Julepyntet

Jeg vil også være med, og vise julerier frem. Men, vi har ikke rigtigt fået pyntet til jul endnu, og selv om et hav af julekalendere, hele to kalenderlys, og en adventskrans fint klarer jobbet med at stabe julestemning i køkken og stue, har jeg en fornemmelse af at jeg burde komme i gang. Måske jeg lige skal vænne mig til at mindre kan gøre det her i vores nye lille hus.


Et par lyskæder lyser op udenfor, assisteret af naturen der de sidste dage har klædt haven i rimfrost - min absolut foretrukne form for hvid jul.

Om'ere

Det hele er gået i orden.

Ældste er blevet fotograferet igen. Denne gang blev han bedt om at godkende billedet, for at undgå at det skal tages om en gang til. Og man er jo selv den hårdeste kritiker, så jeg tror på at det er blevet godt.

Og, jeg har fået bud fra yngstes fotograf. Hun var glad for min henvendelse, og ville straks lave billederne om. Rigtig fin service.

Jeg bryder mig slet ikke om at brokke mig, men når det hjælper, er jeg alligevel glad for at have gjort det.

Det' en om'er

Advarsel om mavesurt indhold i det følgende.

Så er der kommet billeder af ældste. Og, jeg kan blive helt bekymret for hvilket syn andre har på mit barn, når en skolefotograf - i vor digitale tid - ikke med det samme tager sådan et portrætfoto om, som det vi har fået tilsendt. Nu får fotografen lov at stille udstyret op igen til en gang omfotografering.

Der er også kommet billeder af yngste. Fotografen skriver at hun håber resultatet lever op til forventningerne. Og det gør billederne også til fulde. Jeg syntes bare ikke det er nødvendigt at skrive på dem. Og når man gør, ville det være klædeligt om det i det mindste var stavet rigtigt.

Midt i forberedelserne

- til advent har jeg strikket kroppen på babycables færdig.

Undervejs har jeg været i gang med at tænke selv. Hvis jeg fulgte opskriften ville den blive for stram om hofterne. Så, jeg begyndte på udtagninger så snart indtagningene var overstået, og fortsatte helt til trøjen havde den rigtige længde.

En anden gang vil jeg lave lidt mere afstand mellem ind og udtagningerne, og istedet tage ud lidt oftere, for jeg har fået rigelig plads til maven.

- Den bliver god som juletrøje. Hvis den bliver færdig, for jeg er gået lidt i stå. Måske er jeg bange for om resultatet kan indfri mine forventninger.

På gulvet ved siden af, ses mellemstadiet i projekt 'opslagstavle-til-ældste'.

Listeri

Det her har været rammen på en klassisk træ/hessian opslagstavle der hang i mine forældres køkken da jeg var barn.

Ældste ønsker sig en smart ny opslagstavle der kan passe til hans værelse, og drømmemodellen har ikke været at finde i nogen butikker. Altså har vi banket den gamle opslagstavle fra hinanden og malet de stærkt gulnede lister med noget der udgiver sig for at være maling i farven stål men opfører sig og dækker lige så godt som sølvglimmer i klar gele. Det tog lidt tid før jeg vænnede mig til at smøre det ud. Men, jo mere listerne kom til at glimre jo mere strålede drengen.

I elvte time

I dag kan man, hvis man er et barn på ikke mere end 12 år, aflevere en julestrømpe i vores lokale brugs, der kan pynte i butikken indtil man henter den lige før jul med en overraskelse i.

For tre år siden var vi lige flyttet til byen, og jeg syede derfor en julestrømpe til ældste. I år er det så sidste gang han kan være med, og samtidig første gang yngste kan have fornøjelse af at være med. - Men så skal hun jo bruge en julestrømpe.

Derfor så mit spisebord sådan her ud klokken halv elleve i går aftes.

Der skulle gå lidt stærkt og det nemmeste ville selvfølgelig være at lave en der var magen til, men det ville ikke være særlig sjovt, og på sådan et tidspunkt er det vigtigt at opgaven også er lidt spændende.

Så med hjælp fra min mors gemmer, der var blevet gennemrodet tidligere på aftenen, blev planen at lave en lignende grøn strømpe med rødt motiv.

Klokken halv 12 var strømpen klippet og motivet planlagt.

Klokken 1 kunne jeg gå i seng med god samvittighed. Nu har begge børn julestrømper.

Fornemmelsen af nyt tøj

Jeg finder ingen særlig fornøjelse ved at shoppe tøj i butikker, så jeg bestiller gerne en stor bunke på nettet, og får det leveret til døren. I begyndelsen var jeg bekymret for, om nu tøjet nu ville passe, men har fået overbevist mig selv om, at det jeg betaler for at sende tøj tilbage fint kompenseres af ikke at bruge penge på fejlkøb.

Her i weekenden kom der sådan en stak, og det meste var rigtig godt. Så, mandag morgen kunne jeg iføre mig et helt nyt sæt tøj. - Der er en særlig fornemmelse over at tage helt nyt tøj på, sådan en blanding af højtidelighed, festlighed og nye muligheder.

Men fornemmelsen ændrede karakter i løbet af dagen. Jeg fik hovedpine, kvalme, koldsved og følte mig sært træt og frøs. Sådan lidt influenza-agtigt. Jeg tog tidligt fra arbejde, skiftede til noget gammelt behageligt tøj og lagde mig på sofaen.

En time senere var der kun en rest af hovedpinen tilbage, og idag er jeg helt frisk.

Nu overvejer jeg alvorligt hvorfor jeg fik det skidt.

