kan bygges - en ny børnehave.

Kommer der mon til at gro lupiner i børnehaven..?

Det er sket igen

- jeg har fået tid foræret.

Begge børn er hos deres fædre, så i morges stod jeg op, tog på arbejde, undrede mig over antallet af frie pladser på parkerings-pladsen der lidt i 8 og over at alarmen var sat til, men tænkte at begge dele nok skyldtes ferietiden. Først, mens jeg kæmpede med at få døren til at låse op (der er dårlig forbindelse mellem betjeningspanelet og selve låsen), kom jeg i tanke om, at eftersom det er den 18. idag, så er det kun søndag! Og, så kørte jeg alligevel hjem igen.

Idag kan jeg derfor dårligt undskylde mig med ikke at have tid, det er netop det jeg har fået. For eksempel til at gøre noget i haven, til at få arbejdet igennem, så jeg måske kan blive færdig til når min ansættelse udløber lige om lidt, eller til at lægge planer for al den tid jeg forhåbentlig får, når jeg lige om lidt, endelig skal holde ferie, og derefter ikke skal bruge tiden på at arbejde, men 'kun' på at skaffe mig et.

I dag vil jeg også bestille den quiltetrykfod jeg mangler for at kunne lave mit stof fra 'sy dit eget stof'-kurset færdig. Min mor har nemlig vist mig hvor flot hendes er blevet af at blive quiltet.

Jeg glæder mig til at forsøge. Det jeg statede på på kurset ligger alligevel bare og venter på at jeg går igang.

På vej ud af døren for at tage på sommerferie citerede ældste et morsomt lille stykke visdom fra en animationsfilm:

Yesterday is history
Tomorrow is mystery
But today is a gift
That's why it's called the present

Jeg må vist indse, at man faktisk kan få noget ud af at se de film.

Tøj i varmen

Nu har jeg i måneder sukket efter varme, men idag klager jeg ikke, Det er blevet varmt nok!

Mine valmuer mærker det også. I morges fik jeg øje på de yndigste lilla skørter, der pyntede vældigt op ad dyngen med kompost og afklippede grene. Men da jeg endelig tog kameraet og gik ud for at forevige det flotte syn, havde valmuerne allerede smidt tøjet.

Selv har jeg stadig tøj på, for jeg har fundet en plet med skygge på forsiden af huset, under den pil der stadig kaster skygge trods den dødsdom den fik i går.

Ælt, ælt længe

Der var engang, hvor jeg bagte brød, om ikke dagligt, så så ofte at det aldrig var nødvendigt at købe. Men siden da er mine evner udi brødbagning rustet. Så den bog jeg fik i gave for en måned siden faldt på et tørt sted.

Bare at have 'Meyers Bageri' i huset, har fået mig til at bage brød et par gange. Og efter at have kigget i den og læst den første bid har jeg fået så meget viden på plads - igen, at jeg ved hvordan jeg kan komme til at bage brød som inden jeg opgav at bage alt brødet. For eksempel:

• Skal mel bruge tid for at absorbere væske. At ælte mere mel i dejen til sidst, ødelægger mere end det gavner.
• Æltes brød for at udvikle det gluten-netværk der skal holde på luftboblerne og gøre brødet luftigt. Det kan både ses og mærkes når dejen er æltet nok.
• Bliver dej fastere af at blive æltet.

Kort fortalt, hvis jeg ælter mere bliver brødet bedre!

Som altid når man læser om at bage brød, kommer det til at handle om surdeje. Jeg har før prøvet, og opgivet. Men ifølge Meyer kan en surdej også være vandtynd, ikke nødvendigvis sur, og anvendes - ikke fortrinsvist til at få brødet til at hæve - men primært for at udvikle mere smag i brødet og til at lette optagelsen af næringstoffer fra brødet.

Så jeg forsøger mig igen med en surdej, eller rettere en biga, der nu står og udvikler sig.

Sukker

Jeg har længe prøvet at undgå at spise sukker, men når man har noget sødt i huset, eller bliver budt og i grunden kan li' det, er det lidt svært helt at undgå.