Jeg har altid hørt at man skulle vaske nyt tøj før man tager det på, men aldrig rettet mig efter det. Kunne det være tøjet der gjorde udslaget? Kan jeg have oplevet en 'tøjforgiftning'? Og tør jeg prøve at tage tøjet på igen, før det er blevet vasket eller luftet godt igennem? For, tøj der er købt på nettet, forestiller jeg mig, har ligget pænt pakket ned i forsejlede plasposer siden det blev syet, istedet for at hænge i en butik med mulighed for at 'dampe af'. Og, jeg kan ikke huske at jeg nogensinde tidligere har taget så meget, så nyt tøj på, på en gang, oftest hænger mit nye tøj og venter på en lejlighed til at komme i brug.

Det ærger mig, hvis jeg skal til at vaske mit nye tøj, for helt nyt tøj er nærmest smudsafvisende, og når det er blevet vasket er der ingen fornemmelse af nyt tøj tilbage. På den anden side har jeg ingen lyst til at forgifte mig selv...

Moar, ved du hvad..?

"Der findes bare ingen maskulin måde at tage læbepomade på...!"

Og så fik jeg lov at se ældstes mange ihærdige forsøg, der alle endte med at bevise hans ord. - Men i min hjernekiste syntes jeg nu alligevel at kunne finde et enkelt klip frem af en mand der tager læbepomade på, uden at det blev underlig feminint. Måske det i virkeligheden er et lille mirakel jeg der har været vidne til.

Lyttetid

Min baby-cables bliver lige så stille til noget. Mest fordi aftener der burde bruges til bunken af post eller oprydning i kælderen istedet tilbringes i en lænestol foran fjernsynet med en storsnakkende ældste på sidelinjen. Så hjælper det på min lytte-evne at strikke.

Så langt kom jeg med et 150 g nøgle kauni. Jeg gætter på at tre nøgler er nok, og også to, så jeg kommer nok også til at lave en mini-baby-cables til yngste. Der er i hvert fald garn nok.

Mon det er den her slags undervejs-prøvninger der oprindeligt har givet ideen til de veste der ses så mange steder?

Tidlig morgen

Der er noget særligt over at være den første der vågner, have tid og ro til at tænde lys (selv om det egentlig ikke var nødvendigt i månelyset), sidde stille og tilmed føle sig frisk og veludhvilet.

For fjorten dage siden prøvede jeg at blive healet, og lige siden har jeg sovet om natten.

Jeg sov selvfølgelig også før, men vagtsomt, som en kat med det ene øje på klem. Den mindste lyd kunne vække mig, ethvert lille piv fra et barn blev hørt og trak mig helt op til overfladen. Jeg tænkte det aldrig som et problem, mere som en 'mor søvn', der er meget praktisk når man har børn med behov der også gør dig gældende om natten.

Nu sover jeg tungt, som da jeg var barn. Den første morgen vågnede jeg, uden nogen fornemmelse af hvor jeg var. Jeg forsøgte flere gange at stå ud af sengen i mørke, men stødte hver gang ind i væggen indtil det gik op for mig at det er den anden side af sengen jeg skulle stå ud af.

Gensynsglæde

Pludselig stod hun der i mit køkken igen, og jeg havde slet ikke opdaget at jeg savnede hende før nu hvor hun er tilbage. Og hun har vældigt været i sving. Hun har slæbt til huse lige siden, den ene indkøbsvognfuld efter den anden, lagrene bugner. Hun har kreeret hverdagsmiddage til få og festmad til mange - 19 unge mennesker der invaderede huset for at fejre ældstes fødselsdag. Hun har klarer feberredninger – som en forret til 20, der blev bestilt søndag aften netop som butikkerne lukkede, og skulle medbringes til Mortensaften i bibelkredsen mandag efter arbejde, - og den kage der skulle med i skole, og som kun ingen var opmærksom på før samme morgen, hvor køkkenet var løbet tør for både æg og mel.
Tante Brun er vendt tilbage.

Måske kom hun aldrig rigtig med da vi flyttede. Måske har hun været bange for om hun kunne slå til med sin antikverede husgerning i et nyt køkken, hvor ideer om sundere og meget anderledes kost svirrer i luften. Men hun er her, og der er skønt. Så må det tage den tid det tager, før hun er klar til at lave mad med mindre fint mel og mælk, og lækkerier uden sukker.

Skønhedspletter

Jeg er blevet færdigt med bærestykket til 'Baby-cables'. Faktisk havde jeg også taget billeder af den på, men da billederne kom på computerskærmen kunne jeg se at man skal forberede sådan en fotoseance lidt bedre - plettede spejle er ikke gode at fotografere igennem - slet ikke med blitz. Og årstiden og arbejdstiden gør det svært at komme uden om at bruge den.

En omhyggelig optælling af masker, for at finde den manglende udtagning, afslørede at jeg faktisk har glemt hele 4 udtagninger i den samme raglan-'søm' . Mit bedste bud er at kompensere for dem ved at lægge to ekstra masker til under ærmet. Jeg er meget spændt på om det vil kunne ses på pasformen bagefter. Ellers bliver det trøjens skønheds plet. Og sådan en skal der være - den fremhæver skønheden.

Den der ager med stude

Her nogle år senere end alle andre er jeg modvilligt ved at bevæge mit ind i det nye årtusinde. På arbejdet har jeg i dag fået ny bærbar komputer. Jeg holder ellers meget af min meget gamle stationære, hvis eneste fejl er at den er - stationær. Men jeg har indset at det oplagte tidspunkt at skifte på er nu hvor jeg har afsluttet de fleste store opgaver og endnu ikke er gået igang med en masse nyt, og inden den gamle for alvor giver op.

Det første jeg gjorde var naturligvis at ændre alle indstillinger til klassisk visning for at kunne føle mig en smule hjemme.

Og som om det ikke var nok, så fik jeg her i weekenden min første mobiltelefon. Min kæreste og ældste ven fik spurgt til hvorfor jeg endnu ingen mobiltelefon havde, og set i lyset af at ældste barnet meget snart ville få een i fødselsdagsgave, måtte jeg indrømme at jeg faktisk gik med planer om at anskaffede mig en, jeg skulle bare lige...

Her i weekenden fik jeg så en mobiltelefon leveret, komplet med taletidskort og nemt nummer.

Den er naturligvis brugt og måske derfor også så meget mere mig, men i sammenligning med den ældste fik i fødselsdagsgave samme weekend, så kan jeg godt se at en nyere model er en del smartere.

Måske jeg en dag kommer til at føle mig helt hjemme her i fremtiden.

Kærlighed

Yngste ligger og kigger mig dybt i øjnene og siger så: "Mor elsker dig". Jeg smiler og gentager; "Ja, mor elsker dig". Men så slår øjene gnister og højt og bestemt meddeler hun mig et; "Nej.", og fortætter med milde øjne og samme indsmigrende stemme som før: "Elsker dig, mor".

Min hat den har tre buler

En oplysning fra dagplejen om at det er blevet koldt for ørene, lidt grundlæggende viden om hvordan en djævlehue hænger sammen, tre aftener og forskellige rester, blandt andet det der blev tilovers fra ældstes hue og handsker, er blevet til denne her:

Selv om jeg omhyggeligt havde målt på barnet og en strikkeprøve blev den zig-zag strimmel der skulle syes samme til en hue alligevel for smal. Men det er der jo råd for, også uden at trævle op. Jeg syende strimlen sammen, og samlede masker op rundt langs hullet oven på hovedet og forsøgte mig med nogle intuitive indtagninger i spidserne indtil alle masker var brugt op.
Havde jeg husket også at tage ud midt mellem spidserne var huen måske blevet glat i toppen. Nu har hun een der passe til sangen: "Min hat den har tre buler..." Jeg syntes den blev sød, bulerne til trods, men pigebarnet nægtede at tage den på hovedet. - Indtil midt i fotosceancen - så ville hun pludselig gerne alligevel.

Min nye trøje

Jeg er i gang med at strikke den trøje jeg købte garn til på strikkefestivallen. Der er tre forskellige og to ens snoninger at holde styr på, og der skal tages ud på hver anden pind - senere kun på hver fjerde. Jeg strikker frem og tilbage, og også op og ned, så det går ikke hurtigt


Alligevel er jeg kommet noget længere end på billedet. For så at opdage, at jeg for en 10-12 ret-riller siden har glemt to udtagninger...
Hvad gør jeg nu, bortset fra at lægge strikketøjet væk? Har jeg is nok i maven til bare at fortsætte i forventning om at udtagningerne kan indhentes senere uden at pasformen ødelægges ...

Æblerne er samlet på en gåtur sammen med yngste, og fik plads i vindueskarmen. Ældste syntes det ser julet ud. Så æbler bliver fast pynt i vinduet året ud.

Nye tider

En travl tid på arbejdet, en yngste der lige nu mest er hjemme i hverdagene og en ældste hvis far har været bortrejst i ugevis, giver alt for lidt tid hvor jeg kan drive den af ved computeren.
Jeg sætter min lid til en nyligt bestilt bærbar arbejds-computer. For, hvis jeg skaffer mig en internetforbindelse til hjemmet så skal det kunne give mere tid til det her.
Jeg glæder mig til den kommer...

Tatoveret

I dag var så dagen, hvor jeg fandt ud af at jeg skulle have en tatovering.

I hvert fald startede jeg dagen med i hast at at sætte hætten på en tusch. Og hvis nu ikke hætten var faldt på gulvet inden jeg hamrede hånden mod hætten for at sætte den fast, så havde spidsen af tuschen ikke boret sig ind i håndfladen og efterladet en blå prik. Men det gjorde den, og derfor har jeg nu fået mig en tatovering.

Jeg stjal

- garn med hjem fra strikkefestivallen, hele 3 nøgler rosa Kauni.


Men nu er garnet betalt og dermed mit. Lisette meldte sig som den garnsælger jeg ikke kunne finde, og mit garnlager er blevet forøget med 450 g.
Inden jeg tog afsted havde jeg lagt planer for hvad jeg gerne ville købe; garn til et par trøjer, lækket håndspundet og garn med lange farveskift...
Men det overvældende udvalg tog pusten fra mig og pustede istedet til ubeslutsomheden, så det blev ikke til mere.

Alligevel troede jeg en overgang, at jeg med indkøbet kunne nærme mig en fordobling af mit beskedne garnlager (der ikke fylder mere end at det kan være i en gammel papkuffert). Men en optælling i går aftes viste, at jeg alligevel lå inde med 1.2 kg garn. Det meste af garnet er meget gamle små rester, som jeg ikke nænner at smide ud. Måske jeg skulle overveje at være med næste gang der bliver arrangeret brug af dit garnlager, eller 12 projekter.

Så er der strømper klar

- og den lille pige behøver ikke fryse om fødderne.