I forgårs var derfor den første dag hvor jeg slet ikke spiste noget sukker. Først i går aftes blev jeg lækkesulten, og fordi det da havde holdt det så længe, tog jeg et stykke rugbrød istedet for noget lækkert og sukkerholdigt.

Og Hurra! Idag er mine hænder og fingre for første gang i meget lang tid blevet helt fri for den murrende fornemmelse jeg ellers havde vænnet til bare var der. Godt nok ikke lige med det første, de skulle først bevæges igennem lige som man gør med muskler der er ømme af mælkesyre.

Jeg tror det bliver lettere, at holde sig helt fra sukker fremover.

Min Bedstemor holdt iøvrigt på, at sukker er det rene gift.

3

Tænk at have fødselsdag, helt uden at nogen tager sig af det.

Fordi jeg helt glemte den og bagefter ikke lige havde tid til at gøre noget, er den skæbne overgået bloggen. Ingen fejring, ingen blomster, ingen gaver. Og, for 12 dage siden var det alt sammen til og for mig.
Så nu vil jeg forsøge at fejre det 3. år.

Dette tredje år, har båret præg af at jeg ikke har genvundet min tidligere aktivitet i blog-land. For eksempel har jeg kun skrevet her 52 gange, og har bestemt heller ikke været flittig til at lægge kommentarer hos andre. -jeg mistænker Google-reader for at have en del af skylden, fordi man ikke behøver besøge selve bloggene, for at følge med. Det kræver derfor et ekstra klik og lidt ventetid at lægge den kommentar man lige har tænkt - lige netop længe nok til at jeg flere gange har nået til at tænke, at den kommentar jeg ville skrive vist alligevel ikke fortjente at blive set på skrift.

Men trods den lavere kommentar aktivitet har jeg alligevel været så heldig at få armbånd fra Miri, netop fordi jeg lagde en hilsen hos hende. Linda har også sendt mig en bog jeg efterlyste mod at jeg overraskede hende med noget. Den overraskelse skylder jeg stadig, for jeg savne ideer til hvad det kan være.

Det blev også året hvor jeg endelig forsvarede den PhD, jeg oprindelig ville have gjort færdig inden jeg oprettede bloggen. - Altså mindst 3 år forsinket. Kun et år forsinket fik yngste også officelt adresse her, og der er kommet ro over hvordan fremtiden ser ud.

Tante Lilla har syet bukser og strikket sokker, og næret af drømmen om at strikke meget mere, indrettet en hyggelig strikkekrog og købt garn hos Holst, hvorefter det kun er blevet til til strikke-prøver. Hun har igen deltaget i Strikkefestivallen, denne gang som dagsgæst. Derudover er det blevet til at repareret lidt forskelligt - heriblandt sofaens patchworktæppe indtil flere gange, og hun har prøvet kræfter med selv at sy stof. Tante Grøn har kæmpet en sej kamp mod mælkebøtter, plukket jordbær, og har også repareret flere småting og bygget en reol. Og, tante Brun har måtte erkende at hun ikke længere har noget der tilnærmelsesvis ligner en lille baby-pige i huset.

Tanternes planer for det næste år ligner meget dem fra for 2 år siden:
Tante Lilla vil strikke babycables og livstykke-trøjen færdige, og selv holde et strik-in. Tante Grøn, skal finde ud af at overkomme større dele af haven uden andres hjælp. Og, tante Brun har stadig planer om at gøre madvanerne sundere og genoptage den daglige brødbagning. Og fordi bogen 'Meyers bageri' er kommet indenfor døren, er chancen der for at den del vil lykkes.

Festlige fester

Der er ikke flere større arrangementer i kalenderen - de er ellers kommet som perler på en snor på det sidste. Det burde altså være muligt at få hvilet, og stresset af, men jeg er stadig høj af adrenalin og kan hverken finde ro, eller samle mig om at planlægge aftenens menu - der til en afveksling kunne stå på andet end hvad man lige i sidste øjeblik kan fremtrylle af det der findes i huset.