Det her par bliver til strømpe no. 12 og 13 ud af de oprindelige 200g garn jeg købte til at strikke børnestrømper af. Det er sjovt at se hvordan farverne i de første mindre strømper lagde sig som smalle spiraler, men nu er blevet til noget der ligner brede strøg med vandfarve. Det næste par strømper skal være størrer endnu, for de her er egentlig lige i det mindste. Mon så spiralerne bliver strukket helt ud eller ender med at gå den anden vej?

Der kommer til at gå lidt tid før jeg finder ud af det, for nu vil jeg igang med at strikke til mig selv.

Helt tilfældigt?

Jeg var gået hen i en afdeling af biblioteket hvor jeg normalt ikke kigger og så stod den der på hylden. Fint arrangeret med fronten ud så titlen fangede mit blik.

'Kærlighed - er aldrig nok'

Den måtte jeg låne. For det er jo rigtig, indtil videre er det ikke gået. Det er som om der er noget jeg aldrig fik lært, noget væsentligt, noget man også skal bruge - bortset fra kærligheden før det kommer til at fungere. Måske den her bog kunne give mig et fingerpeg, så jeg også kan få en anelse om hvad det vil sige at 'arbejde for forholdet'.

Mor, kvinde og pige

Jeg er i gang med at finde mit nips og pynt frem. Det var det første der blev pakket ned, og derfor også noget af det sidste der bliver pakket ud.

Og så stod jeg der, med min madonna figur og overvejede hvordan jeg skulle lave en opstilling med noget der kunne passe pænt til hende. Indtil jeg fik øje på de to andre figurer hun tilfældigvis lå sammen med, og det gik op for mig, at det jo er rollerne i mit liv der er samlede der. Dem vil jeg ikke skille ad.

Lige inden

- jeg skulle afsted til strikkefestival i Silkeborg faldt jeg over den her søde feminine version af en Cobbelstone.

Nu er jeg ikke medlem af Ravelry (hvor opskriften kan findes), og overvejer seriøst om ikke det vil være for risikabelt hvis jeg blev det. Mine muligheder for betaling over landegrænser er også yderst begrænsede, da mit dankort ikke er et visa. Alt i alt var opskriften altså langt udenfor min rækkevidde.

Det vil sige, der gik ikke lang tid fra, at jeg på festivallen nævnte trøjen, før jeg havde fuld assistance af Linda til både at finde og betale for opskriften.

Så snart strømperne til yngste er færdige, vil jeg igang med at strikke trøje til mig selv.

Det går ikke

- at tage afsted til strikke festival uden af have et strikketøj med. Heller ikke selv om jeg også skal bruge tid på at snakke, gramse, spise, kigge og handle...

Der ligger godt nok to i kurven - der er gemt et sted i kælderen, men de dur ikke rigtigt. Det ene kommer ikke til at passe i størrelsen, så det er for uinteressant, og det andet kræver lidt mere tankevirksomhed og dagslys at komme i gang med, end jeg lige kunne mønstre i aftes.

Men, yngste er vokset fra sokkerne fra sidst, og hun mangler i sine nye gymmistøvler, så jeg startede på et par nye.

44 masker på pind 2

'Sofa'

Fordi vores hus har 'kun' 2 værelser er der ikke noget tilbage til mig når børnene har fået hvert deres. Eller sådan bliver det, når engang yngste ikke længere foretrækker at sove i min seng. Så skal det kunne lade sig gøre at sove i stuen. Ergo er en seng blevet placeret i stuen og skal gøre det ud for sofa.

Den egner sig ikke godt til at sætte besteforældre i, men til almindeligt flyderi for mor og børn slår den enhver almindelig sofa. Den først månedstid har den set sådan ud:

- Det tager nemlig tid at komme helt rigtigt på plads, også selv alt egentlig er placeret der hvor det hører til.
Min mor har syet mig et patchworktæppe, og da det blev fundet frem fra gemmerne og lagt over 'sofaen' blev den helt rigtig. Også selv om farve-sammensætningen måske var mere afstemt før.

Den sidste månedstid

- har jeg stået for fødevarekemi-undervisningen af nogle skønne unge mennesker der gerne vil blive klogere på mad og ernæring. De syntes det var temmelig tørt, og det er også utaknemmeligt at være den der skal stå for at banke reaktionsligninger ind i knolden på dem, mens andre undervisere tager sig af alt det sjove som smags-bedømmelser og ekskurtioner.
Jeg kunne have perspektiveret vildt og inderligt til noget så eksotisk som revolutionerende sammenhænge mellem mad og sundhed. Men jeg fik ikke lov, det ville være at give udtryk for holdninger, tilmed holdninger der er i strid med sundhedsstyrelsen. Det er fy.
Men al den undervisning betød, at jeg flere gang om ugen kørte lige forbi IKEA, og af og til også kiggede indenfor, det kan vel ikke skade. Og vel inde i butikken opstår der pludselig behov jeg slet ikke kendte til eksistensen af. Som nyt sengetøj til ældste der har valgt grøn som hovedtemaet i sit nye værelse, og som i sin overdådige stak af sengetøj ikke har et eneste sæt i den farve.

Men hvorfor er det nu at sådan et dynebetræk skal være 20 cm for bredt til et almindeligt dynetæppe?
Nu er sengetøjet vasket, klippet og syet så det kan bruges.

Glemsom?

Da yngste ikke er hjemme næste fredag, og det kan lade sig gøre at sende ældste på en overnatning, vil tante Lilla forsøge sig med at indfri endnu et af dette års mål; at deltage i et strikke-arrangement. Så fredag aften står den på webstrik-festival!

- Men så er der jo noget med betaling... Øh, senest idag, og jeg har ingen netbank....

Det er på høje tid

- at jeg får sagt rigtig pænt tak til Julie, der så gavmildt tilbød mig sit gamle digitalkamera bare fordi jeg nævnte at jeg kom til at mangle et.

Den allerførste hverdag i vores nye hjem, kom der besked fra postvæsenet om at pakken kunne hentes. Dagen efter blev ældste sendt afsted, og kom hjem med - ikke bare en pakke - men en rigtig fint indpakket lille gave-pakke.

Det var rigtig rigtig hyggeligt, da vi sammen sad på gulvet og hjalp hinanden med at pakke ud og bagefter tage fjollede men ganske udmærkede billeder af hinanden og vores noget ufærdige og sammensatte interiøre.

Det kamera er jeg meget glad for at have fået.

Der var faktisk endnu en gave deri, for selv om det næppe var tænkt som en gave kom det aldeles belejligt. Julie havde fyldt æsken ud med skum-vaske-klude så kameraet ikke skulle ligge og rasle, og jeg havde netop den dag glemt at købe flere selv om vi var løbet helt tør. Der blev de næste par skiftninger lige reddet.

En ad gangen

En af de gode ting ved nu at have to delebørn, er muligheden for helt uden dårlig samvittighed at have tid alene eller til et enkelt barn af gangen. Jeg ved godt at jeg ikke burde have den der dårlige samvittighed - med den er der nu alligevel hvis jeg vælge at lade mine børn passe eller passe sig selv sådan ud over den almindelige arbejdstid.

Så nu begynder det at boble med planer der involverer ældste og jeg. (Han har måske også været tilsidesat lidt længe.)

• Tur i svømmehallen. Vi var ellers på vej i forgårs for at få os et varmt bad - fyret fungerede ikke ordentligt, så der var kun koldt vand. Desværre er svømmehallen lukket en søndag aften (hvad jeg også plejer at kunne læse mig til på den opslagstavle der lige nu står i klæderen, mens den videre skæbne overvejes.) Vi endte på mit arbejde til et meget lunkent bad, som jeg kunne have forudset, hvis min hjerne snirkelkroge havde gidet koble kolde mandag morgener sammen med risikoen for manglende varmt vand i weekenden.




• Danfoss universe på Als - så snart den tynde pind af et ældstebarn, får kæmpet sig op på en kampvægt af 35 kg, der er minimun for at få lov at køre på ståcyklerne.

• Et besøg på Højriis slot på Mors er der også kommet på listen, efter at have læst om deres nyeste mordgåde hos Liselotte. Vi har været der før, men i år er der også nogen der 'spiller' med i plottet.

Den her list kunne ende med at blive lang. Måske jeg også skulle lægge hjernen i blød, og finde ud af hvad yngste og jeg gerne vil - selv om det i grunden er meget enklere, billigere og mere tilgængeligt i det daglige; andre børn, natur og dyr rækker langt.

Det lysner

Vi har lige fået aftalt at yngste er hos os på skift en dag af gangen indtil mødet på statsforvaltningen, og eventuelt lidt længere, hvis de træffer en midlertidig afgørelse som vi skal vente på at få tilsendt. - Juble juble. - I morgen kommer Ældste hjem fra ferie, og så skal vi flytte!

På minussiden: Det nye hjem kommer til at mangle et digitalkamera, en computer og min fastnettelefon, der først bliver flyttet engang i løbet af ugen. - Men det kan ikke slå skår i glæden over at kunne komme videre.

Jeg kunne måske være så heldig at ældste har fået en mobiltelefon i gave i løbet af ferien. Det var der nemlig givet grønt lys for på forhånd.

Når jeg får tid...

... må jeg have opdateret min ønskeseddel. Som den ser ud nu er den fra før jul. Hvis det da ikke lige var fordi jeg har ladet mig inspirere af Siffe der har fundet noget der hedder zentangel som jeg rigtig godt kunne tænke mig at prøve. Det er et tegnesæt med opskriften på at tegne noget der kan ende som de flotteste skriblerier. Om jeg så kan finde tiden til at prøve, hvis jeg skulle få det, ved jeg ikke.

Under pakning og flytning er jeg faldet over en del gamle sager der bare beder om at få tildelt lidt tid og opmærksomhed, som min bunke af fremkaldte men uordnede fotos og et helt ubrugt kalligrafi sæt...

Men jeg kan jo starte med at få ordnet ufærdige projekter ved at luge lidt ud i ønskesedlen, og fjerne ønsker som et vækkeur. Det byttede jeg mig nemlig til for et alt for stort piskeris efter jul. (Jeg havde ønsket mig sådan et lille bitte et der kan findes i søstrene Grenes.) Eva trio tesi, bogen Dominostrik af Vivian Høxbro, Madonna figur og lille tekande, som jeg alt sammen fik i julegave. Futsko, som jeg også fik i julegave, for selv om de er på vej til at blive slidt igennem, har jeg jo strikket mig et par afløsere, og har planer om at lave endnu et par.

Neglelak, for sådan en - og en er ganske nok - byttede jeg mig til efter min fødselsdag fordi jeg havde fået et par ting fra Matas der nok var lækre, men som jeg bare ikke ville få brugt. I fødselsdagsgave fik jeg også et gulvtæppe og og bogen; 10 år på 10 uger af Thorbjörg Hafsteinsdottir, der er blevet til endnu et ubegyndt projekt.

Dukketøj

En pludselig indskydelse og et øjeblik hvor yngste var optaget af noget andet fandt jeg på at binde nederdelens bindebånd stramt sammen og give dukken den på som hue sammen med kjolen.