Istedet har jeg kigget i det eneste blad jeg har liggende - idényt fra april - og lavet en liste så lang over hvad jeg kunne tænke mig at gå i gang med. Man skal jo nødig risikere at kede sig.

Nu hvor ældste er blevet konfirmeret; festen er arrangeret, gaven købt og givet, sangen skrevet og festen holdt, og (de fleste) takkekort er skrevet og sendt.

Eftergildet er også holdt, tilmed kun en weekend og en dag efter at jeg havde forsvaret min PhD (endnu en festdag), hvilket er en fuldstændig overambitiøs planlægning. Men, hvorfra skulle jeg vide, at det er helt normalt at være udkørt i op til en uge bagefter - når nu ingen havde fortalt mig det på forhånd. Jeg kunne bare forudse at jeg måtte have tid nok at gøre med, når jeg ikke længere skulle forberede forsvaret.

I samme periode er det også blevet til 80'er sommerfest på arbejdet, 2 andre konfirmationsfester og deltagelse i Danske Kirkedage, hvor den stod på både bibelhistorier fortalt af Sigurd, og gudstjeneste med Tante Andante. Og for kun et par timer siden kom jeg hjem fra et vennepars sommerfest, der var henlagt til en ø, så der ikke var noget alternativ til at blive og overnatte - hvis man ville være med til festen. Det var en skøn fest, med en snert af sommerferie-fornemmelse.

Men, nu er det helt OK at skulle vænne sig til almindelige hverdage igen.

Ubevidst/Underbevidst..?

Jeg satte mig til computeren, og havde på forhånd en fornemmelse af at der var noget jeg skulle..? - Noget der ikke var at forberede mig til mit PhD forsvar.

Jeg læste mails - og et par blogs, før jeg opdagede at der skete noget på en rejseblog jeg fornylig lagde et link til i Google Reader. (Jeg har fået grønt lys for offentliggørelsen)

Min veninde gennem 11 år, og hendes familie, der tæller mit fadderbarn, ældstes bedste ven gennem 6 år, yngstes bedste veninde og sælgeren af min kolonihave, tog afsted i dag.
Jeg vidste det egentlig godt, og alligevel nåede jeg ikke at få dem ønsket god tur - i hvert fald ikke inden de rejset afsted. Heldigvis har de sørget for at der er hul igennem undervejs.

Endelig færdig

Desværre ikke med noget mere ophidsende end at få stukket hele græsplænen for alle de mækebøtter der har sat blomst i år.

Jeg tror på at det virker, for min mor har altid brugt den fremgangsmåde til at udrydde mælkebøtter - og jeg kan ikke huske nogensinde at have set mere end en enkelt mælkebøtte ad gangen i mine forældres have.

Med tiden bliver det sikkert mere overkommerligt end i år, hvor jeg ikke længere har tal på de spande jeg har fyldt med mælkebøtte-planter. Og, hvor jeg har fået mig en plet hård hud i den hånd der førte kniven.

Det første år jeg havde haven, fik alt lov at gro vildt og uhæmmet indtil efter mælkebøtterne var afblomstret - og dermed også havde kastet frø i mængder i det høje græs, der holdt på dem, så jeg selv kunne få glæde af alle de nye planter.

Sidste år forsøgte jeg at komme igennem opgaven på samme måde, men opgav på halvvejen og lod håndskubberen tage sig af de sidste.

I år var det helt tydeligt hvor jeg kom til. I den ene halvdel var der mange mælkebøtter, i den anden stod de så tæt, at det overrasker mig, at der nu kan ses græs dér, istedet for pletter med bar jord.

Den sidste tid

- har været hektisk. Så først idag fik jeg tid til at åbne den pakke der var kommet med posten igår.

Afsenderadresssen fortalte mig hvad jeg kunne forvente at finde indeni. Og det holdt stik!
Endelig har jeg mit eget eksemplar af designstrik.

Tak Linda. Nu må jeg så udtænke en overraskelse til gengæld...