Med dukken stillet op at et bonsaitræ og mine forældres frodige have som baggrund, har jeg fået taget et par billeder af dukken, der minder mig om min barndoms puslespil.

Kjoleoverdelen er syet i dobbelt lag stof og vendt (det er den eneste måde jeg kan finde ud af at lave pæne kanter på noget der er så småt), og jeg fandt på at vente med at zigzagge til efter overdelen var vendt. Hvis man ser godt efter, eller klikker billederne større kan sømmen ses langs hals- og ærmekant.

Et par hullede strømper

... tog turen med på besøg hos mine forældre sidste fredag, hvor jeg klippede skafterne af, zigzaggede kanten med skinnede grønt og brunt sytråd, og vupti - jeg har nu et par pulsvarmere helt uden at strikke en maske selv.

På samme måde fik jeg forkortet ærmerne på en strikket bomuldstrøje, jeg har brugt flittigt i flere år. Det er sært som bomuld giver sig med tiden. Da trøjen var ny passede ærmelængden, og jeg tvivler på at det er mine arme der er krøbet.

Det er kun småtterier jeg orker at lavet her for tiden hvor de fleste af mine ting også er blevet pakket ned, og det meste af fritiden går med at flytte ting hen i det nye hus.

Men, kreativiteten overmandede mig da jeg kiggede på de afklippede ærmestumper. Der skulle kun en zigzag og et bindebånd til før den ene stump var blevet til en dukkenederdel. Og, lidt af en kasseret skjorte, 3 trykknapper samt en del sømme blev brugt til at trylle den anden stump om til en yndig dukkekjole.

Tøjet når ikke at sidde særlig længe på dukkerne før yngste har hjulpet dem med at få det af igen. På et eller andet tidspunkt bliver det forhåbentlig også sjovt at klæde dukkerne på ...

Det går

Onsdag formiddag var ikke sjov. Det hjalp heller ikke at yngstes far tog afsted i vores fælles bil og efterlod mig med lov til at bruge hans firmabil - men uden nogen nøgle til den. Panikken var stor, indtil jeg med hjælp fra hans søster fik hul igennem til manden, der kunne fortælle hvor reservenøglen lå gemt.

Det hjalp også at ældste var ualmindelig villig til at uddele knusere, og at mine forældre dukkede op for at hjælpe med at gøre rent i det nye hus.

Med adgang til både bil og nøgle kunne ældste og jeg også tage en tur i Legoland. Det blev en rigtig god dag selv om der var varmt og der var rigtig mange mennesker. For, når man kun er to, går der næsten ingen tid med at aftale eller planlægge, så vi nåede at prøve alt det vi gerne ville.

Sent på aftenen kunne jeg aflevere en både træt og glad dreng til ferieophold hos en far, der tilmed gad servere aftensmad for os begge inden jeg kørte hjemad.

Kvalme og mavepine

Jeg kan slet ikke sove.

Yngstes far har arrangeret en ferie i sommerhus, fra i morgen - tidligt, og har her til aften meddelt mig at der under ingen omstændigheder er nogen mulighed for at jeg kan komme med. Og, han kan eller vil ikke give mig nogen adresse på hvor de tager hen.

Jeg har prøvet det før - at sige farvel til mit barn for første gang, og alligevel føles det lige nu som at skulle rive en del af mig selv ud, at se frem til ikke at skulle være sammen og sove i samme rum.

Mon de vender tilbage..? Mon jeg da stadig kan amme hende..? Mon den her tur vil påvirke mine chancer for fremover at få hende til at bo hos mig...? Mon hun vil savne mig..? Mon jeg kan mande mig op og være noget for mit ældste barn imens de er væk - inden han tager væk på ferie..?

Det skal de! Det håber jeg! Det er jeg bange for! Det håber jeg en lille bitte smule for min skyld, men frygter det for hendes! Det skal jeg!

Et er helt sikkert: Det bliver nogle hårde dage at komme igennem.

Skøre sko

Ældste er blevet kørt ud til en legekammerat, og yngste sover til middag. Og imens jeg forsøgte at overbevise mig om at en disiplineret indsats overfor bunken af papirer ville være den bedste brug at siestaen, kom jeg i tanke om (mest fordi jeg frøs lidt om fødderne) at jeg da lige skulle vise de færdige futsko.


Skoene var blevet alt for store og løse, de sidder ok på en størrelse 44+, men jeg kender ingen med fødder i den størrelse der vil bruge dem. Så istedet for den rem de skulle have haft om anklen, fandt yngste og jeg noget silkebånd i gavebåndsæsken og trak det igennem overkanten. Nu har skoene en chance for at blive på foden, og det er ikke engang nødvendigt at binde op for at få dem af og på.

Når de er blevet slidt op kunne jeg godt finde på at lave nogle i noget 'pænere' garn. Og der er en chance for at det kan ske hurtigt. Jeg har lige opdaget at bunden på de skindfutsko jeg fik i julegave er blevet slidt igennem. - Mon jeg slæber på fødderne når jeg går?

Tilbage til bunken af papirer...

Milde Himmel

Det grimme garn fra sidste års lejr har været med på sommerlejr i år, sammen med opskriften på et par futsko fra 30 trendy tøfler.

Frygtløst (for der er ingen risiko involveret når det drejer sig om garn i den her kaliber) slog jeg, på en et halvt nummer størrer pind, lidt flere masker op end opskriften angav, i forventning om at jeg måske kunne ende med en anvendelig størrelse.

Alt garnet er nu brugt og jeg står med to 'vaskeklude' der skal sys sammen til et par futsko.

Hvordan det kommer til at virke har jeg ikke helt regnet ud, men det var netop derfor jeg bare måtte prøve at strikke dem. Og garnet var det eneste jeg kunne finde i mit sparsomme garnlager der kunne ligne det Fonty angora, som originalen er strikket i.

Jeg er noget spændt på hvordan resultatet bliver. Muligvis ryger de direkte i sækken der skal sendes til genbrug. På den måde er jeg selv herligt fri for at smide noget ud. Men det kunne jo også være at de gik hen og blev tilpas søde, skæve og skægge, så de kan gå an at blive smidt på et par kolde fødder når der skal slappes af i sofaen.

Der kom billeder

Min adgang til digitalkamera er ikke helt stabil for tiden. Så, jeg har istedet måttet vente på at få en forevigelse af modtageren iklædt tørklæde tilsendt.

Han blev rigtig glad for det, men syntes at prisen var noget hamper.

Og for at man kan se hvor godt tørklædet passer til begge jakker, kommer endnu et billede.

Nu kan efteråret bare komme an, selv om jeg vil foretrække sommervejr i den næste uges tid. Da går turen til den årlige sommerlejr - med begge børn. Jeg glæder mig, og vi ved hvad vi går ind til, for det er for 7. år i træk. Det kan kun blive godt.

Jeg må i gang med at huske... finde... pakke...

Aftenplaner

Jeg har fået hentet ældste hjem fra et lille ferie ophold og har inviteret mine forældre på hentning af yngste, aftensmad og overrækning af julegave. Men det sidste ved han ikke noget om endnu - med mindre han har læst med her.

At sætte pris på

Så er det stribede tørklæde klar til overrækning. Og det er blevet udstyret med mærkeseddel som var det købt i en rigtig forretning. På sådan een står der som bekendt oftest en pris - der godt nok skjules hvis det skal gives som gave.

Så jeg ville også gerne kunne skrive en pris på. - Når nu det hører sig til. Og det kræver et lille regnestykke: At strikke en enkelt række, med de over 500 masker tager 20 min, når der er 130 rækker i tørklædet bliver det til 43 1/3 time i strikketid. Hvis det var mit arbejde, og jeg var lidt effektiv kunne jeg nok producere 50 af den slags håndstrikkede tørklæder om året. Hvis jeg ønsker mig en årsløn på 300.000 skal jeg altså tjene 6000 pr styk, og så er der jo også momsen.

Så den vejledende udsalgspris må blive på ikke mindre end 7500 kr. (usælgeligt?)

Gad vide om han vil sætte så meget pris på det, eller bare blive glad for endelig at få sin julegave.

Lykken

- for mig?
Jeg har en lille liste hængende med det jeg bliver rigtig ked af at savne. At blive:

Opsøgt
Set
Tilsmilet
Tiltalt
Hørt
Rørt

Jeg tror det er lykken for mig når jeg ikke behøver savne det.

Iøvrigt sagde præsten igår, at lykken ikke kun er når alt er helt fantastisk godt, det er også at klare sig igennem det der er skidt. Jf. vielsesritualet hvori der siges '..., i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, ...'

Sådan..

Med al den tid jeg efterhånden har lagt heri, så skal resultatet ikke ødelægges af dårlig finish. Så nu er kanten trævlet op og strikket på ny. Og efter en opskylning kan tørklædet sagtens strækket ud til noget der nærmer sig 2 m. Jeg føler mig faktisk lidt sej fordi jeg gad.
Det er i øvrigt det først stykke strik jeg nogen sinde har forsøgt at blokke. Jeg er spændt på hvordan det bliver.

Øv!

Jeg havde en fornemmelse af at tørklædet måske ikke var helt så langt som det det var meningen, men tænkte at det var noget der kunne justeres ved en håndfast blokning.

Men nu hvor alle ender er hæftet, tørklædet skyllet op og spændt ud, har jeg målt efter. Det er 1.6 m langt stedet for de bestilte 2 m, fordi aflukningskanten er for stram og forhindrer tørklædet i at blive strukket helt ud.

Hvor har jeg bare meget lidt lyst til at trævle en vasket, og over 500 masker lang aflukningskant op der er strikket i dobbelt langhåret alpaka. For slet ikke at snakke om det samme antal masker der skal fanges på den 2 mm pind de er strikket på, fordi jeg ikke har en tyndere pind, hvad der ellers ville kunne gøre det lidt nemmere.

Jeg har lidt planer for i morgen...

Udenfor sæsonen

Jeg er blevet færdig med at strikke på det halstørklæde jeg gav min far i julegave. Det kommer til at vare lidt endnu før det bliver klar til at overrække, for med 130 rækker og striber á 1 eller 3 rækker, bliver det til utallige ender der skal hæftes først.

I øvrigt syntes jeg det se sjovt at se hvordan striberne tager sig forskelligt ud på de to sider af tørklædet.

Ældste ville også

- gerne prøve, og hans er bestemt også blevet flot.

1. mathias, 2. LA: Buds and Blooms Stand Down, 3. Not me....I did nothing with it., 4. En septemberdag, 5. >^.^< (vi) - ingrid, 6. Rainbow Juice!, 7. Dubai icons, 8. Bud., 9. COCKPIT, 10. kanus, 11. Kreativ WE 15.-17.Juni 2007 Glasin, Neukloster, 12. ~ math ticks ~

Jeg har leget

- med Flickr, efter at være blevet inspireret her, hvor man også kan læse reglerne for legen, som også leges flere andre steder.

Først kan man svare på 12 spørgsmål. Det kan i sig selv være svært nok, så skal der vælges et af de billeder der dukker op når man søger på svaret - også svært, (jeg er gået efter det flotteste eller mest interessante) og man kan risikere at det valgte billede ikke kan overføres. Så istedet for et skønt billede af ham der spiller Garibaldi i Babylon 5 er jeg endt med en kirkegård.

De fleste billeder er blevet sært alternative i forhold til det søgeord de er fundet med. Prøv lige at gætte på hvad mit yndlings-dyr er (nr3), eller -dessert (nr8), hvad jeg vil være når jeg bliver ældre (nr9) eller hvordan jeg beskriver mig selv (nr11)? Det eneste billede der umiddelbart har nogen sammenhæng med søgeordet, er det hvor jeg har søgt på mit navn (nr1).

Så mon mosaikken siger noget om mig...? Jeg tvivler. Men jeg syntes den blev flot, og jeg fik genopfrisket hvorfor jeg drømmer om at gense Utrecht. Prøv selv at tage et kig på Flickr.

Sagen

Fordi Line har spurgt, og fordi jeg ikke ved hvordan jeg ellers skal fortsætte med at skrive her, om hvad der rør sig i mit liv, må jeg hellere fortælle...

Spørgsmålet jeg fik stillet var; Hvordan vi (yngstes far og jeg) kunne komme videre med vores liv. Og, det jeg fik taget mig sammen til at fortælle ham var; at jeg har givet op, at jeg ikke tror vi får det bedre sammen ved at fortsætte som hidtil, og at jeg overvejede om det kunne blive bedre hvis vi ikke længere boede sammen.

Den overvejelse var pludselig ikke noget jeg behøvede gå og tumle med mere, for nu halvanden uge senere er huset solgt, og vi ruster os hver især til at gå på statsforvaltningen for at finde ud af hvor yngste skal bo fremover. Jeg håber de kan nå at hjælpe os med at få lavet i det mindste en midlertidig aftale inden vi hver især skal flytte. For så uenige som vi er, tror jeg vi når igennem både en retsag og en ankesag før vi har en endelig afgørelse. Desværre er timingen ikke helt fantastisk, for i en ferieperiode kan man sikkert regne med længere sagsbehandlingstider end de normale 5 uger, og muligvis skal huset overdrages allerede om en måned.

Sådan er frustration og diffuse bekymringer blevet afløst af en meget håndgribelig frygt, og mulighed for handling.

Jeg sætter pris på alle krydsede fingre og gode ønsker om at der må komme et ønskværdigt resultat ud af den kaos der hersker lige nu.

At få det sagt

Nu har jeg fået sagt det, jeg har gået og tænkt på i mere end et år. Det vender op og ned på vores hverdag og giver nogle nye følelsesmæssige udfordringer. Men jeg er lettet, og føler at jeg nu er kommet tættere på drømmen om hvordan jeg ønsker at leve mit liv.

Mit håb er bare, at den forestilling jeg har, af at gevinsten kan opveje omkostingerne, også vil holde i virkelighedens verden.

Weekend sysler

En pludselig indskydelse gjorde at jeg kom afsted til udstilling på Skals Håndarbejdsskole, med yngste i hånden og en time til rådighed inden det ville være tid igen at vende hjemad til frokost og middagssøvn.

Hele udstillingen var bygget op omkring temaet knap, der blev brugt på finurlige måder som overskrifter til de forskellige områder hvor der blev udstillet. For eksempet fandt jeg de her små nålepuder under 'Knap så store' hvor de børn der har gået på håndarbejdsskolen i år havde deres værker udstillet.















Jeg har set et par udstillinger på stedet tidligere, og vidste at en time ikke ville være nok til at fordybe sig, det kunne kun blive en hurtig gennemgang, og sugen indtryk og stemning til sig. Af lækre stoffer...














Yngstes favorit var en sød lille gris.


Her var det umådeligt svært at holde fingrene væk. For, som der stod på små skilte fordelt med rund hånd, så måtte man ikke røre. Det smuttede nu temmelig mange gange, men jeg tror mine konstante formaninger og forklaringer til den lille dame skånede os for at blive irettesat. - Der var andre der ikke gik fri.

Specielt afdelingen med broderier gav næring til min drøm om engang at komme på kursus på Skals. - Selv om andre typer håndarbejde også er spændende, så er det broderiet jeg ikke giver mig selv tid til, og udført rigtigt kan selv en lille detalje give en stor effekt.


Som her hvor man kan se de dækkede lyse striber giver mere effekt end jeg ville kunne forestille mig.


I år var denne her den eneste, men sidste år var det mange eksempler på broderi af denne her type. Det skal jeg prøve engang. Måske på en lille pigekjole i hør...

Røde bånd førte hen til de nu tomme lokaler der engang har huset håndarbejdsseminariet, og på vejen kom man forbi 'Det smukkeste marked'. Havde jeg ikke haft travlt og ingen penge ville jeg måske være blevet lokket af de her festlige fristelser.


Eller af lækkert tykt filt i bolchestriber.

Eller af delikate mapper.

Jeg er lige ved at tror jeg faktisk mangler sådan nogle.

Imens yngste fik besteget nogle trapper øjnede jeg den her yndige kjole.



Ved nærmer eftersyn kan man se at den er syet i papir. Og som om det ikke skulle gøre den upraktisk nok, er den også oversået med broderier, der godt kunne begrænse hvor meget jeg lige ville få den brugt...





Med kjolen på, vil man nok kunne opleve svigtende eller meget bevidst øjenkontakt.

Da jeg indfangede den trappe bestigende lille dame for at kunne komme hjemad faldt jeg over den her grafitti...